Læsetid: 6 min.

Dine kære skal dø, du skal dø, vi skal alle dø

Kirurg og forfatter Atul Gawande har skrevet en tankevækkende bog om alt det, vi med mere eller mindre ubevidst vold og magt skubber fra os hver eneste dag: livets tilfældighed, skrøbelighed og i de fleste tilfælde brutalt langtrukne endelighed
Kirurg, Harvard-professor og The New Yorker-skribent Atul Gawande har skrevet en vedkommende, ufordømmende og empatisk bog om vores dødelighed og vores udgrænsede fælles forståelse af døden.

Cathrine Ertmann

3. februar 2016

»Do you realize – that everyone you love someday will die,« lyder en smuk linje i en sang af Flaming Lips, som summede i mit hoved under læsningen af Atul Gawandes At være dødelig. Formand for Det Etiske Råd, Jacob Birkler, siger det ikke mindre kontant i sit danske forord: »Dine kære skal dø, du skal dø, vi skal alle dø.«

Døden er det eneste rigtigt sikre i denne verden, og alligevel er vi, hvis vi tager Atul Gawandes erfarne ord for det, rigtig dårlige til at dø. Særligt dårlige er vi til at lade hinanden dø, og det er vi, fordi vi på både samfundsmæssigt niveau og i vores familieliv mangler en kollektiv – både videnskabelig og eksistentiel – samtale om, hvad en god død indebærer.

Ofte er døden nemlig til stede langt tidligere end både læger, patienter og pårørende er villige til at indrømme, og når den endelig står for døren, er det for sent at overveje, om den sidste tid kunne have haft en større kvalitet uden de indgreb og behandlinger, som vores hippokratiske edsvorne læger stiller til rådighed på falderebet.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Information.dk

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Britt Kristensen
  • Carsten Mortensen
  • John Fredsted
  • peter fonnesbech
  • Niels Duus Nielsen
  • Erik Nissen
Britt Kristensen, Carsten Mortensen, John Fredsted, peter fonnesbech, Niels Duus Nielsen og Erik Nissen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Maj-Britt Kent Hansen

Patrimony af Philip Roth om hans fars sygdom og død - og om hans egne hjerteproblemer, kan også anbefales. I den grad læseværdig.

Kristian Jensen

Tror det var Sokrates der sagde: "Der er ingen grund til at bekymre sig om sin død, når du er her er den her ikke og når den er her er du her ikke." Det er 2000 år siden.

Lisbeth Raun, Torben Skov og Søren Johannesen anbefalede denne kommentar
ulrik mortensen

Det var Epikur, der skrev: "Når jeg er, er døden ikke. Når døden er, er jeg ikke". Karl Marx fandt stor interesse for Epikurs ateistiske filosofi, og skrev en doktorafhandling om ham og Demokrit -
(Differenz der demokritischen und epikureischen Naturphilosophie, Jena, 1841).
https://da.wikipedia.org/wiki/Karl_Marx

Lisbeth Raun, Jan Weis, Niels Duus Nielsen, Trond Meiring, Torben Skov, Anne Eriksen og Søren Johannesen anbefalede denne kommentar
Curt Sørensen

Vi finder også denne sætning hos kejser Marcus Aurelius, der jo var en belæst person og blev kaldt 'filosoffen på kejsertronen'. Han kan udmærket have haft den fra Epikur.

Torben Knudsen

Døden er en lettelse og frigør en fra menneskers behandling af hinanden og 'Nyhedernes' prioritering af livets bagside.
Positive og konstruktive nyheder og resten til opsøgning på 'Nyhedernes hjemmesider' ville forøge livskvaliteten og forøge BNP med 50%.
Godmorgen det er Nyhederne: 36 er i nat druknet fra båd på vej til Grækenland!! Mer kaffe?

Henriette Bøhne

Jeg har altid været mest enig med Grethe Risbjerg Thomsen:

Måske en martsnat

Jeg dør en lille smule
for hvert sekund, der går,
jeg bærer døden med mig
igennem livets år.

En nat, måske en martsnat,
så mild af regn og tø,
skal jeg gå bort i mørket
og holde op at dø.

Maj-Britt Kent Hansen og Carsten Mortensen anbefalede denne kommentar
Claus E. Petersen

beklager, men det lyder som en feel-good artikel fra Alt for Damerne, peppet op med poesi og udsat for akademisk litterær ekstrapolering.

"Selv om At være dødelig er skrevet ind i en amerikansk kontekst, hvor lægehjælp og ældrepleje er anderledes ulige fordelt, er de principielle, eksistentielle og faktisk også ressourcemæssige spørgsmål, bogen rejser, meget vedkommende."

Det hedder forresten ikke "kontekst", når man skriver på dansk, med mindre at man hænger på en pop-smart pseudo-intellektuel anglofil vinkel der skal markere at man er "in" med de andre pseudo-intellektuelle pop-smarte.
Ordet er "sammenhæng".. ikke "context".. "sammenhæng".. husk det nu!

Tak for den artikel om et meget vigtigt emne. "Dødskunst", godt ord. Måske man i denne kunst kunne indlemme retten til assisteret dødshjælp (ikke aktiv dødshjælp) for ethvert menneske, terminal eller ej: Ingen af os blev spurgt, om vi ønskede at være her; ville det ikke være smukt at sætte hinanden fri til at forlade denne verden, når vi måtte ønske det?

Lennart Kampmann

Måske er det på sin plads at de fleste ikke har modet til at afslutte deres eget liv, når de et øjeblik sidder i tungsindig tilstand. Det er hele den menneskelige tilstand, der er bevaret i at overleve hver dag.
Naturen prøver at frarøve os livet hver eneste sekund, og vores menneskelighed består i at snyde den mest muligt.
Til de der ønsker at forlade os tidligt vil jeg blot indskyde at da min nærmeste ven gennem 29 år tog sit eget liv, efterlod det blot tomhed og lidelse for alle andre. I hans øjne var det måske et fornuftigt valg, men i alle andres var det horribelt.

Det planlagte selvmord er den ultimative og mest selvcentrerede handling man kan udføre.

med venlig hilsen
Lennart

At slå tiden ihjel
Livets mysterium - en langsom nedslidningsproces - hvor den indre tid, som Henri Bergson kaldte ’den levede tid’, føles at forløbe hurtigere og hurtige med alderen i f.t. vækkeurets tid …

@Lennart Kampmann: "Det planlagte selvmord er den ultimative og mest selvcentrerede handling man kan udføre."

Vi ejer ikke hinanden. Vi har kun hinanden til 'låns'. Hvis jeg for alvor skal mene, at jeg holder af et givet menneske, så sætter jeg det frit til at tage sit eget liv uden at tage hensyn til mig. Og hermed naturligvis hverken være antydet, at jeg ikke ønsker at hjælpe vedkommende, før det eventuelt måtte komme dertil, eller at jeg ikke bagefter vil føle sorg over tabet. Men jeg kan ikke tillade mig at føle vrede, hvis jeg virkelig nærer/nærede kærlighed til det menneske. For kærlighed er i mine øjne at sætte fri. I modsætning til den såkaldte kærlighed, der praktiseres mest, ikke mindst i den vestlige kultur: den erotiske og romantiske kærlighed, der normalt ikke sætter fri, men derimod binder og omklamrer den, man påstår at elske. Når jeg engang skal dø, så ønsker jeg ikke at være omgivet af mine 'nære', medmindre de netop er i stand til at sætte fri, for så kan jeg ikke koncentrere mig om at dø, men skal 'belemres' med deres omklamrende medynk og sorg: du må ikke forlade os!

Lennart Kampmann

@ John Fredsted
Du skriver selv at du ikke vil have forstyrrelser, når du skal koncentrere dig om at dø. Er det ikke den ultimative selviscenesættelse? Dine nærmestes sorg vil jo være baseret på relationen til dig, og jo stærkere relation, jo større kærlighed.
Når du afviser relationen, afviser du også kærligheden.

Måske opdager du at livet netop giver mening fordi vi faktisk ejer hinanden. Du er et produkt af ejerskab ;)
At sætte fri, er at bryde relationen. At beskytte sig selv mod følelsesmæssig smerte.

Den måde du definerer kærlighed er i mine ører blot et værn mod følelsesmæssig engagement. Måske for meget zen-buddhisme?

Med venlig hilsen
Lennart

@Lennart Kampmann: Sådan lidt firkantet sagt synes den (måske specielt) vestlige kulturs definition på den såkaldte kærlighedsrelation at være givet ved noget i stil med: "Du må ikke forlade mig, for jeg elsker dig jo." Dette udsagn er der måske mange mennesker, der ikke vil finde noget galt med, måske fordi udsagnet i forskellige variationer florerer ikke mindst i musikken og i film. Men jeg synes, udsagnet er noget selvmodsigende vrøvl, al den stund, at man ikke kan elske ved at spærre inde. Udsagnet gør sin indflydelse gældende både i parforholdet og i det at tage afsked med en døende. Personligt nægter jeg dog at bøje mig for dets diktat. Jeg kan forstå på dig, at med hensyn til det at dø, så gør dette mig til en selviscenesættende egoist. Den udlægning finder jeg ikke rimelig. Når jeg taler om at sætte fri i forbindelse med det at dø, så er det ved at sige noget i stil med følgende til en døende ven: "Giv slip! Du skal ikke tænke på mig. Du skylder mig intet. Tak for den tid, vi fik sammen." Jeg ønsker såmænd bare det samme, når jeg engang skal dø. Gør det mig til et menneske, der bryder en relation, og dermed afviser kærligheden? I mine øjne slet ikke.

Lennart Kampmann

@ John Fredsted
Måske er det bare måden du italesætter det på, jeg misforstår.

Denne:

"Giv slip! Du skal ikke tænke på mig. Du skylder mig intet. Tak for den tid, vi fik sammen."

er ikke den samme som:

"Når jeg engang skal dø, så ønsker jeg ikke at være omgivet af mine 'nære', medmindre de netop er i stand til at sætte fri, for så kan jeg ikke koncentrere mig om at dø, men skal 'belemres' med deres omklamrende medynk og sorg: du må ikke forlade os!"

med venlig hilsen
Lennart