Føjer spot til skade

Seneste nummer af det franske satiremagasin Charlie Hebdo indeholder endnu en gang en tegning af den druknede flygtningedreng Aylan. Det er ikke entydig destruktiv propaganda, men en fortsættelse af bladets historiske streg
’Hvad ville der være sket, hvis Aylan var blevet stor?’, spørger Charlie Hebdo og svarer: ’Numsegramsere i Tyskland‘.Tegning: Laurent ’Riss’ Sourisseau, chefredaktør på Charlie Hebdo

’Hvad ville der være sket, hvis Aylan var blevet stor?’, spørger Charlie Hebdo og svarer: ’Numsegramsere i Tyskland‘.
Tegning: Laurent ’Riss’ Sourisseau, chefredaktør på Charlie Hebdo

16. januar 2016

De har gjort det igen. Denne gang har folkene bag Charlie Hebdo formået at få selv de folk op af stolene, der ikke følte sig tilstrækkelig stødt af bladets nærmest endeløse gentagelse, tilbage i september, af det nu ikoniske billede af treårige Aylan Kurdi i strandkanten.

Tegningen viser – igen! – lille døde Aylan, efterfulgt af teksten ’Hvad ville der være sket, hvis Aylan var blevet stor?’ Dernæst en tegning af to tomhjernede, liderlige mænd med tryneagtige næser, der jager to panikramte kvinder: ’Numsegramsere i Tyskland’. Tegningen er signeret Riss – Laurent Sourisseau – Charlies chefredaktør. Der er noget nærmest nihilistisk over den, et indtryk der kun bliver styrket af Riss’ leder i samme nummer. Her skriver han, angiveligt med specialisternes vurderinger i ryggen, at 2016 vil slå alle rekorder når det kommer til de uhyrligheder, vi i så rigt mål blev mødt med i 2015, ikke mindst terror. Forståeligt nok, måske, når man påtænker, at Riss overlevede det morderiske anslag mod Charlies redaktionslokaler sidste januar.

Som kommentar til nytårets sørgelige begivenheder foran Kölns banegård peger tegningen i flere retninger. Sådan er det med billeder, men med satiretegninger kan det blive særlig blodigt på grund af deres polemiske sigte. Det er vi efterhånden kun alt for godt bekendte med.

Septembernummerets tegninger af Aylan ved siden af et Ronald McDonald-skilt, eller ved siden af Jesus med teksten ’Kristne går på vandet, muslimske børn drukner’, var, trods al den furore de forårsagede, en klar kritik af Vestens flygtningepolitik og de forskelle vi gør på mennesker i denne verden. Her går Riss et par skridt videre.

Klassisk Charlie

Det, der var mest provokerende i september, var, at Charlie nægtede det allestedsnærværende foto det sakrale skær, som det var ved at antage i offentligheden og i stedet tog det som gidsel – akkurat som så mange andre gjorde i de dage, men med selvbevidst overlæg. Her er det, som om Riss vil nægte os sympati med Aylan, eller nok snarere det symbol, han er blevet. Den lille drengs personlige tragedie er glemt, og han bruges nu til at dække over en problematisk virkelighed, synes tegningen at fortælle os.

Nogle vil læse denne uges tegning som en satire over den frygt, den stadig voksende flygtningestrøm nærer i os. Den er et vrangbillede af dem, der i disse dage lander på vores strande. Andre, og nok flere, vil opfatte den som en kritik af flygtningene selv og af de politiske forhold, der bringer dem til Europa. Det, der gør tegningen særligt ubehagelig er inddragelsen af uskyldige Aylan, fordi det foranstalter en generalisering, der tangerer det dæmoniserende. Den humoristiske benyttelse af grisetryner forstærker dette yderligere.

Det er ikke kønt, men det er klassisk Charlie. Bladet har alle dage tyet til racistiske og andre fordomsbestemte stereotyper i sin satire, ofte på intelligent og flertydig vis, men endnu oftere blot for sjov. Det er den spontane latter, der er i højsædet, og Charlies folk ynder at gå til grænsen for at opnå den. Det synes tydeligt, at de til tider ler deres egne pointer ihjel og føjer spot til skade, men det er samtidig vigtigt at notere, at der ikke er tale om den art af entydig destruktiv propaganda, visse kritikere tilskriver bladet.

Latteren viser vejen

Charlies humor har lange aner i Frankrig. Den personificeres af franciskanermunken Rabelais, der i femtenhundredetallet på den mest smovsende vis gjorde sig lystig over de salvelsesfulde og de godtroende. I denne tradition er latteren dybest set udtryk for tolerance over for individet, fordi den forstøder og udligner enhver tanke, der sætter sig over det.

Sidste uges udgave af Charlie Hebdo, som markerede årsdagene for massakrerne 7. og 9. januar, afbildede på sin forside Gud som flygtende morder med blod på hænderne og en maskinpistol over skulderen – en tegning, der også var signeret Riss.

I nærværende nummer udvider journalisten Guillaume Erner dette fjendebillede til at omfatte enhver ideologi, der prædiker adskillelse og vold, fra katolicisme til kommunisme.

Det bringer grovkornede mindelser om George Orwells klassiske udvidelse af nationalismebegrebet i sin beskrivelse af de adskillende og ødelæggende kræfter i vore samfund.

Analysens grundlag i Oplysningens idé om frihed, lighed og broderskab hinsides ideologiens skel er ikke til at tage fejl af. Charlie kan i den forstand ses som en til tider dum, til tider ondskabsfuld, men i bund og grund idealistisk formidler af netop dette tankegods. Her er det latteren der viser vejen, selv når finkerne fyger.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Dan Johannesson

Charlie Hebdo, positionerer her sig selv som rendyrkede racister. Hele tegningens ide ekstraordinær respektløs, over for den afdøde lille dreng og hans familie. Hvis vi vitterlig ønsker tredje verdenskrig, eller, som minimum, en endeløs fortsættelse og ekspansion af den amerikansk / Israelsk faciliterede "War On Terror", og det ser det ud til at dk gør, er det tegninger som disse der er vejen frem. Der er noget grotesk og satanisk over den dæmonisering, dehumanisering og kynisme den legemliggør.

Brugerbillede for Rasmus Knus

En god kommentar til samme emne.

"Maybe a couple of the satirists’ own rules might be helpful. The former Spitting Image writer John O’Farrell says he adheres to the time-honoured maxim that the comic should always be “punching up”, not down. Laughing at the weak is never funny, and there is nobody weaker than a dead child washed up on a beach. As for the second rule, O’Farrell recalls David Attenborough’s advice to the Monty Python team: “Use shock sparingly.”

And perhaps there is a third. If you’re aiming a lethal arrow, be sure to shoot straight at the target. Because if you miss, you might not hurt your enemy: you might just help him instead."

http://www.theguardian.com/commentisfree/2016/jan/15/satire-charlie-hebd...

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Dennis Lydker

Dan,

Det er et enormt problem, hvis man ikke kan udtrykke uenighed med andre uden at kalde dem racister/fascister. Du bidrager sådan set til debattens polarisering.

Charlie Hebdo har til alle tider kørt på en slags håndværker humor (perverterede jokes om top politikere, billige stik etc) men i Frankrig er det sådan set anset for et venstrefløjs blad. Det kan ikke nytte noget at udnævne et komplet tilfældig lille, død dreng til super-hellig genstand for veneration hvorimod kritik eller perspektiv må blive = racisme.

Et generelt hint: Hvis ens primære argument består i at kalde nogen racist el. henvise til en banal og historieløs, løsrevet analogi til 30'ernes Tyskland, så har man nok ikke en rigtig pointe alligevel.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for René Pedersen

Der er en sarthed over de samme mennesker der løftede en lille død dreng højt op i et støtte argument for folkevandringen fra mellemøsten/afrika, nu beklager at Charlie Hebdo bruger selv samme dreng i en ramsaltet tegning for at der er en pris på rørstrømsk modtagelighed af en fremmeartet kultur

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lilli Wendt

For mig at se, så langer Charlie Hebdos både ud efter Vesten i tegningen af den lille døde dreng, og samtidig langer han ud efter de asylansøgere, som opfører sig uacceptabelt i værtslandet.

Set fra min synsvinkel, så er tegningen et godt billede af hvor vi står lige nu, hvor ubehagelig den end må være. Den peger begge veje...

Men satire er skabt til at vække eftertanke - satire er ikke skabt for at være behagelig....

Brugerbillede for Vibeke Hansen

Hvis jeg ikke tager helt fejl, er denne tegning een ud af en stribe tegninger bragt som en hyldest til bladets dræbte, på årsdagen.
Som Lilly Wendt rigigt siger, er tegningerne i ligeså høj grad rettet mod den vestlige "såkaldte" civilitation. Charlie Hebdo er og bliver et meget smalt satireblad, der har sine rødder i den yderste venstrefløj. De undelægger sig ikke populistiske tentenser, men revser de, der bør revses.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Niels Erik Nielsen

Som Lili Wendt siger: Tegningen vækker til eftertanke.

Den er grovkornet, fordi den kan opfattes som en vittighed om et barn, der omkom. Nu kan enhver jo så lægge sine egne tolkninger i tegningen, men for mig handler den snarere om vores sentimentale historiefortælling om et barn, der omkom, og vores mistænkeliggørende historiefortælling om de drenge, der har overlevet.

I så fald har tegningen jo ret!

Hvis drengen havde overlevet, ville mange europæeres empati for dette barn være udskiftet med mistænkeliggørelse. Og den form for empati, hvor man skal omkomme for at få den, er blot sentimentalitet.

Tegningen har så åbenbart også ret i, at nogle af de teenagere, som er sluppet helskindet til Europa rent faktisk har deltaget i den aktivitet som skildres. Kun en mikroskopisk brøkdel af dem ganske vist, men noget som vi ikke kommer uden om at diskutere og håndtere, og det kan gerne starte med en satire-tegning for min skyld.

anbefalede denne kommentar