Interview
Læsetid: 4 min.

Meditation i en grum virkelighed

Kunsten må gerne leve parallelt med verdens gru uden nødvendigvis at forholde sig til den, mener festivalaktuelle Kaija Saariaho. Med statiske plateauer af fascinerende teksturer og changerende farver skaber den prisvindende finske komponist sin egen virkelighed
Kultur
28. januar 2016
Den finske komponist Kaija Saariaho kombinerer klassiske instrumenter med elektroniske. ’Det elektroniske tillader mig at skabe særlige rum og at skabe noget, der ikke kan gøres med instrumenter,’ siger hun.

Den finske komponist Kaija Saariaho kombinerer klassiske instrumenter med elektroniske. ’Det elektroniske tillader mig at skabe særlige rum og at skabe noget, der ikke kan gøres med instrumenter,’ siger hun.

Ditte Valente

Som barn krammede hun sin hovedpude, som der kom musik ud af. Det troede lille Kaija, at der gjorde, når hun forestillede sig toner og lyde. Når hun om aftenen ikke kunne falde i søvn, bad moren hende så om at ’slukke’ for puden. 

Nu er Kaija Saariaho 63 år og er den største finske komponist siden Sibelius og tidens mest feterede kvindelige partiturkomponist. Hun har boet i Paris siden 1982, men er lige nu i København som hovedkomponist ved første lancering af Njord New Nordic Music Biennale, der kører fra i dag til på mandag.

Kort efter ankomst fra Københavns Lufthavn pendler hun imellem prøver i Dansehallerne i Carlsbergs tidligere mineralvandsfabrik på Vesterbro og så KoncertKirken på Blågårds Plads.

Hun er vant til at være efterspurgt og kender også værdien af presseomtale, så hun afser 20 minutter til journalisten.

Tunge priser er blevet en vane for hende: den tyske Prix Ars Electronica i 1989, Nordisk Råds Musikpris i 2000, den amerikanske Grawemeyer Award i 2003, Sonningprisen i 2011 og den svenske Polar Music Prize 2013. Hvordan påvirker denne opmærksomhed?

»Det foruroliger mig. Selvfølgelig er der noget positivt ved det. Men det sværeste er at få ro til at komponere. Jeg holder af et enkelt og rutinepræget liv, hvor jeg står op om morgenen for at komponere, hvilket er blevet vanskeligere at finde plads til. På den anden side er jeg så glad for at være i København og opleve de fantastiske musikere til alle Njord-koncerterne.«

Fransk og tysk inspiration

I Dansehallerne holder det finske specialensemble Avanti! og pariservokaltruppen La Chambre aux Échos prøve på Saariahos oratorium La Passion de Simone. Værket bygger på aktivisten og mystikeren Simone Weils skrifter og liv, der endte i en alder af 34 – måske som følge af en sultestrejke i sympati med de hårdt prøvede under Anden Verdenskrig.

Musikken mediterer i ulmende plateauer af vekslende tætheder, farver og intensiteter, ofte så taktilt, at man næsten kan save igennem teksturerne, mens fløjter, celeste og rørklokker glitrer øverst. Det sanselige og det kommunikerbare er varemærker for Saariaho, hvilket ikke er selvfølgeligt, da hendes kompositionslærer i Freiburg, Brian Ferneyhough, var svoren tilhænger af kompleksitet.

I 1982 begyndte hun at tage computerkurser i Paris og endte med at flytte dertil og stifte familie. Den franske mentalitet stod i modsætning til den mere direkte og fåmælte finske, men byens størrelse gjorde, at hun følte sig friere og mindre sat i bås med sit køn og fag. Æstetisk stod mange af de franske komponister også for noget andet end postserialismens utilgængelighed.

»Friskheden i Gerard Grisey og Tristan Murails musik gav mig selvtillid til at fortsætte i mit eget spor. Jeg følte hele tiden, at målet med min musik er, hvad vi hører – målet skulle ikke være en intellektuel konstruktion, der kun lever på nodepapiret. Jeg har lært af Debussy og faktisk af fransk musik fra alle perioder, men endnu nærmere står hele den tyske tradition og dens religiøse aspekt for mig.«

Klassisk møder computeren

Ved det legendariske institut for elektronisk musik og akustik IRCAM i Paris fik Saariaho smag for at lade de klassiske instrumenter møde computeren – og høstede hurtigt hæder for det. I Verblendungen (1984) for orkester og bånd rasler hvid støj som sølvpapir, mens jordrystende klangklumper truer destruktivt; indtrykket er heftigt, men til at følge med i.

I det middelalderinspirerede Lonh (1996) om langdistancekærlighed syder det med cikadelyde, mens sopranen taler og synger, og undervejs bliver hendes stemme udsat for forstærkning og rumeffekter. Det elektroniske optager stadig Saariaho, hvis femte opera med få medvirkende og en masse electronica har premiere til marts.

»Det elektroniske tillader mig at skabe særlige rum og at skabe noget, der ikke kan gøres med instrumenter. Ofte bruger jeg naturlyde – for mig er det musik, nogle af de smukkeste lyde kommer fra naturen!«

Landskabets farver, konturer og lugte optog hende fra barnsben, især sommeropholdene ved morens fødeby Särkisalmi i det østlige Finland gjorde varige indtryk.

»Jeg tror, der er en forbindelse mellem forskellige sanser. Når jeg begynder at forestille mig min musik, især angående orkestreringen eller særskilte instrumenter, forestiller jeg mig grader af lys eller forskellige teksturer og nogle gange forskellige farver. Vi plejer at adskille sanseorganerne, men jeg har en fornemmelse af, at der er masser af forbindelse. Nogle gange har jeg en følelse af, at en bestemt musik har en særlig lugt.«

En komponist har kaldt klassisk musik for en rosenhave med høje mure om. Han sagde det ikke, men kunne skydes i skoen at mene, at denne musik er harmløs og ikke forholder sig til livets barske realiteter. Hvad med hos Saariaho – alt den sanselighed og transcendens, bliver det ikke lidt for eskapistisk?

»Hvorfor skulle det være fra det virkelige liv? Virkeligheden har vi jo, så vi bør tilbyde noget andet, ikke nødvendigvis en rosenhave. Nogle elsker roser og har behov for den skønhed,« siger hun stilfærdigt.

»Jeg føler ikke, at min musik er en smuk ting, der er afsondret fra virkeligheden. Jeg bor i virkeligheden, og den vil jeg forstørre. Men bringe grimme ting ind for at minde os om, hvor grusom virkeligheden kan være – har vi egentlig brug for det? Det rå har vi hele tiden og i rigelige mængder – vi er for informerede. Vi har også brug for at tale om empati, kærlighed og meningen med vores liv på andre måder. Det er det, jeg prøver på.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Michael Kongstad Nielsen

Hvad med at skrive lidt om musikken, frem for om personen, priserne og glimmeret.