Baggrund
Læsetid: 11 min.

En civiliseret charmør og hans chauffør

For Louisiana var sidste år det største siden grundlægger Knud W. Jensen slog dørene op i 1958. Selv var han en drivkraft bag museet og talte med sit engagement pengene op af lommen på donatorerne, husker hans privatchauffør
Kultur
12. februar 2016
Louisianas stifter, Knud W. Jensen, (på billedet) og hans chauffør, John Hultgren var hinandens modsætninger: den ene talende, iderig og distræt, den anden rolig, praktisk og pligtopfyldende.

Louisianas stifter, Knud W. Jensen, (på billedet) og hans chauffør, John Hultgren var hinandens modsætninger: den ene talende, iderig og distræt, den anden rolig, praktisk og pligtopfyldende.

Jakob Dall

Det er ikke mindst på grund af den japanske kunstner Yayoi Kusama, at Louisiana har haft et rekordår. 730.000 mennesker havde indløst billet, da udstillingen lukkede for tre uger siden. Det gjorde I Uendeligheden til den tredjestørste udstilling i museets levetid. Efter Claude Monet i 1993-94 og Pompeji år 79 i 1977-78. Picasso i 1981 er forvist til en fjerdeplads.

I virkeligheden havde museets slet ikke forventet, at Kusama-udstillingen skulle gå hen og blive den helt store ’varme’ succes. Men den gik viralt, da folk opdagede effekten af at tage en selfie i Kusamas spejlrum med alle prikkerne. Folk stod først i kø udenfor og derefter indenfor for at få 10 sekunder til en selfie.

Ingen ville have været mere begejstret end stifter af museet Knud W. Jensen. Han havde let til begejstring, og han havde let ved at begejstre. Folk blev altid så glade, når de så ham, siger hans nære medarbejder og chauffør John Hultgren: »De badede sig i lyset af hans glæde.« I år ville Knud W. Jensen været blevet 100 år. Han døde i 2000.

John Hultgren og Knud W. var på mange måder hinandens modsætninger: Knud W. Jensen var konstant talende, konstant i bevægelse, iderig, distræt, upraktisk og glemsom. John Hultgren var rolig, praktisk, pligtopfyldende og loyal. De havde livsglæde og humor til fælles. Og viljen til at være et ordentligt menneske.

John Hultgren var chauffør og altmuligmand for Knud W. Jensen i hans sidste 11 år. Og når de kørte sammen, sad de begge på forsædet i en løbende samtale. Om alt.

John Hultgren drev hotel i Helsingør, men måtte dreje nøglen om, da værftet lukkede. Han søgte alle mulige stillinger, men fik som 60-årig at vide, at han var ’overkvalificeret’. Det var hans datter, der til sidst opfordrede ham til at søge ind som kustode på Louisiana: »Du kan ikke bare sidde her og surmule.«

Hultgren begyndte på museet i 1989, men vagtchefen fandt hurtigt ud af, at han i hvert fald var overkvalificeret til at være kustode, så John Hultgren fik overdraget en række ansvarsområder. Han skulle tage sig af teknikken i arrangementsafdelingen – som han ikke havde en pind forstand på, men det havde hans søn – vognparken og Knud W. Jensen.

»Jeg var rystende nervøs for at møde ham. Tænk alt det, den mand havde skabt. Men han var helt ligetil. Det første han sagde var: ’Jeg kan forstå, at I vagter er dus. Skal vi ikke også være det?’ Han kunne ikke fordrage ordet kustode. Det lød så kedeligt. Som nogen, der hele tiden gik og tyssede på folk og forhindrede dem i at hygge sig. Det ville han ikke have. Han sagde altid, ’Vi ligger herude på landet. Folk skal føle sig velkomne’.«

På billedet ses Knud W. Jensens chauffør John Hultgren

På billedet ses Knud W. Jensens chauffør John Hultgren

Jakob Dall

Pengene op af lommerne

John Hultgren fandt hurtigt ud af, at Knud W. Jensens helbred var dårligt. Han havde dårligt hjerte, glemte at spise, og der var meget, han ikke kunne tåle, så John Hultgren vænnede sig til at sørge for lette og lækre frokostanretninger fra museets køkken.

Hans job bestod primært i altid at være til rådighed for Knud W. Jensen, og han opdagede hurtigt, at det skulle tages bogstaveligt. Knud W. Jensen var impulsiv, altid i gang, og tålmodighed var ikke hans spidskompetence. Når han fik en idé, og det gjorde han hele tiden, skulle den straks føres ud i livet.

John var helt ny i jobbet, da Knud W. Jensen bad ham om at sørge for en ekstra fin frokost: »Vi får fint besøg i dag.«

Det viste sig at være Hans Edvard Nørregård-Nielsen, direktør for Ny Carlsbergfondet. Knud W. Jensen blandede sig ikke i frokostens indhold, ud over at der endelig måtte være en lille snaps. Det var en yndig forårsdag, og den gamle hoteldirektør John Hultgren så, at det ville være perfekt at dække op på hovedhusets balkon med udsigt over parken og Øresund. Det var første gang, John opdagede, at Knud W. Jensen kunne tale pengene op af lommerne på folk og malerierne ned af væggene. Alt i museets tjeneste. Og drevet af en oprigtig entusiasme.

En sen eftermiddag på vej hjem fra møder i København sad Knud W. Jensen og krammede en seddel med navn og adresse på en kunstsamler i Hellerup, som skulle have en meget fin Jorn-samling. Han havde fået adresse og telefonnummer på et møde samme dag.

»Jeg tror sgu, at det er her i nærheden,« fortæller John Hultgren, at Knud W. Jensen sagde, da de kom igennem Hellerup. »Prøv lige at dreje til venstre her.« De kom forbi Jornsamlerens hus og så, at der var lys.

»Kør ned for enden af vejen,« sagde Knud W. Jensen og kastede sig over telefonen: »Jeg prøver lige at ringe til hende.«

»Goddag undskyld, jeg forstyrrer. Det er Knud Jensen fra Humlebæk. Jeg hører, at De er meget interesseret i Jorn?«

»Ih, jeg vil så gerne vise Dem vores Jorn. Kan De komme forbi en dag?« svarede samleren.

»Nu er vi tilfældigvis lige i nærheden, så hvis det passer Dem?« Det gjorde det, og John Hultberg fortæller, at Knud W. Jensen så på ham og sagde: »Nu er vi på den. Vi må lige vente lidt og så håbe, at hun ikke ser, hvad vej vi kommer fra.«

Besøget endte i et nært venskab og en stor Jorn-donation til Louisiana.

Afholdt og omsorgsfuld

Knud W. Jensen var afholdt i en grad, der grænsede til tilbedelse, af personalet. For Louisianas stifter var det ikke folks eksamenspapirer, men deres personlige egenskaber, der talte, og John Hultberg måtte lære at manøvrere blandt sekretærer, hvis chefloyalitet var ubetinget.

»De havde alle mulige ideer om, hvad Knud kunne lide, og hvad han ikke ville have. Til hans 75-års fødselsdag, hvor Knud tog imod i cafeteriet, havde jeg været i den lokale festbutik og købt en masse papirflag, som jeg delte ud til alle gæsterne, så de kunne have dem med hen til ham. Så kom de dér damer fra kontoret og korsede sig. »Nej, det går ikke. Den slags kan Knud ikke lide.« Det skulle helst være meget kultiveret alt sammen. Men da var det jo for sent, og det viste sig da også, at Knud var begejstret. Han synes, at det var festligt.«

Knud W. Jensens hustru, Vivi Jensen, deltog til hans store sorg meget sjældent i arrangementer og festligheder på Louisiana. John Hultgren synes den dag i dag, at det var synd for Knud, men indrømmer, at hans egen hustru tager Vivi Jensens parti:

»Sommetider sad hun jo hjemme og ventede med fin mad, og så glemte han hende, hvis han blev optaget af et eller andet. Eller han ringede og sagde, at de kom 30 mennesker efter en fernisering, og så kom de 50. Jeg husker en gang til en stor fest på Louisiana, hvor Vivi havde ladet sig overtale til at tage med. Der gik ikke 30 sekunder, så stod hun dér i sin fine kjole og blomstrede, mens han bedårede Suzanne Brøgger. Men hvis han huskede det, var han meget omsorgsfuld. Så ringede han hjem fra bilen og sagde, at vi blev forsinket. Og han sagde altid til mig: ’Har du ringet hjem og advaret om forsinkelsen? Han var også omsorgsfuld over for mig. Engang hvor vi var på vej til sommerhuset i Kandestederne, ringede han til Vivi fra Frederikshavn: ’Har du noget mad til os? Du husker nok, at John ikke bryder sig om hvidløg?’ Jeg blev flov. Jeg er vel velopdragen nok til at spise, hvad der bliver serveret. Men Vivi havde lavet en dejlig bøf til mig – uden hvidløg.«

Kurtisering af donatorer

Til daglig var det John Hultgren, der sørgede for maden. Ikke bare til frokost. I de senere år ringede Knud W. Jensen sommetider til John Hulgren og bad ham komme med mad fra museet til ham og Vivi Jensen, og i den sidste sygdomsperiode kunne han godt finde på at ringe tidligt om morgenen og bede John Hultgren om at komme med en morgenbakke. Han stillede usvigeligt.

Men engang var det Knud W. Jensen, der sørgede for frokosten. De skulle til Museum Jorn i Silkeborg, og da John Hultgren stillede med bilen tidligt om morgenen, kom Knud W. Jensen begejstret ud fra hjemmet i Humlebæk med en pakke under armen.

»Jeg har sørget for frokost, så det skal vi ikke tænke på.«

Vel fremme gav han besked om at parkere, så de ikke kunne ses fra museet, gik om til bagagerummet og pakkede frokosten ud: en agurk og to rundtenommer smørsmurt rugbrød. Han stak glædestrålende John Hultgren en rundtenom og en halv agurk: »Er det ikke pragtfuldt? Bedre frokost får man ikke.«

Til frokoster og middage på Skovshoved Hotel og andre af kystens bedre vandingshuller stod den på østers og søtunge – tit i forbindelse med donatorer, der skulle kurtiseres. En af dem var den amerikanske kunstsamler Celia Ascher, som havde givet billeder til Louisiana og lovet flere i sit testamente.

Hun var en krævende dame, som besøgte Louisiana mindst en gang om året. Knud W. Jensen var fuldstændigt udmattet og måtte lægges i seng efter hvert besøg. »Han lagde virkelig meget arbejde i hende,« siger John Hultberg dystert. I det mindste var det ikke forgæves. Selv om hun overlevede Knud W. Jensen, arvede Louisiana kunst – bl.a. værker af Picasso, Miró og Jackson Pollock – for ca. 100 mio.kr., da hun døde i 2014.

Normalt var det Knud W. Jensens nære medarbejder, godsejersønnen Steingrim Laursen, der tog sig af kongehuset. »Den slags har han sådan et godt tag på,« sagde Knud W. Jensen, men han kunne ikke undslå sig, da han selv blev inviteret til frokost på Amalienborg. Vivi Jensen ville ikke med, så Knud W. Jensen forhørte sig på Amalienborg, om han måtte tage Celia Ascher med – ud fra den tanke, at amerikanere godt kan lide kongelige. Det måtte han godt, og frokosten var meget vellykket.

»Hvor er hun dog begavet, den dronning,« sagde han begejstret til John Hultgren, da de havde sat en glad Celia Ascher af på D’Angleterre. »Man kan tale med hende om kunst og alting.«

Museumsstifteren var også en stor beundrer af Mærsk Mc-Kinney Møller, selv om han som regel måtte gå tomhændet fra ham. John Hultgren husker, hvordan skibsrederen altid selv fulgte Knud W. Jensen helt ud til bilen, og hvordan Knud W. Jensen hele vejen hjem sang Mærsk Mc-Kinney Møllers pris, selv om han ikke havde fået noget ud af besøget.

Hidsigt temperament

Knud W. Jensen havde en ufattelig evne til at skabe engagement omkring sig. Men han havde også et hidsigt temperament og kunne drive alle omkring sig til vanvid ved at blande sig i alting. John Hultgren fik et alvorligt møgfald under et fint besøg på museet.

Forfatter Isabel Allende fortalte om Åndernes Hus, og alle kunstnerne fra Bille Augusts film, der var ved at blive optaget i København, var inviteret med. Der var reserveret plads til dem på første række, men da forestillingen gik i gang, stod Meryl Streeps stol tom, og Knud W. Jensen bad John Hultgren om at finde hende. Meryl Streep var aldrig kommet længere end Giacometti-rummet, hvor hun var faldet i staver.

»De venter på Dem,« sagde John Hultgren forsigtigt, og Hollywood-stjernen tog ham muntert under armen og lod sig føre til koncertsalen. Allende var begyndt, og Streep ville ikke forstyrre, men insisterede på at sætte sig på trappen. Da det gik op for Knud W. Jensen, at John Hultgren havde ladet Meryl Streep sidde på trappen, røg han op i det røde felt og spruttede af raseri. Men John Hultgren fik talt ham ned.

»Han var aldrig bleg for at sige undskyld,« siger han.

»Som regel smed han bare telefonen, når han var færdig med at tale. Men jeg husker en meget speciel gang. Han havde ført en meget lavmælt samtale på forsædet ved siden af mig, hvor han altid sad. Da han var færdig, lagde han telefonen meget forsigtigt fra sig. ’Nu går det op. Nu er jeg glad.’ Det var den gang, det endelig var gået i orden med Poul Erik Tøjner (direktør for Louisiana siden 2000, red.). Knud var jo konstant bekymret over, hvad der skulle ske med Louisiana efter hans død.«

John Hultgren kendte ikke noget til rygterne om, at Knud W. Jensen skulle have sværmet for det stortyske univers som ung, og det var ikke noget, de nogensinde talte om. Det nærmeste, de kom, var, da John Hultgren under en af deres mange ture fortalte om sin ungdom i modstandsbevægelsen. Knud W. Jensen var fascineret af historierne og ville gerne høre mere. Selv om han blev stille.

»Jeg har nok ikke været så fin i kanten dengang.«

Kort efter skulle de til Helsingborg: »Vi skal spise frokost med en, jeg kender.« De kom ud i et kedeligt kvarter, hvor Knud W. Jensen forsvandt ind i en trist ejendom.

»Han kom ud med Erik Johansen. En usoigneret kedelig type. Jeg kendte ham ikke, men jeg kunne forstå, at det var en gammel ven fra ungdommen. Siden har jeg jo forstået, at de var sammen i gruppen Ringen med Ole Wivel og Ole Høst og nogle andre malere. Vi kørte til Grand Hotel i Helsingborg og spiste frokost. De skændtes, og Knud sagde: ’Jamen jeg bad Ole om at blive hjemme.’ Det fremgik, at de talte om Ole Høst, der døde på tysk side i krigen. Så undskyldte jeg mig og gik en tur. Jeg syntes ikke, at det passede sig, at jeg skulle overvære den samtale. Siden har jeg jo hørt, at han afpressede Knud ved at true med at afsløre hans ungdoms vildfarelser. Jeg ved ikke, om det passer, og jeg ved heller ikke, om det lykkedes. Men jeg ved, at Knud var meget bedrøvet hele vejen hjem. Og jeg ved, at hans nære venskab med Ole Wivel for længst var gået over. Han kunne blive helt oplivet ved tanken om, hvor meget han afskyede Ole Wivel, og sagde til mig: ’Kan du forstå, at to gamle mænd hader hinanden sådan?’«

John er ligeglad med beskyldningerne om Knuds ungdommelige politiske vildfarelser, men han tror ikke et øjeblik på antydningerne af, at han skulle have været uinteresseret i kvinder.

»Det er det værste vrøvl. Han var vild med kvinder og altid lidt halvforelsket i sin borddame. Forudsat at hun var køn, vidende og vittig. Ellers blev han sur. Alle blev så glade, når de så ham,« siger han. »Jeg elskede ham.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Maj-Britt Kent Hansen

Lone Kühlmann har skrevet/gengivet dette.

Jeg undrer mig.