Dine kære skal dø, du skal dø, vi skal alle dø

Kirurg og forfatter Atul Gawande har skrevet en tankevækkende bog om alt det, vi med mere eller mindre ubevidst vold og magt skubber fra os hver eneste dag: livets tilfældighed, skrøbelighed og i de fleste tilfælde brutalt langtrukne endelighed
Kirurg, Harvard-professor og The New Yorker-skribent Atul Gawande har skrevet en vedkommende, ufordømmende og empatisk bog om vores dødelighed og vores udgrænsede fælles forståelse af døden.

Kirurg, Harvard-professor og The New Yorker-skribent Atul Gawande har skrevet en vedkommende, ufordømmende og empatisk bog om vores dødelighed og vores udgrænsede fælles forståelse af døden.

Cathrine Ertmann
3. februar 2016
Delt 12 gange

»Do you realize – that everyone you love someday will die,« lyder en smuk linje i en sang af Flaming Lips, som summede i mit hoved under læsningen af Atul Gawandes At være dødelig. Formand for Det Etiske Råd, Jacob Birkler, siger det ikke mindre kontant i sit danske forord: »Dine kære skal dø, du skal dø, vi skal alle dø.«

Døden er det eneste rigtigt sikre i denne verden, og alligevel er vi, hvis vi tager Atul Gawandes erfarne ord for det, rigtig dårlige til at dø. Særligt dårlige er vi til at lade hinanden dø, og det er vi, fordi vi på både samfundsmæssigt niveau og i vores familieliv mangler en kollektiv – både videnskabelig og eksistentiel – samtale om, hvad en god død indebærer.

Ofte er døden nemlig til stede langt tidligere end både læger, patienter og pårørende er villige til at indrømme, og når den endelig står for døren, er det for sent at overveje, om den sidste tid kunne have haft en større kvalitet uden de indgreb og behandlinger, som vores hippokratiske edsvorne læger stiller til rådighed på falderebet.

Læs også: Som læge var jeg slet ikke rustet til døden

Den lægevidenskab, er Gawandes kritiske budskab, der har forbedret vores levestandard og nedbragt vores dødelighed radikalt i moderne tid, har også koloniseret vores fælles forståelse af døden. Ved at udgrænse den.

Anerkend den

Man er i både sprogligt og fagligt kompetente hænder hos Atul Gawande, der er Harvard-professor og kirurg i Boston, forfatter til flere bøger og fast skribent for The New Yorker. Trods sin store teoretiske viden skriver han enkelt og konkret om de cases, som bogen er bygget op af, og hvor hans egen fars dødshistorie er iblandt.

I bogens indledning husker Atul Gawande undrende tilbage på sin tid på lægestudiet, hvor kun en ugentlig time var afsat til faget ’læge-patient-forholdet’. Her læste de Tolstojs klassiske novelle Ivan Iljitjs død om den 45-årige russiske dommer, der går fra at være en højt respekteret mand til en dødssyg og ensom person, hvis omgivelser ikke vil anerkende, at han er døende. Det bliver fraværet af ærlighed, anerkendelse og trøst, der i sidste ende bliver Ivan Iljitjs største sorg.

Læs også: LEDER: Den langstrakte død

Det, der for den unge Gawande bare var en uvedkommende historie fra en fjern og kulturel anderledes fortid, får i løbet af hans arbejdsliv en større og større symbolsk betydning. Han er så overbevist om sit fags superkræfter, at han, hver gang en patient dør, får det mere og mere, som om de regler, de som læger spiller efter, bliver brudt. »Jeg ved ikke helt, hvilket spil jeg troede, jeg var med i, men det var et spil, hvor vi altid vandt.«

Det går langsomt op for ham, at han på trods af, at han ofte står ansigt til ansigt med døden, ikke anerkender den.

Alderdommen som massakre

Vores kroppe kan ikke altid leve op til de fantasier, vi har om det gode liv, og som vi i fællesskab fodrer hinanden med. Vi elsker indslaget i lokal-tv om den 92-årige, der er frisk som en havørn og stadig ror 10 kilometer på Gudenåen hver morgen. Vi elsker alle – unge som gamle – ungdommen (livet!) og eksisterer derfor velvilligt på dens præmisser. Men det er Gawandes eksistentielle pointe, at livet i sig selv indeholder døden, i den forstand at vi dør lidt hver dag. Vi bør ikke kun definere døden som den konkrete begivenhed, der afslutter livet, men som en langsom nedslidningsproces, der fortsætter indtil »det sidste backupsystem bryder ned«.

»Alderdommen er ikke en kamp, alderdommen er en massakre,« som forfatteren Philip Roth skriver i romanen Everyman, og visse passager i At være dødelig er som et tag selv-bord af deprimerende og overraskende fakta om kroppens forfald. Kalcium lækker fra knoglerne ud i vævet, der stivner og bliver hårdt. Når man åbner en aldrende person under en operation, skriver Gawande, »føles det, som om de store blodårer næsten knaser mellem fingrene«. Tænderne går langsomt til, når emaljen nedbrydes, blodtilstrømningen til tandrødderne svækkes, og gummerne bliver betændte. Finmotorikken ryger sig en tur, følesansen sløves og synet svigter.

Allerede fra vores 30. år taber vi støt og roligt muskelmasse, og hjernen skrumper med større risiko for hjerneblødninger til følge: Hjernen rasler ganske enkelt rundt inde i kraniet, hvilket gør det ekstremt farligt at slå hovedet efter en vis alder. Faldulykker er faktisk i sig selv en af de største trusler for ældre menneskers liv og førlighed – et umiddelbart banalt og praktisk faktum, som for Gawande bliver et afsæt for større og interessante refleksioner over de specifikke krav, behandling af ældre mennesker bør stille til lægestanden.

Hvis vi taler livskvalitet, understøtter en tur på fodklinik eller en regulering af den smertestillende medicin måske i første omgang bedre den ældres frihed og mobilitet, end den aggressive strålebehandling af en alligevel langsomt voksende tumor gør. Det ved geriatere, der er specialiseret i alderdommens sygdomme, alt om, men en anden af Gawandes kritiske pointer er, at der ikke ligefrem strømmer penge til ældreområdet. Hvis vi ikke tager endeligheden med i betragtning, kan vi ganske enkelt ikke prioritere godt nok i forhold til nuet.

Kærlighed og kontrol

Atul Gawande har i den første halvdel af bogen – og den som gør mest indtryk – en nærmest tyrafranksk agenda. Ved at fortælle forskellige menneskers ’forfaldshistorie’ stiller han spørgsmålet, om det stærke og entydige lægefaglige fokus på livets opretholdelse og overlevelse er sivet ind i vores syn på ældre mennesker generelt og dermed også i ældreplejen.

Gawande beskriver, hvordan sikkerhedsprocedurer på plejehjem, der har til formål at sikre fysisk tryghed og sundhed for beboerne, ofte har store konsekvenser for de ældres humør og livskvalitet. De kontrolprocedurer, der skal sikre, at de ældre ikke taber sig, ikke falder, ikke får for højt blodtryk eller ikke bliver kvalt – og som skal sikre nogenlunde ensartede arbejdsvilkår for plejepersonalet – fratager dem samtidig også den selvbestemmelse, frihed og identitet, som er med til at gøre livet noget værd.

Vi værdsætter som samfund paradoksalt nok livet så højt, at det ’at holde liv i’ dem bliver det højeste mål. Men, skriver Gawande, »meget af det, vi gerne vil gøre for vores kære, afhænger af forhold, vi selv ville modsætte os på det kraftigste, fordi det begrænser vores selvforståelse.«

Det er kærlighedens kontrollerende natur (min egen selektive indstilling til brug af cykelhjelm kommer mig i hu) at ønske frihed for os selv, men sikkerhed for dem, vi elsker.

Vedkommende bog

Selv om At være dødelig er skrevet ind i en amerikansk kontekst, hvor lægehjælp og ældrepleje er anderledes ulige fordelt, er de principielle, eksistentielle og faktisk også ressourcemæssige spørgsmål, bogen rejser, meget vedkommende. Kritikken af den nærmest institutionaliserede dødsforagt virker særligt heftig og sand samtidig med at forfatteren udviser en ufordømmende, menneskelig forståelse for, hvorfor det er sådan.

Vi (overbe)handler i afmagt og smerte, når vi burde turde se den døende i øjnene og lægge en plan i fællesskab. Men vi har ingen ritualer at ty til, og vi har ingen øvelse i at tale accepterende om døden. Vi har, mener Atul Gawande, brug for i fællesskab at udvikle en moderne ars moriendi – dødskunst – for, som han skriver, er der noget der tyder på, at »man lever længere, når man holder op med at prøve at leve længere«.

Han henviser til undersøgelser, der viser, at døende patienter, der modtager såkaldt palliativ behandling, hvor fokus er på smertelindring og sjælesorg, lever længere, hvilket også gør sig gældende for mange hospicepatienter. De menneskelige skæbnefortællinger, som Gawande lykkes med at levere med lige dele lægefaglig nøgternhed og filosofisk medmenneskelighed, er bogens klareste styrke. Den, der konfronteres med livets skrøbelighed, ser livskvalitet fra et andet perspektiv, og det er det perspektiv, vi skal turde indtage.

Som tjeneren Gerasim hos Tolstoj, der som det eneste menneske forstår at bringe lindring og trøst til Ivan Iljitjs aftagende liv, fordi han på et fundamentalt niveau er i kontakt med sin egen dødelighed.

Man kan kun håbe, at der findes en Gerasim i og til os alle.

Atul Gawande: ’At være dødelig – om livsforlængelse og livskvalitet’. Lindhardt og Ringhof

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Torben  Knudsen

Døden er en lettelse og frigør en fra menneskers behandling af hinanden og 'Nyhedernes' prioritering af livets bagside.
Positive og konstruktive nyheder og resten til opsøgning på 'Nyhedernes hjemmesider' ville forøge livskvaliteten og forøge BNP med 50%.
Godmorgen det er Nyhederne: 36 er i nat druknet fra båd på vej til Grækenland!! Mer kaffe?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Claus E. Petersen

beklager, men det lyder som en feel-good artikel fra Alt for Damerne, peppet op med poesi og udsat for akademisk litterær ekstrapolering.

"Selv om At være dødelig er skrevet ind i en amerikansk kontekst, hvor lægehjælp og ældrepleje er anderledes ulige fordelt, er de principielle, eksistentielle og faktisk også ressourcemæssige spørgsmål, bogen rejser, meget vedkommende."

Det hedder forresten ikke "kontekst", når man skriver på dansk, med mindre at man hænger på en pop-smart pseudo-intellektuel anglofil vinkel der skal markere at man er "in" med de andre pseudo-intellektuelle pop-smarte.
Ordet er "sammenhæng".. ikke "context".. "sammenhæng".. husk det nu!

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for John Fredsted

Tak for den artikel om et meget vigtigt emne. "Dødskunst", godt ord. Måske man i denne kunst kunne indlemme retten til assisteret dødshjælp (ikke aktiv dødshjælp) for ethvert menneske, terminal eller ej: Ingen af os blev spurgt, om vi ønskede at være her; ville det ikke være smukt at sætte hinanden fri til at forlade denne verden, når vi måtte ønske det?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lennart Kampmann

Måske er det på sin plads at de fleste ikke har modet til at afslutte deres eget liv, når de et øjeblik sidder i tungsindig tilstand. Det er hele den menneskelige tilstand, der er bevaret i at overleve hver dag.
Naturen prøver at frarøve os livet hver eneste sekund, og vores menneskelighed består i at snyde den mest muligt.
Til de der ønsker at forlade os tidligt vil jeg blot indskyde at da min nærmeste ven gennem 29 år tog sit eget liv, efterlod det blot tomhed og lidelse for alle andre. I hans øjne var det måske et fornuftigt valg, men i alle andres var det horribelt.

Det planlagte selvmord er den ultimative og mest selvcentrerede handling man kan udføre.

med venlig hilsen
Lennart

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jan Weis

At slå tiden ihjel
Livets mysterium - en langsom nedslidningsproces - hvor den indre tid, som Henri Bergson kaldte ’den levede tid’, føles at forløbe hurtigere og hurtige med alderen i f.t. vækkeurets tid …

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for John Fredsted

@Lennart Kampmann: "Det planlagte selvmord er den ultimative og mest selvcentrerede handling man kan udføre."

Vi ejer ikke hinanden. Vi har kun hinanden til 'låns'. Hvis jeg for alvor skal mene, at jeg holder af et givet menneske, så sætter jeg det frit til at tage sit eget liv uden at tage hensyn til mig. Og hermed naturligvis hverken være antydet, at jeg ikke ønsker at hjælpe vedkommende, før det eventuelt måtte komme dertil, eller at jeg ikke bagefter vil føle sorg over tabet. Men jeg kan ikke tillade mig at føle vrede, hvis jeg virkelig nærer/nærede kærlighed til det menneske. For kærlighed er i mine øjne at sætte fri. I modsætning til den såkaldte kærlighed, der praktiseres mest, ikke mindst i den vestlige kultur: den erotiske og romantiske kærlighed, der normalt ikke sætter fri, men derimod binder og omklamrer den, man påstår at elske. Når jeg engang skal dø, så ønsker jeg ikke at være omgivet af mine 'nære', medmindre de netop er i stand til at sætte fri, for så kan jeg ikke koncentrere mig om at dø, men skal 'belemres' med deres omklamrende medynk og sorg: du må ikke forlade os!

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lennart Kampmann

@ John Fredsted
Du skriver selv at du ikke vil have forstyrrelser, når du skal koncentrere dig om at dø. Er det ikke den ultimative selviscenesættelse? Dine nærmestes sorg vil jo være baseret på relationen til dig, og jo stærkere relation, jo større kærlighed.
Når du afviser relationen, afviser du også kærligheden.

Måske opdager du at livet netop giver mening fordi vi faktisk ejer hinanden. Du er et produkt af ejerskab ;)
At sætte fri, er at bryde relationen. At beskytte sig selv mod følelsesmæssig smerte.

Den måde du definerer kærlighed er i mine ører blot et værn mod følelsesmæssig engagement. Måske for meget zen-buddhisme?

Med venlig hilsen
Lennart

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for John Fredsted

@Lennart Kampmann: Sådan lidt firkantet sagt synes den (måske specielt) vestlige kulturs definition på den såkaldte kærlighedsrelation at være givet ved noget i stil med: "Du må ikke forlade mig, for jeg elsker dig jo." Dette udsagn er der måske mange mennesker, der ikke vil finde noget galt med, måske fordi udsagnet i forskellige variationer florerer ikke mindst i musikken og i film. Men jeg synes, udsagnet er noget selvmodsigende vrøvl, al den stund, at man ikke kan elske ved at spærre inde. Udsagnet gør sin indflydelse gældende både i parforholdet og i det at tage afsked med en døende. Personligt nægter jeg dog at bøje mig for dets diktat. Jeg kan forstå på dig, at med hensyn til det at dø, så gør dette mig til en selviscenesættende egoist. Den udlægning finder jeg ikke rimelig. Når jeg taler om at sætte fri i forbindelse med det at dø, så er det ved at sige noget i stil med følgende til en døende ven: "Giv slip! Du skal ikke tænke på mig. Du skylder mig intet. Tak for den tid, vi fik sammen." Jeg ønsker såmænd bare det samme, når jeg engang skal dø. Gør det mig til et menneske, der bryder en relation, og dermed afviser kærligheden? I mine øjne slet ikke.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lennart Kampmann

@ John Fredsted
Måske er det bare måden du italesætter det på, jeg misforstår.

Denne:

"Giv slip! Du skal ikke tænke på mig. Du skylder mig intet. Tak for den tid, vi fik sammen."

er ikke den samme som:

"Når jeg engang skal dø, så ønsker jeg ikke at være omgivet af mine 'nære', medmindre de netop er i stand til at sætte fri, for så kan jeg ikke koncentrere mig om at dø, men skal 'belemres' med deres omklamrende medynk og sorg: du må ikke forlade os!"

med venlig hilsen
Lennart

anbefalede denne kommentar