’Mennesket fremstår som et centralt væsen, som konstant befinder sig på kanten af sig selv’

I den antropocæne tidsalder har den menneskelige aktivitet en kolossal indflydelse på verdens beskaffenhed. Men det mægtiggjorte menneske føler sig ofte afmægtigt, og det er nødvendigt med en radikal ændring i tænke- og handlemåden, proklamerer otte humanistiske forskere
Skovbrand i Alaskas Bogus Creek i juni sidste år. Alaska er stærkt påvirket af klimaforandringerne - et af de problemer, der kan få mennesker til at føle sig afmægtige. Det påpeger otte forskere i en ny bog.

Skovbrand i Alaskas Bogus Creek i juni sidste år. Alaska er stærkt påvirket af klimaforandringerne - et af de problemer, der kan få mennesker til at føle sig afmægtige. Det påpeger otte forskere i en ny bog.

Matt SnyderAlaska Division of Forestry
27. januar 2016

»Verden er menneskeskabt,« skriver filosoffen Sverre Raffnsøe, den idérige hovedmand bag den digre og ambitiøse antologi Den humane vending, der ønsker at ruske op i den offentlige, samfundspolitiske og videnskabelige debat og betænke det faktum, at mennesket har fået en ny betydning som afgørende faktor for verdens fremtid.

Antologien er et manifestresultat af det treårige forskningsprogram under samme navn og støttet af Velux Fonden, der har haft et prisværdigt og generøst øje for, at humanistisk grundforskning ikke bør udsultes eller kan nøjes med at skulle fungere som en udskældt kastebold for kortåndede (forsknings-)politiske vinde.

Permafrosten tør, selv om ’den’ ikke ’ved’, hvorfor den gør det, og om olien og skifergassen skal hives op fra undergrunden og kommercialiseres, har naturens slumrende råstoffer ingen indflydelse på. Dertil kommer, at det også er mennesker, der opretter nationalparker, holder COP21-møder, skræmmes over smeltende gletsjere og regulerer sit ’samkvem’ med jordens planter, dyr og ressourcer via miljø-, industri- og landbrugspolitik. Raffnsøe fortsætter:

»Selv de mest radikale naturnedslag på kloden forstås nu som begivenheder, der også indgår i og tilhører den humane ansvarligheds sfære, i og med at de ikke blot har karakter af umedieret natur, men indgår i en horisont af virkninger, der i høj grad er menneskeligt modificerbare.«

Læs Informations interaktive feature: Naturen vender tilbage

Ikke uden grund er geologerne derfor begyndt at tale om vores tid som den antropocæne epoke, for den måde, vi er mennesker på, har ikke bare indflydelse på det sociale liv på klodens overflade, men på selve kloden. Således hvirvles natur og kultur ind i hinanden som uskelneligt marehalm, og menneskets handlinger og verdens kvalitative beskaffenhed filtres sammen.

Mennesket kan ikke længere nøjes med at forstå sig selv som en ikke involveret, uanfægtet, ekstern og suveræn betragter – endsige som en råstofudnytter eller naturromantiker. Der må både tænkes anderledes og handles anderledes, lyder de otte forfatteres budskab i Den humane vending. Ud over Sverre Raffnsøe drejer det sig om filosofferne Morten Raffnsøe-Møller, Uffe Juul Jensen, Rasmus Johnsen og Marius Gudmund-Højer, antropologerne Kirsten Hastrup og Cathrine Hasse og litteraturforskeren Anne-Marie Mai.

Kosmologisk forskydning

I idéhistorisk forstand bærer samtiden præg af en tredje kopernikansk vending, der ifølge Raffnsøe får »den humane vending til at fremstå som et resultat af en afgørende vægtforskydning i retning af mennesket«. Den første kopernikanske vending har fået sit navn efter den polske astronom Nikolaus Kopernikus, der i sit værk Om Himmelsfærernes omløb fra 1543 dokumenterede, at jorden drejede rundt om solen og ikke omvendt. Således blev det geocentriske verdensbillede med tiden udskiftet med et heliocentrisk ditto.

Den anden kopernikanske vending drejede sig om den tyske filosof Immanuel Kants revolutionerende tænkemåde, der ca. 250 år senere satte menneskets erkendelseskraft og fornuft i centrum som de afgørende forudsætninger for vidensproduktionen.

Læs også: Plastik fantastisk?

Den tredje kopernikanske vending drejer sig om, at menneskeheden på en og samme tid tvinges til og må genbesinde sig på sin egen indlejrethed i verden og kosmiske ansvar for livet. Menneskets og verdens skæbne er nært forbundne ’størrelser’, hvorfor mennesket må øve sig i på én gang at decentrere det menneskelige subjekt, samtidig med at det må reflektere over sit centrale og uundslippelige ansvar. Mennesket må oplyse sig selv og alle politiske beslutningstagere og videnskabelige aktører om, at det »for alvor er blevet en velvoksen størrelse i forhold til klodens øvrige liv«, som Raffnsøe pointerer, hvorefter han opsummerer sin og antologiens bærende tese:

»Med den humane vending indtager mennesket i stigende grad en central placering uden dermed at udgøre det absolutte centrum. Samtidig med at mennesket fremstår som et centralt væsen, befinder det sig konstant på kanten af sig selv.« Oplysningen må så at sige genoplyses. Kant formåede at se og tænke på en ny måde; men vi må ikke nøjes med at gå i hans fodspor.

Mægtiggjort og afmægtigt

Mennesket er blevet en kolossal kraft i verden, på én gang en mægtiggjort faktor og en afmægtig størrelse. Tvivlrådigt ser mennesket til, mens det ødelægger kloden og mærker effekterne af temperaturstigningerne og det altforheksende, globalt dominerende økonomiske vækstparadigme. Derfor må de tankeinvitationer, der serveres med lind hånd i Den humane vending, modtages med kyshånd.

Men spørgsmålet er, om begrebet og ikke mindst forventningerne til ’det humane’ ikke kommer til at blive overophedet. Der synes i hvert fald at knytte sig alt for store forhåbninger til det noget luftige og paraplyagtige begreb. Dertil kommer, at mennesket jo ikke eksisterer som en abstrakt størrelse, eller at menneskeheden er et tænkende og unisont subjekt.

Ret beset drejer det sig om, at en række politiske, institutionelle og produktionsmæssige logikker må transformeres radikalt, hvis ikke klodens liv skal komme endnu mere ud af balance. Således undrer det mig, at Den humane vending nedtoner og slet ikke næranalyserer de systemiske, magtmæssige og ulighedsfastholdende kræfter, der altid må medtænkes, når ’det humane’ skal finde sine kommunikative og praktisk handlemæssige ben at stå og, endnu mere udfordrende, at gå på.

Det er rigtigt set, som Raffnsøe skriver i »Humanioras produktive kriser – Den humane vending i sit videnshistoriske landskab«, at det humanvidenskabelige hovedområde afkræves samfundsrelevans i disse år, og at viden om menneskearten, dens adfærd og måder at forholde sig på ikke længere søges »som et mål og som en værdi i sig selv«; men spørgsmålet er, om prisen for, at humaniora velvilligt giver sig til at bidrage til en ny inter- og tværvidenskabelighed om ’det humane’, kan blive for høj.

Således undrer det mig eksempelvis, at Sverre Raffnsøes og Rasmus Johnsens artikel »Menneskelig motivation og værdiskabelse – Den Humane vending inden for ledelse og organisation«, der på forbilledlig vis giver læseren et slidstærkt historisk overblik over virksomhedernes udnyttelse af den menneskelige muskel- og tankekraft, ikke på noget tidspunkt føler sig kaldet til at tænke kapitalisme- og samfundskritisk.

Et par forkølede afrundende sætninger om, at moderne ledere ofte kan klandres for at give det arbejdende menneske »utilstrækkelige muligheder for selvrealisering« på de moderne arbejdspladser, tyder ikke på, at de to forfattere har blik for de fundamentale modsætninger og konflikter, der hersker inden for kapitalismens (h)jern(e)industri og konkurrencestatens forvaltningsapparat, hvad enten disse måtte ’beskæftige’ sig med olieudvinding, svineproduktion, ledelsesrådgivning, etablering af læringsmålstyringsmaskiner eller implementering af evalueringskontrolsystemer.

Hvis Den humane vending ikke har blik for menneskets reduktion til human kapital og ikke kortlægger de fundamentale økonomiske, ejendomsmæssige og politisk visionsløse forhindringer, der synes at være for, at menneskeheden kan træde i karakter som en selvkritisk, nænsom, ansvarlig, bæredygtig art, så risikerer hele projektet desværre at blive til wishful thinking.

PS: Velux Fonden støttede også forskningsprojektet Humanomics: Mapping the Humanities, der bl.a. førte til udgivelsen af en meget omtalt antologi, redigeret af David Budtz Pederen, Frederik Stjernfelt og Simo Køppe, Kampen om disciplinerne. Viden og videnskabelighed, Hans Reitzels Forlag 2015 (se evt. overtegnedes »Opdateringsiver og blindhedsproduktion« i tidsskriftet Kritik # 215).

Marius Gudmand-Høyer, Sverre Raffnsøe og Morten Raffnsøe-Møller (Red.): ’Den humane vending: En antologi’. Aarhus Universitetsforlag. 440 sider, 399,95 kr.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen

Immanuel Kants valgsprog: "Hav mod til at betjene dig af din forstand" (1784), er så aktuelt som aldrig før. Man kan nok sige, at vi har brug for en ny "oplysningstid", og det er ikke forbudt at lade sig inspirere af Kant. Skismaet "mægtiggjort og afmægtigt" havde man også i slut-renæssancen og oplysningstiden, hvor religionen stod én i vejen for at bruge sin forstand. I dag er det økonomien, der står i vejen. Hvor oplysning dengang var "menneskets udgang af dets selvforskyldte umyndighed", er omstilling det i dag. Omstilling er den faktiske og fysiske, parret med den mentale, jf. forfatternes: Den humane vending

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Niels Nielsen

Michael Kongstad Nielsen, Kant var faktisk selv religiøs og troede på protestanternes gud. Men han mente ikke, at det var nødvendigt at tro for at kunne have en etik og moral, det var ifølge ham tilstrækkeligt at bruge sin forstand. Så dit citat er lidt misvisende, hvis du mener, at Kant var anti-religiøs. Det var han ikke.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen

Kære venner, jeg ved ikke så meget om Kants forhold til religion, men tiden havde et forhold til religion og en trang til oplysning. Og de to ting hang ikke altid sammen. Mennesket kunne føle sig mægtig og afmægtig på samme tid, men Kant formulerede, at ved at tage fornuften i brug, kunne man gøre sig myndig, trods naturens, guds og udenforstående kræfters dominans. Mennesket må frigøre sig, også fra de økonomiske kræfter. Det var det, jeg mente

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for odd bjertnes

Min umiddelbare tanke ved denne artikel bar egentlig (og tag det nu ike så nær) - at det her med at forny den almindelige kristne 'trosbekendelse's egentlige indhold og implikation til et moderne oplysningssprog, så bliver det et digert værk, og ikke særlig umiddelbart fatteligt for det enkelte gennemsnitlige individ, der ligesom skulle være i centrum i 'menneskets religion'.
Men lykke til me'edda .. :D

anbefalede denne kommentar