Politikerne frygter igen satiren

De seneste årtier har den politiske satire haft trange kår, men der er en voksende interesse for genren, som er hamrende dyr at producere. For når den er bedst, er den skarp, intelligent, grænsesøgende og helt ligeglad med konsekvenserne. I 2015 gjorde den politiske satire comeback med Radio24syvs ’Den Korte Radioavis’, og årsagen til programmets succes kan ifølge satireforsker findes i en tendens i tiden: borgernes svigtende tillid til politikerne
De seneste årtier har den politiske satire haft trange kår, men der er en voksende interesse for genren, som er hamrende dyr at producere. For når den er bedst, er den skarp, intelligent, grænsesøgende og helt ligeglad med konsekvenserne. I 2015 gjorde den politiske satire comeback med Radio24syvs ’Den Korte Radioavis’, og årsagen til programmets succes kan ifølge satireforsker findes i en tendens i tiden: borgernes svigtende tillid til politikerne
Nicolai Bruun/iBureauet
8. januar 2016

Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm vil lige fortælle sin nyhedsredaktør, hvad hun sagde til »de der to mørke herinde, Dudu og ham den anden tyrker«. Hun kan ikke huske, hvad den anden hedder, man han er »sådan en ung Mjølnerparken-fyr«. Nå, de to stod og talte, og så gik Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm forbi og bemærkede: »Nå. Det er måske den lokale fraktion af Islamisk Stat, der står og snakker.«

En kort stilhed opstår, da anekdoten er slut.

»Det er da ikke sjovt,« siger nyhedsredaktøren forurettet.

»Det er da morsomt!« svarer hun.

»For hvem?«

»For os alle sammen. Det er jo den måde, vi kan komme hinanden i møde på, ikke sandt? Med humoren.«

»Grinede de?«

»Nej, men altså, de har jo også en anden humor.«

Scenen udspiller sig i Den Korte Radioavis, et satireprogram på Radio24syv, hvor nyhedsredaktør Rasmus Bruun dagligt forsøger at afvikle redaktionsmøde og samtidig holde snor i sin nyhedsoplæser og stjernejournalist, Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm, der skal levere en nyhedsudsendelse hvert kvarter. Kort, klart, skarpt.

Ligesom den nytårstale, hun holdt på DR3 ved udgangen af 2015. I konkurrence om opmærksomhed med dronningen af Danmark.

Fatter ikke en bjælde

Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm blev født i februar 2015. 63 år gammel, med permanent sjal om halsen og en kuffert fuld af krigstraumer og korrespondentanekdoter. I virkeligheden eksisterer hun ikke, men er en fiktiv person spillet af skuespiller og satiriker Frederik Cilius Jørgensen. Ifølge mytologien er hun udlært på TV Avisen, hvor hun gravede »malerhjerneskandalen« frem, og siden har hun virket som journalist og korrespondent på DR’s udlandsredaktion. Det er alt sammen fiktion, men karakteren er angiveligt en kombination af journalistkoryfæerne Ulla Terkelsen, Mette Fugl og Lone Kühlmann. Kvinder med så lange karriereforløb, at man »til sidst er holdt op med at sætte spørgsmålstegn ved deres kunnen«, som Frederik Cilius Jørgensen har formuleret det.

Kirsten Birgit og Den Korte Radioavis.

Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm var en central figur i 2015. For at sige det mildt. Den Korte Radioavis blev den store vinder ved prisuddelingen Prix Radio, det er Radio24syvs mest downloadede podcast, og en avis som Berlingske har lavet ikke færre end tre interview med den fiktive karakter, som om hun var en rigtig person, samt et enkelt med Frederik Cilius Jørgensen om Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm. Det sidste var, da hun blev nomineret til Årets Dansker 2015 med den begrundelse, at hun er »en uundværlig figur i bestræbelsen på at nå ud til andre end deadlinesegmentet med nyheder og diskussionsemner, der vedrører os alle«.

På mange måder er Den Korte Radioavis traditionel politisk satire med bid – og succesen indvarsler et skift i genren herhjemme.

»Satiren er igen blevet noget, politikerne frygter,« siger satireforsker Dennis Meyhoff Brink og nævner, at politikere har protesteret over Den Korte Radioavis.

»Og der er en voksende interesse for den politiske satire. I mange år har standupgenerationen været dominerende, og den er sjældent politisk. For dem drejer det sig mere om social eller selvudleverende satire,« siger han med henvisning til programmer som DR’s Drengene fra Angora og TV 2’s Klovn.

»Men der er nogle andre tendenser nu. Det er, som om vi har set nok af den slags og nu vil have noget andet.«

Rokokoposten, der på mange måder er beslægtet med Den Korte Radioavis, har haft succes med falske nyheder, og visse standupkomikere bevæger sig mere og mere ind på det politiske område. Det gælder for eksempel Michael Schøt.

»Der er ved at danne sig en stærkere bevidsthed om, hvad satire egentlig er og kan. At det ikke bare er tant og fjas, men at det også kan have en skarp pointe, sådan som den politiske satire traditionelt har haft, og som satiren hele tiden har haft i udlandet,« siger Dennis Meyhoff Brink.

Også satireekspert Hanne Bruun fra Aarhus Universitet er begejstret for Den Korte Radioavis. Men programmet kræver, at lytteren i forvejen følger med i nyhedsstrømmen, mener hun.

»Hvis man ikke er frekvent lytter eller bare har været koblet fra en uge, kan man blive frygtelig hægtet af. Det er lidt som at læse Doones­bury i jeres avis: Hvis man ikke læser de fire billeder dagligt, fatter man ikke en bjælde.«

Mange har længe sukket efter en dansk pendant til amerikanske satireshows som The Daily Show og The Colbert Report, der blander falske nyheder med virkelige, og som har aktuelle gæster fra samfunds- og kulturdebatten.

Ifølge en undersøgelse fra Pew Research Center er The Daily Show den primære nyhedskilde for 12 procent af den amerikanske befolkning, og noget tilsvarende gør sig tilsyneladende gældende for Den Korte Radioavis herhjemme. Har vi omsider fået en dansk Jon Stewart? Flere sagde i forbindelse med EU-afstemningen om retsforbeholdet, at man fik den bedste dækning i Den Korte Radioavis, men det er ifølge Hanne Bruun en sandhed med modifikationer. Folk siger den slags, fordi de allerede er engagerede, mener hun. »Man må skelne mellem fakta og oplevelse. Jeg tror, folk svarer noget andet end det, der sker. Satire som Den Korte Radioavis og de amerikanske tv-shows forudsætter vældigt kompetente lyttere og seere, så det er dem, der allerede er orienteret, der synes, at det her er sjovt.«

Nicolai Bruun/iBureauet

Satire i bedste sendetid

Historisk har DR prioriteret politisk satire højt. I slutningen af 1960’erne begyndte satireprogrammer som Hov-hov og Uha-uha at spire frem, og de blev vist lørdag aften i bedste sendetid. Søndag mødtes et hold af skribenter fra dagspressen, som DR havde hyret til at skrive manuskripter. De læste aviser og skrev aktuelle tekster, som derfor havde relativt kort levetid, og der var et tæt samspil mellem dagspressens dagsorden og programmernes indhold. Internt i medieverden var genren højt estimeret, fordi den forsøgte at more på et intelligent og vidende grundlag, men henvendt til et mainstream publikum.

»Det viste sig så, da man fik systematiske seertal på satireprogrammerne, at de ikke var helt så populære, som man havde gået og fortalt hinanden,« siger Hanne Bruun.

Derfor skete der et skifte i sluthalvfemserne og startnullerne. Både DR og TV 2 flyttede nogle af genrerne væk fra hovedkanalen for at gøre plads til programmer med en bredere appel. Den politiske satire døde ud, mens social satire som Casper og Mandrilaftalen, Drengene fra Angora, Rytteriet og Krysters Kartel vandt frem.

»Politisk satire er faktisk en hamrende dyr genre, fordi den er aktuel, og fordi den både kræver forfattere og skuespillere. Den sociale satire blev skabt af en helt anden type komikere, der selv skrev materialet og spillede alle roller. De var derfor langt billigere og sultne efter at komme på tv,« siger hun. »De har en anden tilgang, som ikke nødvendigvis er apolitisk eller blottet for magtkritik. Eksempelvis fylder mediekritik meget. Men den sociale satire er ikke styret af nyhedsmediernes dagsorden, den er mere sociologisk.«

Radio24syv skal producere forholdsvis meget satire som følge af dens public service-forpligtelser, og Hanne Bruun mener, den har »ramt plet« og været »heldig« med Frederik Cilius Jørgensen og Rasmus Bruun, der er børn af DR’s talentudvikling.

»Men det hjælper dem selvfølgelig, at de stod med et konkret problem: Hvordan opfylder vi kontrakten og fortsætter med at få de mange millioner? I den forstand er det en nødvendighed, der giver dem lov til at eksperimentere,« siger Hanne Bruun og tilføjer, at det også traditionelt har været sådan på DR, at man havde et behov, der skulle dækkes. Da DR2 blev etableret, stod man med en sendeplan fyldt med huller. På den måde blev f.eks. holdet bag Casper og Mandrilaftalen inviteret indenfor.

Gæster og grænser

Et fast element i Den Korte Radioavis er gæsteoptrædener af rigtige mennesker, der spiller sig selv. Blandt de mange deltagere har der blandt andet været kendte politikere og journalister. Efter at et interview – en såkaldt debattle mellem Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm og Margrete Auken – blev afbrudt, nedsatte Mikael Bertelsen i december en kommission, hvor Vibeke Borberg, der er forskningschef i medieret på Danmarks Medie og Journalisthøjskole, fungerer som kommissionsformand. Og hun var allerede begejstret for programmet, før hun blev spurgt, om hun ville medvirke, fortæller hun.

»Man får et godt grin, og så får man fuldstændig anderledes input til aktuelle emner og diskussioner. Når Kirsten Birgit læser sine nyheder op i rivende hast, giver de ofte anledning til, at man lige får det, man har hørt i TV 2 News om morgenen, tvistet en omgang. Lige så langt ude det er, lige så rammende er det ofte,« siger hun.

Den Korte Radioavis går til grænsen og måske også over den. Da Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm blev nomineret til Årets Dansker, udtrykte hun utilfredshed med nomineringen af Dan Uzan, der i februar blev slået ihjel foran den jødiske synagoge i København, og som senere vandt hæderen, for »han stod der bare«, som hun sagde. Til sin nyhedsredaktørs store frustration.

Før sagen om TV 2’s forhenværende nyhedsdirektør Michael Dyrbys affære rigtigt begyndte at rulle, og der gik rygter på redaktionsgangene, brugte Den Korte Radioavis en udsendelse på at delagtiggøre lytterne i de ubekræftede rygter. Og for nylig blev et navngivent folketingsmedlems angivelige psykiske diagnose stillet offentligt til skue. Men ifølge mediejurist Vibeke Borberg er det ikke noget problem: »Det er svært at forestille sig, at det kan blive for groft, fordi Kirsten Birgits præmisser altid står klart. Grunden til, at hun siger noget ufordelagtigt om Dan Uzan, som vi alle ærer og respekterer på grund af hans gerninger, er jo den her pris. Vi ved godt, at hun bare varetager nogle personlige interesser og lufter en ærgrelse over, at hun ikke fik prisen. Hun har altid motiver, som hun forfølger, men som vi kender,« siger hun.

Oven i hatten – tilføjer hun – adskiller Den Korte Radioavis sig fra et program som Radio24syvs sladderprogram, Det vi taler om: »Hele formålet med det program er at viderebringe rygter, så de har meget større risiko for at bevæge sig over grænser, som angår privatliv og ære. Kirsten Birgit varetager andre interesser og formål, og det er derfor, det ikke giver nogen mening at beklage sig over, at programmet er ubalanceret. Det er jo hele ideen med det.«

Presseetik og mikrofonholderi

Det, Vibeke Borberg henviser til, er det, der skete, i efteråret, hvor flere politikere anklagede Radio24syv for at være »ubalanceret«, eftersom Kirsten Birgit var stærkt engageret i EU-afstemningen om retsforbeholdet. Hun opfordrede lytterne til at stemme nej, inviterede politikere i studiet og holdt mikrofonen frem.

Det faldt flere politikere – herunder Venstres Ulla Tørnæs og Morten Løkkegaard – for brystet, og TV 2’s mediekritiske program Presselogen undersøgte sagen. Morten Løkkegaard udtalte, at han elsker satire, og at han var bekymret for at blive beskyldt for at være uden humor, men at vi måtte se på, hvad satire er: »Det handler om at latterliggøre folk med magt,« sagde politikeren, »men hvori består satiren, når man laver mikrofonholderi? Hvem bliver latterliggjort?«

Efter udsendelsen spurgte TV 2 sine seere, om det var i orden, og 78 procent af dem, der svarede, mente, at det var helt fint.

»Det var jo nærmest satire – og det var de politikere, der ikke havde fattet satiren, der blev til grin,« siger Vibeke Borberg, som i den følgende tid blev ringet op af medier og politikere, som ville have en medieretlig vurdering. Hun afviste dem alle med et: »Det er satire, de kan gøre, præcis hvad de vil«.

»Politikerne udstillede sig selv som idioter, der ikke havde forstået det, som alle andre forstod,« siger Dennis Meyhoff Brink. »Så på den måde var det en kæmpe succes for Den Korte Radioavis

Politik er fiktion

Alle tre er enige om, at Den Korte Radioavis først og fremmest fungerer, fordi kvaliteten er høj. Det er helt enkelt god radio. Derudover, tilføjer Dennis Meyhoff Brink, kan årsagen til programmets succes findes i en tendens i tiden: borgernes svigtende tillid til politikerne.

»Når man lytter til en politiker, lytter man alligevel bare til spinmanipuleret smiger, som skal mobilisere stemmer,« siger han.

Og den omsiggribende spin, der ofte bliver en karikatur på sig selv, skriger på satire: Det er ikke længere sådan, at når politikeren taler, så er det den skinbarlige sandhed, og når satirefiguren taler, er det fiktion. For det er allerede fiktion, når politikerne taler, og derfor kan man lige så godt høre satire, som i det mindste ikke undervurderer ens intelligens, siger han.

Hvorfor er Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm så effektiv en satirefigur? Vibeke Borberg har et bud: »Det er kombinationen af, at hun er hæmningsløs – hun har ingen politisk korrekthed og ingen respekt for sårede følelser – samtidig med at hun er ekstremt dannet og velbegavet. Det gør, at man hungrer efter mere. Og fordi hun er fyldt med god gammeldags dannelse, bliver det aldrig fladpandet, aldrig ondt, aldrig personligt på en ubehagelig måde, men kun på en spiddende måde. I virkeligheden er det en tilbagevenden til en meget klassisk form for satire.«

Om Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm også bliver en fast del af 2016, er i skrivende stund uvist. Den 24. december ville redaktionen bag Den Korte Radioavis gennemføre sendingen fra hendes hjem på Frederiksberg, og der opstod pludselig tumult under udsendelsen, som måtte afbrydes. På sociale medier gisnes om en kidnapning. Noget tilsvarende skete i sommer, da seniorkorrespondenten fik et ildebefindende for åben mikrofon og var væk i to måneder, indtil hun pludselig dukkede op, og sendingen kunne fortsætte.

Måske vender hun tilbage. Måske ikke. Under alle omstændigheder har hun – og redaktionen bag Den Korte Radioavis – banet vejen for en ny, stærk politisk satire.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Politisk satire i året det gik

Troldehæren: Under afstemningen om retsforbeholdet indtog Den Korte Radioavis’ fiktive stjernereporter, Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm, rollen som nej-sidens selvbestaltede general. Ja-sidens argumenter blev dissekeret, og markante ja-stemmer blev systematisk kritiseret på de sociale medier af Kirsten Birgits ‘Troldehær’, ifølge Radio24syv en gruppe på knap 1.000 frivillige danskere. Satireaktivismen blev kritiseret fra især Venstre, hvor Ulla Tørnæs og Morten Løkkegaard mente, at programmet var gået for vidt. Sagen blev også vendt i TV2’s Presselogen, hvor Den Korte Radioavis-medvært Rasmus Bruun blev i satirerollen i hele indslaget.

Støjbergs juletræ: 9. december bragte Politiken en satiretegning af integrationsminister Inger Støjberg (V), der tænder lysene på et juletræ dekoreret med danske flag og et hængt menneske. Tegningen af Anne Marie Steen Petersen blev udsat for massiv kritik for at være ‘under lavmålet’, som journalist David Trads udtrykte det. Andre påpegede, at Politiken var satiriske hyklere, da avisen ikke ville trykke Muhammed-tegningerne, men godt forbinde en minister med selvmord. Tegningen blev dog også forsvaret: »Du kan ikke klynke over, at din egen symbolpolitik bliver udstillet gennem en karikaturtegning,« skrev en læser på Facebook ifølge Politiken.

Hitler-reptilianer: DR2’s satireprogram ‘Næste uges TV’ blev i november måned sidste år lukket med øjeblikkelig virkning, officielt på grund af ‘samarbejdsvanskeligheder’. Programmets bagmænd Anders Lund Madsen og Poul Nesgaard mente dog, at lukningen skete som følge af et kontroversielt indslag, hvor integrationsminister Inger Støjberg (V) blev udstillet som efterkommer af Hitler og anklaget for at være et reptiliansk rumvæsen. DR’s jura-afdeling fik i første omgang bortcensureret indslaget fra sendefladen, men kort efter valgte DR2-chef Christoffer Guldbrandsen altså helt at trække stikket for programmet.

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Steffen Gliese

Jeg forstår simpelthen ikke, at satiren på DR skulle have været mindre populær, end man troede. Jeg er vokset op med den, den har dannet min humor, og det var dengang absolut mit indtryk, at alle så den - indtil oktober 1988, hvor den borgerlige offentlighed faldt fra hinanden.
Når man ser gamle ugerevyer, viser det interessante sig også: de har bevaret deres aktualitet, det er simpelthen de samme ting, der stadig er til debat.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Børge Rahbech Jensen

Europa-Kommissionen leverer selv politisk satire på Twitter. Den leveres dog fortrinsvis af embedsmænd selvom også nogle kommissærer har satireprofiler.

Måske er den politiske satire i Danmark mest begrænset af nære relationer mellem politikere og medier samt et begrænset marked for trykte medier. Satiren fylder ikke meget i de traditionelle medier. Mediers afhængighed af Christiansborg sætter nogle grænser bl.a. hvor emner vist helst skal have relation til debatter i Folketinget uden at afskære medier fra vigtige kilder.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Leo Nygaard

Dennis Meyhoff Brink . " Og den omsiggribende spin, der ofte bliver en karikatur på sig selv, skriger på satire: Det er ikke længere sådan, at når politikeren taler, så er det den skinbarlige sandhed, og når satirefiguren taler, er det fiktion. For det er allerede fiktion, når politikerne taler, og derfor kan man lige så godt høre satire, som i det mindste ikke undervurderer ens intelligens, siger han".

Satire over satiren over satiren............
Hvis det kun er det mindretal, der i forvejen er enige, der forstår denne form, er den en ret overflødig underholdning. Nu kommer jeg til at tænke på partilederrunder i den bedste sendetid.

Revyen er meget mere slagkraftig overfor den brede befolkning.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Vibeke Rasmussen

Noget af det, der er (var?) med til at gøre Den Korte Radioavis værd at lytte til, ud over humoren og de to værters indbyrdes rollefordeling, er/var de to værters store viden. Ikke kun om aktuelle hændelser, men viden i det hele taget. Det kan desværre godt til tider være en mangelvare i andre former for nyhedsformidling.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Robert  Kroll

Satire er en fin kunstart, som kun få mestrer til fuldkommenhed.

Satiren bør dog aldrig bruges til direkte eller indirekte til f eks at dæmonisere eller latterliggøre personer/folk, bare fordi de er anderledes (- f eks psykisk syge, retarderede, uintilligente , taler dårligt dansk , ikke er med på den sidste tøjmode o s v )

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Michael Borregaard

I regeringsøjemed bør det stå lysende klart, at uenighed mere er et gradsspørgsmål end et spørgsmål om principper. Og derfor er bidende politisk satire sjælden, for der er ærligt talt meget lidt bid i dansk politik. Det der eksisterer, er et skab fuldt af mørklægning. Og disse gør specielt Socialdemokraterne og Venstre alt for forbliver på støvede hylder. For virkeligheden afslører megen politisk fiktion. Dette kunne som sådan, være en Roald Als ’tegning’ værdig.

Det store problem som for satiren politisk eksisterer er filosofisk beskrevet i form af at latteren vinder over tænkningen. Dette i form af, at politikerne optræder i seriøs paryk. Og navnlig i psykoanalysen har ’politikerne’ iført sig jakkesæt og slips, for at der ikke skal herske tvivl om den borgerlige respektabilitet. Dette er også en Roald Als ‘tegning’ værdig.

Politik har fra den varme polemiks form trukket sig tilbage til den kolde bevidsthedskrigs stillinger. Som oplysningskritik tenderer dansk politik mere til at være en parodi, der ikke peger på satirens rationalitet og plads til andet end en kedelig beskrivelse af forudsigelighedens forbindelser. Så satiren er ikke megen værd ud over latteren og/eller forargelsen, nok prikker den til borgernes svigtende tillid til politikerne, det ændrer dog ikke på den overdrevne borgerlige respektabilitet der gør sig for dem som sidder på ministertaburetterne og den eksisterende kynisme som i form af latteren vinder over tænkningen.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Anders Koch

Robert: du får et problem, hvis du vil frasortere satire, der "dæmoniserer eller latterliggører personer/folk, bare fordi de er anderledes (- f eks psykisk syge, retarderede, uintilligente , taler dårligt dansk , ikke er med på den sidste tøjmode o s v )". Problemet består i at der ikke er meget tilbage når du er færdig med at sortere. Det kan gå i små portioner. Personlig var jeg helt flad af grin første gang jeg hørte Winnie og Carina være i praktik på den lokale radiostation. Her lærte jeg begrebet "retardo" der blev brugt om disse skæve personligheder. Men det holder meget hurtigt op med at være morsomt.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Jensen

Satirens bagside er bl.a. dens nihilistiske karakter; dens principielle insisteren på retten til overskridelse af integritet - en art blaserthed. Og som Michael Borregaard er inde på, kan der tillige ske en annullering af tænkningen, hvor sarkasmen bliver et forsøg på at mestre (dvs. udbedre dissonans o.a.) eksistensen i et samfund, som ikke udvikler sig på grundlag af tænkning (og socialitet).

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Karl Aage Thomsen

Satire er forskellig fra landsdel til landsdel her i bette Danmark. Den er mere grov i Vendsyssel end i Tjøbbehawn oge meget mere personligt Tjøbbenhawnerne tør sgutte satirisere. De er bange for, at det rammer dem selv. Tøsedrenge.
Katho
,

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Thomas Krogh

Ja, det hele er skide farligt - instrueret af dine licensenpenge. Godt gemt væk. Fucking ha ha. Og de 'voksen kan også være bange'. Det er fandme en skændsel at Information bider på dette shit-for-brains.
----> Stødende kommentar

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Magnus Guldager Groth

@Robert Kroll hvis der er noget jeg synes, at man kan lære af Muhammedkrisen, så er det at, enten må man gøre grin med alle, eller også må man ikke gøre grin med nogen.

Det må være det mest etiske, ikke at forskelsbehandle nogen, om de så er psykisk syge, retarderede, uintelligente , taler dårligt dansk eller ikke er med på den sidste tøjmode.

anbefalede denne kommentar