’Min far forlod mig, så jeg var nødt til at lave den her film. For at forstå ham’

Nitesh Anjaans indiskfødte far besluttede at opgive sin danske opholdstilladelse og vende tilbage til sit hjemland med penge fra den danske stat. I et forsøg på at forstå sin far, tændte Nitesh Anjaan for kameraet og fulgte ham. Det er nu blevet til en film om at sige farvel for at kunne få et forhold igen
Nitesh Anjaans far endte som en skygge af sig selv og levede i spillehaller, hvor han kunne sidde i flere døgn i træk og spille alle sine penge op.

Nitesh Anjaans far endte som en skygge af sig selv og levede i spillehaller, hvor han kunne sidde i flere døgn i træk og spille alle sine penge op.

Foto fra filmen
20. januar 2016

»Jeg har virkelig meget lyst til at spille en sang for dig.«

Nitesh Anjaans øjne lyser. »Jeg har lovet mig selv ikke at være instruktør i dag. Det griber om sig, når man hele tiden tænker i lys og lyd. Men jeg har rigtig meget lyst til at spille den her. Må jeg godt det?« spørger han.

På bordet ligger gamle fotografier af den mand, det hele handler om. Billeder fra da han var ung og langhåret og havde gnist i øjnene. En anden mand end den far, vi møder i Nitesh Anjaans nye film, En verden imellem os, der får tv-premiere på DR2 den 21. januar. En far, der var blevet en skygge af sig selv, som hver nat sorterede post for Københavns Kommune og derudover levede i spillehaller, hvor han kunne sidde i flere døgn i træk og spille alle sine penge op. Og en mand, som besluttede at tage imod en pose penge fra staten mod at opgive sin opholdstilladelse i Danmark og det liv, der var blevet en fallit.

»Da min far besluttede at opgive sin opholdstilladelse i Danmark, besluttede jeg mig for at dokumentere processen. For min egen skyld, for at lære min far at kende, før han forsvandt, og for at sige rigtigt farvel,« fortæller Nitesh Anjaan. Imens fyldes rummet af Bob Dylans karakteristiske stemme, »I was young when I left home«, lyder det fra højttalerne. Nitesh Anjaans store mørke øjne og hans mund smiler oprigtigt og varmt, alligevel ser han trist ud.

– Hvorfor skal vi høre det her nummer?

»Det er den sang, jeg hørte, da jeg skrev de første noter til filmen. Når jeg hører den, ser jeg de sidste billeder i min film af min far i Indien. Han søgte hele tiden det hjem, som han forlod, da han var ung. Måske var det derfor, han fortabte sig i en spillehal. Det blev hans hjem væk fra hjem.«

Det dobbelte farvel

Der er to personer inden i Nitesh Anjaan. Instruktøren Nitesh. Og sønnen Nitesh.

Instruktør Nitesh taler om dramaturgiske greb, teknik og proces. Søn Nitesh fortæller om sin indiskfødte far, Sukhi, som han elsker så forbandet meget, men som gør det svært at elske ham, og om at være så såret, at det føles, som om det bløder inden i.

»Jeg har været nødt til at være bevidst om, hvornår jeg var instruktør, og hvornår jeg var mig selv,« fortæller han.

Nitesh Anjaans far, Sukhi, som ung.

Arkivfoto

Men selv om de to personligheder skal skilles ad, hænger de uløseligt sammen, for hvis ikke instruktør Nitesh havde eksisteret, havde søn Nitesh måske slet ikke haft et forhold til sin far i dag. Nitesh Anjaan har nemlig allerede sagt farvel til sin far én gang tidligere. Som søn havde han givet op mange år forinden på grund af sin fars alkoholproblem og spilafhængighed. Dengang han stoppede med at være far, men i stedet spillede sine penge op.

Kontakten mellem dem var sparsom, indtil Nitesh Anjaans far fortalte, at han ville opgive sin danske opholdstilladelse og flytte tilbage til den landsby i Indien, som han 40 år tidligere som 11-årig var rejst fra for at komme til Danmark. Han havde skrevet under på en dansk repatrieringsordning, som økonomisk støtter flygtninge eller migranter i at tage tilbage til deres oprindelsesland. Det betød, at Sukhi ville få omkring 20.000 kroner, kort inden han rejste, og 100.000 kroner et år efter han var taget afsted.

I fremtiden vil han kun kunne komme tilbage til Danmark på turistvisum.

Pludselig var det for alvor tid til at sige farvel, og det fik instruktør Nitesh og søn Nitesh til at finde sammen og skabe en film om en far og en søn, der i mange år virkelig havde haft alt i verden imellem dem og havde mistet hinanden i det. Indtil de pludselig rent fysisk skulle have verden imellem dem.

En far forlader sine sønner

Sukhi sidder med sin yngste søn i sin lille stue, mens hans ældste søn, Nitesh Anjaan, er bag kameraet. Foran ham på bordet ligger der papirer, der skal udfyldes. De papirer, der med hans underskrift betyder, at han vinker farvel til sin opholdstilladelse i Danmark uden mulighed for at kunne fortryde. I sin hånd har han en kuglepen. »Du sidder og skriver under på, at du efterlader os,« konstaterer hans yngste søn. På papiret skriver Sukhi begge sine sønners navne på en stiplet linje under overskriften: ’Jeg efterlader’.

Scenen i filmen gør det klart, hvad Sukhi er ved at gøre. »Min far forlod mig, så jeg var nødt til at lave den her film. For at forstå ham,« fortæller Nitesh Anjaan.

Filmen skulle handle om Sukhi, der tog en beslutning om at forlade to børn og 40 års liv i Danmark for at tage tilbage til Indien. Om tankerne, følelserne og reaktionerne på en sådan beslutning. Men det, der skulle have været en »rimelig standard migranthistorie«, udviklede sig.

»I begyndelsen handlede filmen om en mand, der tog en stor eksistentiel beslutning om at begynde forfra. En mand, der forlader alt. Men pludselig udviklede det sig til at blive en film, der handler om fædre og sønner. Og om det forhold i en migrationskontekst,« siger Nitesh Anjaan og forklarer, hvordan han blev opmærksom på, at instruktør og søn lige så stille flød sammen i arbejdet med filmen.

»Det var interessant at lave en fortælling om sin egen historie, men samtidig være opsat på, at fortællingen skulle fungere. Men det var virkelig også kompliceret,« fortæller han og forklarer, hvordan det var svært at skille følelserne, han havde som instruktør, fra dem, han følte som søn.

– Så selv om instruktør Nitesh og sønnen Nitesh skal skilles ad, hænger de sammen?

»Ja. Jeg var jo lige der bag kameraet, og foran var MIN far. Min far, der spillede alle sine penge væk. Min far, der snart rejste fra mig. Pludselig blev jeg selv en meget større del af filmen, end det var planen.«

En ny ærlighed

Nitesh Anjaan fortæller, hvordan han ofte havde lyst til bare at give op. Det virkede selvdestruktivt at rive op i så megen sorg, vrede og svigt.

Det var en meget egoistisk beslutning, han tog, da han rejste. Men jeg kan godt forstå det. Han var nødt til at komme afsted

Nitesh Anjaan
Filminstruktør

»Fuck ham. Fuck det her. Sådan havde jeg det tit. Men så gik det op for mig, at vi aldrig ville komme til bunds i det her uden kameraet. Og så sagde jeg til mig selv: Det kommer til at gøre ondt, og jeg kommer til at bløde, men det gjorde jeg i forvejen. Og det er noget meget helende, kameraet har sat i gang.«

Kameraet blev et redskab for Nitesh Anjaan. Pludselig kom der en ny ærlighed frem. Og med kameraet tændt byggede han og faren deres forhold op. Inden de igen skulle sige farvel.

»Når vi talte om svære ting, var min eneste mulighed for at blive i det at filme det. Fordi det gav mig et rum, hvor jeg kunne sidde og se det bagefter og prøve at systematisere løgnene,« siger Nitesh Anjaan.

»Der skulle et kamera og en metode til for at få et forhold til min far igen. Hver gang jeg så ham og så hans selvbedrag, var det den samme konflikt, de samme ord og den samme sorg, jeg gik derfra med. Jeg kunne ikke arbejde med det, jeg blev bare ulykkelig. Indtil jeg begyndte at filme. Jeg opbyggede en viden med optagelserne og kunne sige til ham: Jeg ved godt, du prøver at flygte fra det her, men bliv her, bliv her, bliv her.«

Nitesh Anjaan fik sin far til at blive. Blive i deres relation. Men han fik ham ikke til at blive i Danmark. Sukhi flygtede fra gælden og fra livet i Danmark.

»På den ene side er det jo enormt kujonagtigt og selvbedragerisk bare at skride. På den anden side er det en enormt modig beslutning. Jeg prøver at se ham som en mand, der forsøger at rejse sig igen. Når jeg ser på det sådan, synes jeg, det er ret modigt,« fortæller Nitesh Anjaan.

Imens har Bob Dylan for længst sunget færdig, og billederne er blevet spredt ud over bordet. Et af dem er af Sukhi, som han ser ud i dag i Indien. Med rundere kinder og mere glød i de mørke øjne.

»Det var en meget egoistisk beslutning, han tog, da han rejste. Men jeg kan godt forstå det. Han var nødt til at komme afsted. Han ville dø, hvis han blev,« siger Nitesh Anjaan, mens han pakker billederne af sin far væk. Så stopper han op. »Ej, det tager jeg lige frem igen. Det var ret hyggeligt at have ham så tæt på.« I hånden har han billedet af sin unge far.

»Det var vigtigt, at vi gjorde det her. Lavede filmen og fik sagt ordentligt farvel. For nu kan jeg have ham i mit liv igen.«

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Claus E. Petersen

Hvem er vi mennesker hvis vi ikke kan "føle" os selv..bla, bla...
Det er pakket ind i noget pseudo.akademisk pladder, men det er præcis det samme som man (hvis "man" er en kvinde), får ud af amerikanske TV-serier, Barbera Cartland bøger eller noveller i hedengangne Søndags BT.
Jo mere man læser og føler skrevne ord, jo mere reduceres ens følelser til ordenes betydning.
Noget som jeg selv erindrer som skolebarn i 70'erne og ind i 80'erne hvor socialrealismen var "in" blandt socialt marxistisk eksperimenterende lærere som nu overhovedet ikke kan håndtere at eleverne ikke respekterer dem.
Mæh...
Dengang, i 70'erne og 80'erne, underviste lærerne i multikultur og anarkisme for begyndere, og nu vil deres efterfølgere ikke være med længere.
Ideen om at katederet repræsenterede magt og deling og derfor skulle væk, så lærere og elever, i ægte Rousseau'sk ånd og marxistisk fællesskab kunne møde hinanden som ligeværdige er en generation væk.
Nu er der kun et vakum tilbage, mellem læreres autoritet og elevernes (børnenes) barnagtigheder og alle i det brune hjørne af lærerværelset kan indse at det sociale og nationale eksperiment er slået totalt fejl.
Ikke at nogen af dem der pressede på dengang overhovedet vil vedkende sig at det var et eksperiment, men et eksperiment var det, og det slog fuldstændigt fejl.
Dem der var med til presse på dengang er i dag enten døde eller tæt på skindød, og hvis de stadig kan trække vejret så sidder de i fede gnavestillinger i diverse politisk udpegede styrelser eller råd eller som projektledere for "øget integration" eller "mere vand til afrika" eller "vores by" hvor de scorer mindst 35000 om måneden, for tænk hvis røvhullerne havner på vand og brød og kontanthjælp og jobcenter og arbejdsprøvninger ligesom subjekterne for deres eksperimenter dengang.

Jeg beklager at jeg taber tråden i ren forargelse, men det går mig virkeligt på at se den samme type mennesker i dag som dem der der dengang, med ild i øjnene, kunne forbande almindelige mennesker for at være ånds amøber og idioter der gik på arbejde fra 8-16 i stedet for at gøre "oprør mod systemet".
I dag sidder de på stillinger der ikke kræver mere initiativ og resultat end man ville forvente fra et mentalt handicappet barn og alligevel har de en slags "fans" og deres vej til toppen er en sti ud i kommunale projekter og varm luft.
Tænk bare på Uffe Elbæk i Alternativet eller Klaus Bondam, der i øvrigt blev parkeret som chef i en afdeling af "Dansk Kultur Center" som syntes at være internationale parkerings pladser og gnaveben for virkeligt kiksede medlemmer af den danske adel som bare skal "forsvinde" i en årrække efter at have gjort deres pligt eller for dem som kender nogen der kender nogen og bare er for talentløse til at blive udsat for dansk presse.

anbefalede denne kommentar