Læsetid: 9 min.

Den danske kvinde og sexologen

Han er stort set skrevet ud af den biografaktuelle film ’The Danish Girl’ om den danske kunster Einar Wegener, der skiftede køn, men lægen og forkæmperen for seksuelle minoriteters rettigheder Magnus Hirschfeld efterlod sig en arv, som end ikke nazisterne kunne ødelægge
Kunstneren Einar Wegener mødte i 1930 lægen Hirschfeld og fik den kønsoperation, der gjorde ham til Lili Elbe, som ses her på billedet. 

Kunstneren Einar Wegener mødte i 1930 lægen Hirschfeld og fik den kønsoperation, der gjorde ham til Lili Elbe, som ses her på billedet. 

Ullstein Bild

29. januar 2016

I foråret 1930 rejste den danske kunstner Einar Wegener til Berlin til en konsultation, som han håbede ville både redde og forandre hans liv.

Wegener havde i 20 år ved forskellige lejligheder klædt sig som sit kvindelige alter ego, Lili Elbe. I offentligheden præsenterede hans hustru, maleren Gerda Gottlieb, Elbe som Wegeners søster. Men i 1930 kunne han ikke længere holde dobbeltlivet ud. Han besluttede sig for at begå selvmord og satte endda en dato på. 1. maj skulle det være.

I sidste øjeblik traf Wegener imidlertid et andet, radikalt valg: Han ville gennemgå en række skelsættende operationer, som kunne forvandle ham til Lili Ilse Elvenes alias Lili Elbe.

Wegeners/Elbes usædvanlige historie har været kontroversiel lige siden og er det den dag i dag: Således blev filmen The Danish Girl, der bygger på Elbes liv og har Eddie Redmayne i hovedrollen, tidligere på måneden forbudt i Qatar for at sprede ’moralsk fordærv’.

Elbes revolutionerende forvandling ville ikke være mulig uden den pionerindsats, som blev gjort af fra sexolog Magnus Hirschfeld, en mand, der var berømt og berygtet i hele Europa for sin banebrydende forskning i menneskets køn og seksualitet.

Men hvor Elbes posthume biografi fra 1933, Fra mand til kvinde, snart skulle gøre hendes historie internationalt berømt, er Hirschfeld frem til dag forblevet en langt mindre kendt figur.

Som både jøde og homoseksuel aktivist var han en torn i øjet på nazisterne og en stor mængde vidnesbyrd om hans virke og forskningsresultater gik op i røg, da hans Institut for Seksualforskning i 1933 blev udsat for et nazistisk angreb. Gennem kolleger og elever har hans arbejde ikke desto mindre bidraget til at ændre vores syn på seksuelle minoriteter – og til at gøre kønsskifteoperation til den almindeligt accepterede behandling, den er i dag.

’Seksuel degeneration’

Hirschfeld blev født 14. maj 1868 in byen Kolberg i det daværende Preussen. Som ungt menneske var det først hans hensigt at studere litteratur, men han endt med at foretrække medicinstudiet, der åbnede bedre karrieremuligheder.

Mens mange homoseksuelle mænd på det tidspunkt ikke vidste bedre end at acceptere, at deres eventuelle udlevelse af egen seksualitet ville være en perversion og en forbrydelse i samfundets øjne, var Hirschfeld – der selv levede som hemmelig homoseksuel – rystet over, at den fordømmende holdning også i de lægefaglige miljøer var altdominerende: Homoseksualitet blev anset som ’seksuel degeneration’.

Ved en forelæsning på lægestudiet blev en mand, der havde siddet indespærret på en anstalt i 30 år for homoseksuelle handlinger, ført nøgen frem på parade foran de studerende. Hirschfeld blev oprørt over denne nedværdigende behandling af en patient, der blev ikke blevet set som andet end et et laboratoriedyr.

Da han blev færdiguddannet som læge i midten af 1890’erne, blev hans engagement i sagen styrket af to begivenheder. Den første var den meget omtalte retssag mod og efterfølgende fængsling af dramatikeren Oscar Wilde i 1895 på en tiltale for ’sodomi’, hvilket han følte, var en gruopvækkende uretfærdighed.

Den anden var, da en af hans patienter, en løjtnant, begik selvmord ved at skyde sig selv dagen før sit bryllup. Han efterlod Hirschfeld et brev, i hvilket der stod: »Oplys venligst offentligheden. Vær så venlig at fortælle den om den ulykkelige skæbne, der overgår mennesker som mig, der ikke er egnet til ægteskab.«

Hirschfelds konservative jødiske familie var stærkt utilfreds med hans valg af specialisering og bønfaldt ham om at rette sin interesse imod noget andet, f.eks. kolera, hvortil Hirschfeld skal have svaret:

»Hvad siger I? Skulle kolera give større glæde end seksualitet?«

Magnus Hirschfeld, læge og forkæmper for seksuelle minoriteters rettigheder. 

Ullstein Bild

Uddannelse i seksualitet

I 1897 grundlagde han Det Videnskabelige Humanitære Udvalg – et forum, der skulle samle personer fra hele verden, som beskæftigede sig med at fremme uddannelse og forskning i seksualitet. Målet var igennem fælles indsats at bekæmpe fordomme mod homoseksuelle og i sidste ende få afskaffet § 175 i den tyske straffelov, som kriminaliserede homoseksualitet.

Men for virkelig at kunne udfordre sin samtids forbud mod homoseksualitet måtte Hirschfeld kunne bevise, at der var tale om et biologisk fænomen snarere end den fordærvede sindstilstand, den blev opfattet som på det tidspunkt. Han havde med andre ord brug for videnskabelige resultater.

Han begyndte at forske i homoseksualitetens årsager og natur, og i takt med at hans anseelse steg, blev han opsøgt af et stigende antal mandlige patienter, der ville spørge ham til råds. Han opfordrede dem til at søge andre homoseksuelles selskab i Berlins LGBT-miljøer og stiftede en forening, hvor personer, der var utilfredse med deres seksualitet, kunne mødes ved ugentlige sammenkomster og diskutere deres følelser.

Hirschfelds metoder var usædvanlige for en læge i hans tid. Han mente, at omhyggelige observationer og lange samtaler med patienterne, ofte henlagt til lange spadsereture, ville være afgørende for at kunne formulere en teori. Han begyndte at indsamle data ved at lade alle de patienter, der konsulterede ham, udfylde et spørgeskema.

Takket være de data, som han fik samlet gennem spørgeskemaerne, kom han snart frem til den erkendelse, at kønsforskelle mellem mand og kvinde langtfra var så enkelt et binært spørgsmål som tidligere antaget. Skarpe skel og opdelinger måtte vige for noget mere indviklet og glidende.

Berlin

I 1919 etablerede han i Berlin verdens første Institut for Seksuel Videnskab, hvilket i det følgende tiår skulle gøre ham berømt i hele Europa. Kontinentets kulturelle og intellektuelle elite i Europa – fra filmstjerner til digtere som W.H. Auden – valfartede til det museum, som var tilknyttet instituttet og tilbød alt fra seksualundervisning til informationer om instituttets forskning i transseksualitet.

»På grund af inflationen og den tyske økonomis forfatning var leveomkostningerne beskedne i Berlin, og det gjorde, at byen blev frekventeret af mange fra Europas kulturelle elite,« siger Ralf Dose, der er forfatter til en nyere biografi om Hirschfeld.

»Snart fandt folk frem til dette berømte museum, hvor alle disse chokerende ting var udstillet. For besøgende i datidens Berlin blev stedet en attraktion, man ikke måtte gå glip af!«

Hirschfeld var også fremragende til at skabe sig netværk. Han støttede i 1919 det projekt, der resulterede i Anders als die Andern – en film om homoseksualitet, som delte det tyske samfund. Han var også en skattet foredragsholder, der holdt flere end 200 taler om året for tusindvis af tilhørere.

»Han var et af de få mennesker, der turde tale offentligt og så åbent om den slags ting,« siger Ralf Dose. »Han stillede op til interview, foredrag og udsendte artikler om ideer, som gik fuldstændig op imod de samfundsmæssige normer. Og derigennem styrkede han også sin egen forskning, eftersom alle, der tænkte: ’Hvad er der i vejen med mig’, fik lettere ved at finde frem til ham.«

Kønsskifte

Takket være sin berømmelse blev han konsulent for mange af de banebrydende kønsskifteoperationer, som fandt sted i Tyskland. For skønt Hirschfeld nok var sin tids mest kendte tyske sexolog, var han langtfra den eneste. Historiens første transseksuelle operation fandt sted i 1912 på en kvindelig maler, der troede, hun var en mand, og som fik fjernet både bryster og æggestokke.

Samme år havde den østrigske professor Eugen Steinach transplanteret æggestokke i hanmarsvin, der var blevet kastreret som unger, og udført den omvendte procedure på hunner. Han noterede, at hannerne ikke viste nogen interesse for hunnerne i kønsmoden alder. Derimod voksede deres bryster og brystvorter.

Der skulle gå årtier, før forskerne nåede frem til at isolere de mandlige og kvindelige kønshormoner, østrogen og testosteron, men i hele 1920’erne blev mange af disse eksperimentelle procedurer udført på mennesker, og allerede i 1921 fandt den første vaginatransplantation sted.

Disse operationer var yderst risikable, men Hirschfeld udførte dem alligevel – også i erkendelse af den ekstreme desperation hos mange patienter, hvoraf nogle sågar truede med at lemlæste deres egne kønsorganer, hvis de ikke kunne få en kirurg til at gennemføre proceduren.

Mødet med Elbe

Da Hirschfeld mødte Elbe i 1930, var han således udmærket klar over, hvor langt nogle patienter var klar til at gå til for at skifte køn. På det tidspunkt var Hirschfelds oprindelige spørgeskema blevet udvidet med henblik på også at kunne indhente data om transseksualiteten domæne. Det omfattede nu 130 spørgsmål, mens der var indsamlet data om titusinder af individer.

Elbe væmmedes efter sigende ved spørgeskemaet og ved den måde, hvorpå transseksualitet blev fremstillet fra instituttets side.

»Han blev bedt om at svare på alle disse meget nærgående og kontante spørgsmål,« siger Rainer Herrn, der forsker i sexologi ved Charité-hospitalet i Berlin.

»Han nægtede at tage stilling til beskrivelserne af seksuelle mellemformer som transvestitter og hermafroditter. For ham var der ingen tvetydighed: Han var en kvinde. Så hele denne proces irriterede ham enormt«.

De nøjagtige drøftelser mellem Elbe og Hirschfeld er ikke overlevet, men under Hirschfelds tilsyn fik Elbe fjernet sine testikler i Berlin før yderligere tre operationer i Dresden.

Den sidste og fatale procedure var en livmortransplantation, der blev søgt gennemført, mange årtier før der var udviklet lægemidler til forebyggelse af organafstødning.

Elbe døde af hjertestop den 13. september 1931.

»Elbe ønskede at få indopereret æggestokke og en livmor, for på det tidspunkt var man nødt til at kunne få børn for at blive set som en rigtig kvinde«, siger Hern.

»Det var hendes ideal – hun var som besat af det. I Elbes biografi, som bygger på hendes dagbøger, fantaserer hun altid om at være ’en komplet kvinde’.«

Døden

Vi ved ikke meget om, hvordan Hirschfeld reagerede på nyheden om Elbes død. På dette tidspunkt havde han forladt Tyskland for at tage på en international foredragsturné, hvorfra han aldrig skulle vende tilbage.

I løbet af det foregående årti havde hans resolut åbenhjertige holdning til homoseksualitet og transseksuelles rettigheder samt det faktum, at han var jøde, skaffet ham stadig mere magtfulde fjender.

Allerede i 1921 var han blevet tævet på gaden efter at have holdt en offentlig forelæsning i München. Så alvorlige var hans kvæstelser, at journalister på stedet fejlagtigt antog, at han var død, og et par dage senere kunne han læse sin egen nekrolog i toget fra München tilbage til Berlin.

»Der var mange andre jødiske sexologer på dette tidspunkt, men ingen var forfulgt i helt samme omfang,« siger Dose.

»Hirschfelds tilstedeværelse var så markant i den tids medier, at den nærmest antog karakter af en kampagne for seksuelle minoriteters rettigheder. Men mange fandt ham som følge heraf yderst stødende, og han blev et decideret hadeobjekt for nazisterne og deres støtter.«

I de førende nazistiske aviser Der Stürmer og Völkischer Beobachter blev Hirschfeld skildret som en central fjende i løbet af 1920’erne. I 1928 grundlagde han Verdensligaen for Seksuelle Reformer, der holdt konferencer over hele verden, hvilket af nazisterne blev bredt fordømt som en global jødisk sammensværgelse.

»De fremstillede ham som undergravende for den tyske moral og den tyske ånd – både som jøde og sexolog,« siger Herrn.

Mens han på sin turné var nået til Kina i 1930, blev Hirschfeld af sine kolleger advaret mod at vende tilbage til Tyskland, fordi hans liv ville være i fare. Hans institut blev vandaliseret og plyndret af nazisterne den 6. maj 1933, og hans datasamlinger, forskningsarbejde og ejendele blev brændt fire dage senere.

Hirschfeld rejste først til Schweiz og derefter til Paris, hvor han uden held forsøgte at genetablere sit institut. Han døde af et hjerteanfald i Nice maj 1935.

Hirschfelds navn ville utvivlsomt være gået i historiens glemmebog, hvis det ikke havde været for hans kæreste, Li Shiu Tong, som han mødte i 1930, og som bevarede mange af hans bøger.

Hirschfelds ideer og forskningsgennembrud fik også en effekt i USA takket være hans elev Harry Benjamin, som byggede videre på resultaterne fra Hirschfelds oprindelige spørgeskema, og som siden etablerede Benjamin-skalaen for seksuel observans, der blev offentliggjort i 1966.

»Efter min vurdering var Hirschfelds største bidrag at introducere ideen om de mange mellemliggende stadier mellem mand og kvinde, som vi stadig udforsker den dag i dag«, siger Dose.

»Han forsøgte at slå en pæl igennem den myte, at køn er binært, og at give seksuelle minoriteter mæle for første gang.«

© The Guardian og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu