Eco døde velforberedt

Umberto Eco var et intellektuelt fyrtårn, der bedrev humanistisk grundforskning og skrev storsælgende romaner. Samtidig var italieneren en hyperaktiv formidler og organisator, på universitetet såvel som i massemedierne
»Bøger handler altid om andre bøger, og enhver fortælling er en historie, der allerede er blevet fortalt,« skrev Umberto Eco i et efterskrift til sin første roman ’Rosens navn’

»Bøger handler altid om andre bøger, og enhver fortælling er en historie, der allerede er blevet fortalt,« skrev Umberto Eco i et efterskrift til sin første roman ’Rosens navn’

Arkivfoto
22. februar 2016

»Farvel, kaptajn,« tweetede forlaget La nave di Teseo, som Umberto Eco for få måneder siden var med til at grundlægge, lørdag morgen.

Eco døde fredag aften, 84 år gammel, efter en langvarig kræftsygdom. Til det sidste bidrog han til Italiens kulturliv, som han har præget i årtier. Det nye forlag er opstået, fordi Bompiani, der fra begyndelsen har udgivet Ecos bøger, nu indgår i Berlusconi-familiens Mondadori-koncern, som dermed opnår en absolut dominerende position på bogmarkedet. Eco trak en lang række italienske og udenlandske forfattere med sig og spildte ikke mere end fire ord på begrundelsen:

»Marina Berlusconi non capisce« – milliardæren og den tidligere ministerpræsidents datter, som styrer Mondadori, har ikke forstand på bøger.

Han kunne være brutalt elitær, men var hele sit liv optaget af at bygge bro mellem finkulturen og massesamfundet. Da han sidste sommer modtog et æresdoktorat i kommunikation og mediekultur ved universitet i Torino, hvor han også i sin tid studerede, analyserede han i sin takketale udviklingen:

»Dramaet ved internettet er, at det har gjort landsbytossen til et sandhedsvidne,« sagde Eco, »de sociale medier har givet taleret til hærskarer af tåber, der tidligere kun ytrede sig på baren efter et glas vin uden at skade fællesskabet. De blev bragt til tavshed med det samme, men nu har de den samme ret til at ytre sig som en nobelprismodtager. Det er tåbernes invasion.«

Åbne værker

Eco blev født i Alessandria på Po-sletten. På universitetet i Torino var han elev af hermeneutikeren Luigi Pareyson og studiekammerat med filosoffen Gianni Vattimo. Han studerede middelalderens æstetik og skrev en doktorafhandling om Thomas Aquinas, der siden i revideret form udkom som hans første bog i 1956. Forinden var han – sammen med Vattimo – blevet ansat ved Italiens statslige tv-selskab, Rai, for at udvikle nye kulturprogrammer. Her startede Ecos interesse for massemediernes sociologi, som han udviklede i sit akademiske og essayistiske forfatterskab. I 1961 udgav han essayet »Mike Buongiornos Fænomenologi« om det dengang mest populære ansigt på italiensk tv:

»Denne mand skylder hele sin succes den kendsgerning, at en absolut middelmådighed skinner igennem i enhver handling og ethvert ord hos den person, han vækker til live foran tv-kameraerne,« skrev Eco.

Det akademiske gennembrudsværk, Det åbne værk, kom året efter. Her beskrev Eco kunstværket som et mulighedsfelt, der åbner sig for mange forskellige og kontekstafhængige fortolkninger, og satte således samtidskunstens praksis på begreb. Bogen blev også det teoretiske grundlag for de neoavantgardistiske eksperimenter i Gruppo 63, som han selv deltog i:

»Et åbent værk,« skriver Eco, »er i en vis forstand et ’ikke-færdigt’ værk. Det har ingen entydig organiseret form, ingen definitiv og lukket struktur. Det fremviser derimod en mangfoldighed af strukturer, der først fuldendes eller ’lukkes’ af beskueren, når værket nydes æstetisk.«

Samtidig underviste han på en række italienske universiteter, indtil han i 1975 fik et professorat i Bologna, hvor han udviklede semiotikken – læren om tegnenes cirkulation i samfundet – som en videnskabelig disciplin. I Bologna var han også en af hovedkræfterne bag en eksperimentel kandidatuddannelse, DAMS, der kombinerer traditionelle humanistiske discipliner med undervisning i kunstnerisk praksis. Uddannelsen er blevet en institution i Italiens kulturliv og er på mange måder en forløber for de kultur- og kommunikationsuddannelser, som siden er blevet oprettet på universiteter verden over.

Bøger om bøger

I 1980 udkom Ecos første roman, Rosens navn, som gjorde ham verdensberømt. Bogen blev en uventet global bestseller og filmatiseret med Sean Connery og Christian Slater i hovedrollerne. Den betragtes som prototypen på den postmoderne roman, fordi Eco blander sin encyklopædiske viden om middelalderens tænkning med lån fra nyere tids kulturprodukter, f.eks. Arthur Conan Doyles detektivromaner om Sherlock Holmes, tegneserien Radiserne og argentineren Jorge Luis Borges’ raffinerede, labyrintiske fiktioner:

»Bøger handler altid om andre bøger, og enhver fortælling er en historie, der allerede er blevet fortalt,« skriver Eco i et efterskrift til bogen.

Romanen omhandler en mordgåde på et kloster i Appenninerne, som afspejler den katolske kirkes interne konflikter i 1300-tallet, den såkaldte universaliestrid. Eco skildrer således en periode, hvor genopdagelsen og oversættelser af tekster fra oldtidens Grækenland, var på vej til at udløse en proces, som først mange århundreder senere fik betegnelsen renæssancen. Bogen rekonstruerer det øjeblik i europæisk idéhistorie, hvor den klassiske kulturs genfødsel skabte grundlaget for den humanistiske kultur og dermed for hele moderniteten. Forsøget på at opklare mordene på klostret er samtidig en illustration af den amerikanske filosof og videnskabsmand Charles Sanders Peirces pragmatiske fornuft eller den såkaldt abduktive metode – detektivromanen er altså ladet med tunge videnskabsteoretiske overvejelser om det skrøbelige grundlag for sikker viden.

Med et raffineret greb giver Eco læserne mulighed for at identificere sig med fortælleren, den tysktalende munk Adso, på forskellige måder. Adso er 18 år gammel, mens handlingen udspiller sig, men fortæller det hele som 80-årig og kan således gøres til genstand for såvel en naiv, sympatiserende læsning som en mere skeptisk og kritisk tolkning. Den filosofiske pointe er, at vores iagttagelser altid er baseret på forhåndsantagelser.

Kunsten at dø

Efter Rosens navn skrev Eco seks andre romaner, der ligesom debuten er udkommet i et hav af oversættelser: Foucaults pendul, Øen af i går, Baudolino, den illustrerede Dronning Luanas mystiske flamme, Kirkegården i Prag samt Nr. 0, der udkom på dansk sidste år. Den sidste er efter manges mening Ecos mest medrivende og litterært vellykkede roman siden Rosens navn. Nr. 0 handler om Italiens politiske historie siden Anden Verdenskrig og udspiller sig i 1992 på en avisredaktion, hvor nyhederne fabrikeres, fordrejes og forfalskes. Det er en grotesk fortælling om, hvordan samfundsudviklingen siden fascismen, som Eco selv oplevede som barn, kunne munde ud i et fænomen som berlusconismen:

»I dette land er der sket de mest utrolige ting, attentater, kupforsøg og giftmord,« udtalte Eco, »og det mest overraskende er, at folk bare har ladet det ske, som om det ingenting betød.«

Ved siden af sit enorme forfatterskab havde Eco i en menneskealder en fast klumme i ugemagasinet L’espresso. I juni 1997 skrev han om døden i form af en sokratisk dialog mellem en lærer og hans elev:

»Det sværeste øjeblik er, når vi bliver klar over, at vi er her en kort stund endnu og så ikke længere.«

Spørgsmålet er så, hvordan man kan forberede sig på dette øjeblik.

»Jeg svarede ham, at den eneste måde at forberede sig på døden er at overbevise sig selv om, at alle de andre er nogle nossefår.«

Det er dog vigtigt, at man ikke får den indsigt for tidligt:

»For den, der som 20- eller 30-årig mener, at alle andre er nogle nossefår, er selv et nossefår og opnår aldrig visdom,« skriver Eco og tilføjer: »Kunsten består derfor i at studere hele verdens filosofihistorie lidt efter lidt, granske de aktuelle begivenheder, overvåge massemedierne dag for dag, de selvsikre kunstneres udtalelser, politikernes improviserede maksimer, de apokalyptiske kritikeres antagelser, de karismatiske heltes aforismer, studere teorierne, forslagene, appellerne, billederne og fremtrædelserne. Først til sidst får du den rystende åbenbaring, at alle er nogle nossefår. Så er du klar til mødet med døden.«

Eco nåede at lægge sidste hånd på en ny essaysamling med titlen Pape Satàn Aleppe, et uoversætteligt citat fra Dantes Guddommelige Komedie. Forlaget oplyser, at bogen udkommer på fredag, og at forfatterens sidste ønske var, at den bliver trykt med god blæk.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Peer Bentzen

Det giver jo ingen mening (eller jeg fatter det i hvert fald ikke):

»Denne mand skylder hele sin succes den kendsgerning, at en absolut middelmådighed skinner igennem i enhver handling og ethvert ord hos den person, han vækker til live foran tv-kameraerne,« skrev Eco.

Skulle der mon ikke stå "tv-apparaterne"?

anbefalede denne kommentar