‘SØGES: Mennesker med begge ben solidt plantet mindst 4 cm over jorden’

I et årti var de venstreorienteredes søgen efter nye samlivsformer en regulær pengemaskine for Dagbladet Information. Kontaktsiderne var så propfyldte med annoncer for kollektivister, at det i spøg blev kaldt avisens svar på Ekstra Bladets sexannoncer. Men annoncerne fra den gyldne periode fra 1973-1983 giver også et unikt indblik i en generations seksualoprør, tiltagende politiske bevidsthed og senere sammenbrud, da småborgerligheden vandt over fællesøkonomien
I et årti var de venstreorienteredes søgen efter nye samlivsformer en regulær pengemaskine for Dagbladet Information. Kontaktsiderne var propfyldte. Annoncerne fra den gyldne periode fra 1973-1983 giver et unikt indblik i en generations seksualoprør, tiltagende politiske bevidsthed og senere sammenbrud
iBureauet/Mia Mottelson
15. januar 2016

1973: Flippet er forbi?

Kollektiv 17 KM nord for Skive. Vi er 3+1 barn. Vi har et hus og vil starte et kollektiv, hvor der skal være plads til børn + mulighed for at leve og arbejde koncentreret, helhjertet på et revolutionært, marxistisk grundlag. Tiltaler tanken dig?

 

Flippet er forbi. Sød pige søges til fredfyldt kollektiv i Vestervang, udsigt over Århus Bugt. Indskud 400 kr., husleje ca. 350 kr. »Hyggebo« svarer fra mandag.

 

VI ER ved at starte et fællesskab og mangler et par mennesker med begge ben solidt plantet mindst 4 cm over jorden. Ring (01) GE 255.

 

OBS! OBS! ANG. RUBRIKANNONCER På grund af overvældende mængder af rubrikannoncer til lørdagsavisen, ser vi os nødsaget til at fremrykke afleveringstidspunktet for lørdagsrubrikannoncer til torsdag inden kl. 16. Øvrige annonceindleveringsfrister er uændrede. Venlig hilsen INFORMATION.

 

VI SØGER VARME, røde og målbevidste medlemmer til vort kollektiv. Udstrakt fællesskab på vej mod storfamilien. Ring til Ordruphave tlf. (01) 63 09 03.

 

1974: Fællesbørn og åbne forhold

Alternativ livsform søges! Er der nogen, der som jeg (enlig mor m. barn, 8 år) har fundet ud af, at et kollektiv er det eneste mulige alternativ til en utilfredsstillende livsform? – Hvis I er interesseret i at være med til at prøve at opbygge et kollektiv, så skriv til bill. mrk. 958 til Information.

 

Jeg vil gerne flytte i kollektiv med mennesker, som er kønspolitisk bevidste, og hvor jeg osse kan få tid og ro til at læse. Nana.

 

Århus. Vi har det godt sammen. Vi har også plads til dig. Hvis du er en ung fyr, og du kunne tænke dig et boligfællesskab med to andre bøsser, samtidig med at din personlige frihed forbliver urørt, vil vi gerne tale med dig. Billet mrk. 632.

 

Vi var glade, da vore bedste venner flyttede. For der opstod et nyt kollektiv, der er med i vores fælles kamp for bl.a. at lave en ny slags forsamlingshus i Hvidovre. Man da de flyttede, kom der til at mangle noget. Vi søger derfor efter to piger, der er interesseret i at bo og arbejde sammen med os. Billet mrk. 631.

 

Vi bor 5 voksne (24-36 år) og 5 børn (5-12 år) i stort gammelt hus i Hellerup. Vi har prøvet en overgangsform mellem kernefamilien og kollektivet, ønsker nu at ophæve flere af familierelationerne og prøve en mere kollektiv livsform. Cirka 8 voksne og 6 børn kan få hver sit rum.

 

Vi søger nogle mennesker, der har lyst til at gå ind i vores kollektiv og være med til at dele hus, børn, økonomi, have, politisk målsætning samt sorger og glæder. Vi har et ærligt, varmt fællesskab, der bærer ind i fremtiden. Vera (29), Petrine (22), Røbi (29), Ingelise (29).

 

1975-1976: Marx er gud

EKSISTERENDE KOLLEKTIV på en gård nær Roskilde søger et par uden børn, (vi er 5 voksne + 2 børn). I må ikke være RUC’ere!

 

TIL DE RØDE: Nu er vi trætte af at besøge potentielt egnede kollektiver, der altid har et eller andet forstyrrende aspekt i den udvikling vi ønsker; derfor vil vi (hun 24, han 23, han 3), prøve at finde nogle politisk bevidste og rare mennesker, for i fællesskab at opbygge et kollektiv (alt skulle helst være fælles: tøj, værelser, økonomi osv., for fra starten at garantere den sociale lighed, der er vigtig for en senere relativ harmoni), hvor vi forsøger at udvikle forskellige fællesaktiviteter og i fællesskab reducere den kapitalistiske prægning af vores holdning, (non-verbal kommunikation, ukritisk konsumation, ejendomsfiksering, konkurrenceræs osv.), i relation til klassekampens udvikling. Vi forestiller os ca. 8 mennesker (alder uvæsentligt) og helst nogle børn; så kunne vi gå i gang med at søge en stor lejlighed i Københavns indre by (eller et hus?), hvor vi kunne slå os ned. Lad os høre fra jer hurtigt! Kærlig hilsen, OS. PS: Eftersom de så vor svaghed har de, lavet love, som har knægtet os, disse love gælder ikke længere, eftersom vi nu vil byde ufriheden trods! (B. Brecht.) Billet mrk. 264.

iBureauet/Mia Mottelson

Kollektivister søges til etablering af socialistisk kollektiv. Solidaritet med gruppen prioriteres højest for at kunne arbejde aktivt udadtil. Jette og Jørgen.

 

ÅRHUS – Nystartet marxistisk orienteret kollektiv (3 voksne + 1 barn), søger nye medlemmer – gerne m. børn. Vibyvej 67, 8230 Åbyhøj.

 

Kollektiv søger 3 nogenlunde afklarede mennesker (23-30 år) til gammel gård ved marker og skove (u. centralv. m. gammeldags komfur). Vi er 3 stud. (23-26-26), resterne af en gruppe på 5, der kørte skævt i mangel af fælles udadrettet aktivitet. Nu har vi derfor idé om at lave en socialistisk børnebog. Vi er alle 3 egoistiske, krævende, kritiske, lunkne, fattige og til at snakke med. indskud ca. 1300 kr.

 

Kollektiv på 2 mor/30, søn 8 søger kontakt med børnevenlig familie, der har tid, lyst og overskud til af og til at fungere som reservefamilie, da vi selv næsten ingen har. Vi kommer fra et borgerligt miljø og er moderat venstreorienterede. Billet mrk. 563.

 

Kollektiv søges. Vi er selv bøsser (to fyre) og vil i kontakt med ligesindede for hvem minoriteternes politiske og sociale undertrykkelse ikke er en by i Rusland. Ellers: et afslappet, solidarisk og muntert fællesskab som basis for aktivt arbejde ude og hjemme. Pikimperialisme og evangelisk marxisme en absolut kontraindikation.

 

1977: Det sociale ansvar

Bofællesskab søges med kvinde evt. lille kvindekollektiv, der har lyst og overskud til at hjælpe nødstedt enlig mor, 32 år, med datter 3/4 år. Vi er uden tag over hovedet, jeg er nervesvækket efter skilsmisse og langvarig sygdom og kan dårligt klare at passe mit barn. Vi trænger til ro og orden, renhed og harmoni. Hvad kan vi tilbyde? En skøn unge, en opgave, et godt venskab, fællesskab omkring en kvindesagsbevidst og socialistisk holdning. Bill. mrk. 1700.

 

Landbrugskollektiv. Til 17-årig ung mand søges plads i landbrugskollektiv. Den pågældende har gennem sin opvækst haft noget besvær med at tilpasse sig det bestående skolesystem, ligesom flere traditionelle anbringelser uden for hjemmet er mislykket. Kontakt søges med kollektiv (evt. med udd. pæd.), der mod plejevederlag kan tilbyde den pågældende bolig og støttende kontakt. Skriftlig henvendelse til Bistandskontoret Brønshøj.

 

Findes der et primal-kollektiv her i Danmark? Kontakt ønskes helst på bill. mrk. 1685 ellers ring 02-880411, lok. G 24.

 

Hjælp! Findes der et kollektiv eller andre mennesker et sted i Danmark, som kan og vil hjælpe en neurotisk, råd- og husvild, uddannelses-, arbejds- og pengeløs mor med 2 børn (8 og 4) med at få hendes ben plantet på jorden og børnene (især drengen på 8) til at føle sig trygge og elskede. Vi behøver andres medvirken for at lære at fungere sammen, og ingen offentlige instanser kan tilsyneladende hjælpe os. Ring til Susanne, 01-228911.

 

To enkeltpersoner søges til at etablere et kollektiv på Sydfyn. Vi går ind for fælles økonomi og fælles sovemulighed samt kulturelle og politiske aktiviteter (1 VSer plus 1 DKUer plus 1 forvirret). Kollektivet skal bygge på tryghed, gensidig opdragelse og respekt. Vores slogan: Den der siger »mit«, får røven bidt.

 

1978: Nye samlivsformer

Minikollektiv for bøsser, der kan lide at være uden tøj – ca. 20-40 år helst uden skæg – gerne spankinginteresse, dog ingen betingelse. 1500 kr. pr. måned for kost og logi og telefon. Stor og moderne lejlighed med udsigt over Søerne.

 

Terapeutisk kollektiv. »Jeg ville jo intet, kun forsøge at leve det, der af sig selv ville frem i mig. Hvorfor var det så uhyre svært?« Citat fra Hermann Hesses Demian. 29 årig, hankøn, lidt sky, for meget hoved og for lidt krop, vil gerne ind i eller være med til at oprette et terapeutisk kollektiv, hvor man prøver at efterleve ovenstående citat. Besvarelse af citatets spørgsmål regner jeg med, vi er nogenlunde enige om, når jeg nævner: W. Reich, A. Lowen, Freud, K. Jung, S. Grof, Janov, Perls osv. I må ikke være dogmatiske.

 

Mand søges til nyetableret kollektiv nær Hillerød. Stikord: terapi, krop, følelser, sexualitet, nye samlivsformer. Vi er 3 kvinder og 2 mænd (27-41 år) + 4 børn (7- 13 år), som har købt en gård.

 

1979: Ned i nerverødderne

Kollektivet »Fallittens Rand« i Vanløse søger kvindelig indflytter u. barn snarest. Vi er 5 voksne og 1 barn. Vi er omkringfarende, varme, åbne, ærlige, råbende, triste, grinende. Andel 21.000 kr. (mulighed for afdrag).

 

Psykolog, 33 år, enlig, positiv og omgængelig fyr, søger kollektiv med max 6-7 voksne i KBH, der bestræber sig på at respektere både fællesskabet og individualiteten. Fuldkommenhed forventes ikke og tilbydes heller ikke. Jeg har brug for at give andre skulder- og kindklap og få det selv. Har også brug at have med andet og andre end kollektiv at gøre. Er ikke partipolitisk, men nok politisk.

 

Jeg søger optagelse i eller kvinder til forberedelse til dannelse af et kvindekollektiv i København, helst centrum. Jeg er 27, lesbisk og arbejder på kontor. Jeg forestiller mig et kollektiv, der kører fra grundpiller som: åbenhed, gensidig tillid og psykisk intimitet, anarkisme (!)-kollektivisme. Jeg vil helst undgå »ægteskaber« i hjemmet og ensrettere.

 

Odense el. omegn. Til etablering af kollektiv af relativt aktive salonkommunister søges kontakt med 1-2 musikinteresserede (klassisk, jazz), familier evt. med mindre børn. Automobil ingen hindring.

 

Udadvendt kollektiv på Nørrebro, bestående af 1 tarzan og 3 janer, søger een mere tarzan. Grundet pladsmangel og almindelig hygge kun fællesrum. Klaver ingen hindring.

 

Vi savner en quinde i vores hus, en ind- og udfarende preson, der sammen med os kan rode op i hårrødder, nerverødder, gulerødder o.m.a. alt efter behov og årstid. Dit private domæne består af 12 kvm + balkon med udsøgt udsigt over Svanemøllens overklasseidyl.

 

1980-1984: Småborgerligheden sejrer

Bofællesskab/Ballerup tilbydes modne, gerne musikinteresserede M/K i et 140 m² parcelhus med have, carport etc. Der er fine bus- og togforbindelser, tiptop køkken- og badeforhold. Ordenssans og renlighed er en selvfølge, henvendelse til Jørgen.

 

Vanløse – Vi drømmer om et eventyrslot i Vanløse med balkon, paneldøre, tårnværelse og en park udenom med kirsebærtræer. Slottet skal være fyldt med søde og sjove børn og voksne, der både vil være alene og kan li’ at være sammen.

 

Vi har næsten alt, men mangler en håndmixer, støvsuger samt 2 nye medlemmer til vores kollektiv i Emdrup. Helst M/K med hår på brystet og begge ben i næsen.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Flemming Berger

Mislykkedes det for os? dengang ! Var der alt for meget hoved og alt for lidt praktisk sans ?
Jeg kan fuldtud genkende tidens ånd fra annoncerne og hvor lidt virkeligheden svarede til annonceteksten.
Måske det går bedre næste gang...

anbefalede denne kommentar