Hey, jeg er altså også et offer

Offeret er vor tids helt, mener den italienske litterat Daniele Giglioli. Med bogen ’Offerfælden’ opildner han nu også i tysk oversættelse til at komme ud af den bekvemme offerrolle for i stedet aktivt at skabe en etisk og politisk forsvarlig fremtid
Offeret er vor tids helt, mener den italienske litterat Daniele Giglioli. Med bogen ’Offerfælden’ opildner han nu også i tysk oversættelse til at komme ud af den bekvemme offerrolle for i stedet aktivt at skabe en etisk og politisk forsvarlig fremtid
Johanne Sorgenfri Ottosen/iBureauet
14. januar 2016

»Offeret er vores tids helt. At være offer giver prestige, øger opmærksomheden og fremmer anerkendelsen. Magtfuldt skaber offerrollen identitet, krav og selvagtelse.«

Mens det indledende citat tolkes til tysk, kigger den italienske litteraturprofessor Daniele Giglioli udfordrende på sit publikum i Den Røde Salon i Berlins bombastisk-fantastiske teaterscene Volksbühne fra 1914.

Blandt det velklædte dannelsesborgerskab på stolerækkerne ser der overfladisk betragtet ikke ud til at være mange ofre. Ikke desto mindre har de fyldt salen for at høre Giglioli fortælle om sit kampskrift Die Opferfalle (Offerfælden).

Interessen er næppe tilfældig, for offervirussen har spredt sig langt ind i den privilegerede europæiske middelklasse, mener Giglioli.

»Offerfælden er ikke så meget en bog om reelle ofre som en bog om tidens diskurser om ofre, om offermytologi og offerideologi, som vinder stærkt frem. Jeg spørger åbent til, hvordan vi med vores kultur kan have udviklet en så stærk trang til at udråbe os selv som ofre.«

Det selvforskyldte offer

I den italienske originaludgave bærer Gigliolis referencemættede essay titlen Critica della vittima (Kritik af offeret) – en hilsen til Kants tre banebrydende kritikker.

I Berlin skynder Giglioli sig at sige, at han absolut ikke vil fordømme reelle ofre for f.eks. krig, overgreb og diskrimination. I en kantiansk ånd vil han derimod »skærpe vores dømmekraft i forhold til at skelne mellem reelle ofre og selvindbildte ofre«.

Især de sidste har højkonjunktur, mener italieneren. Om ikke andet, så ynder vi i stadig højere grad at udråbe os som ofre for en dårlig barndom, for den manglende sociale mobilitet eller for kapitalismens brutale mekanismer.

Hvis alt andet svigter, er det postmoderne menneske ikke blegt for at se sig som offer for sin egen indbildningskraft.

»Offerrollen er den mest bekvemme vej til anerkendelse. Offeret er uden ansvar, kan ikke kritiseres og behøver aldrig retfærdiggøre sig. Den relative offerstatus bliver nærmest absolutistisk, fordi smerten ikke kan debatteres,« siger Daniele Giglioli.

»Dermed opløses det aktive etiske subjekt langsomt til fordel for en passiv offerrolle, som samtidig gør den politiske protest til en selvmedlidende jammer.«

Her ligger kernen i Gigliolis polemiske projekt. Hvor Kants oplysningsmission var »menneskets udtræden af dets selvforskyldte umyndiggørelse«, vil Giglioli lokke os ud af offerrollens lækre komfort og ind i den aktive medskabelse af vores fremtid, etisk og politisk.

Den historiske fælde

Offermentaliteten gælder ikke bare samtiden. Selv historien sættes stadig mere i denne ideologis tjeneste, som det allerede antydes i kampskriftets undertitel: »hvordan fortiden fastlåser fremtiden«.

»Minder og erindring er ved at fortrænge historien. Historien bliver efterhånden til et subjektivt sted, hvor det ikke er kausale årsager, men vores egne fornemmelser, der står i centrum,« lyder det i Offerfælden.

»Over for historien er mindeprocessen subjektiv, intim, oplevet, ikke til forhandling, autentisk og nærmest forbeholdsløst sand«.

Med blikket rettet mod berlinersalonens kongerøde vægge uddyber Giglioli sin pointe:

»I offerrollen er man aldrig mistænkelig. Den smerte, du har følt – eller endda arvet i kraft af, at dine forældre har oplevet den – kan ikke stilles til debat. Den, der har lidt mest, bliver til historiens sande protagonist,« siger italieneren og henviser til en lang række mindedage for holocaustofre, terrorofre, mafiaofre, undertrykte kvinder, hjemløse osv.

»Jeg polemiserer ikke mod selve erindringen, som er en vigtig del af et civilisatorisk fremskridt, men mod at erindrings- og mindeprocesser frigøres fra de historiske sammenhænge og omtydes fra at være faktuelle hændelser til at hypostaseres til absolutte værdier,« siger Daniele Giglioli.

»Ellers vil offerpositionen, der altid peger bagud, låse os fast i fortiden. Som offer kan man holde sig fri af historiens mange magtspil, men det kan hurtigt blive til en lammende afpresning af historien.«

Den permanente uskyld

I et væld af historiske, litterære og filosofiske referencer slår Daniele Giglioli flere gange ned på bølgen af nouvelle philosophie i 1970’ernes Frankrig med André Glucksmann som en af frontrytterne, der kritiserede venstreorienterede tænkere som Sartre for at sætte ideologiske positioner over humanistiske.

»Offerrollen er den mest bekvemme vej til anerkendelse. Offeret er uden ansvar, kan ikke kritiseres og behøver aldrig retfærdiggøre sig. Den relative offerstatus bliver nærmest absolutistisk, fordi smerten ikke kan debatteres.«

Daniele Giglioli, Litteraturprofessor

»Her opstod en både filosofisk og politisk bølge, hvor alle politiske tiltag skal retfærdiggøres med henvisning til ofre. Groft sagt fører vi ifølge denne tankegang ikke krig i Afghanistan mod terrorisme eller vildfarne ideologier, men for at de undertrykte kvinder endelig kan danse til rock’n’roll,« siger Daniele Giglioli.

»Max Scheler sagde, at ’værdier er det, der retfærdiggør ofre’. Men hvis man som politiker i dag stiller sig op og retfærdiggør ofre på baggrund af overbevisninger, så lyder der ramaskrig allerede på grund af de potentielle ofre, givne grupper må bringe – hvormed de selv bliver ofre.«

Som offer – eller forsvarer af ofre – kan man derimod holde sig på mental afstand af alt, hvad der har med beskidt magtudøvelse at gøre. Det er prisen for, at vi lever i drømmen om permanent uskyld, mener Giglioli.

»Enhver politisk konflikt forbindes med noget, der medfører skyld og uskyldige ofre. I den proces bliver offeret gjort til det absolut rene – og omvendt den undertrykkende til et absolut monster, som man end ikke behøver at prøve at forstå eller se med nuancerede briller på.«

En sløret cocktail

At offerideologien tilbyder den enkelte eller gruppen en bekvem magt, er i sidste ende fatalt, fordi den lammer kritik, der ligger ud over offer-skismaet. Derfor er det heller ikke tilfældigt, at offer-ideologien går sin sejrsmarch i disse tider, hvor forskellen mellem fattig og rig atter er i vækst i Vesten, mener Daniele Giglioli.

»Det 20. århundrede kendte kun reelle ofre alt for godt, men det var samtidig et århundrede, hvor ligheden var voksende. Nu er det bekvemt for de herskende klasser at læne sig tilbage og iagttage offer-ideologiens vækst, fordi dens passive magt gør os ude af stand til at legitimere vores kamp mod dem. Mulighederne for at udøve kritik glider os af hænde,« siger han.

Desværre ser han ikke mange tegn på et opgør med offermentaliteten. Tværtimod. Daniele Giglioli indrømmer, at det nok er en kende tilspidset, når han skriver, at »mennesket efterhånden ikke mere er, hvad det har gjort, men hvad det har lidt«. Men retningen holder han fast i, og han ser ligefrem en fremherskende offerkonkurrence og offermisundelse.

»Hvem har lidt mest?« spørger Giglioli og griber ned i kassen med Camus-anekdoter.

»Camus har – måske – engang sagt til Elie Wiesel, at han var dybt misundelig over, at Wiesel havde oplevet holocaust. Det er selvsagt en frygtelig og provokerende udtalelse, men samtidig opsigtsvækkende, for det er det værst tænkelige at have gennemlevet,« siger Giglioli.

Pointen er klar nok, og offerkritikken rammer unægteligt en tendens i tiden. Men anekdoten viser samtidig Gigliolis største svaghed. Han elsker de tilspidsede formuleringer og går markant mere polemisk end systematisk-analytisk til værks, hvormed kritik-analogien til Kant forbliver et forholdsvist tomt ordspil.

Blandingen af litterære anekdoter, historiske referencer og aktuelle sociale, kulturelle og storpolitiske tendenser bliver til en sløret cocktail, hvor offerideologiens fremmarch er den eneste klare smagsnuance.

Som læser – eller tilhører – til Giglioli bliver man dermed opmærksom på den offerforelskede moralitet, som er bogens udgangspunkt. Men man bliver ikke bedre til at skelne mellem reelle og imaginære ofre i alle de behandlede og antydede afskygninger.

Før det rødvinsdrikkende publikum atter begiver sig ud i den berlinske vinter, hvor titusindvis af flygtninge bor i lejre, hvor titusinder har elendigt betalte job, hvor kønskampen stadig er aktuel, og diskriminationen stadig findes, medgiver Giglioli, at bogen »hovedsageligt er et opråb mod en ideologi med store konsekvenser«.

Trods de stærke generaliseringer kunne de fleste af os have godt af at overveje denne kritik og opfordring til selvkritik.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Daniele Giglioli

Født 1949.

Underviser i sammenlignende litteraturvidenskab ved Bergamo Universitet og er skribent for flere italienske aviser.

Hans bog ’Critica della vittima’ (125 sider) er udkommet på italiensk ved forlaget nottetempo.
Den tyske oversættelse ’Die Opferfalle’ er udgivet på Matthes & Seitz.

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Steffen Gliese

Offermentalitet er det, folks berettigede angreb på strukturerne affærdiges med.
Enhver påvisning af, at man bliver uretfærdigt behandlet, affærdiges netop med, at man gør sig selv til offer, det bliver for borgerne som at slå i en dyne, og det er en selvfølgelig tendens, efter at vores samfund har vendt sin ubetingede pligt til at bistå borgerne på hovedet til en ubetinget pligt for borgeren til at skåne samfundet.

Brugerbillede for Torsten Jacobsen

God artikel, med en deprimerende konklusion:

"Som læser – eller tilhører – til Giglioli bliver man dermed opmærksom på den offerforelskede moralitet, som er bogens udgangspunkt. Men man bliver ikke bedre til at skelne mellem reelle og imaginære ofre i alle de behandlede og antydede afskygninger."

Hvis Giglioli ikke kan hjælpe os til at skelne mellem 'reelle' og 'imaginære' ofre, er det nærliggende og psykologisk set fuldt forståeligt, at man kommer til at forene disse i fællesmængden 'Offermentalitet'. Og sker først det, så fremstår Gigliolis kritik som et forsvar for den stærkes ret og den svages svigt.

Hans kritik vil her til lands derfor utvivlsomt blive taget vel i mod, i for eksempel Liberal Alliance, hvor man jo også hele tiden pointerer, at vi selvfølgelig skal hjælpe dem der reelt har hjælp behov, uden at man dog af den grund gør sig den umage nærmere at definere hvem man reelt taler om. Den af Liberal Alliance foreslåede politik taler dog sit tydelige sprog i så henseende.

Når det er sagt, så står det for mig intuitivt klart, at Giglioli har pointer, som er værd at tage alvorligt. Men da tiden ikke just er moden til sådan alvor, må man i stedet for frygte det værste, og i moralsk nødværge, som Camus i sin roman 'Pesten' lader sin karakter Tarrou anbefale, sørge for at man i mødet med offer og bøddel, altid stiller sig på offerets side.

Brugerbillede for Lilli Wendt

Interessant, at disse forhånenende tanker kommer i direkte fortsættelse af den individualisering af problemstillinger, som har hærget Vesteuropa og USA i årevis.

Nu skal problemerne ikke kun individualiseres og de uheldige have selvhjælpsbøger, nu skal de sandelig også hånes ekstra med prædikat om at de ønsker at være ofre.

Jeg sætter min lid til der forhåbentlig snart kommer en solidaritetsbevægelse. Der er gudskelov tegn på at menig folk lige så stille gør oprør over at være produktionsdyr og blive forhånet, når de ikke får lov at blive anvendt eller er så syge, at de ikke kan anvendes.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Torsten Jacobsen

Mihail Larsen,

Nej, naturligvis ikke. Derfor er der som sagt også tale om et moralsk nødværge - "indtil jeg ser klarere i spørgsmålet!", som Camus lader sin Tarrou konstatere. Tragikken burde være tll at få øje på, og også en Tarrou bliver til sidst offer for den Pest han stædigt kæmpede imod.

Tarrou er dog ikke Camus, som ingen karakter er sin forfatter. Og ej heller er lægen Rieux Camus, da Rieux til sidst i romanen afslører sig som dens fortæller, og blandt andet siger:

[...]Menneskene er snarere gode end slette, og i virkeligheden er det slet ikke dér, spørgsmålet ligger. Men de er mere eller mindre uvidende, og her er det, man kan skelne mellem dyd og last, idet den mest fortvivlende last er den uvidenhed, der tror alt, og tager sig ret til at dræbe. Morderens sjæl er blind, og der findes hverken nogen sand godhed eller virkelig kærlighed, som ikke er forenet med den højest tænkelige grad af klarsynethed.

"...Den mest fortvivlende last er den uvidenhed der tror alt, og tager sig ret til at dræbe!" Ord fra en anden tid. Fra ruinerne af et Europa som næsten lykkedes med at rive sig selv og den ganske verden itu. Måske nok ord værd at huske på? Også i vores tid? Ikke mindst når man sådan bedes om at dømme mellem ofre og bødler..

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Leo Nygaard

Taber man en fodboldkamp er man taber - ikke offer. Spillereglerne er fulgt.
Den voldtagne er offer - ikke taber. Spillereglerne er brudt.
Og hvad så midt imellem.
Hvornår er et statsstyre skyld i tabere, som berettiget, ikke bare kan føle sig, men også reelt være ofre
Når big mother velfærdsstat ruller sig ud overfor de svageste, vil det uvægerlig føre til tabere, som vil føle sig som ofre - selv om alle spillereglerne er fulgt, når dommeren fløjter kampen af.

Brugerbillede for Anders Jensen

Jeg tangere til at være enig med forfatteren. Alle idag er et offer i en eller anden forstand. Offer for tab, skade, overgreb, diagnose eller påstået uretfærdighed.
I gamle dage fik vi besked på at tage os sammen, det er selvfølgelig unuanceret og ikke særligt konstruktivt. Men der er en sandhed i denne floskel, at vi skal tage os sammen. Der er ingen der hiver os op når vi falder, og at blive siddende og flæbe over dette er desværre ej heller konstruktivt. Der var intet i systemet der hjalp mig da jeg faldt ud, fik en diagnose med depression, stress og angst. Jeg måtte passe mig selv, fordi systemet så ikke en syg mand, men en arbejdsparat mand, da stress ikke er en sygdom.

Hvor vil jeg hen med dette skvalder?
Tjae, det ved jeg egentligt ikke.
Måske kan jeg bare observere at alle idag bøvser over lige netop deres navlefnuller. Uagtet at vi taler om førsteverdensproblemer eller bagateller.
Da vi er blevet kollektivt frakoblet, fyldt med konfirmeringsbias og indoktrineret i den vestlige propaganda, hvilket medfører stress og afmagt samt splittelse, især i de nederste og ressourcesvage lag, tillæg denne big-mother hvor vi ikke længere tænker selvstændigt og kritisk, men har en blind tillid til medier og regeringens legitimitet, ja så får vi et samfund af ofre.
Udløsere, evnen til konstant at blive støt og fornærmet, personlig patos retorik er så resultatet.

Jeg kondolere på vores alle vegne over at riget i alle dens praktikaliteter ikke eksistere længere, det er aftalt at vi skal være en EU stat, det er besluttet, om vi vil det eller ej.
Heldigvis for alle ofrene vil dette medføre at staten og forbundet kan og vil tage sig af alle deres bekymringer og problemer.
Danmark var alligevel ikke noget at samle på, det kan man ihvertfald udlede fra mange af kommentatorene herinde ;)

Vores forfædre grimmes ved at vi afgiver uden kamp, uden indsigelse, de friheder som vi har arvet fra dem og naturen. (Den individuelle suverænitet.) Men vi kan jo ikke gøre for det, fordi X, Y og Z.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for erik mørk thomsen

At være offer, at noget man lære i psykiatrien, og må man er offer, skal man ikke opføre sig "ordligt".
Og når man ikke opføre sig "ordligt", er et offer, så må andre tage over, og bestemme, hvad er bedst for en.
Hvilket i praktisk vil sige, at det er de samme behandler, i psykiatrien, der starte med, at sige, at du var et offer.
Hvilket så gør, at du reelt bliver offer for det psykiatriske system.
Og på grund af, din rolle som offer, der ikke opføre sig "ordligt", bliver din kritik, af den behandling, du få i det psykiatriske system ikke taget alvorligt.
Og sådan kører det rund og rund, uden du kan gøre noget, for dem, der gjorde dig til offer, vil jo dig det bedste, og de ved bedre, hvad der er godt for dig selv, end du selv ved.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lilli Wendt

De værste ofre er jo nok politikerne, som må døje med en befolkning, der kritiserer dem og ikke forstår hvor fantastiske de er og hvor vigtigt det er, at befolkningen bare retter ind...

og herefter er det jo nok Dansk Industri, som stadig må døje med at arbejderne vil have lønninger, som de kan leve af....

og herefter er det jo nok de virksomheder, som mener at de ikke får nok anerkendelse for på 3. år at have ansat folk med tilskud fra staten i praktik.

og herefter er det jo nok kongehuset, som ikke mener, at de får nok i apanage

og herefter er det jo nok .... osv....... fortsæt selv listen

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for olivier goulin

Minder mig om Ole Thyssens skriverier her i avisen for et par år siden. Meget den samme tankegang.

Jeg gad vide, om Daniele Giglioli ville turde holde dette foredrag i Israel - eller blot nævne Holocaust som eksempel på sin tese i Tyskland eller andetsteds? For er der et kollektivt offerkort, der er blevet misbrugt i det 20. århundrede, så er det Holocaust-kortet. Med al respekt for de historiske ofre, så har Holocaust i eftertiden, som lige dele traume, skyld og dårlig samvittighed, været et carte blanche for den Israelske stat og jødiske interesseorganisationer til at slippe afsted med næsten hvadsomhelst, herunder opretholde en Apartheid-stat, der helt paradoksalt på mange måder er funderet på en metafysisk idelogi om racerenhed, Blut und Boden og Lebensraum, der sgu ikke ligger så forfærdelig langt fra det 3. Riges. Det er et velkendt psyko-socialt fænomen, at et offer meget ofte ender med at videreføre sin bøddels ugerninger.

De behøber ikke engang at trække Holocaust-kortet. Alene bevidstheden om at de sidder med det, er nok til at holde al kritik fra døren.

/O

anbefalede denne kommentar