Paris er en fest, men hvilken?

Det parisiske natteliv er så småt kommet i gang igen efter lammelsen oven på terrorangrebene i november, og franskmænd har i det forløbne år tyet til en så løjerlig blanding som Voltaire og Hemingway for at finde tilbage til festen
Ernest Hemingway fotograferet sammen med Sylvia Beach foran dennes legendariske boghandel, Shakespeare and Company, i Paris i 1928.

Ernest Hemingway fotograferet sammen med Sylvia Beach foran dennes legendariske boghandel, Shakespeare and Company, i Paris i 1928.

The Granger Collection
16. januar 2016

To bøger skulle det forløbne år blive bestsellere efter terrorattentaterne.

Efter terrorangrebet på Charlie Hebdo og et jødisk supermarked januar 2015 var det en lille bog, der for længst var gået i glemslen, Afhandling om Tolerance af Voltaire, der pludselig solgte som varmt brød.

Den stod der blandt de blafrende lys ved statuen på Place de la Bastille, og snart blev den revet ned fra hylderne i boghandlerne. De hjemløse solgte den i metroen i stedet for deres hjemløseblade. Måske var det i første omgang blot titlen, der solgte, men det blev ved gennem hele året med flere hundredetusind eksemplarer.

Da det var spillestedet Bataclan og de parisiske fortovscaféer, der blev udsat for attentater i november, skulle det blive en helt anden form for værk, de læsende franskmænd tyede til: Ernest Hemingways Der er ingen ende på Paris, som den hedder på dansk.

På fransk er originaltitlen A mouveable Feast oversat til Paris est une fête (Paris er en fest). Den oprindelige titel refererer til de helligdage, der skifter dato hvert år. Men både på dansk og på fransk er titlen især blevet en hyldest til Paris.

For også her var titlen naturligvis oplagt, som protest mod terroren, men der skulle selvfølgelig nogen til at gøre opmærksom på det. Også dette begyndte med, at nogen havde placeret den blandt blomsterne og lysene ved Bataclan.

Det skulle så blive en lille video på nettet med en højst overraskende dame, hvis udtalelser gik viralt. Den franske tv-kanal BFM havde fanget hende, da hun lagde blomster ved Bataclan.

Der stod hun så, Danielle, en 77-årig dame, i sin kameluldsfarvede frakke med et sirligt lille tørklæde om halsen og nydelige, permanentbølgende rødlige krøller. Man ville måske have forventet, hun ville sige noget meget konservativt.

I stedet leverede hun en ekstremt velformuleret lille tale: »Det er meget vigtigt at lægge blomster for vore døde. Det er meget vigtigt flere gange her at se Hemingways lille bog Paris er en fest. For vi er en meget gammel civilisation, og vi bærer vore værdier højt. Vi er brødre med de fem millioner muslimer, som dyrker deres religion i al fredsommelighed, og vi vil kæmpe mod de 10.000 barbarer, som dræber og påstår, det er i Allahs navn.«

Senere fandt medierne atter frem til Danielle, der viste sig at være advokat, og som hele sit liv, forklarede hun, havde kæmpet for kvinders og andre undertryktes rettigheder.

Romantikken om Paris

Det er en ret løjerlig lille bogsamling, man har ved hånden med Voltaires lille skrift om tolerance og så Hemingways hyldest til Paris.

Voltaire går direkte i kødet på religiøs intolerance. Det er især tankevækkende, når det læses i dag: På Voltaires tid midt i 1700-tallet stod man stadig med resterne af overgreb fra katolikker mod protestanter. En protestantisk familiefar, Jean Calais, var i 1764 blevet udsat for et justitsmord, som også førte til hans henrettelse på hjul og stejle for mord på sin egen søn. Han skulle have slået sønnen – der rent faktisk begik selvmord – ihjel, fordi denne ville konvertere til katolicisme.

Voltaire tog så, både i denne lille bog og i virkeligheden, Jean Calais i forsvar. Det førte til Voltaires mange undersøgelser af tolerance og især intolerance og en lang opremsning af de grusomheder, kristne har begået mod hinanden. Ikke særlig mange ord om muslimer på det tidspunkt, men Bartholomæusnatten, hvor franske katolikker midt i det 16. århundrede besluttede sig for at udrydde protestanter, føltes ikke som så fjern en fortid.

Hemingways erindringer om sin tid i Paris i de tidlige 1920’ere er i en helt anden boldgade.

Den udgør indbegrebet af romantikken om Paris med den fattige forfatter, som slår sig ned i en hybel med sin unge kone, og i varmely på cafeer skriver sig til verdensberømmelse, mens den søde kone venter hjemme i hyblen. Det var i Paris, Hemingway skrev Og solen går sin gang, som udkom i 1926 og blev hans gennembrud.

Men alle disse små beskrivelser af tiden i Paris udkom først, efter at Ernest Hemingway tog sit eget liv i 1961. Papirerne havde ligget i en kuffert i kælderen på Hotel Ritz i Paris, som han først langt senere atter fik fingrene i. Han havde selv været i gang med at redigere erindringerne sammen, men måtte give op. Hvad var det for en historie, han i den forstand ikke formåede at skrive om sit eget liv?

Portrætter

Det skulle blive hans sidste kone, Mary Hemingway, der som hans litterære eksekutor udførte den sidste redigering. Hun fortæller rørende i den første udgave fra 1964, hvordan Hemingway fik skrevet disse noter rent og så rejste rundt i hele verden med dem for at gøre det til en bog. Fra Cuba over Idaho, til Spanien og tilbage til Cuba.

Det er da også et utrolig rigt opbud af senere så bekendte personager, Hemingway havde omgang med i Paris. Sylvia Beach, som ejede den så berømte boghandel Shakespeare and Company ved Seinens bred, blev omdrejningspunkt for det hele. Ægteparret Fitzgerald, Ezra Pound, Gertrude Stein og Alice B. Tokias for blot at nævne nogle og med James Joyce som det store dyr i åbenbaringen. Med kærlige portrætter af visse og virkelig ondskabsfulde af andre. Der står ikke megen kærlighed tilbage til Gertrude Stein, når sidste punktum er sat, og forholdet for altid er lagt på is.

For nylig er der så kommet en ny udgave, også på dansk, af Der er ingen ende på Paris. Den fulgte op på en polemik mellem litteraturforskere og forlæggeren om, hvilken rolle Mary Hemingway havde spillet eller ikke spillet i redigeringen af erindringerne. Havde Mary med vilje udeladt visse kapitler? Især dem, der handlede om hans tidligere koner, et lidt for begejstret kapitel om Hadley og historien om, hvordan Pauline trådte ind på scenen?

Den udgave, der nu læses i Paris, indeholder alt det gamle stof og lever på den vis op til alle de fantasmer, man kan have om et fattigt forfatterliv i Paris. Det er måske ikke mindst dette stof, som 77-årige Danielle har in mente, når hun anbefaler alle at læse Hemingway, dér på gaden i Paris.

Men den har også intet mindre en to, nej næsten tre forord – det ene af en af Hemingways sønner, som han fik med netop Pauline, det andet af et barnebarn. Kort sagt et stykke receptionshistorie. Og så er der ekstravignetterne, hvor Hemingway i en af dem selv forklarer, at ja, han måtte standse fortællingen netop dér, hvor Pauline træder ind på scenen. Det ville han hellere skrive en romance om.

I den forstand bliver læsningen af seneste udgave af Hemingways Paris er en fest virkelig en fest. En fest for tvetydige fortolkninger. En fest for, hvor svært det er at skrive en historie. Om litteraturens frihed. Om hvordan der kan sættes punktum – og så fortsætter det et andet sted. En uendelig historie, og derfor er der i symbolsk forstand ingen ende på Paris. Det, der er festen, er, at ingen historie ligger fast, og slet ikke kan fastholdes med vold.

Voltaire og Hemingway er virkelig det modsatte af terrorisme. Det er så godt, at en dame som Danielle lige kunne slå det fast, og så fint, at så mange havde lyst til at lytte. Og læse.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu