Analyse
Læsetid: 6 min.

True crime-fortællinger om et domhus, der synker i sølet

At se ’Making a Murderer’, ’The Jinx’ og andre amerikanske true crime-fortællinger er ikke bare elementært spændende, det fodrer også vores fordomme om et bizart amerikansk retssystem. Vi ser en radikalt anderledes måde at opfatte forbrydelse og straf på – men skal vi være så sikre på, at vores eget system er bedre?
At se ’Making a Murderer’, ’The Jinx’ og andre amerikanske true crime-fortællinger er ikke bare elementært spændende, det fodrer også vores fordomme om et bizart amerikansk retssystem. Vi ser en radikalt anderledes måde at opfatte forbrydelse og straf på – men skal vi være så sikre på, at vores eget system er bedre?

Netflix

Kultur
22. januar 2016

Noget af det første, Harper Lee skriver om byen Maycomb i sin bog Dræb ikke en sangfugl, der handler om en retssag, hvor en sort mand står tiltalt for at have voldtaget en hvid kvinde i 1930’ernes Sydstater, er, at den var »en gammel by, men den var en meget træt, gammel by« og »domhuset stod og sank sammen på torvet«. Den beskrivelse har jeg tænkt meget på efter at have set Making a Murderer og The Jinx – begge er såkaldte true crime-dokumentarer, hvor virkelige kriminalsager tages op, efterforskes og udfoldes for et publikum.

I Maycomb »forvandledes gaderne til rødligt søle«, når det regnede, og domhuset var sunket ned i det. Civilisationens monument er ikke længere en urokkelig garant for retfærdighed. Det har mistet sit fodfæste og bliver sølet til af de intriger, fordomme og uretmæssigheder, der flyder gennem gaderne. Det er byens lov, der gælder. Ikke Guds og ikke statens, men flokkens. I den flok er det ikke beviser og retsager, der afgør skyldsspørgsmål. Her er der nogle, der på forhånd er skyldige: dem, der står uden for flokken.

I tilfældet Maycomb er det de sorte. I Making a Murderers Manitowoc County er det familen Avery. En familieklan, hvis medlemmer lever af – eller i hvert fald overlever på – indtægten fra en skrothandel i udkanten af Manitowoc. De fremstår usoignerede, usunde og uintelligente på en måde, der får én til at tænke ’indavl’? En efterforsker i serien siger om familien, at dens slægtsgren burde skæres af træet.

Systemet mangler ydmyghed

Making a Murderer fokuserer på en søn i familien – Steven Avery, der i 1985 blev anklaget og dømt for voldtægt og mishandling af en kvinde, men i 2003 blev han ved hjælp af DNA-analyse pure frifundet og løsladt. Det er i sig selv rystende, at en mand kan sidde uskyldigt fængslet i 18 år, men alligevel er det, hvad der efterfølgende sker, som fylder dokumentarens ni resterende afsnit.

Blot to år efter løsladelsen anklages Steven Avery for mordet på en 25-årig kvindelig fotograf, der sidst blev set på hans ejendom. Dokumentaristerne opruller en sag, der baserer sig på tvivlsomme indicier, en 16-årig mentalt tilbagestående drengs fremprovokerede tilståelse og bevismateriale tilsyneladende plantet af de lokale politifolk, der stod over for et erstatningskrav fra Steven Avery på grund af de 18 års uretmæssige frihedsberøvelse.

Dokumentaren afstedkom voldsomme protester, da den blev vist, og præsident Barack Obama blev via tusindvis af underskrifter opfordret til at benåde Steven Avery. Hvilket han dog ikke kan. Modsat har dokumentaristerne også været udsat for kritik – blandt andet skriver The New Yorker:

»Den bytter én absolut sandhed med en anden, og i den bevægelse kommer den til at ligne det system, som den forsøger at korrigere. Det er nemt at udtrykke forargelse, betryggende at opnå afklaring og tilfredsstillende at kende alle svarene. Men som forsvarsadvokater minder folk om hver dag, så er det fornuftigt at tvivle.«

Skribenten mener, at serien på den måde svigter sin egen helt, forsvarsadvokaten Dean Strang, der siger om systemet, at det mangler ydmyghed. At alle, der opererer i det, er alt for sikre i deres sag.

Dean Strang er selv blevet lidt af et fænomen. Han bliver dybt berørt, når han ser systemet svigte og fordomme tilsidesætte retfærdighed. Han minder på mange måder om Atticus Finch, forsvarsadvokaten fra Dræb ikke en sangfugl, der er en arketype i amerikansk retshistorie, selvom han er en fiktiv figur.

I en central passage i bogen fremfører Atticus Finch sine afsluttende bemærkninger i retssagen og taler om, at det er tåbeligt at påstå, at alle mennesker er født lige. Alle er ikke født med lige muligheder, siger han.

»Men der er ét punkt, hvorpå alle mennesker kan kræve ligestilling – der er én af de menneskeskabte ting, der gør en tigger og en Rockefeller jævnbyrdige, den dumme og en Einstein jævnbyrdige og den uvidende og universitetsrektoren jævnbyrdige. Jeg taler om retten, mine herrer ... her i landet er det retten, der er den store udjævner, og i retten anses alle for at være født lige.« Han beder altså nævningene om at sparke sølet af skosålerne og huske på, hvilken institution de sidder i.

En god advokat kan være dyr

I en anden true crime-serie, The Jinx, er det ikke bare de personer, der agerer i systemet, der svigter. Det er selve loven, der er konstrueret til at svigte. I byen Galveston i Texas står multimillionæren Robert Durst anklaget for at have myrdet sin nabo. Naboen blev skudt, parteret, lagt i plastikposer og smidt i Galveston Bay. Durst hyrer statens bedste forsvarsadvokater, og de fremfører sagen som selvforsvar.

I staten Texas har ejendomsretten en helt særlig status, og den henviser Robert Durst selv til i dokumentaren, da han skal forklare, hvordan man kan blive frifundet for mord, når man indrømmer at have skudt og parteret offeret. For naboen blev skudt i Robert Dursts lejlighed.

Gentagne gange i historien om multimillionæren Robert Durst forundres man over retssystemet, og Dursts egen forsvarsadvokat påpeger lakonisk: »Vi lever i et kapitalistisk samfund. De, der har råd til et godt forsvar, får det. Er det retfærdigt? Nej, det er ikke retfærdigt. Men sådan er det.« Tydelivis ikke en forsvarsadvokat, der er inspireret af Atticus Finch.

Dialogen om retfærdighed

Serier som Making a Murderer og The Jinx præsterer at få folk til at råbe ad fjernsynsapparatet i forargelse. Vi ryster på hovedet af det amerikanske system og de lange straffe, der resulterer i, at USA er det sted i verden, hvor den største procentdel af befolkningen sidder fængslet. Og så kan vi varme os ved et dansk system, der er baseret på rehabilitering og arbejder med at undgå, at folk kommer i fængsel igen i stedet for at bure dem inde for evigt.

Det, der ligger til grund for de forskellige retssystemer, er to vidt forskellige menneskesyn. I amerikansk optik er Avery den kantianske forbryder, der ikke formår at tøjle sine lyster. At opfatte ham som andet end det, ville være at fratage ham den frie vilje. I danske øjne er han et produkt af sit miljø. Han er forbryder, men også et offer for sociale strukturer, der for eksempel reproducerer ulighed. Disse ting kan resocialisering afhjælpe.

Derfor er der også grundlæggende forskel på, hvordan man straffer ud fra de to menneskesyn. Den amerikanske tiltro til menneskets frie vilje har ikke kun den amerikanske drøm som potentiale, men også den totale deroute. Straffeloven er udformet i overensstemmelse med den tanke, at har man først udvist ond vilje, vil man højst sandsynligt gøre det igen. Derfor siger flere af de amerikanske politifolk også om både Robert Durst og Steven Avery, at de ønsker dem »off the streets«.

Fængslingen er altså ikke kun et spørgsmål om straf, men også om at beskytte borgerne mod disse mennesker. I tilfældet Steven Avery fremgår det tydeligt, at denne logik sådan set er uafhængig af, om han har begået denne forbrydelse eller ej. Han er en trussel mod lokalsamfundet.

I Danmark er de fleste kriminologer af den opfattelse, at fængselsstraf ikke virker ret godt til at få folk ud af kriminalitet. Fængsler uddanner kriminelle. Al forskning peger på, at de har ret. Og derfor kan vi også med rette forarges over systemet og undres over, at amerikanerne fortsætter med at fængsle folk. Måske til der slet ikke er nogen tilbage på gaden.

Men hvad begge modeller har et problem med, er retfærdighed og retsfølelsen. Mens man i USA kerer sig så voldsomt om offeret, at man i sin iver for at skaffe det retfærdighed begår uretfærdigheder over for andre og hellere fængsler den forkerte end ingen, så kerer vi os måske ikke nok om offeret herhjemme.

Det blev tydeligt, da Marlene Duus i 2012 skrev en kronik i Politiken om oplevelsen af at se sin voldsmand være en del af et udslusningsprojekt, hvor han uddannede sig hos en berømt madkæde, mens hun stadig kæmpede for at få udbetalt sin erstatning.

Hvad begge dele fortæller os, er, at et retssamfund konstant skal være i dialog omkring, hvorfor vi straffer, og hvordan vi gør det. Ellers begynder domhuset at synke ned i sølet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her