Sandheden er igen derude

»I WANT TO BELIEVE,« står der på plakaten med ufoen, som hænger på væggen i det lille mørke, rodede kælderkontor, hvor specialagent Fox Mulder fra FBI holder til. Eller er forvist til, skulle man måske sige. Det er nemlig også her, at de såkaldte x-filer opbevares, dvs. alle de uønskede og uopklarede sager, der involverer en eller anden form for overnaturligt eller uforklarligt element.

Det kunne f.eks. handle om en af de ufoer, der er på Mulders ikoniske plakat, og som er det første, hans nye makker, specialagent Dana Scully, ser, da hun træder ind ad døren. Hun er blevet parret med Mulder for at holde øje med ham, som hendes chefer formulerer det, og rapportere tilbage til dem, hvad han egentlig har gang i nede i sin kælder.

Begyndelsen er forbilledlig på den tv-serie, The X-Files – Strengt fortroligt som TV 2 kaldte den – der begyndte at løbe over alverdens tv-skærme i 1993, og som fortsatte i ni sæsoner, blev til to film, et kultfænomen, og som fra på søndag genopstår efter 14 års fravær i en blot seks afsnit lang 10. sæson. Mulder var den troende, mens Scully var skeptikeren – og et langt stykke hen ad vejen publikums stedfortræder.

Illustration: imgur.com

Scully (Gillian Anderson) var uddannet læge, empirisk anlagt og troede ikke umiddelbart på alle Mulders (David Duchovny) vidtløftige konspirationsteorier, der som regel involverede aliens og den amerikanske regering. Og når han ikke sjældent luftede sine utrolige tanker om en eller anden mystisk sag, som de to blev sat på, var det hende, som trådte på bremsen og prøvede at få ham ned på jorden igen.

Det skete dog ikke sjældent, at Mulder fik ret – eller i hvert fald at den traditionelle naturvidenskab måtte give fortabt, hvorfor Scully blev rystet i sin grundvold som det rendyrkede fornuftsmenneske, hun var.

Livlig fantasi

Dynamikken mellem de to meget forskellige temperamenter og trossystemer var en del af The X-Files’ enorme attraktion – og en kilde til megen af dens humor – og gennem de ni sæsoner fulgte man opmærksomt med i Scullys udvikling fra skeptiker til en slags troende. Man holdt selvfølgelig også øje med, hvornår den tiltrækning, der tydeligvis var mellem Mulder og Scully, blev fuldbyrdet – kyssede de ikke snart? – og det gjorde den heldigvis hen imod slutningen af serien.

Personligt var jeg dog mest på Mulders side. Jeg har altid haft en livlig fantasi – velsagtens et biprodukt af at leve i tegneseriernes, filmenes, bøgernes og tv-seriernes forførende verden – og jeg troede med det samme på alt, hvad han troede på. Det handler vel også om, at den form for tro tilføjer verden nogle flere hvide pletter, gør den større og mindre ligefrem. Når jeg genser The X-Files i dag – og jeg har lige genset seriens første sæson – er det Scully, jeg bliver lidt irriteret på, når hun ryster på hovedet og smiler overbærende af Mulder. Jeg var overbevist om, at han havde ret, og at hun nok på et tidspunkt skulle se lyset – kunne hun ikke lige så godt bare gøre det nu?!

Mulder var fra begyndelsen også en tragisk figur, en slags Don Quixote, hvis søster blev bortført af rumvæsener, da de begge var børn – det er han i hvert fald selv overbevist om, og det er det, som driver ham. Siden blev også Scully mindre sikker i sin sag, og hun blev selv offer for en ekstraterrestiel bortførelse.

»Mulder og Scully kommer lige ud af mit hoved,« sagde manden bag The X-Files, Chris Carter, i et interview i 1994 med science fiction-magasinet Omni.

»En dikotomi. De er begge produkter af mit ønske om at tro på noget og min manglende evne til at tro på noget. Min skepticisme og min tro. Og det faldt mig meget nemt at skrive personerne. Som så mange andre mennesker vil jeg gerne prøve at være vidne til et overnaturligt fænomen. Samtidig er jeg ikke interesseret i at acceptere det, men i at sætte spørgsmålstegn ved det. Jeg tror, at de to personer og deres stemmer udsprang af den dualitet.«

Ugens monster

Chris Carter var både inspireret af tv-serien Kolchak: The Night Stalker, der handler om en journalist, som beskæftiger sig med uforklarlige hændelser, gyserserien The Twilight Zone, Twin Peaks, FBI-thrilleren Silence of the Lambs og Watergate-skandalen, da han fandt på The X-Files.

På den ene side bød mange af seriens afsnit på enkeltstående mystiske sager, som Mulder og Scully skulle opklare – det, man kaldte monster of the week, og som kunne være alt fra vampyrer og ulvemennesker til udødelige seriemordere og morderiske kloner og kunstige intelligenser. Indimellem var The X-Files da også ganske uhyggelig. På den anden side opbyggede Carter en mytologi, der blev en rød tråd gennem samtlige seriens sæsoner, og som handlede om mistilliden til en regering – eller en skyggeregering i regeringen – som løj for befolkningen om kontakt med rumvæsener og forsøgte at styre og manipulere med alt og alle.

Det var en ny måde at fortælle på i tv-serier. Indtil da havde mainstreamspændingsserier mestendels bestået af enkeltstående afsnit bundet sammen af det samme persongalleri, men Chris Carter og hans medforfattere og instruktører ville fortælle en meget større og mere spændende historie med vidtrækkende konsekvenser for de involverede.

Det satte sig spor hos en række af de mennesker, som skrev med på The X-Files, og som siden selv begyndte at lave tv-serier, blandt andre Vince Gilligan, manden bag Breaking Bad, James Wong og Glen Morgan, der har lavet American Horror Story og Scream Queens, og Howard Gordon og Alex Gansa, der siden har stået bag 24 timer og Homeland. Og så er der de serier – Lost, Warehouse 13, Fringe og mange andre – som i forhold til mytologi og historiens bue direkte er blevet inspireret af The X-Files. Ja, selv CSI-seriernes forkærlighed for forensic science kan i nogen grad spores tilbage til The X-Files.

Kampen mod mørket

Mytologien og de ukendte og farlige kræfter bag personificeredes af den cigaretrygende mand (William B. Davis) – kræftmanden blev han også kaldt – der allerede dukkede op i første afsnit, og som syntes at have et meget kompliceret forhold til manden, der forsøgte at få ham ned med nakken, nemlig Mulder. Gennem de ni sæsoner blev mere og mere af den store mytologi og konspiration afsløret, og Mulder og Scully kom ud på dybere og dybere vand.

Heldigvis fik de indimellem hjælp, i første sæson af Deep Throat (Jerry Hardin), en højtplaceret embedsmand, hvis kodenavn selvfølgelig var en reference til Watergate og journalisterne Woodward og Bernsteins afsløring af Nixons ugerninger ved hjælp af en hemmelig kilde. Siden blev Walter Skinner (Mitch Pileggi), Mulder og Scullys nærmeste chef, også en vigtig allieret i kampen mod de mørke kræfter.

Denne vekslen mellem genuint uhyggelige, ugentlige ’monstre’ og så den store konspiration var en anden ting, som gjorde The X-Files så spændende og lagde grunden til seriens store succes, først i kultkredse, siden hos store dele af verdens tv-glade befolkning. Hvem har reelt kunnet sige sig fri for en vis mistro til de folkevalgte politikere og deres mere eller mindre hemmelige og personlige dagsordener?

Forud for sin tid

På den måde var The X-Files forud for sin tid, og Mulders paranoia har med dronekrig og overvågningsafsløringer vist sig at være alt andet end blot et produkt af en tv-forfatters lidt for livlige fantasi. Verden er en ganske anden i dag, end den var i 2002, hvor serien sluttede – kort tid efter terrorangrebene 11. september 2001, hvor verden havde brug for en stærk, handlekraftig amerikansk regering at fæstne sin lid til. Takket være Wikileaks, Snowden og Manning ved alle, at stort set ingen vestlige regeringer har rent mel i posen, når det kommer til overvågning af egne borgere.

Det synes derfor også passende, at den nye sæson af The X-Files, som foregår i moderne tid, forholder sig ganske direkte til den nye ’verdensorden’. En af hovedpersonerne i sæson 10 er en ultrakonservativ talkshowvært, Tad O’Malley (Joel McHale), der bruger sin skærmtid på at piske en stemning op blandt sine trosfæller, og som er lige så paranoid i forhold til den amerikanske regering og dens mange hemmeligheder som Mulder.

Konspirationen vendes takket være ham ganske elegant på hovedet i det ene afsnit, jeg har fået lov til at se. Men jeg skal naturligvis ikke afsløre, hvad der ellers sker i den nye sæson – jeg ved heller ikke så meget – blot konstatere, at det er en udelt fornøjelse at se Mulder og Scully sammen igen. De er blevet ældre, måske også klogere og lidt mere kyniske, de er ikke et par, og barnet, de fik sammen i den ’gamle’ serie ... ja, vi må vente med at se, hvad der er sket med det. Jeg kunne dog mærke, både mens jeg genså sæson et, og da jeg så første afsnit af sæson 10, at jeg ligesom Mulder stadig gerne vil tro, og at jeg har savnet at være i hans, Scully og x-filernes uforudsigelige selskab.

’The X-Files’ begynder igen på amerikansk tv på søndag den 24. januar. Fra den 28. januar kan seriens nye sæson ses på streamingtjenesten Viaplay i Danmark