Klumme
Læsetid: 5 min.

Den hvide paraply

Den hvide paraply

Molly Wittus/iBureauet

Kultur
2. januar 2016

Nej, det var ikke midt i julenat, men tæt på. Om stjernerne skinnede mat, skal jeg ikke kunne sige, for hvad var stjerner, og hvad var dråber? Dråber overalt, også på brilleglas, og lys og blink kan blive til noget, når gadelygterne driver forbi og bilerne drejer om hjørner, og regnen, den regner.

Og det gjorde den. Gudsforgående.

Det regnede intet mindre end skomagerdrenge, og det blev værre og værre. Jeg havde ganske vist en slags pjækkert på, men om den var imprægneret? Næppe. Da jeg var dreng, var det noget ens fars frakker fik, inden de blev taget i brug: imprægnering. Det havde min pjækkert ikke fået. Men i al fald som det hedder i et digt af Frank Jæger: Vi, der valgte regnen … Jeg valgte regnen, what the hell, og gik målbevidst hjem fra Rundetårn til Nyhavn. Gik!

Det var i forvejen en af de mennesketomme aftener op til jul og tilmed overhovedet ikke vejr at være ude i, men hjem skus der.

Ærgerligt kun, at jeg havde en lånt bog i hånden, ubeskyttet. Hvad ville der være tilbage af den, som bog betragtet, når jeg var fremme? Jeg tror, alle andre sad indendøre og spillede halvtolv eller flettede julehjerter, eller lyttede til æblerne, der snurrede på ovnen. Og takkede skæbnen for, at de ikke skulle ud. Det var kun mig, der sled mig gennem uvejret.

Apropos de stegte æbler, så tænkte jeg på H.C. Andersen, for dem skrev han om, og på fodtøj, som han også skrev om, fordi jeg godt kunne have brugt et par galosjer nu, ikke nødvendigvis Lykkens, bare de duede. I min barndoms entré under frakkerne på deres bøjler stod ofte om vinteren små og store galosjer, til de voksne vel at mærke (For de sartes skyld staver jeg dem gerne galocher). Jeg havde nemlig ikke fået mine robuste regnvejrssko på med de tykke rågummisåler, da jeg gik hjemmefra i aftes. Hvem sagde også det skulle blive sådan et herrens vejr? Jeg følger ikke ustandseligt med på mobilens vejrudsigt.

H.C. Andersen, han havde velsagtens dyrt fodtøj på sine gamle dage. Men var det vandtæt, imprægneret? Det kan jeg ikke tro. Han storkede tit gennem den indre by til Nyhavn, og han må sommetider være kommet hjem med sokker, der kunne vrides. Han havde ikke haft nogen barnepige, som jeg havde, og fik ikke at vide, at skoene skulle lægges på siden, så tørrede de bedst. Det skulle da være af den kaptajnsenke, han boede hos, hvem ved? Og han fik nok heller ikke at vide som jeg og mine brødre, at vi skulle krølle noget gammelt avispapir sammen og proppe det godt ud i snuderne.

Dette og meget andet så jeg frem til, så godt nu de tilstænkede briller tillod det. Men jeg kan jo efterhånden ruten udenad som et gammelt øg. Det var knapt nok, jeg kunne skelne, at både Adam og Ludvig på deres sokler uden for Det kgl. Teater på torvet havde fået nissehuser på.

Uanset vejret er der om vinteren noget næsten gribende i at gå langs kanalen hjem. Fordi gadelygterne omsider er blevet fri. De er blevet tydelige, enkeltstående og smukke nu, da fortovsrestauranterne ikke kvæler dem længere med deres parasoller. Ud på aftenen, som nu, er også juleboderne lukkede og tilbagetrukne, heldigvis. København kan komme til sig selv som den stillestående gamle provinsby, det klæder den at være.

Men som sagt: rendestenene randt, fliserne flød. Fugten var ved at sive ind gennem mine spadseresko. Bogen i min hånd var begyndt at ligne en klud, og pjækkerten blevet flere kilo tungere. Jeg var cirka ud for Cap Horn, da to skikkelser et stykke borte kom imod mig som set gennem en osterude – med en paraply over sig.

Aha, jeg var ikke den eneste mus på druknetur. Hvem dér? tænkte jeg. Jeg når lige at at se, at det er en bemærkelsesvædig hvid paraply, da den ene af de unge mænd, som er standset op, uden tøven udbryder:

– Do you need an umbrella?

Der er kun os tre i det dyngvåde, udslagne Nyhavn.

Selv om scenen i alle henseender gør spørgsmålet forklarligt, er det alligevel dybt overraskende. Jeg mener, menneskeligt set. Så det tog nogle sekunder at svare, men de unge mænd havde ikke travlt:

– Are you serious? Don’t you need it yourself?

– Not at all. No problem.

Han sænkede paraplyen og rakte den frem, så den tykke regn plaskede ned over hans hoved.

– Please!

Den var blevet endnu mere hvid under gadelygten, og jeg så at håndtaget var lyst og af træ. Han rakte det mod mig. Det var ikke en hvilken som helst skodparaply.

Væk var de, og videre var jeg. Det havde noget forløsende at kunne gå resten af vejen inde i en usynlig cylinder af beskyttelse og uforstyrret udsigt.

At det ikke er H.C.Andersens tid, bevidner et par tanker, der fløj gennem mit hoved, selv om også den gamle digter, der boede nogle numre længere ned, kendte til paranoia. Hvad, spurgte jeg mig selv, er der inde i det håndtag? Hvis jeg trykker til, hvad sker der så? Og når jeg folder tingen sammen i porten om lidt?

Jeg lover, det var kun et splitsekund, der glimtede sådanne moderne mistanker i min hjerne. En anden var: Måske står der et par andre mænd og venter nede bag hjørnet, i Toldbodgade. Og måske havde de for et par minutter siden fået at vide: Bliv her! – Når der kommer en gammel mand med denne hvide paraply, så …

Der skete selvfølgelig ikke et klap. Behøver jeg at sige det?

Den smukke hvide paraply blev stillet opslået på repos’en udenfor hoveddøren – til tørre, pjækkerten blev hængt til tørre og skoene lagt på siden på en tør gulvklud. Og så var det ellers om at krybe til køjs. God lang nat og god jul!

Næste morgen. Fred og ingen fare. Selv søndagsavisen havde formodentlig intet ondt i sinde, mens den lå på måtten derude og ventede på at blive hentet.

HJÆLP!! Hjertet hoppede i livet på mig. En fremmed hvid radarmodtager var installeret på repos’en til venstre! Det tog selvfølgelig kun et par sekunder. Det er der meget der gør. Pyha! Jamen, kom dog indenfor, hr. Paraply. Nu skal jeg straks slå Dem sammen og stille Dem hen til Deres venner. Værsåartig!

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her