På dine sko skal vi kende dig

Jeg har tre par sko. Dem, jeg bruger, dem, min hustru siger, at jeg ikke må bruge uden for hjemmet, fordi de virkelig er for slidte, men som jeg heller ikke vil smide ud, for de er vældig behagelige, og endelig ’de pæne sko’
Jeg har tre par sko. Dem, jeg bruger, dem, min hustru siger, at jeg ikke må bruge uden for hjemmet, fordi de virkelig er for slidte, men som jeg heller ikke vil smide ud, for de er vældig behagelige, og endelig ’de pæne sko’
iBureauet/Mia Mottelson
16. januar 2016

Den skotske rockguitarist Mark Knopfler kom for mange år siden til at røbe i et interview, at han kun ejede et eneste par sko. Dem, han tog på om morgenen, dem, han gik rundt i hele dagen, dem, han rejste verden rundt i og dem, han havde på, når han optrådte. Intervieweren – eller interviewerne, var det vist – havde svært ved at tro på ham. Han var jo stjerne, mangemillionær formentligt, kunne det virkelig være sandt? Men det var det, forsikrede guitaristen. Og den vistnok ret generte mand var slagfærdig nok til at tilføje, at han skam også kun ejede et par fødder. Sådan er der så meget – og så meget forskelligt. Hvem husker ikke Imelda Marcos og hendes hundredvis af sko, der væltede ud af hendes skabe, da hendes dage som fru Diktator var ovre.

Personligt har jeg lige gjort min egen beholdning af sko op. Jeg har tre par. Dem, jeg bruger, dem, min hustru siger, at jeg ikke må bruge uden for hjemmet, fordi de virkelig er for slidte, men som jeg heller ikke vil smide ud, for de er vældig behagelige, og endelig ’de pæne sko’. De er meget lange, men på trods af det er de faktisk gode at gå i. Man mærker dem ikke, når man har dem på. Undtagen lige når man skal gå op og ned ad offentlige trapper, på togstationer f.eks. Så er de så lange, at man må gå på skrå. Jeg har kun forbandet dem en eneste gang, nemlig engang jeg skulle bestige trappen op til den finske rigsdag. Man begynder forneden, hvor der står en statue af en mand, der ligner en gris – og også hedder noget lignende – og så er det bare med at kante sig opad. Når man så skal ned igen, er det decideret farligt, man er lettet, når man endelig når gaden. Goddag igen, hr. Svinehoved, siger man til statuen. Den svarer ikke, den stirrer bare gnavent og vældig finsk på én.

Hævede fødder

Men ellers, som sagt, er jeg glad for mine pæne, lange sko. Af mærket Ecco, men ikke pædagogmodellen – firmaet gør sig også i elegance. Jeg har kun set én anden gå med så lange sko, nemlig kritikeren Jens Kistrup. Han havde meget lange fødder, det har jeg egentlig ikke, det er kun min pæn­skomodel, der får det til at se sådan ud. Jeg gik lige bag Kistrup op ad en trappe engang på teatret Svalegangen i Aarhus. Han måtte i den grad gå på skrå, det så helt livsfarligt ud. På den anden side virkede det, som om han var vant til det.

Hvad koster et par sko egentlig, lange som korte? Man kan sagtens få dem for under to tusind, også uden at føle sig fattig. En anden gang, jeg skulle til Aarhus, havde jeg købt et par, der faktisk kostede deropad. De var vældig smarte og påkaldte sig husets ungdoms beundring. Men mine fødder hævede af dem, hælen blev klemt. Så længe jeg var i Aarhus, lagde jeg ikke mærke til noget – jeg havde bl.a. travlt med at drikke øl sammen med Peter Laugesen (nej, hvor der namedroppes her!). Men da jeg kom hjem, kunne mine fødder ikke mere. Jeg måtte forære skoene til en af døtrenes daværende kæreste. Og jeg lyver ikke: Jeg havde ondt i fødderne, især i den ene, i et halvt år derefter. Jeg kom til at tænke på Mark Knopfler (igen!). Det er sgu nok derfor, han kun har et par sko, tænkte jeg. Han har sarte fødder.

Påfaldende fodtøj

Jeg kan huske de mærkeligste ting om folk, jeg møder. Først og fremmest husker jeg deres stemme, dens klang og det sprog, de taler, f.eks. resterne af en dialekt måske. En pudsig udtale af visse ord. Læspen, når de bliver ivrige. Jeg lægger ikke helt så meget mærke til detaljerne i deres udseende. Jo, om håret er kort eller langt, men ellers ikke noget om frisuren. Ansigtet, jo, ansigter husker jeg ret godt. Tøjet lægger jeg også mærke til, i alt fald bemærker jeg det, hvis de har noget andet på næste gang, jeg møder dem. Men skoene? Aldrig nogensinde, faktisk, kun lige ved særlige omstændigheder, som da jeg gik bag Jens Kistrup på vej op ad trappen i Aarhus. Eller hvis fodtøjet på en eller anden måde er meget påfaldende, som det f.eks. engang var tilfældet med afdøde Jannick Storm. Han havde bare fødder i sandalerne, men når jeg lagde mærke til det, var det kun, fordi han havde lakeret sine tånegle grønne. Eller en anden gang, hvor en lyriker (nu kan det være nok med det namedropperi) havde knaldrøde sportssko på. Det var til en begravelse i øvrigt. Han var selv ked af den opsigt, skoene vakte. Men det er det eneste pæne par, jeg har, forklarede han.

En kollega har forklaret mig, at det er en meget stor fejl, når man ikke lægger mærke til folks sko. Som eksempel pålagde han mig altid at lægge mærke til en tredje kollegas fodtøj. Altid relativt nye sko, altid nypudsede. Jeg gjorde, som han sagde, næste gang jeg så kollega 3, så jeg ned på hans sko. Jo, de var nye og nypudsede. I december måned, i Københavns sjap, at han dog gider, tænkte jeg. Og jeg syntes ikke rigtig, det sagde noget særligt om ham. Han er en mand, der i det hele taget altid er ret velklædt. Mine egne sko var for resten begyndt at tage vand ind – det irriterede mig. Så måtte jeg jo snart købe nye. Jeg er ikke nærig, men det irriterer mig at skulle købe nyt. Sådan er det bare. »Og hvad så?« spurgte jeg kollega 2. Nu har jeg set det, hans sko er nye og nypudsede, hvad skulle det sige om ham?

Det siger alt om ham, sagde kollega 2. Han er ærgerrig. Og hvis man er det, skal fodtøjet være i orden. Altid. Ikke for billige sko, altid nypudsede. Hvad så med Mark Knopfler? tænkte jeg. Men jeg sagde ikke noget.

Sko?

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Kommentarer

Brugerbillede for Maj-Britt Kent Hansen

Nypudsede lædersko er et særsyn. Måske er det længe siden, at BVN har været en tur med offentlig transport - f.eks. i København. Kendetegnende for fodtøjet er nemlig, at der stort set kun bæres grimme, spraglede sko af sneakerstypen.

Et godt sted at iagttage fodtøj er i bussen ved stoppestederne omkring Hovedbanegården i København. Her stiger 57 par sneakers - flest billige, færrest dyre og så måske et enkelt par (nypudsede) lædersko på bussen.

Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen

Tænk at skulle tage helt til Helsingfors for at finde en offentlig trappe, som man ikke kan gå op af, fordi man har for lange sko på. Nej - den historie og skoene passer godt sammen, lige langt ude, så at sige. For mig at se er mænd med lange sko en krydsning mellem Copenhagen Business School og lidt for pyntede parfume freaks. Jeg mener, hvad skal længden gøre godt for, når tæerne ikke når derud? Det kunne være en variation over de spidse albuer, med tåspidserne baner man sig vej gennem mængden, figurligt talt selvfølgelig, men litteraten V. Nielsen vil gerne gøre sig bemærket med såvel det finske parlament som de lange sko. I den sammenhæng er namedropping en nebengesjæft, der ikke skal overdrives, for den kunne nemt tage glansen fra kalorius og Imelda.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jan Weis

Mysterier
Hvorfor har Naturen egentlig indrettet sig således, at det kun er primater af den kvindelig menneskerace, der bl.a. bliver sko-fetichister – den maskuline naturvidenskab, uanset disciplin, er endnu ikke lykkes at komme op med en troværdig teori, men måske er det derfor, altså på grund af sko-bjergene, at kvinders hensigter mange gange er så lidet kendte i al deres charmerende mangfoldighed – og hvorfor er hr. arbejder- og proletarforfatter Vinn bare gift med en hustru og ikke en kone … ;-)

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Trond Meiring

Der findes også mandlige "skofetichister", f.eks. er Tom Waits en erklæret sådan.
Men Mark Knopflers rationelle holdning er nok mer almindelig, eller noget derimellem.
Gandhi ejede et par sandaler, i tilleg til sine briller, et lendeklæde og en rok.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Søren Lystlund

G ikke SL
Min gamle bestefar havde to par lædersko, et par sorte og et par brune, begge med lædersoler. Han fik ikke andre sko i den tid jeg kendte ham, til han døde. Han havde til gengæld mange par lave gummistøvlesko. Dem fik han købt med mellemrum. Gummiskoene gik han altid med. Han var landmand.
De brune lædersko brugte han om torsdagen hvor han spillede vist og bridge sammen med min mormor og et andet ægtepar. De sorte lædersko blev kun brugt til begravelser.
Det må siges, at være nøjsomt.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Trond Meiring

Det er ikke så længe siden, at skomageri var et viktigt og respekteret håndværk, og sko ikke var en masseproduceret forbrugsvare. "Nu har du trådt dine barnesko, og ind i de voksnes rækker", som man stadig klisjeaktigt siger ved konfirmationer, var nok førhen alvorligt og mere konkret ment. Så fik man foræret et gebis, samt sko for resten af sit korte, hårde og syndige liv på jorden. Før man stillede træskoene for stedse.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Søren Lystlund

G ikke SL
Jeg har også lagt mærke til at jeg staver forkert når jeg arbejder over. Overarbejde gør en dum. Det hedder vist whist kommer jeg i tanker om og det hedder skosåler.
Om forladelse.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen

Maj-Britt - min mand er jo en afkortning af min ægtemand, og på engelsk "my husband". Da angelsaksisk er så eftertragtet i disse år, skulle det ikke undre mig, om danskere i deres higen efter engelsk og moderne victoriansk familie moral vil lægge sig fast på "min husbond"

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen

Jeg tror disse ord for sammenhold mellem mand og kvinde er så gamle, som de indoeuropæiske. Altså kunne vikingerne ikke lære Old englænderne noget. Viv er det samme på alle old- sprog i det nordlige Europa. Vifa kommer af "omhylde", og hører til samme rod som "vife" - jf. "frue".

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Trond Meiring

Fra Wikipedia : "Hustru stammer fra oldnordisk. Det er udviklet af ordet husfrue, der stammer fra fællesnordisk husfrø. Betegnelse for familiens husmoder eller mandens kone. Nu oftest anvendt i mere højtideligt sprogbrug."
"Frue (fransk og anvendt i dansk dame). Af gammeldansk frughæ, der er et lån fra oldsaksisk frūa "herskerinde".
Kone kommer også fra oldnordisk "kona".

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Nanna Wulff M.

En gang i tidernes morgen, mens jeg vandrede rundt i en genbrugsbutik faldt jeg over et par meget fine, håndlavede hyttesko af det italienske mærke Bruno Magli. De passede, som var de lavet til mig. Jeg købte dem på stedet. Jeg har brugt dem rigtig meget, pudset og gjort ved og passet på dem. De er stadig meget smukke!

Med alderen er mine fødder dog blevet en anelse større, så nu 30 år senere kunne jeg godt gå med disse fine håndlavede sko, men de strammer og jeg kan ikke gå ret langt før mine fødder får kvalme.

Forfærdeligt! :-O

anbefalede denne kommentar