Læsetid: 7 min.

’Åh Gud, siger en kvinde virkelig sådan nogle lyde?!’

I årtier blev hun nedvurderet. Nu står alle fra Lady Gaga til Moby i kø for at hylde hende. Hvordan har den 83-årige kunstner Yoko Ono det med, at tiden har indhentet hendes lyd?
Yoko Ono sender et fingerkys til fotograferne, mens hun poserer foran værket ’Morning Beams/River Bed’ ved åbningen af udstillingen ’Land of Hope’ i Mexico City i starten af februar.

Rebecca Blackwell

26. februar 2016

Yoko Ono giver mig en demonstration af hendes vokalteknik. Næsten et halvt århundrede efter at den første gang blev sluppet løs over for et intetanende britisk publikum – til en koncert i Royal Albert Hall i 1968, mens husbonden John Lennon lod sig forsvinde i Indien – er det stadig en hårrejsende oplevelse. Ikke mindst fordi det sker en meter fra mit ansigt.

Og desto mere fordi demonstrationen er akkompagneret af Yoko Onos egen forklaring på, hvordan hun fik adgang til sin unikke vokal. Når hun taler er hendes stemme usædvanlig blød og delikat. Det er langt fra tilfældet med hendes sang.

Det hele startede med en formaning, hun som lille pige fik af sin mor. Hendes familie var velhavende og havde tjenestepiger ansat.

»Min mor sagde: Du skal aldrig gå op til de ansattes værelser. De taler om slemme ting, som du ikke ønsker at vide noget om,« fortæller Yoko One, der naturligvis sneg sig op og lyttede til samtalerne i smug.

»Der sad de her to teenagepiger og kæmmede deres hår, mens de snakkede. ’Min tante fødte en baby i går,’ sagde den ene. ’Virkelig?’ ’Ja, og hun lavede de her lyde ’.«

Yoko Ono udsender en række frygtindgydende grynt og skrig.

»Og jeg tænkte bare: ’Åh Gud, siger en kvinde virkelig sådan nogle lyde, når hun føder?! Der var dengang, et renskuret lyserødt billede af, hvad en kvinde gjorde. Hun skulle være yndig og udsende yndige lyde. Ingen havde fortalte mig, at vi også kunne lyde sådan her ...«

Yoko Ono laver flere lyde. Grynt og jamren.

»Så jeg blev bange og sneg mig tilbage på mit værelse. Men oplevelsen blev hos mig, og år senere begyndte jeg at lave alle mulige lyde.«

Sidste år var hun i Beijing for at sætte en udstilling op, og på åbningsdagen lavede hun en lille performance.

»Jeg sagde: ’OK, nu vil jeg lave noget med den her kvindestemme’.« Flere skrig og grynt.

»De var målløse! Men det er jo sådan, det er. Tror du ikke, at vi som mennesker kommer med vores maximale udtryk under en fødsel. Barnet er jo selve den menneskelige race.«

Kontrasten

Det er ikke kun forskellen mellem hende talestemme og hendes sang, der gør mennesket Yoko til et spændende studie i kontraster. På den ene side er en masse af hendes udsagn imponerende grove og har den der ’fuck you’-attitude, der prægede det miljø, hun er rundet af – den avantgardistiske kunstverden i begyndelsen af 60’erne. Som når hun blankt indrømmer: »Jeg kan ikke rumme publikum. Jeg kræver, at publikum rummer mig.«

Men samtidig – og det indrømmer hun selv – vejer hun sine ord nøje. Hvilket formentlig blandt andet skyldes, at hun i de 35 år, der er gået siden Lennons død, har oplevet, at hver eneste udsagn er blevet vendt og drejet af offentligheden i forsøget på at finde beviser på, at der skulle have været en løbende strid med Paul McCartney.

»Hvis jeg siger noget, glemmer jeg det måske hurtigt selv, men det bliver ved med at leve og vokse. Så jeg er blevet forsigtig med, hvad jeg siger.«

Yoko Ono er sjov, intelligent, underholdende, i besiddelse af en ekstremt perlende latter og ferm med aforismer – »Livet er som en kuffert, du kan presse en masse ind« – men man skal ikke tage fejl: Alderen har ikke blødgjort hende. Hun besidder stadig en nødvendig hårdhed i forhold til omverdenen. Hvis man stiller et spørgsmål, som hun ikke bryder sig om, sender hun én et hårdt blik, ignorerer, hvad man spurgte om, og svarer, som om man havde stillet et andet spørgsmål.

Hun virker for eksempel ikke særlig opsat på at dvæle ved de mere dystre aspekter af hendes liv. Bortset fra at hun bemærker: »Det, der virkelig har fået mig til at overleve, er at skabe noget. Helt at fordybe mig i det, jeg skaber. Det er en situation, jeg er så fortrolig med, at jeg kan komme videre. «

Fin form

Men det er svært at kalde Yoko Ono’s liv andet end turbulent. Hun har været så langt nede, at hun i kølvandet på Anden Verdenskrig har måtte tigge for at få mad; hun har været indlagt på psykiatrisk hospital efter et selvmordsforsøg; hendes otteårige datter blev bortført af hendes anden ægtemand og voksede op i religiøse sekter (Yoko Ono og hendes datter blev genforenet i 1998 efter 27 års adskillelse).

Hun har været udsat for årtiers offentlige bagvaskelse, som har været rig på kvindehad og racisme – og selv i dag er hendes navn stadig en populær drengerøvsmetafor for en kontrollerende ægtefælle. Hun har set sin tredje mand blive myrdet lige foran hende.

Og dog, her sidder hun, 83 år gammel og tilsyneladende i fin form. Bag solbrillerne, som hun holder på næsetippen, ser hendes ansigt nærmest unaturligt uændret ud i forhold til de sidste billeder af hende og Lennon sammen – og hun er i London for at indsamle inspiration, få en musikpris og promovere Yes, I’m a Witch Too, som er det andet album, hvorpå hun samarbejder med kunstnere som Sparks og Moby, der remixer hendes sange.

Hun siger, at hun elsker at få sit arbejde genfortolket, fordi det er virkeliggørelsen af en idé, hun fik tidligt i sin karriere.

»De første album, jeg lavede med John, Two Virgins og Life With The Lions kaldte vi ’Unfinished Music’. Og ideen har udviklet sig lige siden: Jeg tror på, at man skal gøre et kunstnerisk forsøg og derefter involvere andre mennesker.«

Nyt syn på Ono

Både prisen og albummet er eksempler på, at Yoko Onos musik de seneste år har gennemgået en omfattende revurdering. Den musik, hun skabte i samarbejde med Lennon på albummet Yoko Ono / Plastic Ono Band fra 1970 og Fly fra 1971, er ofte brilliant og virkelig nyskabende og var ifølge Yoko Ono et resultat af, at hun dengang ingen forståelse havde for populær- eller rockmusik.

»Jeg drømte ikke engang om at komme på hitlisterne, for jeg vidste ikke, at der fandtes noget, der hed hitlister.«

Hun forsøgte i stedet at omforme »den utroligt intense lyd«, som hun havde hørt i moderne klassisk musik og i den frie jazz, til nye formater. Selv da hun senere begyndte at skrive mere konventionelle sange, skinnede hendes idiosynkratiske særhed altid igennem.

Hendes bidrag til 1980’ernes Double Fantasy er mærkbart mere kantede og mere i overensstemmelse med tidens lyd end noget af det, som Lennon bidrog med til albummet. »Walking on Thin Ice,« den sang, de indspillede den dag, han blev myrdet, var et klaustrofobisk stykke eksperimentel punkfunk med en skræmmende forudseende tekst om tab.

»Det er så uhyggeligt. Altså, jeg tænkte på alt det, før Johns død. Og jeg vidste ikke, at han skulle dø. Det gjorde John angiveligt heller ikke, så det hele skete på en meget indviklet og underlig måde.«

Tolvtonemusikken

Men i årevis blev hendes musik i bedste fald betragtet som et biprodukt af hendes mands eftergivende kærlighed og i værste fald mødt med hån og vrede.

»I begyndelsen forstod jeg det ikke, men så sagde jeg: ’Måske er det en naturlig reaktion, fordi jeg laver noget, som folk ikke er vant til.«

Men det bekymrede hende egentlig ikke, hvem der kunne lide hendes musik.

»Jeg kommer heldigvis fra en helt anden musikalsk baggrund. Min far var klassisk pianist og meget optaget af Schönberg og tolvtonemusikken. Og så var han meget streng. Jeg kunne på ingen måde leve op til hans musikalske standarder.«

Lennon var altid en stor støtte, fortæller hun. Og han elskede at skabe musik sammen med hende, ikke mindst fordi han vidste, at resultaterne aldrig ville blive sammenlignet med Beatles.

»Jeg er sikker på, at de andre fra Beatles havde det samme problem: De havde sammen skabt noget meget stort, men hvad skulle de gøre derefter?«

I hele sit liv forblev Lennon standhaftigt overbevist om, at andre ville få øjnene op for Yoko Onos musik.

»Han var en meget speciel person. Han havde meget høje forventninger til folk, og han forstod, at verden ville ændre sig.«

Yoko Ono siger, at hun ikke er sikker på, hvornår han fik ret – »Det er måske mig, der er arrogant, men jeg har hele tiden troet på, at min musik var smuk.« – men i de seneste år har hun høstet enorme mængder af ros og er blevet udråbt som en vigtig inspiration for en helt række kunstnere fra Sonic Youth til Lady Gaga.

Hendes egne album, der som regel er skabt i samarbejde med sønnen Sean, spilles til ethvert arrangement med rock-avantgarden – selvom albummet fra 2013, Take Me to the Land of Hell, var præcis ligeså udfordrende som altid.

I dag følger hun tre spor samtidig: et som musiker, et som aktivist og et som samtidskunstner. Sidste år havde hun bl.a. en retrospektiv udstilling på Museum of Modern Art i New York.

Nej, siger hun, da jeg spørger, om hun nogensinde overvejer at trække sig tilbage: »Jeg stopper ikke. Det tænker jeg aldrig på. Kunstnere er neurotiske, de ønsker at fortsætte. Og jeg er en kunstner. Min eneste interesse er, at skabe noget smukt.«

Måske fordi hun ved, at det udsagn minder mig om hendes indledende demonstration af vokalteknik og den medfølgende anekdote fra pigekammeret, tilføjer hun:

»Når jeg siger smukt ... tja, den ypperste skønhed kan være grim for nogle mennesker.«

@ The Guardian og Information

Oversat af Anna von Sperling

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Rehhoff

Det har nok lidt været Yoko Onos uheld, at hun slog pjalterne sammen med John Lennon, fordi en masse mennesker så syntes, at hun fik en en ufortjent opmærksomhed som kunstner, som hun ellers ikke ville have fået. Der er nok altid en risiko for blive henholdsvis undervurderet/overvurderet med den baggrund. Men på mange måder har hun været oppe på beatet, med plader som "Plastic Ono Band" og "Approximately Infinite Universe" og så hendes store hit "Walking On Thin Ice".

https://www.youtube.com/watch?v=XzV7FiuDYKo

Lars Bo Jensen

Yoko Ono fik mere kritik for at John Lennon (RIP) gik fra at være musiker til at være fredsaktivist.
Når man ser videoerne med Lennon og Ono, ser det ud som at de fik en god tid sammen. Tror ikke at mange havde kendt Yoko Ono i dag, havde det ikke været for forholdet til Lennon.

Man skal nok have en helt særlig begavelse og adskillige års erfaring for, på den helt rigtige måde, at kunne forstå det fremragende i Yoko Onos vokal.

Var ikke Plastic Ono Band John Lennons band, med Ringo Starr på trommer og Klaus Voorman på bass), senere udvidet med Eric Clapton på guitar (hvad ellers?) - og så med Yoko som avantgardistisk gæstesanger (evt. "sanger")?
Onos navn var dog med i navnet.