Læsetid: 5 min.

Tarantino voldtager vores moral

Quentin Tarantino har brugt sit talent i den nemme, uproduktive hævns tjeneste med den rasende selvtægtskvinde eller -mand som protagonist. Vi har set nærmere på hans ni film
Quentin Tarantino er noget nær en mester i genrepastiche og satte bl.a. i ’Django Unchained’ datidens vold i dialog med nutiden.

Quentin Tarantino er noget nær en mester i genrepastiche og satte bl.a. i ’Django Unchained’ datidens vold i dialog med nutiden.

Scanbox

8. januar 2016

Det ligner en diskussion af Quentin Tarantinos filmværk, da Tim Roth i rollen som Oswaldo Mobray i The Hateful Eight filosoferer over retfærdighed og hævn. Frontier justice – selvtægt – er vældigt vederkvægende, siger han. Problemet er bare, at den er drevet af passion, raseri, hævntørst. Og: Retfærdighed udført med passion er altid i fare for ikke at være retfærdighed.

Øje for øje og tand for tand. Eller knust hoved for knust hoved. Den amerikanske filminstruktør er vild med selvtægtskvindens eller -mandens hævn og har brugt sine sidste seks film på emnet. Hans nyeste, The Hateful Eight, er så ikke i sig selv en film om hævnens selvgode justits, men den søde gengældelse og hævngerrighedens feedbackmønstre trækker sine blodige spor gennem den næste tre timer lange historie.

Svinene får deres bekomst

Det er med Kill Bill: Volume 1 og 2 (2003 og 2004) at hævnen desværre bliver Tarantinos faste narrative påhængsmotor: historien om The Bride (Uma Thurman), der vil hævne sig på Bill for at have sendt hende fire år i koma og frarøvet hende deres fælles datter. Desværre, spørger de. Ja, fordi det er doven manuskriptskrivning at forlade sig på hævnen som drivkraft og klimaks. Raseriet og selvtægten er manuskriptmæssigt billig adrenalin, og den retfærdiggør brutal dødsstraf uden dommer eller jury. Tak for sidst. En promovering af den umiddelbart nemmeste, men over tid mest komplicerede, uoverskuelige og skadelige reaktion på uretfærdighed.

Tarantino forstår så også at gøre hævntørsten til publikums. For under hans film har vi set – eller hørt – i detaljer, hvad de onde gør. At SS-officeren Hans Landa (Christoph Waltz) dræber en hel fransk familie i Inglorious Basterds. At Stuntman Mike (Kurt Russell) kører fire kvinder brutalt ihjel i Death Proof. At en slave uden for billedet bliver flået i stykker af hunde – så det giver genlyd dybt i vores øregange – i Django Unchained. Vi har siddet på første parket til lidelserne og er dermed helt berøvet retsbevidstheden. Vi er i vores følelsers vold, når dom og straf falder i ét og samme hug. Ja, jeg har selv taget mig i at bide tænderne sammen i noget nær sadistisk nydelse, når svinene får deres bekomst. Når slaveejeren selv piskes – af en tidligere slave. Når nazisterne selv massemyrdes – af jøder. Når misogynen selv køres ned – af kvinder. Det er en cinematisk voldtægt af vores moral.

I sine tre seneste film har Tarantino så også forstået at hælde de store historiske uretfærdigheders benzin i sin vredesmotor. Hvem kan holde med nazisterne i Inglorious Basterds? Eller med de amerikanske slaveejere i Django Unchained? Eller med de niggerspyttende ekssydstatsmilitærfolk i The Hateful Eight? Det er nemme hadeobjekter.

Dovent narrativ

Nå, men alt dette ville være lettere overflødige moralske kvababbelser over ubehagelig kunst, hvis Tarantinos film var gode. Men det mener jeg ikke, de har været siden hans tredje film, Jackie Brown, og med lidt god vilje de efterfølgende Kill Bill Volume 1 og 2. I stedet kendetegnes Tarantino den ældres produktion af klodset følelsesmanipulation, svælgen i genregreb og vold som absolut eneste løsningsmodel.

Bevares, de har filmteknisk (men ikke manuskriptmæssigt) været ekvilibristiske. Hvem har ikke måbet over de massive moderne samuraiblodbad eller de barokke skudkampe på et slavegods eller den frække klippeteknik i en scene med to bilers frontalkollision? Jeg har i hvert fald.

Og han er blevet noget nær en mester i genrepasticherne, der begynder med blaxploitation-filmen Jackie Brown. Og fortsætter med Kill Bill: Volume 1 og 2 (kung-fu/martial arts-film og spaghettiwestern). Og i Django Unchained omplanter han nutidig hiphop til sydstaternes bomuldsmarker med den anakronistiske brug af Rick Ross’ rasende antislaveri-rap »100 Black Coffins«. Han sender hiphoppens indignation tilbage til grundlaget: afroamerikanernes misere. Og han sætter datidens vold i dialog med nutiden. Det er godt tænkt.

Men narrativt har især hans tre seneste film været dovne, fordi de ikke har formået at løbe om hjørner med vores forventninger, men bare ladet hævnfortællingen gå sin kværnende gang. Forudsigeligt. Og hans klodsede brug af suspense har været ulidelig i Inglorious Basterds og Django Unchained. De vogtende blikke, de spændte kæber, den mistænksomme dialog. Ulidelig, fordi vi for længst har lært, at Tarantinos eneste exit fra suspense er voldsorgie. Som Anthony Lane netop har skrevet i The New Yorker: »That is the Tarantino deal: by blowing out folks’ brains, he wants to blow our minds.« Volden og hævnens sødme er blevet camouflagenet over kunstnerisk tørlagte jorder. Og jeg håber ikke, at instruktøren ser et kantiansk kategorisk imperativ i hævnlogikken. I stedet ville jeg ønske, at han skrev nogle mere raffinerede historier (igen), fandt et mere subtilt effekt-arsenal og ikke forklædte sig som justitsens selvretfærdige vogter.

Tarantino interesserer sig i sine film ikke så meget for, hvorfor nogle er onde. Hans skurke er bare onde, og det er derfor, de skal dø. For han har også gjort det til sit varemærke at udpege essentielt onde mennesker. Bedst eksemplificeret ved, at Brad Pitt – den jødiske nazidræber Aldo Raine – med kniv skærer et hagekors i panden på SS-officeren Hans Landa. Mærket som grundlæggende ond. Hannah Arendt må rotere i sin grav.

Det glædelige er, at Tarantino i The Hateful Eight tillader en kærkommen relativering af det onde menneske og deler ondskaben ud mellem flere opportunistisk voldelige karakterer af flere racer, der hævner sig på hinanden for diverse overgreb. Men igen er vold eneste løsning. Tarantinos bedste film, Pulp Fiction, udmærker sig ved, at den ene hovedperson afstår fra vold i den afgørende, afsluttende scene. Og i den efterfølgende, strålende Jackie Brown, forløses plottet igennem et intrikat fupnummer. Lige siden har udgangen på hans film været – ofte sadistisk – død og ødelæggelse.

Problemet er, at der ikke er noget på spil for os, tilskuerne. Karakterernes afstumpede overlevelsesstrategier og tit karikerede personligheder efterlader os uden nogle ordentlige referencer til almindelig menneskelig eksistens – og dét på trods af at der i Tarantinos to seneste film refereres ret tydeligt frem i tiden til afroamerikaneres liv og eksponering for politivold i nutidens USA.

Dermed efterlader Tarantino den ældres film (nogle af) os med en tom følelse. Vi har overværet en instruktør forsøge at booste sit værk gennem et hævnmotiv som ganske vist virkede – og blev nuanceret – i Kill Bill, men siden er blevet en træt konvention. Og endda uden hensyn til hvor destruktiv en kraft hævnen er. Som vi ved fra blodfejder og vendettaer. Hævn er som at tisse i bukserne. I den tilspidsede situation føles det som det eneste rigtige, og en varme breder sig. Men det viser sig snart at have ført til en langt mere kompliceret og ubehagelig situation. Og en retsløs kulde begynder at brede sig.

Læs anmeldelse af The Hateful Eight: Hævntørst, bedrag, vold og død

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu