»Hvis du elsker hende, så vil du en dag elske en anden«

»Jeg er så glad for, at de skal dø.«
Hilda strakte sig som en kat og gabte, gemte hovedet i sine arme på mødebordet og faldt i søvn igen. En dusk af galdegrønne strå balancerede på hendes pande som en tropisk fugl. Galdegrøn. Farven skulle lanceres til efteråret, men Hilda var som sædvanlig et halvt år forud. Galdegrøn med sort, galdegrøn med hvid, galdegrøn med nilgrøn, dens nære slægtning.
Modereklamer, sølvblanke og fulde af ingenting, sendte deres lette bobler op i min hjerne. De steg op til overfladen med et hult plop.
»Jeg er så glad for, at de skal dø.«
Jeg forbandede det tilfælde, som havde fået min ankomst i hotellets cafeteria til at falde sammen med Hildas. Efter en lang aften følte jeg mig for sløv til at udtænke en undskyldning, der kunne føre mig tilbage til mit værelse efter den handske, paraply eller notesbog, jeg havde glemt. Straffen var den lange, dødkedelige gåtur fra The Amazons matterede glasdøre til den jordbærrøde marmorentré på Madison Avenue.
Hilda bevægede sig som en mannequin hele vejen. »Sikke en skøn hat, har du selv lavet den?«
Mest læste
Information.dk
Du skal være registreret bruger for at kommentere. Log ind eller opret bruger »