Farvel til et stykke danmarkshistorie

Else Marie Pade er død, og dermed har dansk musikhistorie mistet en forunderlig pioner og en indædt modstandskæmper
Else Marie Pade levede heldigvis længe nok til at få genoprejsning og anerkendelse for sin musikalske fantasi og opdagelyst.

Else Marie Pade levede heldigvis længe nok til at få genoprejsning og anerkendelse for sin musikalske fantasi og opdagelyst.

Liv Høybye
23. januar 2016

Med Else Marie Pades død i en alder af 91 år mandag den 18. januar har Danmark mistet en frihedskæmper i mere end én forstand. Ikke kun den modige unge kvinde, der kæmpede mod besættelsesmagten under Anden Verdenskrig. Men også den frit svævende kunstner, der brød igennem den danske lydmur og ind i en ny tids klangrum.

Else Marie Pades liv har været præget af mange modstandskampe – på immunforsvarets, frihedskæmpernes og en ny visionær musiks side. Hendes langvarige sygdom, der plagede hendes barndom.

Engagementet i modstandsbevægelsen i Århus. Kampen for en accept som udøver og udforsker af 1950’ernes to visionære musikrevolutioner, konkret-musikken og den elektroniske musik. Hun er den første dansker, der har opført værker inden for begge retninger.

Som barn led hun af nyrebækkenbetændelse.

»Jeg var så meget bundet til sengen, at jeg oplevede livet omkring mig som et blindt menneske. Jeg lyttede til lydene i lejligheden, skridtene, telefonen, der ringede, radioen, der spillede, når der blev kogt og stegt ude i køkkenet,« fortalte hun, da jeg interviewede hende i 2004.

Fra sygesengen hørte hun en musikalsk orden i virkelighedens lyde, der blev en del af hendes eventyrverden. Men hun hørte også – indre – klange, som ikke fandtes ude i virkeligheden. Dem skulle hun først høre realiseret senere i sit liv.

Da hun nåede puberteten, slap sygdommen hende. Som 13-årig kastede hun sig mod forældrenes ønske i armene på musikken. Først jazzen og fra 1940 den klassiske musik hos klaverlæreren
Karen Brieg.

Under besættelsen rasede hun mod nazisterne. Spyttede efter dem, når de marcherede forbi. En dag i 1941 løb en tysk soldat efter hende. Hun genfortalte historien i 2004: Hvordan hun slap fra ham ved at løbe under Skt. Clemens Bro, så op og ind i en sporvogn og hjem til klaverlæreren.

»Det pjat vil jeg ikke have. Du sætter dit eget liv på spil. Hvis du skal lave noget, så skal det være noget rigtigt,« sagde Karen Brieg. »Ja, det vil jeg da også gerne, men hvor kommer jeg til det?« spurgte den 17-årige pige. Hvortil Brieg svarede: »Her.«

Klavermusik i cellen

I tre år var Else Marie Pade medlem af Karen Briegs kvindelige modstandsgruppe. Så blev de stukket. Den 13. september 1944 bankede det på familiens dør, og hun blev arresteret og sat i Århus Arrest, hvor hun blev afhørt af Gestapo og fik »læsterlige tæsk«, som hun formulerede det i 2007. Og psykisk tortur var der også. »Har vi revet neglene af dig i dag?« spurgte fangevogterne hende engang imellem.

Under forhørene fastholdt hun dækhistorien om, at hun bare var musiker, og fandt på at sige, at hun holdt særligt af Richard Wagner, som havde en høj stjerne hos nazisterne.

»Der gik nogle dage med forhør, og så kunne jeg ligesom mærke at de ebbede ud, for jeg veg ikke fra min historie – fordi jeg en gang imellem kunne se et glimt af forståelse i kommandantens øjne,« fortalte hun i 2004. »Ich bin ja auch ein Musiker,« betroede kommandanten hende en aften og stillede så sin radio op mod væggen mellem sit kontor og hendes celle. »Så hørte jeg, at han kørte på knapperne, fandt noget klavermusik, og så sov jeg sødeligt hen til Chopin.«

Da det danske politi blev fængslet i 1944, var det Else Marie Pades sorteste dag. Hun fløjtede »Kong Christian Stod Ved Højen Mast« i fængselsgården, og de andre fanger istemte, hvorefter hun blev smidt i cellen uden aftensmad. Men i fortvivlelsens time, fuld af dødsangst, havde hun en åbenbaring.

