Læsetid: 7 min.

MOVE ON

David Bowie var ikke bare musiker, hans værk er også udtryk for vild poesi. Thomas Boberg ser tilbage på den nu afdøde kunstner og hans betydning for en generation af danske digtere
David Bowie gav koncert i København i 1978. Her får Michael Strunge (t.v.) en autograf af sit idol

David Bowie gav koncert i København i 1978. Her får Michael Strunge (t.v.) en autograf af sit idol

Johnny Bonne

16. januar 2016

Sons of the silent age
Stand on platforms
blank looks and notebooks
– (Sons of the Silent Age, 1977)

Jeg kan ikke forestille mig Bowies tekster uden hans stemme. Det der store rum, som man træder ind i, det øjeblik stemmen åbner. Vi har alle vores specifikke oplevelser med Bowie, os, der er vokset op med hans musik, men også de yngre generationer.

Min søn, som er 25 år, har lyttet intenst til Bowie og har oplevet og tolket hans tekster på sin måde. Jeg mener, at jeg gav Bowie videre til ham, og på et tidspunkt hørte han ikke andet, indtil jeg prakkede ham Dylan på. Han synger jo ikke godt som Bowie, mente han i første omgang, men pludselig en dag kunne jeg høre musikken fra hans værelse, Dylan blev en del af hans liv, som han er en del af mit liv.

Men vi oplever det forskelligt. Min søn lytter til, oplever og formes af tidens musik, mens jeg har haft mine, hvad skal man sige, skelsættende oplevelser og erfaringer med rockmusikken, dengang hvor man var pivåben, og det flyttede ind i en og var med til at danne ens bevidsthed. Jeg kunne jo af gode grunde heller ikke opleve Dylan som en del af den tid, hvor han var med til at frigøre utrolig stærke energier. Bowie er en anden historie. Han er min tid.

Den store inspirator

I 1980 befandt jeg mig midt i forsøget på at skrive, at skrive poesi. Jeg var kommet til sagen lidt senere end de såkaldte firserdigtere. Som jeg på én gang var fascineret og frastødt af. Bowie som den store inspirator, og linjen tilbage til symbolisterne, først og fremmest Rimbaud. Det var i den linje, Strunge var udspændt, og han havde ikke den mindste betænkelighed ved at parafrasere, citere eller direkte planke fra forbillederne:

Speed of life/Livets hastighed, Turn and face the strange fra Changes (1971) er åbningscitatet til Livets hastighed (1978), Fremtidsminder (1980)/»Future Legend« (Diamond dogs, 1974) Sweet name, you’re born once again for me … (Station to Station, 1976) som indgangscitat til Ud af Natten (1982), eller i hans, formoder jeg, sidste værk, Verdenssøn (1985), »Always crashing in the same car« (Low, 1977)/Altid drømmen om at køre galt, etc.

Bo Green Jensens Requiem & Messe (1981) citerer »Sons of the silent age« og skriver det ind i sin egen mytologi, »Guder og insekter er de/ Sønner af den tavse tid«.

Søren Ulrik Thomsen skriver om sit forhold til Bowie i essayet »Farvel til det blå rum« (1990), som indledes med Bowies ord, Blue, blue, electric blue fra »Sound and Vision«.

Men ej skal det glemmes, at Klaus Høeck og Asger Schnack er helt jævnaldrende med Bowie, i 1980 udgav de Bowie Bowie, her et lille fragment af Klaus Høeck:

David Bowie.
Lille junkie. Lille bastard.
med din digtnings leukæmi.
Lille ridder af den
lyserøde strudsefjer.

Slå englen ned

Kulturen er et supermarked, hvor man tager, hvad man har brug for, sagde Strunge. Egentlig er det vel gældende til enhver tid, og et udmærket signalement af en postmodernistisk metode, og som i den grad læner sig op ad Bowie, fordi han gennem sit kunstnerjegs kontinuerlige forvandlinger praktiserede dette.

Men lige netop den tidsånd kunne også føles kvælende. Bo Green Jensen, som var noget mere klassisk litterær og Eliot-modernistisk, samplede også lystigt derudad. Og Klaus Lynggaard har heller ikke lagt skjul på sin Bowie-fascination.

Selv ville jeg undgå glitrende neonmetaforer, fordi det var så massivt – jeg oplevede det egentlig allerede som kliché, men ikke en konstruktiv en. For naturligvis handlede det også om klicheer, at genopfinde dem, så de fik nyt sitrende liv. Det var også firserne. Og jeg havde et stiltiende motto: Så snart en engel dukker op i dit digt, så slå den ned med det samme. Jeg brød mig ikke om den her englemytologi, som helt sikkert også er en Bowie-inspiration, fordi hele atmosfæren var gennemsyret af den, f.eks. Pia Tafdrups debutsamling, Når der går hul på en engel (1981).

