En lille sensation

Med prisen til Dorrit Willumsens roman er det også omsider en pris til prosaen, der i sammenhæng med Montanas Litteraturpris har haft vanskelige vilkår over for en poesi, der umiddelbart har lettere ved at indfri kravet i prisen om formmæssig fornyelse
16. januar 2016

Det blev Dorrit Willumsen, der i går med romanen Nær og fjern blev den 10. vinder af Montanas Litteraturpris og 100.000 kr. rigere. Personligt er jeg meget tilfreds med dommerkomiteens valg af denne roman, der kom som en lille sensation i den sidste del af det forgangne litteraturår og begejstrede Willumsens trofaste læsere, men især også har fået mange læsere blandt de helt unge. Hun har faktisk formået i en alder af 75 at blive både hip og hot. Sådan er hendes roman også. Den har den modne mesters ekvilibristiske lethed, samtidig med at den er vild og har ungdommens vildskab og arrogance over for form og normer. En sjælden blanding, som man også fandt i Klaus Rifbjergs sene lille mesterværk Intet sikkert abnormt fra 2013, der i øvrigt også var nomineret til litteraturprisen.

Med prisen til Dorrit Willumsens roman er det også omsider en pris til prosaen, der i sammenhæng med Montanas Litteraturpris har haft vanskelige vilkår over for en poesi, der umiddelbart har lettere ved at indfri kravet i prisen om formmæssig fornyelse. Men her i Nær og fjern lykkes det.

Romanen handler om tilsyneladende helt almindelige mennesker i den danske velfærdsstat, men det, der sker for disse, er ikke spor opbyggeligt. Der findes ikke meget medmenneskelighed og varme, alle forsøger at komme i kontakt med og forstå hinanden, men det lykkes aldrig. Menneskene forbliver fremmede for hinanden. Det er sørgeligt, og sortsynet hersker, men ikke i selve Willumsens magiske prosa, som bæres af en kærlig satire, der løfter, om det så kun er for et kort øjeblik, det skæbnesvangre til en lethed, som kun den bedste litteratur formår. Det er virkelig værd at læse Dorrit Willumsens Nær og fjern.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu