Læsetid: 7 min.

Hun drages mod yderkanten

Den norske reportageforfatter Erika Fatland rejser i bogen ’Sovjetistan’ til en verdensdel, som de færreste i Vesten kender til, og der finder hun et gammelt centrum
Den norske forfatter Erika Fatland har skrevet en bog om sin rejse til Sovjetistan – en rejse der bragte hende gennem Turkmenistan, Kasakhstan, Tadsjikistan, Kirgististan og Usbekistan.
26. januar 2016

Den mest farverige historie udspiller sig i Asjgabat, hovedstaden i Turkmenistan, også kendt som marmorbyen, fordi store dele af byens officielle bygninger er beklædt i den fineste hvide marmor fra marmorbruddene i italienske Carrara. Her findes det ene bizarre prestigebyggeri efter det andet, finanseret af landets rige olie- og gasreserver.

Da landet i 1991 fik sin selvstændighed fra Sovjetunionen, fortsatte den hidtidige leder Nijazo som præsident. Han gennemførte kosmetiske ændringer af styreformen; det turmenske kommunistparti ændrede navn til Turkmenistans demokratiske parti, uden at andre partier dog blev tilladt. I det hele taget fortsatte præsidenten med sin erfaring fra personkulter under det sovjetiske styre at forme sit land i sit eget billede. Han ændrede navn til Turkmenbasji, som betyder turkmenernes leder. Statuer af Lenin og Stalin blev erstattet af forgyldte statuer af Turkmenbasji, og alt muligt andet blev opkaldt efter ham. Han opfattede sig selv som en profet, der nedstammede fra Aleksander den Store og profeten Muhammed, og han bestemte også, hvordan landets kvinder skulle gå klædt, ligesom han forbød mænd at have langt hår og skæg.

Han udgav storværket Ruhnama, Sjælens bog, som indeholdt præsidentens egne taler kombineret med en håndbog over turkmenske skikke og kultur, hvor Turkmenbasji foretog en omskrivning af det turkmenske folks historie og førte sit folk tilbage til selve Noa. En kæmpeudgave af Ruhnama blev opstillet i Asjgabat, samtidig med at verselinjer fra værket hver aften på et bestemt tidspunkt blev proklameret fra en højtaler. Turkmenbasji gjorde bogen til pensum i skolen og på universitetet; der blev indført eksaminer i bogen, og imamer blev pålagt at prædike over bogen i moskeerne, og et eksemplar blev sågar i en russisk rakat sendt ud i rummet.

Turkmenbasji gik et skridt videre. Han afskaffede humaniora og naturvidenskab på universitetet, forbød hunde og cirkus og kastede sine modstandere i fængsel. Og han forsøgte at omdanne hele landet i sit billede ved at ændre navnene på ugedage og måneder, således blev eksempelvis januar opkaldt efter diktatoren selv og april efter diktatorens mor.

Personkulter

Vi er med den norske reportageforfatter Erika Fatland i Turkmenistan. Forklaringen på den bizarre udvikling i Turkmenistan siden selvstændigheden ligger ifølge hende »i selve sovjetsystemet, der var korrupt, autoritært og med en velafprøvet tradition for personkulter. Turkmenbasji var vokset op i dette system, Det var det eneste, han kendte til. Da Sovjetunionen gik i opløsning, var der ingen i Moskva, der tøjlede ham længere. Han kunne gøre som han ville«.

Sådan skriver hun i bogen Sovjetistan, der ud over reportagen fra Turkmenistan også rummer reportager fra de fire øvrige tidligere sovjetrepublikker, der blev selvstændige i 1991, nemlig Kasakhstan, Kirgisistan, Tadsjikistan og Usbekistan.

Erika Fatland har rejst i disse lande i fem måneder, og hun vedkender gerne, at hun går uden om alfarvej og drages mod yderkanterne.

»Jeg havde allerede arbejdet meget med Rusland, med Kaukasus. Det, der tiltrak mig ved dette område, var, at det også for mig var en hvid plet på kortet, noget jeg vidste meget lidt om og var nysgerrig på. Som ung gik mine første rejser til Indien, Guatamala og Spanien, og her opdagede jeg, at de rejsende altid endte med at komme de samme steder som alle andre. Man mødte de samme mennesker hele tiden, for de fulgte samme rute. Jeg var træt af backpackertilværelsen, den var for lidt eventyrlig, og her var disse lande oplagte, for her ville jeg ikke møde ret mange andre rejsende,« fortæller Erika Fatland, da jeg møder hende til en snak om Sovjetistan, der lige er udkommet på dansk.

Den eventyrlystne forfatter har tidligere skrevet den dokumentariske skildring Englebyen om terrorkatastrofen i Beslan i 2011 og Året uden sommer om Anders Breiviks massakre på Utøya. Hun beskriver, hvordan det stof også satte grænser for hendes udfoldelse som forfatter.

»Jeg havde skrevet to bøger om terrorisme og døde børn. Det var et tungt og alvorligt materiale, hvor jeg som forfatter ikke kunne slå mig løs, fordi sproget skulle være nedtonet for ikke at overskygge de tragiske hændelser. Det var for mig en befrielse at skrive Sovjetistan, for her kunne jeg gøre brug af et bredere spektrum og indflette skæbner i bogen, andre historier og ukendte landskaber.«

Erika Fatland fortæller, hvordan hun altid har været fascineret af, hvordan yderkanterne i det store sovjetiske styre måtte absorbere det kommunistiske system: Flere af landene, især Kirgisistan og Kasahkstan, som i traditionen er nomadiske samfund, måtte på kort tid gennemleve en ekstrem forandring med tvangsbosættelse og tvangskollektivisering.

»Forestil dig en nomade, som har en helt anden opfattelse af tid og rum, og hvilken enorm forandring det er at blive bosat, at skulle leve mellem fire vægge, gå i skole og dyrke jorden uden for huset.«

Jobnob-folket

Siden har Erika Fatland været optaget af, hvordan disse lande med deres indbyrdes forskelle har klaret skiftet fra sovjetstyre til selvstændighed og forsøgt at genfinde de nationale rødder og en særlig identitet. Og netop forskellene i denne transformationsproces stikker i øjnene, når hun bevæger sig ind i regionen.

Bag den lange kommunistiske sovjetepoke dukker der i de fem lande helt andre historier frem, som skyldes, at regionen engang ikke var en yderkant, men et økonomisk og intellektuelt centrum, for her løb Silkevejen, som for lang tid siden bragte stor velstand og udveksling af varer og ikke mindst ideer til hele området. Det har på forskellig vis præget de fem lande, og de forsøger på hver deres måde at få den historie til at leve igen. Eksempelvis finder hun byen Merv i Turkmenistan, der i 1100-tallet og indtil Djengis Khans hær af mongoler i 1221 lagde byen i ruiner, var en af verdens største byer og en sand kulturel smeltedigel.

»Jeg havde aldrig hørt, at Merv engang var en af de vigtigste og største byer og et intellektuelt centrum. De havde avancerede vandsystemer og hele 12 biblioteker i byer. Meget blev tænkt og opdaget tilbage i 8-900-tallet i Turkmenistan og Usbekistan.«

Og hun finder byen Bukhara i Usbekistan, der for mere end tusinde år siden fostrede en af de største filosofiske begavelser og fortolkere af Aristoteles, Ibn Sina. Og hun finder jobnob-folket i det nuværende Tadsjikistan, der i 1970'erne blev tvangsforflyttet fra deres bjerglandsbyer til kollektivlandbrugene i lavlandet, et folk som bærer på en historie, der rækker tilbage til en før-islamisk, zarathustrisk kultur.

Således får Erika Fatland i Sovjetistan vævet en anden historie om de centralasiatiske lande, en vild og kontrastfuld historie. Samtidig med at der i en række af disse lande vokser bizarre moderne byer frem grundlagt på olie- og gaspenge, så findes der også i Kirgisistan den barbariske tradition for bruderov. Hvert år bliver omkring 12.000 kvinder i landet bortført og presset til at gifte sig. At så arkaisk og kvindefjendsk en tradition fortsat kan leve i regionen, vidner om, at tiden går i meget forskellige tempi. Og hun fortæller om avantgardemuseet i Nukus midt ude i den usbekiske ørken.

Rejsens metode

Når Erika Fatland rejser, er det intuitivt, og hun følger i de forskellige lande den samme skabelon.

»Jeg er stedfortræder for læseren, læseren rejser gennem mig, og så er det en naturlig rækkefølge først at overvældes af det nye og fremmede og så gradvist komme med ned under overfladen.«

Hun sætter sig ind i de enkelte lande og finder ud af, hvilke steder hun skal besøge, men laver ellers det meste af sin research efter rejserne.

»Hvis jeg havde læst alt det om Silkevejen forinden, ville jeg ikke huske det. Så jeg rejser med lille viden og med åbent sind, for nu at bruge en kliche.«

Det lykkes aldrig helt at få et svar på, hvad der driver Erika Fatland ud på disse ekstremt anstrengende rejser til verdens yderkanter, men hun medgiver, at det er hårdt.

»Det er psykisk og fysisk vældig hårdt. Der er grænser for, hvor mange gange man vil udsætte sig selv for det. Men hver gang jeg kommer hjem fra en rejse og siger til min mand, at nu rejser jeg ikke mere, så griner han bare.«

Hun bliver ellers udsat for lidt af hvert undervejs, men alligevel, eller måske netop derfor, er hun i fuld ro og kontrol. Ukuelig og nysgerrig.

Lad os derfor slutte, som vi begyndte, nemlig i Turkmenistan. Da Erika Fatland også lige har været nogle uger i Nordkorea, vil jeg gerne vide, om det er lige så slemt i Turkmenistan som Nordkorea?

»Det er let at svare på. Man laver ofte den sammenligning mellem regimer og siger, at det er Centralasiens Nordkorea, men der er kun ét Nordkorea. Det er det værste og mest undertrykkende regime, jeg nogensinde har været i. Jeg var dybt deprimeret, da jeg tog derfra. Turkmenistan har været selvstændigt i 25 år, og mange ved, hvordan det hele var før; Nordkorea er helt isoleret, man lever i en boble, og folk ved ingenting. Alt er helt gennemkontrolleret. Da jeg kom hjem fra turen og kiggede på mine fotos, lagde jeg mærke til, at ingen smilte på billederne, ikke en eneste.«

’Sovjetistan’ er udkommet på Informations forlag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jørgen M. Mollerup

Supplerende læsning kunne f. eks. være
Ahmed Rashid, Jihad. The Rise of Militant Islam in Central Asia. Penguin Books 2002.