Nu går berlinerne igen på litterær salon

De litterære saloner er genopstået i Berlin efter 200 års dvale. Information har besøgt to af dem, Der Literarische Salon og Salon Karl-Marx-Buchhandlung
Den 79-årige succesforfatter Celino Bleiweiß bliver interviewet på Salon Karl-Marx-Buchhandlung.

Den 79-årige succesforfatter Celino Bleiweiß bliver interviewet på Salon Karl-Marx-Buchhandlung.

Jenifer Stolz
30. januar 2016

Heinrich Heine kedede sig. En af Tysklands store og mest ondskabsfulde digtere var inviteret til salon i Berlin i 1845 sammen med fremtrædende tyskere og tysktalende franskmænd. Uheldigvis var ingen ringere end forfatteren til »Guldhornene« også blandt de indbudte. I den lille bog Samvær med Heine, udgivet på dansk i 1947, er anekdoten gengivet efter Rahel Varnhagen von Enses dagbogsnotater:

»I dette selskab læste Oehlenschlæger et af sine nye sørgespil højt, men dårligt, fordi han ødelagde den tyske udtale med sin danske accent; Humboldt havde været så heldig at undgå indbydelsen, men Heine var gået i vandet, og det hævnede han, idet han efter oplæsningen i stedet for de ventede lovord blot udbrød: ’Jeg ville aldrig have troet, at jeg havde så let ved at forstå dansk!’«

Slige sproglige faux pas undgik man i torsdags i Den Litterære Salon i den lillebitte biograf, der ligger i baglokalet til baren Z i berlinerkvarteret Mitte.

Den tyske forfatter Peter Wawerzinek havde oplæsningspremiere på sin nye bog Jeg Dylan jeg. Bogen er en samtale med den walisiske digter Dylan Thomas, der drak sig ihjel i en ung alder. Ham har Wawerzinek følt sig sjæleligt forbundet med, siden han som ung dreng hørte Thomas læse op i radioen.

Egentlig er bogen en samtale, Wawerzinek fører med sig selv. Men hvilken samtale. Havde Heine været til stede, havde han ikke kedet sig ét sekund. Wawerzinek er ikke bare en kompromisløst selvudleverende forfatter, der i 2010 vandt Ingeborg Bachmann-prisen, en af Tysklands fineste litteraturpriser. Han er et Gesamtkunstwerk. 1,60 meter høj og med en ikke ringe lighed med skuespilleren Jack Nicholson læser han ikke kun sin tekst op. Han fremfører den med en gestik, en stemmeklang og en humor, så man ville ønske, der fandtes en dvd med hans performance.

Født i Rostock i 1954 og opvokset i det tidligere DDR er Wawerzineks engelske udtale dårligere end middelmådig. I modsætning til Adam Oehlenschlæger har han en vis selverkendelse. Han har derfor bedt sin veninde Maria, der har engelsk som modersmål, om indimellem at læse op af Thomas’ digte.

Vi er omkring 50 gæster, en del har tiden omkring 1968 som stilforbillede. Vi sidder musestille i de gamle biografstole eller ved de runde borde med duge af rødt nervøst fløjl og roser stukket ned i champagneglas, når den mørkkrølhårede Maria lidt for langt fra mikrofonen nasalt hvisker til os, at death shall have no dominion. Digtet skrev Thomas som 19-årig.

Kvindefrigørelse

19 år var også Berlins første salonière, den smukke jødiske Henriette Herz, da hun i 1783 indkaldte skønånder og videnskabsfolk til salon i sit hjem. Herz var gift med en 17 år ældre læge, hendes salon blev besøg af blandt andre folk som brødrene Humboldt og brødrene Schlegel. Salonen bestod helt frem til ægtemandens død i 1803. Salonerne blomstrede i Paris og Berlin fra anden halvdel af 1700-tallet. De blev som regel holdt af begavede, veluddannede og velstillede (ofte jødiske) kvinder, der ikke kunne bruge deres talenter på reelt arbejde.

Salonerne var et første, men umådelig vigtigt, skridt i retning af kvindernes frigørelse. Hvor fokus i de franske saloner lå på oplysningen, var det romantikken, der var i centrum i Tyskland. Den anden berømte salonière, der ligesom Herz var jøde og senere lod sig døbe, var Rahel Varnhagen von Ense. Hun hed endnu Rahel Levin, da hun ligeledes som 19-årig efter sin rige fars død, besluttede sig for at samle tidens intellektuelle flødeskum om sig i sit elegante hus i Jägerstraße ved Gendarmenmarkt.

Gæsterne var en fritænkende blanding af jøder, kristne, borgere, adelige og sågar prinser. På huset lige ved Gendarmenmarkt hænger en mindeplade og fortæller om Varnhagens salon, der ifølge forfatteren Gerald Mackenthun var »den frie ånds republik«.

Grundlagt af kvinder

Britta Gansebohm er en flot kvinde på omkring de 50. Hun har en knaldrød overdel på, der skriger til den vinrøde stemning i Z-Bar. Den Litterære Salon er hendes. I 1995 genoplivede hun som den første Berlins 200 år gamle salontradition. Hun og en malerven førte deres to bekendtskabskredse sammen i hans store atelier. »Så kort tid efter Murens fald var det ikke nemt at føre ung og gammel, Øst og Vest, rige og fattige sammen,« fortæller Gansebohm.

Hvor Henriette Herz livet igennem havde en trofast ven og salondeltager i teologen Friedrich Schleiermacher, har Wawerzinek været med fra begyndelsen og læst op af alle sine bøger hos Gansebohm. I 1990’erne så hun en lang række saloner »skyde op af jorden som svampe«. Flere blev grundlagt af kvindegrupper. Salonerne er alle væk, de forsvandt igen efter et års tid. Gansebohm fortæller om den nu afdøde kultursociolog Nicolaus Sombart.

»I 1980’erne førte han interessante mennesker sammen i sin smukke lejlighed i Ludwigkirchstraße. Men hvor min salon altid har været offentligt tilgængelig, var hans det bestemt ikke. Det var en udvalgt kreds, han kaldte det et ’teselskab’ og nægtede at kalde det en salon. ’En salon kan kun holdes af en dame,’ som han sagde,« siger Gansebohm, der har salon i Z-Bar cirka to gange om måneden.

Et hit af en gæst

Byens nyeste salons placering kender man, hvis man har set den tyske film De andres liv. Sidste scene foregår i Karl-Marx-Buchhandlung på DDR’s prægtige Karl-Marx-Allee. Boghandlen lukkede som sådan i 2008, men rummet med de mørke træreoler, buede hvælvinger og det flotte flisegulv blev bevaret, og navnet i de berømte neongule bogstaver blev stående over indgangen. Og når Vanessa Remy cyklede til sit arbejde på det gamle DDR-forlag Aufbau Verlag, ærgrede hun sig til stadighed over, at det stemningsfulde rum stod ubenyttet hen. I marts 2015 åbnede hun Salon Karl-Marx-Buchhandlung. De gamle reoler er fyldt med bøger, som folk har skænket til stedet, og på endevæggen er der et portræt af kommunismens fader bestående af trekanter og firkanter i farven lilla malet direkte på væggen.

Salonen har fire-fem arrangementer om måneden, og Remy siger, at der i gennemsnit kommer cirka 40 gæster.

Onsdag aften kommer der 100. Men gæsten er også et hit. Den 79-årige Celino Bleiweiß blev født i Polen som Mechl Feiler i 1937.

Begge hans forældre blev deporteret og myrdet af nazisterne i 1939. Også deres bekendte Richard Bleiweiß’ kone og lille datter Celina blev ofre for jødeforfølgelserne. Men han havde stadig deres falske amerikanske pas. Dem gav han Mechl og hans femten år ældre kusine Sarah Katz. Celinas navn rettede Richard til Celino, og Richard, Sarah og Mechl var nu far, mor og søn.

Det lykkedes dem at overleve diverse kz-lejre, og de tre forblev en familie, til »mine nye forældre«, som han kalder dem, døde i begyndelsen af 1990’erne. Celino Bleiweiß valgte at beholde den falske identitet, der reddede hans liv. Først for tre år siden fandt han ud af, hvornår han faktisk var født.

Fuld af liv

Ligesom gæsten er en del af publikum godt oppe i årene, et par har gået i skole med ham i Dresden eller med ham på Filmhøjskolen i Babelsberg. Men der sidder også flere tilhørere på omkring 30.

Bleiweiß er fuld af liv. Han har haft adskillige koner, den sidste stråler på første række, og da han fortæller forfatteren Marion Brasch om det eneste minde, han har om sin ’første mor’, står mit hjerte stille. Moren havde tvangsarbejde i et bageri, og hun havde bagt ham en dejfugl.

»Jeg kan huske, at jeg vågnede en morgen og kunne ikke finde den. ’Hvor er min lille fugl’, spurgte jeg hende på en blanding af polsk og jiddisch. Det er det eneste, jeg husker om hende,« siger han.

Han blev uddannet filminstruktør, og den helt store karriere med ophold i Moskva hos Sovjetunionens bedste instruktører lå foran ham. Men han nægtede at melde sig ind i det kommunistiske enhedsparti SED. Så var det slut med de strålende fremtidsudsigter. Bleiweiß blev sendt til fjernsynets politiske afdeling »for at blive opdraget«. Her måtte han henslæbe ni år, før han fik lov til at lave en film. Partiet meldte han sig aldrig ind i, og i 1983 lykkedes det ham at slippe ud af DDR over Israel.

Heller ikke denne aften ville Heine have kunnet klage over underholdningen.

www.salonkultur.de www.karlmarx-buchhandlung.com

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Maj-Britt Kent Hansen

Nok en interessant artikel fra Henriette Harris' hånd.

Det rækker ikke at anbefale artiklen - hvem ser det?

Dertil kræves der abonnement for at kunne læse den fuldt ud. Litteraturafdelingen har trange kår ift. det mere sensationelle nyheds- og meningsstof, som gives gratis væk.

Kunne Information overveje at ændre linjen en anelse? I det mindste i en periode?

anbefalede denne kommentar