»Cellen blev fyldt med lys. Der var stjernen, der blev stor, og der var engle, der var dæmoner, der var det hele. Og så hørte jeg den dér musik.«

Igen denne sære musik, som hun siden har kaldt kosmisk. Hun blev tryg og rolig og besluttede sig for at vie sit liv til musikken. Så hun komponerede slagere ved at ridse noder i væggen med sit hofteholder-spænde. Da tyskerne opdagede det, gav de hende node-papir i stedet.

Den 21. oktober 1944 og resten af besættelsen var hun interneret i Frøslevlejren, og her forstod hun at gøre tragedien til et lejlighedsvist lystspil med sine sange. Musikken og hendes rige fantasiverden har altså i flere omgange været en flugtvej for hende, et instrument til mental overlevelse.

Efter krigen finansierede flere af hendes medfanger hendes uddannelse på Det Kgl. Danske Musik-konservatorium. I 1946 blev hun gift med Henning Pade (skilt i 1960). Og året efter fødte hun sønnen Jørgen Morten og i 1950 Christian Mikkel.

Men kernefamilien var ikke Else Marie Pades kernekompetence. Dissonansen mellem hendes fordybelse i musikken og hendes distræte afspilning af husmoderrollen var skærende. Og der er en kostelig anekdote i Andrea Baks Else Marie Pade – En biografi (Gyldendal 2009) om, hvordan hun en dag formåede at bage boller, der var så hårde, at hendes to sønner kastede med dem og ramte familiens hund i panden, så den besvimede.

Musikken som flugtvej

I 1952 sad hun i hjemmet i Klampenborg og hørte DR--programmet Horisont, der præsenterede ny musik fra Frankrig, fra konkretmusikkens fader Pierre Schaeffer. Og dér genhørte hun den organisering af virkelighedens lyde som musikalske byggeklodser, som hun havde dyrket i sin sengeliggende barndom.

Menneskets og den industrialiserede hverdags lyde behandlet på diverse opfindsomt udstyr og sammenklippet på spole-båndoptagere – datidens elektroniske redigeringsredskab par excellence.

Samme år tog hun til Frankrig og besøgte Schaeffer. Og således blev musikken igen hendes flugtvej – denne gang væk fra det traditionelle familielivs begrænsninger. Men også et mål i sig selv. Det er vigtigt at slå fast.

I 1955 realiserede hun et konkretmusikalsk lydspor til DR’s eksperimenterende tv-dokumentar En dag på Dyrehavsbakken. Den perfektionistisk lydklippede udsendelse var færdig et kvarter før udsendelse – og blev modtaget positivt af kritikerne. Derefter gik det over stok og sten i Radiohuset.

»Jeg havde en flok om mig nu, for efterhånden kom folk for at høre og se, hvad det var, og blev interesserede i det og arbejdede med frivilligt. Det var de bedste dage i min radiotid med den flok, som var fuldstændig solidariske, interesserede og medskabende,« fortalte hun i 2004.

 

Under arbejdet med en radioudgave af Den Lille Havfrue rendte de imidlertid ind i problemer. For hvordan skabe lyden af en havfrue med virkelighedens lyde? Svaret befandt sig på tredje sal i Lab. III, hos Holger Lauridsen.

»Han rejste sig op og sagde: ’Jeg forstår fuldt ud problemet.’ Så gik han hen til en tonegenerator, som han tændte for, drejede på nogle knapper, og ud strømmede havfrue-sangen, så jeg var lige ved at falde besvimet om. Og jeg spurgte, ’hvad er det?’ ’Ja, det er noget, de arbejder med i Tyskland, det er elektronisk musik’.«

»Nie erhörte klänge« – uhørte klange – sagde den tyske elektroniske musiks unge superstjerne Karlheinz Stockhausen om en ny tids toneklang.

Men Pade havde hørt den i sin sengeliggende barndom, og nu gik alt op i en højere enhed. I 1958 komponerede hun Syv cirkler, Danmarks første rent elektroniske værk. Og i 1958-59 Symphonie Magnétophonique, Danmarks første rent konkretmusikalske værk. Begge værker blev uropført under radio-temaugen Musik i atomalderen den 4.-11. april 1959.

»Cellen blev fyldt med lys. Der var stjernen, der blev stor, og der var engle, der var dæmoner, der var det hele. Og så hørte jeg den dér musik.« Else Marie Pade

Liv Høybye

En ny modstandskamp

Og så kunne en ny modstandskamp begynde. For etablissementet var ikke begejstret.

»Husk på, at der ikke engang blev undervist i Arnold Schönberg i min konservatorietid. Så der var en angst for at blive overflødig, en angst for at blive betragtet som forældet,« fortalte hun i 2004. »Der var nogle overskrifter, der mildest talt var under bæltestedet. ’Det rene pling’ og jeg ved ikke hvad.

Vi havde nogle paneldiskussioner, hvor det blev sagt, at det ikke var musik og slet, slet ikke kunst. Og så sagde jeg: ’Dertil vil jeg svare, at når menneskeheden har kunnet korsfæste Jesus Kristus, kaste Mozart i en fattigmandsgrav og kalde Beethovens sene strygekvartetter for gale, så giver jeg ikke noget for samtidens dom.’«

Så blev der slukket for hendes mikrofon og sat noget Schubert på.

I sidste ende løb midlerne til fornyelse af DR’s efterhånden håbløst uddaterede elektroniske udstyr ud, og Pade opgav stille og roligt sit virke. I 1976 blev hun pensioneret fra statsradiofonien med diagnosen KZ-syndrom.

At oplevelserne fra Anden Verdenskrig havde bidt sig fast, kunne allerede fornemmes i 1970 med udgivelsen af det konkretmusikalske »Face It« eller »Se det i øjnene«, hvor skuespilleren Peter Steen messer »vi må se det i øjnene, Hitler er ikke død«, mens en af Hitlers taler starter stærkt forvrænget, men bliver stadig mere tydelig.

Altså havde hun svært ved at ryste traumerne af sig, modstandskampen fortsatte i hendes hoved. Ja, selv hendes musikalske eventyrverden var med »Face It« blevet angrebet af virkelighedens brutalitet. Og så kunne værket i øvrigt også høres som en fuckfinger til komponisten Knudåge Riisager, der ifølge Troels Donnerborgs biografi Klangen af en stjerne sammenlignede hendes musik med Hitlers taler.

Trods lejlighedsvis aktivitet i 80’erne og 90’erne forsvandt Else Marie Pade fra den danske musik-historiske bevidsthed, som viste sig ude af stand til at rumme hendes visioner og grænsenedbrydninger. Så egentlig giver det – trods uretfærdigheden – mening, at hun først blev hevet frem fra glemslen i foråret 2001, for der var verden efter mere end et årtis computerelektronisk revolution langt mere klar.

Det skete med Ingeborg Okkels og Henrik Marstals interview og artikel »Else Marie Pade. Den konkrete musik og virkelighedens lydkuppel« i Dansk Musik Tidsskrift. Og siden har hun arbejdet sammen med (og er blevet remixet af) unge og yngre musikere som Thomas Knak, Jacob Kirkegaard, Bjørn Svin og Martin Hall.

 

»Dér er de folk, jeg har savnet som legekammerater hele mit liv. Vi behøver overhovedet ikke at forklare noget for hinanden, for vi taler samme sprog, og de betragter musikken med samme alvor og loyalitet,« sagde hun i 2004.

Alvoren var et mantra for hende. Og hun betalte for sin dedikation, både under krigen og i kampen for kunstnerisk frihed. Ja, hun var – ikke at forglemme – en kvinde, der begik sig kompromisløst, initiativrigt og udadfarende i en generelt stokkonservativ mandeverden.

Lyslevende kontinuitet

Jeg nåede selv at møde Else Marie Pade ved flere lejligheder. Jeg havde æren af at overrække hende Steppeulven i 2003, hvor hun modtog stående applaus. Jeg har været i Dyrehaven og ride i hestevogn med hende og andre af hendes yngre venner.

Og i 2004 interviewede jeg hende i hendes hjem, hvor der hang et Stockhausen-partitur på væggen, og midt i stuen stod hendes Lyrec-forstærker og -spolebåndoptager fra 1952. »De har aldrig været repareret. Det er virkelig de håndsyede Dior-modeller.«

Hun var et lysende og lattermildt og poetisk og grublende menneske, der heldigvis levede længe nok til at få anerkendelse for sin musikalske fantasi og opdagelyst. At hun fik genoprejsning var ikke kun retfærdigt, men også helt afgørende for vores musikkultur og musikhistorie.

Hermed blev der nemlig skabt en lyslevende kontinuitet mellem elektronisk musiks danske udspring og dets efterkommere generationer senere. Og hertil: Det blev slået fast, at samtidens dom – til enhver tid – kan være idiotisk, snæversynet og uvidende. Godt at vi nåede at blive klogere, inden hun stille sov ind i mandags.

Hvil godt, tidløse kæmpe.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Else Marie Pade (1924–2016)

4. 12. 1924: Født på Fødselsstiftelsen i Århus, døbt Else Marie Haffner Jensen.

1940-44: Elev i klaver- og hørelære hos Karen Brieg, lærer ved Jysk Musikkonservatorium.

1941-44: Medlem af kvindelig modstandsgruppe ledet af Brieg.

13.9. 1944: Arresteret af Gestapo, indsat i Århus Arrest.

21.10. 1944-4.5. 1945: Interneret i Frøslevlejren.

1946-50: Det Kgl. Danske Musikkonservatorium med klaver som hovedfag.

1952: Besøger konkretmusikkens fader Pierre Schaeffer i Paris. Forsynes siden fortløbende med materiale fra Schaeffers studiegruppe.

1955: Premiere på DR på tv-dokumentaren ’En dag på Dyrehavsbakken’ med konkretmusikalsk soundtrack af Pade (komponeret 54-55). Opretter studiekreds i DR, hvor bl.a. Karlheinz Stockhausen og folk fra Schaeffers studiegruppe forelæser.

1956-58: Seks DR-radioeventyr med konkretmusikalsk og elektronisk underlægning af Pade.

1958: Fastansat ved DR. Komponerer ’Syv cirkler’ – Danmarks første rent elektroniske værk.

1958-59: Komponerer ’Symphonie Magnétophonique’ – Danmarks første rent konkretmusikalske værk.

1959: Begge værker uropføres under DR-radiotemaugen ’Musik i atomalderen’.

1960: Komponerer det elektroniske værk ’Glasperlespil’.

1962: Komponerer det elektroniske værk ’Faust’.

1962-72: Fire gange på ’Ferienkurse für Neue Musik’ i Darmstadt, Tyskland med bl.a. Stockhausen, Pierre Boulez og György Ligeti som kursusledere.

1964: Komponerer det elektroniske værk ’Græsstrået’.

1964-76: Producer i Musik-afdelingen i DR.

1970: Skriver det konkret-musikalske værk ’Se det i øjnene’. Modtager treårigt stipendiat fra Statens Kunstfond.

1976: Trækker sig tilbage fra arbejdsmarkedet grundet KZ-syndrom.

2001: Albummet ’Et glasperlespil’ – den første udgivelse af Pades elektroniske værker.

2002: Albummet ’Face It’ – den første udgivelse af Pades konkretmusikalske værker. Albummet ’7 Cirkler’ udkommer med fem remixes af ’Syv cirkler’ af yngre elektroniske musikere.

2003: Modtager Foreningen af Danske Musikkritikeres pris Steppeulven.

2004: Livsvarig støtte tildelt fra Statens Kunstfond.

2013: Stort portræt i det internationalt anerkendte, engelske musikmagasin The Wire. Albummet ’Svævninger’ – skabt i samarbejde med Jacob Kirkegaard.

18.1.2016: Else Marie Pade afgår ved døden 91 år gammel.

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Søren Rehhoff

"Woah, det lyder meget som David Byrne og Brian Eno, hun var virkelig forud for sin tid" tænkte jeg,,da jeg hørte den udgave af Else Marie Pades "Syv Cirkler", som Information har lagt ud i forbindelse med nekrologen, men så viser det sig, at det er et remix af Bjørn Svin. Her er den oprindelige udgave

https://www.youtube.com/watch?v=pmvmyCn4gqA

Der er også den franske komponist Olivier Messiaen, som hun vist var en del inspireret af, de var begge optaget af fuglesang. Han komponerede i 1937 et stykke der "Oraison" for bl.a. theremin, det er lidt den samme type impressionistiske musik, med toner der kommer ud imod en.

https://www.youtube.com/watch?v=6EU0ISo996A

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for olivier goulin

Interessant stykke musik, Syv Cirkler.
Det er jo basalt set heltoneskalaen i store noner-intervaller + noget tempo-fordobling
Heltoneskalaen har jo ikke noget intrinsisk tonalt center, men der et stadig en form for tontalt center i stykket.

/O

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Helge Rasmussen

Som supplement til nekrologen vil jeg gøre opmærksom på balletten "Græsstrået", der blev produceret af DRTV i 1965, i et tæt samarbejde mellem Else Marie Pade, (dengang kaldt Dorte Pade) og balletinstruktøren Nini Theilade.

Balletten blev genopført 17.11.2013 med PREMIERE i DEFINE elektronisk musik festival, ALSION, kl. 11.30

I Nini Theilade (i dag 99år!) og Else Marie Pades ballet `Græsstrået´ har vi et meget fint eksempel på hvordan den kreative kunstverden dengang formåede at producere en forestilling baseret på de traditionelle kunstarter: ballet, musik og teaterkunst og hvordan disse igennem nytænkning bliver transformeret til moderne dans, elektronisk musik og film.
http://www.graesstraaet.dk/hvorfor/baggrund.html

Græsstrået, pressemeddelelse 30. august 2013:
http://www.graesstraaet.dk/presse/pressemeddelelser.html

anbefalede denne kommentar