Fra hakkebrættets tid

Jeg ville ikke røre min gamle elektriske skrivemaskine med en ildtang, hvis jeg fandt den i dag. Derimod bliver en pen, der altid har været i brug, aldrig rigtig gammel. Den dør ikke
Jeg ville ikke røre min gamle elektriske skrivemaskine med en ildtang, hvis jeg fandt den i dag. Derimod bliver en pen, der altid har været i brug, aldrig rigtig gammel. Den dør ikke
iBureauet/Mia Mottelson
9. januar 2016

Da man i sin tid brugte skrivemaskiner – og det er trods alt ikke så længe siden igen – foretrak jeg de tyske maskiner. De var til at stole på, solide, robuste. Og uafhjælpeligt grimme. Det sidste kunne jeg godt lide.

Når man når en vis alder, kan man meget nemt blive grebet af nostalgiske følelser, f.eks. længslen efter skrivemaskinen, men i mit tilfælde må jeg, for rigtig at kunne nyde sødmen ved mindet om, da man skulle putte papir i valsen og kunne høre på tasternes knitren, fortrænge, at jeg faktisk slet ikke kunne lide skrivemaskiner. Jeg havde endda lært at bruge dem rigtigt, med tifingersystemet, og det gav da også en lunende følelse af at være en ’rigtig’ forfatter, når man havde en skrivemaskine stående på skrivebordet. Men jeg foretrak, dengang som nu, at slænge mig i en lænestol med clipboard, blok og pen. Skrivemaskinen mindede om industri, om hårdt og kedeligt arbejde.

En kollega, der debuterede året før mig, tilbad nærmest skrivemaskinen af nøjagtig samme grund: Den gav ham en fornemmelse af, at han foretog sig noget nyttigt, når han sad og skrev i stedet for at gå på arbejde. Han var en af de såkaldte arbejderforfattere, et stykke oppe i trediverne og vant til hårdt, manuelt arbejde. For dog at kunne holde fri engang imellem, sendte han – unødvendigt ofte – sin maskine til rensning og gik så rundt om det spisebord, som han brugte som skrivebord, rastløst, utålmodigt, og var i det hele taget ivrig efter at give indtryk af, at han slet ikke trivedes uden sit arbejde. De fleste, hvis ikke alle, der kendte ham, gennemskuede ham selvfølgelig.

Når maskinen endnu engang skulle renses, var det selvfølgelig, fordi han fik sværere og sværere ved at skrive. Måske var han også træt af rollen som den ’lærde arbejder’, som nogle universitetsfolk, han kendte, gerne så ham spille. Hvad der er blevet af ham, ved jeg ikke. Han var ikke nogen dårlig forfatter, bestemt ikke, men han havde meget svært ved at vænne sig til den usikre tilværelse. Den uberegnelige økonomi, ikke mindst. Og så følte han sig vist aldrig rigtig accepteret, som menneske, af det miljø, han nu var havnet i. Kulturarbejderne, som de kaldte sig dengang.

Mig fik han også sværere og sværere ved at holde ud, desværre. Jeg var dels for ligeglad med, om Politiken skrev små notitser om mig – det var jeg ikke, men det troede han – dels var jeg i almindelighed ulideligt indbildsk. Det sidste kan ikke udelukkes, men jeg var nu først og fremmest optaget af at skrive, praktisk taget hele tiden. Med clipboard, blok og pen. Skrivemaskinen, som jeg aldrig sendte til rensning, brugte jeg først til aller, allersidst. Og holdt min kone vågen om natten med den evindelige knitren og knatren. Som hun mærkeligt nok senere har fortalt mig, at hun godt kunne lide.

Traktoren

Da jeg fik råd til at købe en elektrisk skrivemaskine – sådan en er slet ikke til at undvære i dag, sagde mere velaflagte kolleger til mig – var jeg dum nok til at købe en Olivetti. En lille, massiv grå klods med et tastatur, der stak ud midtpå, med grønne taster. Når man tændte den, lød den som en traktor. Og når man skrev på den, flyttede den på sig for hvert linjeskift.

Heldigvis så jeg i et svensk tv-program et interview med Lars Gustafsson, der havde nøjagtig samme maskine stående på sit kæmpestore skrivebord. Og han sad med sine stålbriller på næsen og så lærd og helt uskadt ud. Det føltes som en godkendelse af min maskine, som jeg allerede mange gange havde haft lyst til at smide ud gennem vinduet i vores pæne og fornuftigt indrettede lejlighed for folk med jævne og almindelige indkomster i Høje-Taastrup Kommune. Men lide den kunne jeg ikke. Derfor købte jeg en billig og brugt manuel maskine, en svensk Esselte, som var af stål og blev stående, når man skrev på den. Og var lydløs, når man ikke rørte tastaturet. Da vi flyttede, tog jeg ikke Olivettien med, måske solgte jeg den, måske forærede jeg den til nogen, jeg kan ikke huske det.

Fortid og nutid

Klunketiden, hakkebrættiden, det er lidt samme atmosfære. En atmosfære af dengang. Jeg har læst mig til, at Proust mente, at den tid, man har oplevet, har samme gyldighed, uanset at noget er fortid, andet nutid. Det skal nok være rigtigt, men gyldighed indebærer, at man bruger fortiden, beskæftiger sig med den. Hvis vi taler om udstilling af døde minder, hører jeg til de museumssky, må jeg indrømme. Hvis min gamle Olivetti står et eller andet sted, i et pulterkammer eller lignende, har den vel stadig aftryk af mine svedige fingerspidser på tastaturet? Og aftryk af mine rasende håndflader, når jeg skubbede den på plads, efter at linjeskiftene havde flyttet den i en helt forkert vinkel. Lortemaskine! Jeg ville ikke røre den med en ildtang, hvis jeg fandt den i dag. Derimod bliver en pen, der altid har været i brug, aldrig rigtig gammel. Den dør ikke.

Engang var vi så meget på røven, at jeg købte en brugt overfrakke. Den havde været svinedyr engang, men den var modbydelig at gå med. Som om jeg gik rundt med en afdød grosserer over mig. Men rend mig i nostalgien, loppemarkederne og Mågestellet, som fagforeningspampere har forsødet deres søndag morgener med. Som en afglans af de rigtig fines finhed. Jeg vil ikke have det. En bærbar computers levetid er fire år, køb dem billigt, en ny hvert fjerde år. Det er godt nok. Og de er bedre at skrive på, end de gamle hakkebræt var.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Maj-Britt Kent Hansen

At skrive er blevet så meget nemmere med pc'en. At skrive godt; at skrive væsentligt; ikke at skrive for langt er derimod ikke løst ved hakkebrættets forsvinden.

Fra hakkebrættets tid husker jeg et sommerferiejob, hvor jeg skulle forud-adressere fakturaer. Bogholderen var fremadskuende og kreativ, så hurtigt gik jeg fra at skulle anvende 4 stk. kalkerpapir mellem fakturaerne til 8 stk. Ældre hakkebræt-erfarne kan forestille sig det mareridt, det var, at få 16 dele til at spille sammen, når de skulle ned om valsen.

Når kundens navn og adresse blev skrevet, kunne slåfejl opstå. Ikke mindst når firmaets chef kom på besøg i lokalet, og med sin blotte tilstedeværelse ansporede mig til at skrive hurtigt. Hver fejl var nu at spore på 8 fakturaer. Kassere dem, turde jeg ikke. Lagde dem så i en bunke på en hylde - indtil den blev for stor, og jeg for at skjule min uformåen, måtte tage nogle af dem med hjem.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen

Det fremgår ikke klart, om hakkebrættet er med kuglehoved, men det er det nok. Kunne også fås med svingarme, "klonk" sagde det, når sådan en med stor kraft ramte valsen, aktiveret af et fjerlet tryk på tastaturet, så man blev helt bange.

De elektriske lød som en skrivestue, bemandet med skrivedamer, ja, undskyld, men jeg har sgu aldrig set en mandlig skrivedame. De kvindelige (hk-er) var til gengæld gudsbenådet dygtige, og holdt sammen på hele virksomheden. Men den elektriske lyd var ikke en forfatters lyd. Man kunne ikke se Hemingway for sig til den lyd. Eller Karen Blixen. Siden kom der små smarte rejseskrivemaskiner, jeg arvede sådan en; den må have svaret til datidens smartphone.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Maj-Britt Kent Hansen

Mindes min fars Rheinmetall skrivemaskine. Når man som barn og ung hørte lyden af den, vidste man, at ens far var i gang med at skrive til diverse instanser, så verden kunne blive - om ikke retfærdig, så dog - bedre, end den var.

Min egen rejseskrivemaskine led af, at bogstaverne "e" og "r" efter nogle års brug filtrede sig ind i hinanden og møjsommeligt skulle løsnes med fingrene.

Min nuværende pc lider jævnligt af sløve taster, hvilket forsinker mig meget. Og det skyldes hverken støv eller krummer, men måske en hvis modstand mod - fra hvem vides ikke, at jeg skriver kommentarer på information.dk.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Grethe Preisler

Er der nogen, der kan huske fjernskriveren? Den der afløste telegrafen og stod i et lydisoleret lokale for sig selv og larmede som et tærskeværk, når den sendte eller modtog depecher fra nær og fjern?

Den blev jeg aldrig venner med! Dels fordi lyden ramte øret med et halvt sekunds forsinkelse efter anslaget, så man blev helt rundtosset af at betjene bæstet i sit normale tifinger-blindskrift-tempo. Og dels fordi den udspyede en hulstrimmel, og spyttede 'konfettien' fra strimlen ud i en box, som mandlige kolleger ikke holdt sig for gode til at tømme indholdet af ned under kraven på 'godten i forkontoret', når de kunne se deres snit.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Maj-Britt Kent Hansen

Fjernskriver/telex! Efter en weekend kunne rummet være fyldt med udkørt papir og strimmel, som var indløbet fra lande i andre tidszoner. Strimlen vikledes på sindrig vis op om tommel- og pegefinger, afsluttedes med en clips og kunne benyttes til retransmission. Ve den, der havde glemt at forsyne telexen med strimmel eller papir ved arbejdstids ophør.

Fleksnes var alletiders, men denne tyske ungersvends debut som kystvagt er nu heller ikke af vejen: https://www.youtube.com/watch?v=KLSdOY-6R_U

anbefalede denne kommentar