’You know who I am,’ he said
The speaker was an angel
He coughed and shook his
crumpled wings
Closed his eyes and moved his lips
’It’s time we should be going’
– (Look Back In Anger, 1979)

Det handler jo om at finde sit sted, at være den, man tror, man er på et givent tidspunkt, og den, man er, er også delvist en konstruktion, i hvert fald når man skriver digte. Den, man er i sine digte, er jo under alle omstændigheder en persona bygget af ord. Alligevel sneg Bowies kunst sig ind i min første bog, Hvæsende på mit øjekast (1984). Sons of the silent age blev til »jeg er fundet af stille børn i en stille by/ der søvnigt, regelmæssigt spiser græshopper kogt i mælk«, eller når englen så dukkede op, var det i form af negation: »Chaufføren i den ramponerede bus var ingen dødsengel«.

En rejsende

Bowie, hans musik og hans ord var det her enorme rum, som jeg også helt alene kunne danse i, når jeg derhjemme i Kongedybet ude på Amager forsøgte at sætte mig op til at skrive. Men jeg skulle ikke have noget af at gendigte eller oversætte hele sange og parafrasere dem, det ville være poetisk selvmord, det ville være som always crashing in the same car. Det handlede om at finde sit sted, og selv om man er påvirket af tusind ting, selv om Bowie er selve tidens gulv, så måtte man i mit tilfælde bryde op og rejse over alle bjerge.

Men sangene fulgte med, som løsrevne fragmenter, for Bowie var en rejsende, og når han sang »Heroes«, hørte jeg ekko af Rimbaud. Og når jeg skulle af sted, var det også med Lodger og »Move on«:

Sometimes I feel the need to
move on

So I pack a bag, move on, move on
Well, I might take a train or sail
at dawn
Might take a girl, when I move on,
when I move on
Somewhere, someone’s calling me
when the chips are down
I’m just a traveling man maybe it’s
just a trick of the mind, but
Somewhere there’s a morning sky
bluer than her eyes
Somewhere there’s an ocean
innocent and wild

Måske er dette også stor poesi, men jeg kan ikke læse det uden at høre stemmen. Den stemme, som var mulighedernes og tidens utrolige luksus. Bortset fra Dylan og Lou Reed og muligvis Patti Smith, kender jeg ingen anden rockpoet, der med ord og musik fører så direkte ind i kunsten og poesien, eller eksistensen kunne jeg også sige.

Det er et spørgsmål om, hvornår man stifter bekendtskab med noget, og dette noget prenter sig ind i en, fordi man er åben som en uskrevet bog. Sådan er det med enhver ungdom i enhver tid. Dan Turéll oversatte og tolkede sin tid, han tog beatgenerationen og gjorde den dansk, for en mere dansk digter end Dan Turéll har jeg svært ved at forestille mig. Alligevel er hele grundlaget for hans værk en form for import (det er i øvrigt interessant at tænke over, når man prøver at forestille sig ’danskheden’), men jeg mærker ikke den samme identifikationslængsel, Dan Turéll kunne bruge Ginsberg, men forblev Dan Turéll, også selv om han undertiden oversatte direkte. Strunge smeltede sammen med sine idoler på en narcissistisk måde, hvilket ikke nødvendigvis her er ment som en kritik – jeg ser det snarere som et tidstegn. Eller som »Ziggy Stardust«: Making love with his ego, Ziggy sucked up into his mind.

Den udødelige

Pia Juul (debut i 1985 med Levende og lukket), som jeg føler mig forbundet til, har så vidt jeg ved ikke noget mellemværende med Bowie.

Niels Frank rensede fuldstændig ud med sin første digtsamling, Øjeblikket (1985), en slags skøn minimalisme næsten blottet for omverden, selv om han sagde, at man ikke kunne komme længere ind i Aarhus med den bog.

Men underligst og måske sværest må det have været for Morti Vizki (debut 1984), han kom fra provinsen til hovedstaden som det unge geni, gudesmuk, som en slægtning til Bowie, han skulle ses og høres, han kunne synge, jeg så ham fyre den af i Ungdomshuset i 1985, my boots are wet from the rain, sang han. Morti var mindst lige så besat af Bowie som Strunge, men han måtte gå til det på en anden måde i forsøget på at forløse sit store digteriske talent. Han lagde musikken på hylden, og jeg ved, at det var en stor smerte for ham. »Jeg kan ikke tjene to herrer«, sagde han engang.

Nu er den historie imidlertid forbi. Det har den været længe, men Bowies død kom alligevel som et chok, hvad ellers? Han var en stor del af utrolig manges liv, han var med til at forme mit. Han var den udødelige, altid i forvandling. Nu blev han en af dem, they never die, they just go to sleep one day. Bowies værk er til enhver tid udtryk for vild poesi. Og turn and face the strange gælder. Time to move on.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu