Hvor jeg er, er Tyskland

Britta Böhler har begået en lille, lovlig harmløs roman om Thomas Manns store dramatiske valg i 1936
Den sarte, elskværdige og betænksomme Thomas Mann i sit schweiziske eksil.

Den sarte, elskværdige og betænksomme Thomas Mann i sit schweiziske eksil.

Ullstein Bild
23. januar 2016

En tysk kritiker har i anledning af diverse nyere fiktive behandlinger af den karismatiske forfatterskikkelse Thomas Mann måttet konkludere, at forfatteren »ikke er noget materiale«. Med andre ord: Der er intet væsentligt vundet ved at digte om denne mand. Umiddelbart lyder det plausibelt. Det er jo blevet sagt om Mann, at sjældent har en forfatter levet så lidt og fået så meget ud af det. (En konkurrent må vel være Søren Kierkegaard …?)

Men samtidig må man konstatere det paradoks, at Manns person (og ikke mindre hans familie) på den anden side altid har påkaldt sig en enorm interesse blandt alle mulige forskere og litterater. Hvordan – om overhovedet – Manns egen overbevisning om, at hans liv var eksemplarisk, altså helt ned i detaljen havde almen betydning, spiller ind her, skal jeg lade være usagt.

Listen over Mann-litteraturen er en foliant for sig, og en ikke ringe del af den er en bunke biografiske fremstillinger, gamle som nye, brede som smalle, hvor Mann, hans søskende, hustru og børn rumsterer. Efterhånden granvoksne børnebørn (som den flippede psykolog og forfatter Frido Mann) er heller ikke sluppet for rampelyset!

Kritikeren, der advarede mod at bruge Thomas Mann som model, henviste ikke mindst til Heinrich Breloers kendte doku-dramatiske fjernsynsfilm (2001) om forfatterfamilien, hvor der næsten lægges større vægt på den rodløse og »süchtige« søn, Klaus, end på faderen. Jeg må indrømme, at jeg fulgte den med stor interesse, og bragte den ikke noget frapperende nyt, så mødte man dog lyslevende som gennemgående fortæller det nu afdøde yndlingsbarn Elisabeth, kaldet Medi. Hun var som det eneste Mann-barn ikke spor bange for faderen.

Fremhævet blev alene, blandt en håndfuld middelmådige romaner, Hans Pleschinskis store Königsallee fra 2001, fordi den bygger på meget nyt biografisk materiale. I kølvandet på tv-serien handler også den om den homofile side af Manns væsen, som der i efterhånden mange år har været stor opmærksomhed på. Interessen er selvfølgelig vokset, i takt med at alle Manns dagbøger, der vitterligt er påfaldende utilslørede, nu i en rum tid har været tilgængelige i deres helhed. Af dem fremgår det i øvrigt også, at Katja så med stor overbærenhed på ægtemandens yderst beskedne eskapader. Det har selvfølgelig lettet på frimodigheden i dagbøgerne.

Dagligdagen

Dette spor forfølges ingenlunde af Britta Böhler (f. 1960) i hendes alt andet end udfordrende, for ikke at sige noget spage roman Beslutningen, der nu ser dagens lys på dansk i en hæderlig oversættelse ved Lise Bøgh Sørensen. Som læser efterlyser man tværtimod et eller andet markant projekt, der om ikke andet kunne have tilført stoffet noget energi. Men nej, Beslutningen highlighter ikke noget særligt; det skulle da være den sarte, elskværdige og betænksomme ægtemand Thomas Mann og hans let nervøse færden i det schweiziske eksil.

Dagligdagen ligner sig selv. Det var Mann altid god til at få den til. Hunden skal luftes. Katja, hans kone, skal have te på sengen. Havanneser-skyen bølge i arbejdsværelset. Wagner-pladerne spilles på grammofonen. Og børnene telefonere bekymret fra udlandet. Den snart 60-årige forfatter står op og går i seng med en uro, der ikke vil lade ham i fred. Der er et drama i luften, uden at det dog bliver rigtig føleligt i skriften,

Romanen, der ikke bare er artig, men også opbyggelig, fokuserer på de to-tre dage i 1936, da Mann træffer sit valg. Efter lang og forgæves venten på bedre tider, fuld af tvivl og tøven, overvinder han sig selv og fatter det nødvendige mod til at undsige Det tredje Rige. Det sker i et indlæg i Neue Zürcher Zeitung. Med den længe frygtede ekspatriering og tabet af sit tyske statsborgerskab til følge.

Både i tiden før og efter Hitlers magtovertagelse havde Thomas Mann gentagne gange taget afstand fra den fascistiske voldsatmosfære i de tyske byer og det »Megafon-Deutschland«, der havde udviklet sig. Han lagde aldrig skjul på, at han afskyede DNSAP. Og efter 1933, da Hitler-staten var en kendsgerning, trak han sig konsekvent fra sine officielle poster i takt med nazificeringen af kulturlivet.

Men at tage det sidste skridt og dermed sætte sine læsere til – dér tøvede han. Hans tyske læsere var og blev hans egentlige læsere. Et brud ville ikke blot koste ham hans formue og den elskede patricierejendom i München; hans forfatterskab ville få samme skæbne som hans socialistiske bror Heinrichs bøger, nemlig at blive kastet på bålet under pøblens hujen. Og havde ikke hans tyske forlægger advaret ham voldsomt mod at lægge sig ud med regimet? Romanserien om det gamle testamentes Josef var godt i vej … Der var mange grunde til at tøve.

Omvendt havde han datteren Erika ophidset i røret fra München: Hvad tænkte han dog på? Alle vennerne spurgte hende: Hvornår melder din far kulør? Men Thomas Mann yndede ikke det tyske emigrantmiljø, som han lærte at kende på udenlandske foredragsrejser og under ferieophold. Han følte sig ikke i slægt med disse overvejende venstrefløjsfolk. Alt dette er kun til stede sporadisk og som en stille baggrundsmusik i Böhlers roman.

At den moralsk-politiske krise, Mann vitterligt befandt sig i, ikke kommer markant eller fængslende frem i Beslutningen kan ikke undre, når Britta Böhler f.eks. lader Thomas Mann tænke lettere bagatelliserende om sit eget gamle problematiske værk fra 1918, storessayet Betrachtungen eines Unpolitischen. For det gjorde han ikke. Det tog han ingenlunde let på. Der er tale om ét langt og tungt kampskrift til forsvar for tyskheden an sich – indbefattet et »dø (dvs. krig), om så det gælder«, skrevet under Første Verdenskrig. Et sværdslag for kultur og myter rettet imod civilisation og modernitet (som broren Heinrich og Bertolt Brecht og mange andre progressive med dem gik i brechen for). Thomas Mann vidste godt, hvor langt han havde været ude dengang, og hvor meget han havde muret sig inde. Men det havde ikke været nogen letfærdig dårskab, der nu bare var et skuldertræk værd.

Kønt genremaleri

Netop fordi det havde været alvor, kunne han også tyve år senere, efter endelig at have gjort fælles sag med emigrationen, skrive et berømt essay ved navn Bruder Hitler (1938), hvor ’Bruder’ skal forstås i overført betydning: kollega. Hitler var et monster, ja, men Mann forstod ham. Han vidste, hvem denne undermåler var, og hvad han var i stand til.

Og nu var Mann hver dag i sit eksil vidne til, hvilken blodig vogn tyskheden var blevet spændt for af nationalsocialisterne.

Ja, Hitler havde stjålet Tyskland fra ham og skamferet det til ukendelighed. Hitler havde sørget for, at Thomas Mann ikke længere kunne identificere sig med sit land. Det er denne erkendelse, der kommer til udtryk i hans berømte udsagn: »Hvor jeg er, er Tyskland.«

Og med disse ord slutter Britta Böhler sin bog, skønt Mann faktisk først udtalte dem, et par år efter hendes bog hører op.

Han udtalte dem første gang til de amerikanske journalister om bord på amerikadamperen, da de tog imod den verdensberømte emigrant i New York havn den 21. februar 1938. I det samme interview anbefalede han varmt, at Hitler blev bekæmpet militært.

At Böhler alligevel citerer udsagnet, skal være hende tilgivet. Det er under alle omstændigheder værd at have med. Men bogen giver ikke ordene den vægt, de fortjener.

Lige så lidt som den trussel, Erika endte med at rette mod sin far i telefonen, bliver så fatal, som den var: Hvis han ikke tog sig sammen NU, skulle han ikke længere regne hende for sin datter …!

Måske har dette mulige tab været det tungest vejende i faderens beslutning …? Det var i al fald kort efter samtalen med Erika, at Mann telefonerede sit »go« til avisen – med alt, hvad det afstedkom. Ikke mindst en sand befrielse, som det skulle vise sig.

Dét kunne have været fremhævet og dermed været en pointe i Britta Böhlers kønne genremaleri.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Ny bog

Beslutningen

Britta Böhler

Oversat af Lise Bøgh Sørensen

Turbine Forlag

180 sider

260 kr.

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu