Kapitalens fiktion

Hvilken økonomisk viden gemmer sig i Dostojevskijs ’Forbrydelse og Straf’, i Shakespeares ’Købmanden i Venedig’, i Balzacs ’Le Père Goriot’ eller i Don DeLillos ’Cosmopolis’? Tyske Joseph Vogl afkoder den økonomiske orden ved hjælp af litteraturen
Hvilken økonomisk viden gemmer sig i Dostojevskijs ’Forbrydelse og Straf’, i Shakespeares ’Købmanden i Venedig’, i Balzacs ’Le Père Goriot’ eller i Don DeLillos ’Cosmopolis’? Tyske Joseph Vogl afkoder den økonomiske orden ved hjælp af litteraturen
Nicolai Bruun/iBureauet
23. januar 2016

I december 2010 udkom Das Gespenst des Kapitals i Tyskland. På det tidspunkt var bogmarkedet allerede oversvømmet af analyser af de mange finanskriser, der har defineret den globale økonomiske tilstand de seneste årtier. Alligevel varede det ikke længe, før den kompakte udgivelse kravlede op mod toppen af bestsellerlisterne. Det var en uforudsigelig og noget overraskende udvikling, for bogen begynder med en længere tekstanalyse af en roman. I Don DeLillos Cosmopolis fra 2003 kører Eric Packer, en 28-årig milliardær og finansfyrste, tværs over Manhattan i sin hvide limousine, følger kursernes bevægelser på de indbyggede skærme og drømmer videre om cyberkapitalens immaterielle datastrømme.

Packers risikomanagement undermineres nu hurtigt af fortællingen, der udvikler sig mere og mere uforudsigeligt, alt som han udsættes for den ene uberegnelige fare efter den anden i en hastig økonomisk og eksistentiel deroute.

Via DeLillo bliver læseren ført direkte ind i etableringen af børserne, i derivat-handlen, i spekulationen, kort sagt i den moderne finanskapitalisme. Litteratur blandes med filosofi, historie og økonomisk teori. Trods titlens åbenlyse henvisning til Karl Marx, er der ikke tale om en gængs marxistisk analyse af kapitalen, heller ikke om et studie af finansregimet set fra et økonomisk perspektiv. Bogens ærinde er derimod at opridse finansregimets genealogi og afdække den økonomiske teoris grundlæggende tankesæt fra et bredt videnshistorisk perspektiv.

Med andre ord handler det om at finde et standpunkt uden for den økonomiske teori, hvorfra man kan betragte og analysere økonomien som et specifikt vidensfelt. For netop ved at forfølge den økonomiske teoris historiske udvikling bliver det muligt at afsløre dens grundlæggende inkonsistenser. Inkonsistenser, som på systematisk vis har ført os lige lukt ind i de finanskapitalistiske turbulenser, der har hærget de senere år.

I modsætning til det liberalistiske credo, som vi kender det fra Adam Smith, har finanskriserne vist, at rationelle aktørers egoistiske handlen hverken skaber ligevægt på markedet eller fungerer som en katalysator for det fælles bedste. Derimod har markedet udviklet sig til en fiktionsfabrik, der producerer den ene spektakulære irrationalitet efter den anden. Økonomi består nu af en handel med priser og med prisernes fremtid, ikke længere af et forhold mellem mennesker og ting. Den paradoksale situation, der er blevet nutidens norm, opsummeres i følgende mærkværdige merkantile scenarium:

»En person, der ikke har en vare, der hverken forventer at modtage den eller vil have den, sælger denne vare til en anden, der lige så lidt forventer at modtage denne vare eller vil have den, og som faktisk heller ikke får den.«

Bogen er skrevet af en af samtidens mest interessante og originale tænkere, Joseph Vogl. Han er litterat og kulturhistoriker, underviser til daglig i tysk litteratur på Humboldt Universität i Berlin og er permanent gæsteprofessor på Princeton University på den amerikanske østkyst. Det seneste årti har han dog anvendt sin litterære ekspertise på at undersøge den økonomiske teoris historie. Først i sin disputats fra 2006, Kalkül und Leidenschaft: Poetik des Ökonomischen Menschen, der påviste fremkomsten af ’det økonomiske menneske’ fra det 17. til det 19. århundrede. Dernæst i Das Gespenst des Kapitals, der gjorde hans navn internationalt kendt, og senest i opfølgeren, Der Souveränitätseffekt fra 2015, der undersøger de demokratiske problemer, som er opstået ved den uhellige alliance mellem staten og kapitalen.

At Vogls bog blev så stor en succes og allerede er blevet oversat til engelsk, fransk og spansk, skyldes formentlig, at den kaster et overrumplende litterært blik på et område, der umiddelbart synes at ligge meget fjernt fra det æstetiske felt. Med sin litterære baggrund har Vogl blik for kapitalens tiltagende fiktionalitet og den økonomiske teoris historicitet. Penge har altid været forbundet med fiktive elementer, men overlejringen af kapital og fiktion blev for alvor skærpet i 1971, da Nixon afskaffede guldstandarden. Fra da af var penges værdi ikke længere garanteret af guld, men af et system af fluktuerende valutakurser. Uden nogen universel forankring i en ting, en uforanderlig standard, blev penge og dermed hele det økonomiske system hensat i en form for postmoderne tilstand, hvor værdi var endegyldigt løsrevet fra den materielle verden.

Det medførte en række usikkerheder. Hvordan skulle man for eksempel gardere sig mod valutakursernes uforudsigelighed? Det næste logiske skridt i etableringen af det finansregime, vi nu lever i, blev muligheden for at sikre investeringer ved hjælp af terminshandlen. Med futures, forwards, derivatives, options, swaps etc. skabte man en række finansinstrumenter, hvis objekter ikke var genstande eller ydelser, men prisforventninger. Nu blev det muligt at undgå tab som følge af et pludseligt kursfald midt på dagen ved at handle med ting til forventede, fremtidige priser. Men man kunne også handle med ting, man ikke havde den fjerneste interesse i at eje. Og derved stod døren pivåben for alle former for spekulation.

Tid er blevet en handelsvare

Som Vogl viser, og navnene på kapitalismens nye redskaber antyder, er der sket en kapitalisering af tiden. Man kunne også sige, at efter kapitalismen nåede en fysisk grænse og ikke kunne udvide sig mere i rummets tre dimensioner, begyndte den at udvide sig i den fjerde dimension og forvandlede selve tiden til en handelsvare. Som grammatikken på tværs af diverse sprog inddeler fremtiden i en række temporale kategorier, hvor diverse kriterier kræves opfyldt, f.eks. futurum exactum, konditionalis etc. har kapitalismen ligeledes segmenteret fremtiden i en række distinkte enheder med tilhørende kontraktuelle betingelser. Som handelsvare synes fremtiden i dens mange finansielle former at udgøre den ideelle ressource i perioder med økonomisk boom, nemlig den ressource, der aldrig slipper op. Den enorme vækst i den samlede volumen af økonomiske transaktioner de seneste årtier synes at bekræfte forestillingen. Men når crashet så kommer, og alle løber stormløb mod bankerne for at sikre sig deres penge, er det, som om fremtiden skrumper ind til ingenting. Økonomien står så pludselig med tomme hænder uden den vare, som den indtil crashet regnede med og på som en uendelig ressource: tid. I finansøkonomiens tidsalder er det ikke længere bare vores tingsverden, men også vores tankeverden, vores mentale projektioner, hele vores fiktive, men virkelige indre forestillinger, der er blevet kapitaliseret.

Selv om økonomiens fiktionalitet er øget radikalt med finansregimets fremkomst, spiller fiktioner en central rolle allerede i grundlæggelsen af det tankesæt, der ligger til grund for finanskapitalismen. Fiktionen antager her form af illusioner, overtro og spøgelseshistorier. Et af Vogls centrale ærinder er at vise, hvordan den økonomiske teori siden Adam Smith har messet et liberalistisk credo om markedets stabilitet, rationalitet, orden og selvoptimering, som er vokset ud af teologiske og moralfilosofiske ideer. De nok så berømte ’usynlige hænder’, der via menneskenes egeninteresse styrer markedet frem mod den bedste af alle verdener, ikke bare for de egoistisk handlende individer, men for almenvellet, er for Vogl et eksempel på, hvordan den liberaløkonomiske teori er gennemsyret af religiøse forestillinger om forsynet og en guddommeligt sanktioneret harmoni.

Han rydder grundigt op i den økonomiske teoris panteon. Koryfæer som Adam Smith og Milton Friedman erstatter han med Benoit Mandelbrot og Hyman Minsky, der uden hjælp fra usynlige hænder forklarer den volatile økonomiske tilstand med modeller, der arbejder med historisk tid, høj kompleksitet og kontingens. For dem følger prisudviklingen en såkaldt random walk, en uforudsigelig og uberegnelig koreografi. De anerkender derfor, at finanskapitalen har udviklet sig til et så komplekst system, at fremtiden, trods den stigende videnskabeliggørelse af det økonomiske felt, ikke lader sig beregne.

Litteraturen som operativ logik

Finanskapitalens høje grad af fiktionalitet har synliggjort dens forbindelse til en anden fiktion, nemlig litteraturen og dens monetære elementer. Herhjemme udgav Hans Boll-Johansen i 2012 en bog om penge, der kommer vidt omkring centrale forfattere som Stendhal, Dostojevskij og Pontoppidan. Og da Thomas Pikettys store værk om kapital og ulighed blev en bestseller i den engelske oversættelse, bemærkede mange også hans referencer til Balzac. Men hvorfor giver det overhovedet mening at lave litterære tekstanalyser, hvis vi vil vide noget om finansmodeller? Hvorfor skal vi læse litteratur, hvis vi vil forstå økonomien? Hvilken økonomisk viden gemmer sig i Raskolnikovs forsigtige gang ned ad den knirkende trappe i Forbrydelse og Straf, i Shylocks krav om en lånegaranti i form af et pund af Antonios kød i Købmanden i Venedig eller i Vautrins afvejning af Rastignacs finansielle muligheder, hvis han afbryder sit jurastudium og i stedet for at arbejde sig frem gifter sig til formuen i Le Père Goriot?

Den økonomiske viden kan ikke udtømmende beskrives som et internt anliggende for den økonomiske teori, hvor Smith, Ricardo, Keynes, Hayek osv. udgør de stridende parter. Den inkluderer også f.eks. moralfilosofien eller lægevidenskaben med dens fysiologiske teorier om cirkulation. I dette udvidede felt indtager litteraturen en særlig position. Når Sedley-familiens liv vendes på hovedet i Vanity Fair, da pater familias går bankerot efter en række risikable spekulationer, eller når Eric Packer mister millioner ved at spekulere mod yennen, reflekterer litteraturen ikke bare et givent stade af den økonomiske udvikling eller udnytter kapitalen som en effektiv katalysator for plottet. Den fungerer også som et kritisk refleksionsmedium over økonomiens paradokser.

I en art fiktivt laboratorium iscenesætter og gennemspiller litteraturen en række eksperimenter, hvor kapitalens skiftende funktionsmåder og voldsomme konsekvenser testes og synliggøres. Det fiktive i litteraturen kan derfor ikke affejes som verdensfjerne fantasterier, men skal i stedet forstås som en særlig modus, der ved hjælp af hypotetiske modeller griber ind i reelle økonomiske problemstillinger og efterprøver, hvordan ideer om f.eks. moral, cirkulation, rationalitet og ligevægt rent faktisk fungerer i forholdet mellem mennesker og ting, mennesker og tid og mennesker og mennesker.

At det netop er litteraturen og særligt romanen, der for Vogl spiller denne på en gang reflekterende og kritiske rolle i den økonomiske vidensorden, er ikke tilfældigt. Til romanens notoriske verdensvendthed knytter sig erfaringen af kontingens. Karakterernes ofte begrænsede viden og de uforudsigelige begivenheder, der styrer og forstyrrer tingenes gang, udgør et begivenhedssystem, en operativ logik, der minder mere om finansregimets funktionsmåde end mange gammel- eller neoliberalistiske teorier foregiver.

Den økonomiske teori udviser netop ikke de karakteristika, der kendetegner en videnskab: gentagelse, regularitet og evnen til forudsigelse. For så vidt er den tættere beslægtet med litteraturen. Man kunne sige, at Vogls argument for en mere ydmyg økonomisk teori, som er sig sin manglende videnskabelige basis bevidst, som indrømmer tilfældet en større rolle, og som ikke lader sig forblænde af egne fremskrivningsmodeller, har romanen som forbillede. For netop i de litterære fiktioner finder vi scenarier og begivenhedsmodeller, der bedre reflekterer den usikkerhed og uforudsigelighed, som et stadig mere sammenfiltret, afhængigt og uoverskueligt kapitalistisk system fører med sig.

Kapital og fiktion har altid været tæt forbundne, men graden af deres symbiose varierer op gennem historien. Som kritisk betragter forfølger Vogl deres gensidige indviklinger for at vise, hvordan et helt centralt, hvis ikke det centrale, element i måden, vi organiserer vores samfund på – kapitalen – i løbet af de seneste årtier er blevet fuldstændig gennemsyret af fiktionalitet. At forstå finansregimet kræver derfor en forståelse ikke bare af udbud og efterspørgsel, af markeder og priser, men lige så vel af fiktion – af dens former, dens logik, dens særdeles reelle virkninger og uhyre konsekvenser. Vogls litterære blik på kapitalen ligger derfor mere lige for, end man umiddelbart skulle tro. Det sigter efter den fiktive kerne i samtidens økonomiske orden.

Og i den analyse fremstår litteraturen langt mere virkelighedsnær end mangen en økonomisk teori, mens den såkaldt virkelige verden omvendt viser sig at være mere fiktiv, end selv de fleste litterater nok havde drømt om.

Anders Engberg-Pedersen er ph.d. i Comparative Literature fra Harvard University og i Neuere deutsche Literatur fra Humboldt Universität.

Dette er en let forkortet version af essayet, der oprindeligt er udkommet på Salon 55, et tidsskrift for litteratur, kultur og ideer: www.salon55.dk

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Kommentarer

Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen

Ja, finansmarked og børsspekulation er i høj grad fiktion, men også realitet, indtil fiktionen braser sammen og viser sig at være luft. Den økonomiske viden i de store forfatteres værker er vel ikke andet end hverdagsagtig kræmmerlogik, og optrådte vist ofte som en moralsk advarsel.
Man behøver ikke at gå længere end til H.C. Andersen:
"Konen med æggene."
http://www.hcandersen-homepage.dk/?page_id=7363

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Karen  Helveg

Random walk har ikke noget at gøre med Hyman Minsky. Desværre er litterater lidt for hurtige til at bringe ting sammen uden helt at forstå dem. Random walk-hypotesen bygger på efficient-market hypotesen og går ud på, at finansmarkederne altid med det samme inkorporerer al information. Derfor er det umuligt at forudse bevægelserne i fremtiden, hverken i morgen eller længere ude. Dvs. en abe, der smider en dartpil efter markedsindekset har lige så stor chance for at ramme rigtigt som en børsanalytiker. Random walk (Burton Malkiel byggende på efficient market hyppthesis) har dog i virkeligheden at gøre med indførelsen af statistiske metoder i finans. Statistik har jo i sin kerne 'a random variable', der kan rende rundt hvorsomhelst. Hyman Minsky var ikke tilhænger af efficient market hypotesen. Har er jo netop kendt for at indse, at markedet opbygger momentum og derfor ville nærme sig et krak, idet han så forskellige faser i finanscyklen: hedging (forsigtig, afsikring), spekulativ og ponzi ('pyramidespil'). I den første fase kan låntageren betale både rente og afdrag ud fra den fortjeneste, der opnås med lånet, i den næste fase kan hun kun betale rente men må låne for at betale afdrag og i den tredje låner man for at betale renter og afdrag, dvs. man skal have enorm tro på, at de aktiver man sidder med/anskaffer sig kan stige så meget i pris, at det kan dække rente og tilbagebetaling af nye lån plus de gamle. Hvilket naturligvis ikke er tilfældet. Da Minsky så disse faser som ikke bare individuelle men kollektive forløb, kan man nemt konkludere, at markederne har en tendens til at drive sig selv ud over kanten (financial instability hypothesis, kaldes hans tese). ---Mere generelt: hvis man tænker emnet lidt igennem, er det klart og hurra for det, at en god forfatter forstår, at det økonomiske liv er en vigtig del af ethvert menneskes, som det politiske, kærlighed, familie og børn og at alt det her kan hænge sammen på forskellig vis og har en tendens til at ændre sig over tid. Det gør dog ikke nødvendigvis en forfatter til en bedre 'økonom', kun at en god forfatter kan se, hvilke ændringer der er i samfundet/økonomien, og hvordan de influerer på livet i samfundet. Og naturligvis, tager de udgangspunkt i centrale aktører i de økonomiske centre kan de give et levende billede af fænomerne og deres ødelæggende effekt på krop og ikke mindst sjæl. Og det gælder Balzac og de Lillo, som jeg med skam at melde ikke har læst, altså de Lillo. Men denne krise er ikke den første, forfattere har skrevet om, lad os lige sige det. Selvom 2008-krisen da helt klart har sine specifikke momenter. Futures, forwards, derivatives, options, swaps stammer heller ikke fra tiden efter Nixon gik fra guldet, Bretton Woods-systemets såkaldte kollaps eller hvordan man vil betegne det fænomen, at dollarens guldindløselighed blev ophævet og dollarens faste guldkursblev ophævet, men meget før. Futures har at gøre med handel med landbrugsvarer, osv osv. Men rigtigt er det, at de her instrumenter tog en enorm optur fra halvfjerdserne og frem, dog ikke mindst hjulpet på gled af IT-udviklingen.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Grethe Preisler

Tak Karen Helveg for ovenståend bidrag til debatten i nærværende massemedium om, hvorfor skiftende danske finansministre siden afslutningen af WW2 og Berlinmurens fald altid kommer til kort overfor 'problematikken' med at få rådighedsbeløbet i den danske statskasse til at stemme og finanslovsforhandlingerne til falde i hak, når hensyn skal tages til kravene fra DK's allierede i Nato, Schengen-området og EU-Kommissionen. Og de samtidig skal 'passe godt på velfærdssamfundet' for at blive valgt igen.

Gid bladet havde råd og/eller moralsk mod til at ansætte dig som fast ugentlig blogger. I stedet for et par af de øko-romantiske skønånder, der forpester læsningen på ugentlig basis for voksne læsere, som for længst har overvundet de traumer, deres hippie-forældre fra 68-generationen påførte dem, mens de endnu i vuggen lå og ikke havde den blegeste anelse om, hvad de havde i vente i Det globale Videns- og Informtionssamfunds æra anno 2016 ;-)

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen

En god skønlitterær forfatter kan se, hvad økonomien gør ved mennesker, men fuldstændig enig med Karen Helveg i, at det gør ikke forfatterne til økonomer, endsige gode økonomer.
Kriserne i 1929 og 2008 har i øvrigt det tilfælles, at børsspekulation blev hvermandseje. Men hvor den sidste blev reddet af staterne, så de færreste aktionærer gik ned (undtagen Roskilde Bank m.m.), tabte menigmand alt i 1929. Det kunne John Steinbeck skrive om i "Vredens druer" uden at forstå mekanismerne bag futures, forwards, derivatives, options, swaps etc.

Moderne skønlitterære forfattere har ikke så meget krise at skrive om, for "den blev derinde". Den forsvandt simpelthen. Ingen forstår det, men hvad gør det, når aktierne bliver ved med at stige, bilsalget aldrig har været højere, og huspriserne har fået ny luft.

Lyt i øvrigt til det interessante program "Millionærklubben" på Radio24Syv, der kan amatørinvestorer ugentligt lære at komme med på vognen.

anbefalede denne kommentar