Interview
Læsetid: 7 min.

Hvad skal der ske med vores rigdom?

’Tidligere opførte vi os som børn i en legetøjs- eller en slikbutik, nu er det blevet et spørgsmål om ressourceforbrug og forurening. Vi må blive voksne. I bondesamfundet havde man en ansvarlighed over for noget, som var overskueligt. Nu er det hele verden, vi har et ansvar over for,’ siger romanaktuelle Jens Smærup Sørensen og afslutter dermed serien om fremskridtstro
Jens Smærup Sørensen mener, der er behov for omfattende reformer af landbruget, hvis det skal have en fremtid.

Ulrik Hasemann

Kultur
9. januar 2016

Feriebørn hedder Jens Smærup Sørensens seneste roman, og den tager udgangspunkt i dengang, det var almindeligt, at storbyernes børn om sommeren kom på ferie på bondegårdene ude i landet. Både Smærup og jeg selv har som barn oplevet de eksotiske besøg fra storbyen som spændende indslag i skolernes alenlange sommerferie. Selv husker jeg Vivi, der lærte mig at bruge Bac-stift, og Steffen med klumpfoden, der til trods for sit handicap var lige så rap på et løbehjul som i sin københavnske mund.

Men hos Smærup Sørensens fik den en tak mere, fortæller han. Der havde de unge kriminelle i nogle måneder ad gangen.

»Unge drenge, som, man håbede, kunne forbedre sig. Det var meget underholdende for en lille dreng at gå bag dem i roerne og høre historierne fra de store byers sidegader! I dag ville det jo være utænkeligt – ud over at gårdene ikke er egnet til det.«

Et af feriebørnene i romanen hedder Thor, og der har barndommens sommerbesøg nok haft en afsmittende virkning, foreslår jeg. I det mindste har Thor ikke altid rent mel i posen, og som voksen vender han tilbage og søger tilflugt hos Arne, drengen på gården, hvor feriebørnene, Thor og hans søster, den dejlige Freya, som Arne forelsker sig i, tilbragte deres somre.

Arnes far

Men den, som i romanen først og fremmest inkarnerer en svunden tid, er Arnes far, der holder fast i det gamle landbrugs dyder og »gjorde hvad han kunne for at inddæmme sit had til, hvad vi efterhånden fik anskaffet af tidssvarende, knaldrende, drønende og benzinstinkende skrammel«.

Symbolsk nok falder faren som offer for den moderne tid, da han kører traktoren i bækken og drukner, klemt fast af styrehuset.

»Jeg har skrevet om denne farskikkelse flere steder i forskellige udformninger,« siger Jens Smærup Sørensen, »og et dybt sted er den nok funderet i mine egne erfaringer.«

»Denne her far er mild, men hans mildhed og ordentlighed er tilkæmpet. Han er civiliseret i overdreven grad. Og fordi hans habitus er tilkæmpet, holder han fast i den på en ikke typisk måde. Han kunne klare sig bedre som gårdejer, tjene flere penge, men det ville stride imod hans livssyn.«

Arne derimod bliver rig på at sælge den fædrene jord i parceller, men også han vælger en vis kontinuitet ved at bevare en gård med forskellige dyr og ikke skabe et moderne industrilandbrug.

»Jeg stiller spørgsmålet om, hvad det vil sige at leve i den moderne verden. Arnes verden pulveriseres af fremskridtet, og han medvirker selv til det. Men senere stiller sagen sig for ham sådan, at der måske er nogle stumper fra den pulveriserede fortid, der kan bruges.«

»I vores generation har det udviklet sig sådan, at det for de unge på landet i første halvdel af livet gjaldt om at komme væk og blive moderne. Men når man når til anden halvdel, begynder man at stille sig selv spørgsmålet om, hvad det var, man drog væk fra, om der var noget, man fortrød, som ikke endegyldigt var forbi, noget der måske kunne tages op – som kræver lidt bedre tid. Den kunne vi måske skaffe os.«

»Sønnen bliver ved med at være som faren, selv om han tilhører den moderne tid.«

– Men for landbruget er det siden gået helt galt?

»Landbrugets deroute er jo en historie om økonomi. Landmændene har troet, det var nødvendigt at handle, som de har gjort, og de har gerne villet blive på gården. Nu er det blevet uværdigt for alle. Det er nødvendigt at finde en helt ny måde at drive landbrug på, der tager hensyn til dyr og jord.

 

Det er nødvendigt at finde en helt ny måde at drive landbrug på, der tager hensyn til dyr og jord. Det er uværdigt at ødelægge jorden, den måde, man holder svin på, er uværdig, og gældsættelsen uholdbar

 

Det er uværdigt at ødelægge jorden, den måde, man holder svin på, er uværdig, og gældsættelsen uholdbar. Alt sammen kalder det på omfattende reformer, som der kun hviskes om i krogene. Men man må gøre det muligt at drive landbrug på andre måder, hvis der skal ske ændringer. Uden gældsætning! Jeg har prøvet at foreslå, når kæmpelandbrugene er til salg, og de bliver solgt, også ud af landet, at man nu finder en anden måde at overdrage dem på.«

»Som dansker synes jeg, det er et problem, at vi sælger jorden til kapitalfonde. Lige i den forbindelse er jeg parat til at tale om nationale hensyn. Vi må eje vores jord, tidligere var det 70 til 80 procent af befolkningen, der ejede jorden, og hvis nu internationale kapitalkoncerner og en hærskare af advokater kommer til fadet i stedet, bliver det meget besværligt for landet og staten. I stedet kunne staten opkøbe jorden og forpagte den ud på livstid, eventuelt med arveret, for det med slægtsgården stikker dybt. Og hvis det var måden at arrangere det på, kunne der også stilles krav. Det ville være løsningen. Kapitalfonde er jo ikke mennesker, det er kun penge.«

Foragtede erhverv

– Arne kommer først i fængsel for vold, så bliver han præst og dernæst brugtvognsforhandler?

»Jeg kom til at interessere mig for de ekstreme positioner, fordi vi lever i en tid, hvor alt er muligt. Og både præstegerningen og brugtvognshandel drejer sig om tro og tillid, ligesom begge erhverv er mistænkeliggjorte. Præsterne er udsat for den konventionelle ateisme, hvor de kan være gode nok, så længe de ikke siger noget om kristendom. Den tillid, man har til en brugtvognsforhandler, skal han først vise sig værdig til.

Arne har handelsblod i årene, siger han, men også det er på gammeldags facon. Barndommens feriedreng, Thor, der som voksen vender tilbage til Arne og bliver hans medhjælper som brugtvognshandler, er en kold forfører, der ikke vil risikere at tabe. Mens en handel for Arne er noget, begge parter skal være tilfredse med. Men det fælles for hans forskellige erhverv er, at de er foragtede erhverv, som man måske kan finde noget i, lidt på samme måde som man kan finde brugbare stumper i yderkanterne af udviklingen.«

Og således kan man også skrive: »En af måderne, man kan skrive på, er, at man kan lede efter livstegn ude i krogene, hvor der tilsyneladende ikke er noget at komme efter.«

– Arnes advokat, som hans beretning er henvendt til, ender med at nedlægge sin forretning for at sidde og kigge ud i luften og se ingenting – som en anden Buddha?

»Det gør ham godt, det har været en kæmpe anstrengelse at være advokat, som han har været det, at dyrke en formel retfærdighed. Men hvad det egentlig går ud på, det med ingenting, ved jeg ikke rigtigt,« svarer Jens Smærup Sørensen. Mere vil han nødigt sige om den sag.

–Det er jo dig, der har givet ham lov til det?

»Jeg har også nægtet mine personer visse ting! En roman er en slags vækst, efterhånden som den vokser frem, sker tingene af sig selv, den opbygger et dna, men selvfølgelig også med vildskud. For mig må der dog gerne være lidt vildskud.«

»Faren er adoptivbarn og har taget feriebørn til sig. Det er gået nogle år, hvor Arne har gået og tænkt, og han har fået en ny hofte; der skal ske noget. Derfor opretter han en fond, som skal drive gården og tage feriebørn til sig. Det er måske det bedste, der kunne lade sig gøre.«

Kvinderne

Men den helt store historie i vores tid er, at kvinder har fået råderet over deres egen tilværelse, erklærer Jens Smærup Sørensen.

»Det begyndte med, at de gav sig til at indrette sig på en anden måde, når manden døde, de fandt ud af, at man kunne blive noget helt andet, end mens man var gift. Som Arnes mor, der køber en pølsevogn og tjener gode penge på den. Eller de kunne begynde at rejse. Så længe manden var der, har han inkarneret det, der skulle holdes fast i.«

»Indtil 1960’erne havde bondekvinder for eksempel ikke kørekort. Der var ingen valg, de unge kunne vælge at forlade landbruget, men stadigvæk havde de ikke mange valg.«

»Siden 1950’erne og 60’erne er velstanden forøget så mange gange, at vi nu står med meget mere omfattende valg. Nu kan vi endda vælge ikke at købe varer, før var det økonomien, der bestemte. Vi kan vælge på en måde, som mennesker aldrig har skullet før. Nu er spørgsmålet, hvad der skal ske med vores rigdom. Tidligere har vi opført os som børn i en legetøjs- eller en slikbutik, nu er det blevet et spørgsmål om ressourceforbrug og forurening. Vi må blive voksne. I bondesamfundet havde man en ansvarlighed over for noget, som var overskueligt. Nu er det hele verden, vi har et ansvar over for.«

»Men vi kan ikke indrette verden med, at du skal gøre dit og gøre dat, sortere affald på kommando og huske at slukke lyset, det kan ikke ændre vores ødelæggelse af kloden eller bremse væksten. En ændring kan ikke ske, uden at vi er mange, der selv er villige til at træffe valgene. Der må en bevidsthedsændring til.«

– Tror du den for alvor er begyndt med klimaaftalen i Paris for nylig?

»Somme tider sker der noget afgørende, og hvis det ikke var sket, ville verden ikke bestå,« svarer Smærup og nævner murens fald og apartheidregimets afskaffelse i Sydafrika. »Hvis ikke vi havde et eller andet i os ud over at være individualister og konkurrenter, var verden gået under for længe siden.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her