Drømmeren Dorrit Willumsen

Der er ikke noget ved at skrive om lykkelige personer, det er trængslerne, der er det spændende, mener Dorrit Willumsen, som er nomineret til Montanas Litteraturpris 2015 for romanen ’Nær og fjern’. Selv har hun levet i en lykkelig tid
Fascinationen af samfundets materielle velstand ligger vel i alle os, der er født under Anden Verdenskrig eller lige efter. Dengang havde man jo utroligt lidt, som barn har jeg aldrig fået en ny kjole, men har gået i omsyet tøj. Og skistøvler og skøjter var noget, man arvede, siger Dorrit Willumsen.

Fascinationen af samfundets materielle velstand ligger vel i alle os, der er født under Anden Verdenskrig eller lige efter. Dengang havde man jo utroligt lidt, som barn har jeg aldrig fået en ny kjole, men har gået i omsyet tøj. Og skistøvler og skøjter var noget, man arvede, siger Dorrit Willumsen.

Sigrid Nygaard
2. januar 2016

Man skal lytte godt efter, hvis man vil spore kritik af samtiden fra Dorrit Willumsens mund. Lige så syleskarp hun er i sin underspillede og vittige prosa, lige så tilbageholdende er hun med at rette et kritisk søgelys mod moderne menneskers gøren og laden.

I hendes seneste roman, Nær og fjern, færdes seks mennesker, der på forskellig vis får betydning for hinandens liv. Der er blikkenslageren Michael, som bliver en stor entreprenør. Der er hans sarte kone, Lou. Der er Bjarne, som bejler til skrædderinden Jeanette, og der er Mitzi, som vil redde verden, og Hanne, der er enlig mor og telefonekspeditrice i et online-firma.

»De gør alle deres bedste,« siger Dorrit Willumsen. »Sådan en person som Bjarne, der måske har ADHD, er jo en varm og dejlig person, som bare kan være for meget. Men der er ingen skurke.«

Kritikken kommer dog frem i stilen. Dorrit Willumsen skriver i flere spor, næsten som i korsang: En lys sopran synger idylliske koloraturer, mens en underliggende stemme bryder igennem med et helt andet verdenssyn:

»Det bedste ville være, hvis han fandt en sød pige på sin egen alder,« tænker således Jeanette, der er noget besværet af al Bjarnes omsorg.

»Én, der ville have børn, for det passede til ham at have børn.«

Og så sætter andenstemmen ind:

»Indtil han fandt den rigtige, kunne han måske gå på bordel.« Endnu et eksempel: »En ung kvinde i rullestol viste hende sine små forkrøblede fødder.«

Andenstemmen: »Lou gik videre. Heldigvis lider hun ikke af empati.«

»Hver især repræsenterer de en splint af et menneske, der vokser, når jeg skriver om dem,« forklarer Dorrit Willumsen.

»De drømmer alle, men skønt de gør deres bedste, går drømmene ikke bare i opfyldelse, der er altid skår og sprækker.«

At gøre alt

Har deres nederlag at gøre med den tid, de lever i, vil jeg vide, men en egentlig tidsdiagnostik er Dorrit Willumsen ikke meget for at begive sig ud i.

»Der er ikke noget ved at skrive om lykkelige personer. Det er trængslerne, der er det spændende,« svarer hun.

»Drømmeren Lou, som er skrøbelig og upraktisk, men gift med Michael, der tjener styrtende på byggegrunde, kan tillade sig alt økonomisk. Men hendes lille drøm om at blive musicalstjerne, får hun ikke opfyldt. Og da hun endelig finder på noget, hun gerne vil lave, nemlig at køre rundt med reklamer, får hun ikke lov af Michael. Han vil gøre alt for hende, men det er det, han synes er godt, han vil gøre.«

I romanen opsummerer Dorrit Willumsen i sin underspillede stil ægteparrets situation i sætningen:

»Hvis Lou var ulykkelig ...« hvor man på grund af det ’hvis’et’ forventer fortsættelsen: »... viste hun det ikke.« Men der står: »... vidste han det ikke.«

– Lou elsker kirsebærtræet i haven, men da hun skal hjem igen efter at have været indlagt på en psykiatrisk afdeling, kræver hun alle træer fældet, og det første Michael fælder er kirsebærtræet?

»Egentlig vil han vise, at han er parat til at ofre alt. Jeg har engang set nogen, der fældede en blomstrende syren, det syntes jeg var forfærdeligt. De kunne da have ventet til den var blomstret af! Men Lou vil have forandring for enhver pris. Hun elsker rejser, hun er euforisk, når de rejser – undtagen på Louvre, hvor hendes sko bliver ødelagt, og Mona Lisas hår klasker!«

»Hun tror, at hvis alt uden om hende bliver forandret, vil hun være lykkelig. Det er ligesom folk, der flytter til Solkysten, når de bliver pensioneret – det er jo noget, min bedsteforældre aldrig kunne finde på, min mormor kom aldrig længere væk end til Lolland.«

Aner man en kritisk bemærkning?

Ramsløg og brudekjoler

Men når Dorrit Willumsen skriver om Michaels have, at »brændenælder, mælkebøtter og skvalderkål voksede, så han ville kunne forsyne flere miljørigtige restauranter. Måske havde han også ramsløg og havtorn,« medgiver hun, at det er med en vis kritisk brod, selv om hun fastholder, at det der med ramsløgene er »fuldkommen selvbiografisk«. Hendes have er fuld af dem, en lille plante, der pludselig tog over, og hun vil gerne advare om, at man kan komme til at hade en plante så meget, at man ikke kan få den ned!

»Og anemoner kan ikke klare sig over for ramsløg.«

Som ligeledes kritisk fremhæver Dorrit Willumsen en scene, hvor en brud kammer over i det helt store bryllupshysteri efter at have fået syet en overdådig robe hos Jeanette.

En hund snapper bruden i fingeren, og den lille forbinding, såret nødvendiggør, er hvid, mens brudekjolen er creme. Hulk!

Prinsesse på Nørrebro

»Men i min generation gik vi og længtes efter de fine varer, som man ikke havde råd til.«

»Vi boede tre generationer i en lille lejlighed på Nørrebro, i Prins Jørgensgade. Min morfars arbejdsværelse var samtidig hans soveværelse, mens min mormor, min mor, min lillesøster og jeg selv sov i soveværelset. I spisestuen spiste og legede vi – og så var der den fine stue, der kun blev brugt, når vi havde gæster – hvad vi tit havde! Så sov de på sofaer og på gulvet. Hund havde vi også, den måtte være i køkkenet og i spisestuen.«

»Da Jes (Ørnsbo, red.) og jeg senere var blevet gift, havde fået barn og boede i hus, spurgte min søn, om vi så havde haft en hundestue. Han, der havde sit eget værelse, kunne slet ikke forestille sig, at man boede sammen uden at have eget rum.«

»Og så følte vi endda slet ikke, at vi boede trangt. Min morfar var husvært, min søster og jeg følte os som to prinsesser, vores lejlighed var den største i ejendommen.«

»Der var toilet i gården, og hver morgen kunne man iagttage alle beboerne komme ned og tømme natpotten.«

– Der var das i gården?

»Nej, det var skam toilet med træk og slip, som min morfar holdt ret. Der lugtede enten af salmiak eller det andet ...«

»Når man gik derned om aftenen var det med levende lys, da jeg til jul fik en lommelygte, blev jeg dybt skuffet. Jeg havde følt mig som en luciabrud, når jeg skulle på toilettet om aftenen.«

En lykkelig tid

»Så kom der i 1960’erne en pludselig overflod, jeg husker blandt andet papirslagener og papirstrusser, som jo dengang var en fordel, fordi man endnu ikke havde vaskemaskine. Men hvis man overnattede hos nogen – det kunne jo ske – begyndte papirstrusserne næste dag at smuldre.«

Måske var 1960’erne dog slet ikke så løsslupne, som de siden har fået ry for, mener Dorrit Willumsen.

»Hvis man var under 30 år, skulle man være gift for at få en lejlighed, måske er det denne tvang til ægteskab, der har drevet skilsmisseprocenten i vejret?«

Skal Dorrit Willumsen gøre regnebrættet op, er resultatet dog, at hun har levet i en meget lykkelig tid.

»Vi har også levet i en tid, hvor turismen kom i voldsom vækst, vi har kunnet rejse alle steder hen,« fremhæver hun og fortæller om en østtysk kvinde, hun har mødt, som havde tilbragt tiden i beskyttelsesrum under Anden Verdenskrig med at læse i en bog om Lugano.

»Så var hun dér og ikke i et trangt beskyttelsesrum.«

»Da det senere blev muligt, rejste hun til Lugano – og alt var ligesom i bogen, der var spaghetti, sol og palmer, og alt var, som hun havde drømt om.«

»Jeg har ganske vist rejst en del, men jeg ville selv gerne have rejst meget mere som ung. Jeg husker, at jeg skrev i venindebøgerne, hvor der altid var et spørgsmål om, hvor man gerne ville rejse hen, at jeg ville rejse alle steder hen.«

Som positivt fremhæver hun også, at der er træk ved nutiden, der begynder at ligne den tid, hun selv voksede op i:

»Genbrug er blevet ok, og man kan endda få meget fint kvalitetstøj som genbrug. Og det er jo langt bedre at kvalitetsvarer bliver brugt og slidt,« bemærker Dorrit Willumsen, og erkender, at hun ligesom Jeanette, har en fascination af tøj.

»Endnu en god udvikling er, at mænd nu om dage tager sig lige så meget af børnene som kvinderne. Da skolereformen kom, var jeg ikke begejstret, men på den anden side er børn jo blevet vant til at være i institution det meste af dagen, før de kommer i skole. Det meste bekymrende er måske, at moderne børn aldrig får tid til at kede sig, som jeg selv gjorde. Det er skidt ikke at have tid til at kede sig.«

– Ellers var du måske ikke blevet forfatter?

»Det er nok muligt,« svarer hun, men så tænker hun sig lidt om og korrigerer:

»Jeg skulle nu nok have fundet tid til at dagdrømme.«

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Serie: Det lange lys

Hvordan ser fire modne forfattere på udviklingen i deres levetid? Er livet blevet bedre, eller har vi mistet noget vigtigt undervejs? Hvad lægger de vægt på, når de sammenholder fortid og nutid, sådan som de gør i deres nye bøger. Information har bedt dem tænde det lange lys og kaste blikket tilbage – for at belyse nutiden. De fire forfattere er: Maria Marcus, Ida Jessen, Dorrit Willumsen og Jens Smærup Sørensen.

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu