Læsetid: 10 min.

En rejsende gennem psykiske landskaber

Den sorte humor, det overrumplende sprog og de ærlige menneskeskildringer udgør kernen i Dorrit Willumsens 50 år lange forfatterskab. Fredag fik hun overrakt Montanas Litteraturpris 2015 for romanen ’Nær og fjern’, hvis titel også indfanger polerne i hendes eget forhold til den verden, hun på én gang er en del af og står uden for
Dorrit Willumsen, der fredag er blevet tildelt Montanas Litteraturpris, betragter sine bøger som et nomadetæppe: ’Man væver på det hele sit liv. Mønstrene ændrer sig sjældent særlig meget. Men farverne ændrer sig efter de psykiske landskaber, man rejser igennem,’ som hun skriver i et brev til litteraturforskeren Marina Allemano.

Dorrit Willumsen, der fredag er blevet tildelt Montanas Litteraturpris, betragter sine bøger som et nomadetæppe: ’Man væver på det hele sit liv. Mønstrene ændrer sig sjældent særlig meget. Men farverne ændrer sig efter de psykiske landskaber, man rejser igennem,’ som hun skriver i et brev til litteraturforskeren Marina Allemano.

16. januar 2016

Når Dorrit Willumsen inviterer til selskab, går hun til yderligheder. Ikke bare er maden overdådig, hun har også pyntet den som på luksusrestauranter, så et fad med laks »kan række fra bord til loft«, som hendes gode ven igennem 40 år, den tidligere Gyldendal-redaktør Torben Madsen, udtrykker det. Han beskriver den nu 75-årige forfatter som et meget venligt menneske. Af og til næsten for venligt.

»Folk, der ikke kender hende så godt, har ofte svært ved at tale med hende, fordi hun er så lyttende og imødekommende. Man kan sige, at hun holder folk ude med sin venlighed. Først når man lærer hende at kende, lukker hun op, og så kan hun være fantastisk morsom at være sammen med. Men hun kaster sig ikke hovedkulds i armene på andre mennesker.«

Det siger sig selv, at for et privat menneske kan det være en ambivalent følelse at blive en offentlig person. Men Dorrit Willumsen har haft tid til at vænne sig til rollen. Siden hun i 1965 debuterede som forfatter med novellesamlingen Knagen, har hun modtaget et hav af priser og udmærkelser: Det Danske Akademis Store Pris, Kritikerprisen, De Gyldne Laurbær, Holberg-Medaljen, Nordisk Råds Litteraturpris – og fredag blev endnu en hæderspris føjet til den i forvejen lange liste med tildelingen af Montanas Litteraturpris 2015 for romanen Nær og fjern. En roman, der ifølge dommerkomiteens motivering forløser sit stof med »boblende humor, stilistisk suverænitet og kompositorisk originalitet«.

Længslen efter det perfekte
Det kan næsten forekomme som hovmod at ville portrættere et forfatterskab, der strækker sig over 50 år og rummer en produktion på knap 30 romaner, noveller og digtsamlinger foruden stribevis af skuespil, essays og tv- og radiospil. Hvor skal man begynde?

Måske man bare skal begynde med begyndelsen. I sine to erindringsbind Det søde med det sure (2009) og Pligten til lykke (2011) beretter Dorrit Willumsen bedre end nogen anden om sin opvækst i efterkrigstidens København. Hun blev født på Nørrebro i 1940, før saneringen af den sorte firkant satte ind, og i en tid, hvor der var mangel på det meste. »Det var, som om alt det virkelig fine var sunket i jorden ved min fødsel,« som hun selv har fortalt.

De første 12 år af sit liv boede hun sammen med sin mor og sin lillesøster i bedsteforældrenes lejlighed i Prins Jørgens Gade 12. Hendes morfar ejede ejendommen, og nogle af hendes første barndomsminder kredser om de såkaldte ’huslejedage’, hvor ejendommens beboere kom forbi for at betale månedens udestående. På sådanne eftermiddage ville Dorrit Willumsen sidde på gulvet med sit dukkehus og med filmisk akkuratesse indfange de mange indtryk i frøperspektiv: »en stemme, en håndbevægelse, en guldplombe eller en rødlakeret negl, der stak ud af en sutsko,« som hun selv husker det.

Netop sansen for de sigende og overrumplende detaljer – samt sproget til at indfange dem – er karakteristisk for Dorrit Willumsens forfatterskab, mener Johannes Riis, der har været hendes redaktør på Gyldendal siden 1994.

»Hun registrerer, sanser og skriver med en helt enestående præcision. Der er en higen efter perfektion i alt, hvad hun giver sig af med, og man ser det blandt andet i hendes næsten fetichistiske tilgang til materialer, stof, blomster, mad – æstetikken spiller en bestemmende rolle i hele forfatterskabet,« siger han.

Nogen egentlig uddannelse har Dorrit Willumsen ikke. Hun blev klassisk sproglig student fra Metropolitanskolen i 1960 og arbejdede i de efterfølgende år både på et kontor, på et bibliotek, i en kunsthandel og i et laboratorium, hvor hun blandt andet havde til opgave at analysere sæbers fedtprocent. Men hver aften, når hun kom hjem, satte hun sig ned for at skrive. Fordi hun havde lyst, selvfølgelig, men mest af alt fordi hun ikke kunne lade være.

»For Dorrit er det at skrive som at trække vejret,« siger Torben Madsen. »Når ikke hun går rundt og er nervøs i flere dage, fordi hun skal have en pris af Information, så skriver hun. Som mange andre store forfattere har hun ikke nemt ved at kommunikere med verden i sociale samtaler; hun er bedst til at kommunikere via det, hun skriver. Hendes samtale med verden er skriften.«

’Nu skriver jeg på roman igen ...’
I en brevkorrespondance med Marina Allemano, en dansk-canadisk ph.d. og litteraturforsker ved University of Alberta, Canada, har Dorrit Willumsen berettet om sin egen forfatterpraksis. I et af brevene, som Information har fået lov til at citere fra, giver hun et unikt indblik i forstadierne til den roman, som siden skulle vise sig at blive til Nær og fjern:

»Nu skriver jeg på roman igen,« hedder det i brevet fra september 2013, »og jeg må jo være uhelbredelig, når jeg synes, det er så spændende at omgås fiktive personer som en direktør, en kriminel, en sypige, og en manisk og en depressiv kvinde. I virkeligheden ville den slags måske aldrig gå godt. Men måske kommer det alligevel til det i fiktionen. Jeg begriber ikke, at nogen kan mene, at det er ensomt at skrive.«

»Du ved,« fortsætter hun i et andet brev, »at jeg betragter mine bøger som en slags nomadetæppe. Man væver på det hele sit liv. Mønstrene ændrer sig sjældent særlig meget. Men farverne ændrer sig efter de psykiske landskaber, man rejser igennem.«

Men hvad er det så for »psykiske landskaber«, man passerer, når man rejser igennem Dorrit Willumsens litterære topografi? Skal man sige det meget enkelt, er hendes forfatterskab først og fremmest en kortlægning af betingelserne for at være menneske.

»Det er de store eksistentialistiske temaer, der
har hendes interesse,« siger Marina Allemano.

Sidste år udgav hun bogen Prinsesse sukkergodt med barberblad, der former sig som en række grundige læsninger i Dorrit Willumsens bagkatalog. Bogen er skrevet på en fascination af den skønhed og gru, som ofte som den naturligste sag optræder side om side i forfatterskabet.

»Hendes menneskeskildringer er altid ledsaget af uforløste længsler og modstand. Hun opfatter os som følelsesmæssige væsener, der alle er fanget i nogle fælder, vi gerne vil ud af,« siger hun.

Det kan være børn, der er fanget i deres barndom og gerne vil være voksne. Voksne, der er fanget i deres alderdom og gerne vil være unge. Kvinder, der er fanget i deres ægteskaber og gerne vil være frie. Mænd, der er fanget i deres seksualitet og gerne vil leve den ud. Eller – som det tematiseres i digtet Den usynlige skønhed fra 1976 – mennesker, der er fanget i en krop, de ikke er tilfredse med.

Spærret inde
i forkerte kroppe
ifører vi os masker
eller maler på
fængselsvæggen
med de lækreste
røde og blå farver
Vi strækker os
gør os tynde
eller puster os op
Slår små bitte
sprækker i væggen
for at nå frem
til skønheden
der findes
et eller andet sted

udenfor
vores krop.

»Hos Dorrit Willumsen er der hele tiden en modstand til den lykkelige udfoldelse,« siger Marina Allemano. »Lykken er ikke en umulighed som hos de mere sorttænkende eksistentialister, men den kan kun opnås i nogle kortvarige øjeblikke – ofte i kunstneriske udfoldelser eller noget, der ligner det. En time her og der, hvor man føler, at man har udført noget selvstændigt, som man er glad for, og som bringer én ud af det fangenskab, man er spærret inde i.«

En grusom form for humor
Centralt i Dorrit Willumsens forfatterskab står de humoristiske, satiriske og finurlige iagttagelser af samfundet og ikke mindst af det ægteskabelige forhold mellem mænd og kvinder, som hun kommenterer i næsten alle sine bøger. I sin seneste af slagsen, Nær og fjern, gælder det ægteparret Michael og Lou. Michael, eller ’bestemmersvinet’, som hans sekretær kalder ham, er direktør og jordspekulant, mens Lou sælger støvsugere og hvidevarer, alt imens hun drømmer om en anden og mere glamourøs tilværelse som musicalstjerne. De to møder hinanden som unge og bliver, om ikke forelskede, så i hvert fald gift. Men et halvt liv senere har de endnu ikke lært hinanden at kende. Som det hedder et sted i romanen: »Han prøver at forestille sig hendes hjerne. Tanker, der flyver eller synker ned i et mudret dyb. Hvis han vidste, hvad hun tænker, drømmer, indeholder. Og om han så kunne skære hendes hjerne i tynde skiver og spise den på smørrebrød, ville han aldrig forstå.«

I over 25 år har Michael været gift med den samme kvinde, han har fået to børn med hende, og alligevel kan han stadig ikke forstå, hvem hun er. Han kan kigge på hende, men han kan ikke se hende.

»Det er et meget sort billede, der tegnes, og alligevel er det sjovt på sin egen perverse måde. Alle de her mennesker, der higer efter at komme i kontakt med hinanden og forstå hinanden, og som alligevel, trods alle deres anstrengelser, forbliver fremmede for hinanden. Det er sørgeligt, og alligevel bliver det hos Dorrit Willumsen også meget morsomt,« siger Marina Allemano.

Den konstante vekselvirkning mellem det mørke og det lyse er et af Dorrit Willumsens udprægede kendetegn. Man vader ind i en sort messe, men bliver forløst af et strejf af humor.

Som i endnu en passage fra Nær og fjern, hvor vi stilfærdigt er vidner til en grusom, men samtidig humoristisk karakteristik af Lou: »En ung kvinde i rullestol viste hende sine små forkrøblede fødder,« fortælles det, hvorefter tilføjelsen smælder: »Lou gik videre. Heldigvis lider hun ikke af empati.«

»Hun kan være brutal i sin menneskeskildring på en mærkelig raffineret måde,« forklarer litteraturkritiker Torben Brostrøm, der har fulgt Dorrit Willumsens forfatterskab fra begyndelsen: »Ved en lille, tilsyneladende stilfærdig tilføjelse, der pludselig sætter alting i et andet lys, får hun lavet nogle indirekte lammende personkarakteristikker.«

Ser alt, dømmer ingen
Det var også den grusomme humor, som Ole Storm fra Politiken sigtede til, da han i anledning af Dorrit Willumsens 40-års fødselsdag for efterhånden mange år siden, omtalte hende som ’Prinsesse Sukkergodt med barberbladet’. Han så hende som et tilsyneladende artigt barn, der sad pænt i en stol for så pludselig at tage et barberblad frem og begynde at skære. Da Marina Allemano skulle finde på en titel til sin bog, faldt valget netop på denne slående sætning – og i et brev forud for udgivelsen kommenterede Dorrit Willumsen selv på titlen: »Prinsesse Sukkergodt med barberblad er måske for dristigt og flot. Og sukkergodtet er jo lige nu helt slidt af. Men lidt af barberbladet tror jeg nok, jeg har tilbage.«

Det synes at være en underdrivelse. På sine gamle dage skriver Dorrit Willumsen måske bedre end nogensinde. Et hel livs akkumulerede erfaringer strømmer ud gennem skriften, eller som Informations Tue Andersen Nexø skrev i sin anmeldelse af Nær og fjern: »På den allerbedste måde er Nær og fjern en gammel forfatters bog, gammel sådan som man drømmer om at være det, der hvor alderdom ikke er en svækkelse, men er evnen til at være ligeglad med alt andet end det, der betyder noget. Til at skære ind til benet.«

Med sætningernes skarpslebne barberblade, kunne man tilføje.

Og alligevel skal man ikke lade sig forlede af skarpheden. For nok registrerer Dorrit Willumsen alt, men hun fordømmer ingen. Hverken de karakterer, hun skildrer i sine romaner, eller de mennesker, hun møder ude i virkeligheden. Ikke engang sine egne forældre, selv om der måske nok kunne være grund til det, siger Torben Madsen: »Nogen vil nok, hvis de læser om hendes barndom, tænke, at forældrene svigtede. Men hvis nogen skulle finde på at sige det til Dorrit, ville hun formentlig svare: ’Jamen, de havde meget travlt, og min far var en meget dejlig sanger, og derfor er det også forståeligt, at han måtte rejse til Berlin og Milano – og så kunne han jo ikke være sammen med mig også.’ Hun sætter sig altid i de andres sted. Og det gør hun også som forfatter. Hun går ind og ud af folk uden at udlevere dem, og alligevel ser hun dem helt tydeligt.«

43 kg og 200 gram
Hvis man læser alle Dorrit Willumsens værker i ét stræk – og det har Marina Allemano gjort – bliver det klart, hvor meget krops­bevidsthed fylder i hendes forfatterskab. Gang på gang opregner hun minutiøst kødets vægt, både sit eget og andres, og ofte helt ned på det enkelte kilo og gram. Vi hører eksempelvis, at »Herman Bang vejede 55 kg og 660 gram, da han var indlagt på Kommunehospitalet, og at forfatterens mormor genvandt sin idealvægt på 48 kg, da hun mødte sin mand. Også Kaj Willumsen, faren, holdt sin idealvægt på 75 kg, da han var langt over firs, og forfatteren selv vejede kun 43 kg og 200 gram, efter at hun havde født sin søn«, som Marina Allemano skriver i sin bog, hvor hun foreslår en biografisk læsning af forfatterens detaljerede interesse i kroppens udformning. Dorrit Willumsens egen vækst stoppede allerede som 14-årig, og hendes lave statur fyldte især i de yngre år meget i hendes bevidsthed.

»Som teenager var hun ked af, hvordan hendes krop så ud, og derfor fylder kropsbilleder også en del hos flere karakterer i hendes forfatterskab. Hun er meget optaget af, hvordan folk selv opfatter deres kroppe.«

Men hvis man leder efter en entydig kritik af skønhedsindustriens kropsidealer og dyrkelsen af det smukke i Dorrit Willumsens forfatterskab, leder man forgæves. Da rødstrømperne brændte deres bh’er, lod hun sin sidde på. I konkret såvel som overført forstand.

»Hun værdsætter meget forfængelighed og synes, at man godt kan gøre en indsats for at se ordentlig ud. Måske farve håret, gøre lidt ved huden og i det hele taget forsøge at se lidt smart ud. Vi bør alle stile efter at gøre verden pænere at kigge på. Vi skal bare ikke gøre det til vores eneste mål her i verden, for så mister vi interessen for de andre. Som forfatter har hun altid forsøgt at holde balancen i dét spørgsmål.«

For sådan er det med Dorrit Willumsen. Hun beskriver alt. Men hun dømmer ingen. Hverken nær eller fjern.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu