Engang gik det enormt stærkt, når den aarhusianske digter Mads Mygind læste op. Man skulle lytte ekstremt opmærksomt efter, når han nærmest rappede sig hastigt og messende fra digt til digt. Man mistede let orienteringen i alle hans kække ordspil, uforudsigelige billeder og mærkværdige sætningskonstruktioner.
Der er faldet mere ro på ham nu. Der er flere pusterum og pauser, når han læser op. Hans skrift er stadig spidsfindig og legende, men den er også blevet mere tænksom og alvorlig i den nyudgivne digtsamling Til den lyse morgen.
»Tidligere brugte jeg meget energi på at imponere med sproget. På at skrive veloplagt, særligt humoristisk og medrive folk med teknisk finesse. Det har jeg gjort mig umage for at undgå her,« fortæller Mads Mygind til Information. For Mads Mygind er én af poesiens største kvaliteter, at den kan fremstille tingene, som de er – i al deres usammenhæng og modsætningsfyldthed. Og derfor har han forsøgt at skrue tempoet helt ned og endda skrive småkedeligt til tider: »For livet er jo også pissekedeligt nogle gange,« fortæller han.
Læs også: En anderledes aarhusiansk røst i samtidspoesien
Men Til den lyse morgen er ikke kedelig. Det er en digtsamling, der stikker i mange forskellige retninger og gør en dyd ud af at befinde sig i en lidt porøs mellemposition – man ved aldrig helt, hvor man har den.
»Virkeligheden er jo både rastløs og euforisk, samtidig med at den er depressiv og ensom og meningsløs. Og det tror jeg, poesien kan rumme og give form til. Her kan det hele få lov at stå og stritte, at blive vist frem uden nogen formildende omstændigheder – uden nogen kompromisser eller ironiske kommentarer,« siger Mads Mygind.
Som det lyder i et af samlingens første digte:
jeg ser så alvorlig ud
som muligt
det er muligt
at bære tvivlen
i et smil
Usammenhæng
Der veksles konstant mellem konkreterne og abstrakterne i Til den lyse morgen. En specifik partilederdebat i tv eller den hysteriske crossfit-praksis på havnen i Aarhus står side om side med store eksistentielle tematikker. Bag de spidsfindige og hverdagsagtige betragtninger står en række sprogfilosofiske spørgsmål og presser sig på.
»Vi forstår og hierarkiserer verden igennem sprog. Det er det, der bestemmer, hvordan noget opleves og tales om. Det er sproget, og måden vi bruger sproget på, der definerer og hierarkiserer alting – krig, terror, liv, død,« siger Mads Mygind. Og ligesom politikeren er sproget også hyklerisk, når det påstår, at det hænger sammen, mener han.
Vi bruger – og misbruger, mener Mads Mygind – sproget i vores forsøg på at skabe sammenhæng og kausalitet i meningsløse ting som eksempelvis krig, kræftdiagnoser og død.
»Vi har brug for sproget til at forlige os med døden. På den måde skaber man noget nyt, en fortælling om noget eller nogen,« siger Mads Mygind og henviser til et digt om mormorens død:
da min mormor døde virkede det
som et brud på kronologien
da vi begravede hende var hendes
liv en fortælling
med en begyndelse, midte og
slutning
som om det hang sammen,
hendes liv
»Sproget er pokkers upræcist, og vi snyder os selv, når vi tror, det kan beskrive det hele. Det lægger sig som instinktive rutiner, som vi ikke når at reflektere over. Det går så stærkt og arbejder helt automatisk, at vi slet ikke forholder os til det,« fortæller Mads Mygind. Den manglende præcision og det sproglige snyderi er en præmis, der konstant er til stede. I måden vi forholder os til døden på såvel som ganske ligegyldige og automatiserede talemåder. Når en mor forklarer sin søns løbehjulsstyrt med, at det da også er ved at blive sent. Eller når digterjeg’et tror, at fuglene letter, fordi han ryster en plastikpose flere hundrede meter væk.
»Vi påstår en masse sammenhænge hele tiden – vi løber konstant panden mod en mur, for det er jo det eneste, vi har sprog for: Vi er nødt til at formulere os på én måde, selv om virkeligheden kan se helt anderledes ud.«
Død er død
Ifølge Mads Mygind er døden et af de eneste tabuiserede og temmelig utilgængelige emner, vi har tilbage. Det er i sig selv paradoksalt, da døden jo også den eneste ting, der ligger helt fast for os alle.
»Døden bliver ligesom et konstruktivt og kreativt holdepunkt for det skrivende jeg. En abstrakt fælleserfaring, man er meget alene med. Uanset hvor rig, pæn eller succesfuld du er, skal du jo for fanden dø. Det er ligesom fællesnævneren for vores væren.«
Og sådan er døden også fællesnævneren i Til den lyse morgen – som en død ræv i vejkanten, en fugleunge, der falder ud af sin rede, som faster Vibeke, der dør af en overdosis eller Mads Myginds bedsteforældre, der går bort én for én ligesom ofrene for diverse krigs- og terrorhandlinger. For Mads Mygind er dét at skrive en særlig insisteren på at forholde sig til døden – og til sin angst for døden:
»Fra det øjeblik, vi fødes, er vi selv og alt omkring os døende – det er det håbløse og retningsløse, der tvinger os til at gøre noget. Vi er nødt til at sætte noget i verden – for eksempel ved at skrive. Mister man nogen, der står én meget nær, eller kører man forbi en død ræv i vejkanten i et efterårskoldt og mørkt vejr, så får man brug for at skabe noget.«
Man bliver nødt til at tage sig selv og sproget ganske alvorligt, når man arbejder med de her eksistentielle og angstprovokerende tematikker, mener Mads Mygind.
»Der er ikke brug for vilde lyriske greb, når man skriver om døden, tror jeg. Der er brug for, at nogen viser det frem, som det er. Døden skal i poesien spille den rolle, den spiller i det virkelige liv. Og døden er jo ikke en visnet blomst eller en kold vind gennem byen. Døden er ikke et eller andet, den strengt taget ikke er. Jeg har prøvet at skrive om nogle af de mest alvorlige ting ved at tage dem så alvorligt, at jeg kalder dem det, det er,« siger han.
Lad det hænge
Det er unægteligt et kritisk blik, der kastes på verden i Til den lyse morgen. Men det er også et blik, der hellere vil undres og påpege paradokserne i stedet for at skælde ud og anklage:
»Det ville være kedeligt og klichéfyldt at vrisse, bare skælde ud på hykleriet og for eksempel bare beskrive politikeren som en magtliderlig nar – også selv om vedkommende nok er det,« siger Mads Mygind. »Det ville være forudsigeligt og ikke tilføje noget som helst nyt. Jeg tror, at den største anfægtelse og indignation opstår ved bare at gengive noget af det, der sker ude i virkeligheden.«
Det kan være en samtale mellem familiemedlemmerne på hospitalet, når man savner internetforbindelsen i de store svenske skove, eller når man falder over et absurd skilt på havnen i Aarhus som her:
foran crossfit-studiet på havnen
står der et skilt
det skal motivere crossfitterne til
at blive stærke
don’t use machines, become one
står der
(…)
nu skal vi være maskiner
der løber rundt på havnen med et
bildæk i favnen og accelererer
det kan sagtens gå hurtigere råber
instruktøren, det der er ikke hurtigt
når I ikke kan mere skal I blive ved
»Det er altså nogle ret vanvittige parametre, vi definerer os selv med uden at tænke videre over det. Det er jo en ekstrem udtalelse, crossfitterne her kommer med: Brug ikke maskiner – bliv selv en maskine. For fanden, det skilt er jo en for sindssyg foræring til en digter,« griner Mads Mygind.
Det er nemmere at få øje på tingenes absurditet, når de tages ud af deres kontekst. Den mest effektive kritik opstår, når tingene gengives relativt nøgternt, forklarer Mads Mygind: »Dér kan de så få lov at blafre i al deres tydelige indbildskhed og absurditet.«
»Jeg tror, at jeg som forfatter kan komponere og sammensætte nogle ting og erfaringer, der i kraft af deres komposition begynder at tale ind i hinanden på en anderledes måde. Det banale kan godt både være banalt og kommentere på det storladne og voldsomme. Det er jo det spændingsfelt, der er interessant – det er jo sådan, tilværelsen er,« fortæller Mads Mygind.
»For i poesien behøver man ikke pynte sig. Jeg gider ikke pynte mig længere, og jeg gider heller ikke pynte tingene – de skal have lov til at blive fremstillet som de er.«
