Romankunsten fortjener en bedre kritik

Alt for ofte forfalder kritikere til at bedømme romaner efter få, simple kriterier – personernes troværdighed, den sproglige stil, den affektive appel – men de gode romaner har andre og væsentligere dimensioner, vi bør skænke opmærksomhed
Litteraturen skal bedømmes efter fem nye kriterier, skriver Jan Kjærstad. Han mener, at Doris Lessing, Albert Camus, Virginia Woolf, Haruki Murakami samt danske Inger Christensen (billedet) har skrevet gode romaner, der udmærker sig særligt efter de nye kriterier.

Litteraturen skal bedømmes efter fem nye kriterier, skriver Jan Kjærstad. Han mener, at Doris Lessing, Albert Camus, Virginia Woolf, Haruki Murakami samt danske Inger Christensen (billedet) har skrevet gode romaner, der udmærker sig særligt efter de nye kriterier.

30. januar 2016

Vi har ikke let ved at indrømme det, men at bedømme litteratur er vanskeligt. Der findes ikke objektive kriterier, også når det gælder kunst, litteratur, bliver vi i foruroligende grad overladt til vores subjektive smag. Man trykker på en kontakt, og en pære lyser eller lyser ikke – vel at mærke: i dit hoved. Du har sikkert oplevet dette: En ven, du stoler på, anbefaler en roman på det varmeste, så i en vis forstand ved du, at denne roman er god. Alligevel ender du med at lægge den fra dig. Måske findes der en kemisk reaktion – den, vi er afhængige af for at blive revet med – som i forhold til visse bøger eller forfatterskaber ganske simpelt udebliver eller ikke fungerer. Nogen ’tænder’ f.eks. aldrig på Robert Musil eller Henry James eller Marguerite Duras. Men det kan også ske, at et eller andet har forandret sig i årenes løb, sådan at den kemiske reaktion pludselig kan blive udløst i mødet med et tidligere afvist forfatterskab.

Det skal i det følgende handle om de kriterier, de kendetegn, vi søger efter, når vi skal afgøre, om en roman er god eller dårlig. Som tidsskriftsredaktør og forfatter har jeg fulgt kritikken med vagtsomme øjne i 35 år, og det første, der slår mig, når jeg læser anmeldelser i skandinaviske aviser og magasiner, er, at vi næsten altid bruger for få kriterier og tilmed næsten altid de samme få kriterier til at bedømme romaner, som kan være vidt forskelligartede. Som forfatteren Ford Madox Ford engang sagde: »Det er let at sige, at en elefant, hvor god den end måtte være, ikke er noget godt vortesvin. Stort set al kritik drejer sig om det.«

Forfattere får ofte applaus, hvis et troværdighedskriterium siges at være opfyldt – hvis læseren kan tro på romanens personer, eller hvis man finder et særpræget ’sprog’, en egenartet ’stil’. Det sidste er det mest subjektive og upræcise af alle kriterier. Der spørges sjældent om, hvor sårbart dette sprog, denne stil – hvad enten den nu er minimalistisk eller indviklet proustiansk – vil være over for tidens tand, eller om den bare er et skalkeskjul for manglende indhold. Alligevel er det de affektorienterede kriterier, som er i højeste kurs. Man falder for de romaner, som skaber sindsbevægelse. En roman skal berøre, bevæge læseren.

I stedet for at polemisere mod dette, vil jeg slå et slag for fem kriterier, som kun langt sjældnere bliver fremhævet i kritikken.

Spørgekraft

For det første: en romans tankekraft, dens kognitive styrke – eller hvorfor ikke kalde det spørgekraft? I mine øjne er det et tegn på kvalitet, når jeg sidder tilbage med et eller flere katalyserende spørgsmål efter endt læsning. De bedste romaner forårsager en udvidelse af bevidstheden, de gør en klogere på tilværelsen. Vi har også et intellekt, og en roman kan stimulere dette intellekt på helt andre måder end en fagbog.

Virkningen opnås ofte gennem kompleksitet, mangetydighed og ved, at tekstelementer hober sig op og skaber det såkaldt uudsigelige – denne ordløse erkendelse om vore livs muligheder, som er enhver skønlitterær bogs mest værdifulde ressource.

Her vil jeg gerne komme med en vigtig påstand: Denne dybe indsigt er ikke blottet for emotionelle aspekter. Denne type kognitive erkendelse stimulerer også følelserne – rent ud sagt hele det limbiske system. Jeg ser ingen modsætning her. Det er porøse vægge mellem hjerne og hjertet.

Jeg kunne nævne Doktor Faustus af Thomas Mann som et eksempel på en roman, som rummer denne kvalitet. Terra Nostra af Carlos Fuentes, Humboldts gave af Saul Bellow, Genspejlet af Svend Åge Madsen. Men lad mig hellere fremholde Den gyldne notesbog af Doris Lessing. Også fordi der ligger en historie bag. Jeg var 22 år, og en aften i Tromsø mødte jeg en jævnaldrende pige, en flot pige, på en beværtning. Vi fik god kontakt på det emotionelle plan, vil jeg sige, og snart begyndte vi at tale om litteratur. På et tidspunkt nævnte hun Den gyldne notesbog af Doris Lessing, og da det gik op for hende, at jeg ikke havde læst den, rejste hun sig bare og gik. Jeg forstod det sådan, at hun ikke ville have noget at gøre med en mand med en så snæver litterær – eller hvorfor ikke: intellektuel? – radius. Som de fleste nok har gættet, gik jeg direkte hjem og læste Den gyldne notesbog med en ganske skærpet opmærksomhed.

Doris Lessing

I romanen møder vi Anna Wulf. Den handler om at være kvinde i England i slutningen af 1950’erne og foruden rammefortællingen får vi gennem fire notesbøger, hver med sin farve, et indblik i forskellige lag af Annas liv – det politiske engagement, herunder et opgør med kommunismen; oplevelser i det sydlige Afrika før krigen, Annas kærlighedserfaringer og Annas tanker om at skrive samt ideer til nye fiktioner. Det er, som om Anna har spaltet sig i fire dele. Men til sidst opstår visionen om at begynde på en femte, en gylden notesbog, hvor hun skriver alt dette sammen.

Romanen er eksperimentel og udfordrede, da den udkom i 1962, den dengang herskende realisme. Det emotionelle og det intellektuelle, det psykologiske og det sociale er filtret ind i hinanden. Det er værd at notere, at romanen fik mange fjendtligt stemte anmeldelser, da den blev udgivet – både for sin struktur og for sit klare feministiske budskab.

Besynderlighed

For det andet: en romans besynderlighed. Den amerikanske litterat Harold Bloom kalder det weirdness. Af og til findes også et element af ubehag i fiktioner, som opfylder dette kriterium; de kan f.eks. berette om fænomener, som vi finder etisk betænkelige eller give os et glimt af ondskabens inderside.

Jeg tænker på en roman som Processen af Franz Kafka, Parfumen af Patrick Süskind, American Psycho af Brett Easton Ellis, Undtagelsen af Christian Jungersen. Eller tag En lidelseshistorie af Clarice Lispector, hvor et bizart møde mellem en kvinde og en kakerlak placeres i tankeorkanens øje.

Men for at man skal forstå, hvad jeg mener, kunne jeg lige så vel pege på Den fremmede af Albert Camus; en roman, som sætter tilværelsens tilfældighed og meningsløshed på spidsen. Er det muligt for et menneske at skyde et andet på grund af sol i øjnene?

Albert Camus

Originalitet

For det tredje: en romans originalitet, dens brud med vanetænkning. Det fremholdes ofte som noget positivt, at vi genkender os selv i det, forfatteren skildrer, eller at vi kan identificere os med hovedpersonen. Men hvad med de romaner, som ikke ligner den verden eller de mennesker, vi kender? Hvad med de romaner, som bryder med og saboterer vores vante forestillinger? Personligt har jeg ofte størst glæde af at blive ført ind i et univers, hvor jeg ikke genkender mig selv – endda også når dette ukendte forvirrer mig.

Eller som forfatteren Hanne Ørstavik siger i et interview: »Man ser på verden, og at den for fanden slet ikke er sådan, som de andre siger, den er. Det er dét, man vil skrive frem. Det, man selv ser.«

God litteratur er ofte grænseoverskridende. Mange af de bedste romaner skaber ny erkendelse, åbner dørene til rum, vi ikke har kendt til. En vellykket samtidsroman bekræfter ikke samtiden, men bryder med samtiden. Det handler om at skrive mod eller uden for tidsånden. Hvor opløftende er det ikke at møde en fiktion, som repræsenterer noget, man aldrig har set mage til, og som viser en anderledes måde at betragte tilværelsen på? Et det ikke dét, alle forfattere stræber efter? At skrive den bog, som forandrer læserens blik totalt, og som gør verden ny?

Tænk på Den unævnelige af Samuel Beckett. Tænk på snart sagt alle Janet Frames romaner. Tænk på Brummstein af Peter Adolphsen. Eller Mit navn er Karmosin af Orhan Pamuk, hvor også farven karmoisin er en af fortællerne.

Men det bedste eksempel, jeg kender til, er Orlando af Virginia Woolf – en roman om et menneske, som lever i flere end 300 år og skifter køn undervejs. Få har skrevet bedre om tiden:

Det ville ikke være nogen overdrivelse at sige, at han kunne gå ud efter frokost som en mand på 30 og komme hjem til middag som en mand på 55, mindst.

Enkelte uger lagde et århundrede til hans alder, andre ikke mere end højst tre sekunder.

Virginia Woolf

Efterglød

For det fjerde: en romans efterglød. Det kan ske, at man synes bedre om en bog efter at have læst, end mens man læser den. Jeg tror, mange har oplevet det samme, som jeg har oplevet. Jeg kan læse en – jeg vil ikke sige ’dårlig’, men snarere en ligegyldig roman, men efter jeg har lagt den fra mig, måske efter flere uger, fremstår den pludselig som god. Visse romaner har den egenskab, at de fortsætter med at vokse i læseren. Det kan virke, som om de modner i hukommelsen.

Som Hus og hjem af Helle Helle. Med tiden er den blevet stadig større.

Jeg kan huske, at jeg oplevede dette fænomen også ved romanen Elskede sputnik af Haruki Murakami – om Sumire, som forsvinder »op i den blå luft« eller over til »den anden side«. Efter at have læst romanen færdig lagde jeg den fra mig med et skuldertræk. Jeg tænkte: For nemt, for billigt, for banalt. Samtidig oplevede jeg den måske i for stor grad som en gentagelse af andre Murakami-romaner og blev lidt træt af disse metaforer, som – a la John Irving – udvikles til symboler og ledemotiver.

Haruki Murakami

Så gik der nogle uger, ja faktisk måneder, og romanen dukkede jævnligt op i min bevidsthed og fremstod som stadig mere interessant, ja ligefrem betydningsfuld. (På afstand ser jeg også nu, at den foregriber et mesterværk som IQ84). Det var måske noget med, at forfatteren skabte en slags metafysisk svimmelhed i hverdagen, en bundløshed, ved at sammensætte disse slående enkeltelementer. Hvis det da ikke var skildringen af ensomhed, alle menneskers ensomheder, som efter flere måneder, nåede mig igen og greb mig:

Med så mange mennesker, som alle søger noget i hinanden her i verden, hvorfor må vi så alligevel være så isolerede? Hvad er meningen? Er menneskers ensomhed den næring, planeten behøver for at kunne rotere om sin egen akse?

Svaghed

For det femte: en romans svaghed. De fleste væsentlige romaner har en tydelig brist – de er netop ikke perfekte. Mange af de romaner, jeg sætter højest, er præget af fejl, mangler. De har en eller anden afgørende skævhed eller skrøbelighed. Og paradoksalt nok kan det være netop denne ufuldkommenhed, som udgør romanens styrke. Svagheden er romanens bærebjælke.

Jeg kunne pege på monomanien i enkelte af Thomas Bernhards romaner (de utallige »tænkte jeg i øreklapstolen« i første halvdel af Træfældning). Jeg kunne pege på de synlige kompositionsskemaer i de fleste af Italo Calvinos romaner. Det episodiske og fragmenterede i visse af Lotta Lotass’ bøger. Og er Moby Dick af Herman Melville i bund og grund ikke én gigantisk overdrivelse?

Men lad mig fremholde en lille perle af Inger Christensen, Azorno, udgivet i 1967 – en kærlighedsroman, som med sine forførende lag på lag af fortællerfiktioner, med sine gådefulde repetitive mønstre og finurlige krydsforbindelser har mærket mig for altid. Og dette til trods for, at der er noget stift, opstyltet, kalkuleret over Azornos forvridninger og permutationer. Det er netop dette – hvad skal jeg sige: kunstige – ved romanen, som jeg falder for. Og som jeg får et signal om allerede i åbningssætningen.

Jeg har ladet mig fortælle, at jeg er den kvinde, han møder allerede på side otte.

Jeg finder det befriende at læse en roman, som nærmest er gennemsigtig, som lader mig skimte strukturerne. Jeg værdsætter en forfatter, som har modet til at sige: »Ja, jeg har konstrueret denne tekst.« Hvorfor? Fordi alle tekster er konstruerede. Vi ser det bare ikke, fordi vi er forblændede af vanetænkning og konventioner, af et begrænset sæt af kriterier, som bliver brugt om og om igen.

Lad mig sige det på en pæn måde: Det ville ikke skade, hvis vi tog et større register af positive kriterier i brug og talte mere om en romans tankekraft, en romans besynderlighed, en romans originalitet, en romans efterglød og en romans svaghed.

Jan Kjærstad er norsk forfatter.

Oversat af Niels Ivar Larsen

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Niels Roed

Jan Kjærstad har 35 års erfaring som tidsskriftsredaktør og forfatter. Og som læser må man nok tilføje. Og så er han god til at formidle, skriver i et enkelt erfaringssprog.
Hans fem kriterier er gode for en forfatter der godt kunne tænke sig at skrive en væsentlig, betydningsfuld og fremtidsholdbar roman.

anbefalede denne kommentar