»Hvis du elsker hende, så vil du en dag elske en anden«

I anledning af, at Sylvia Plaths kultklassiker ‘Glasklokken’ fra 1963 udkommer i næste uge i helt ny dansk oversættelse ved Olga Ravn og Mette Moestrup, bringer vi her et af romanens kapitler. Året er 1953, det er sommer, en lummer sommer i New York, hvor den store historie er henrettelsen af ægteparret Rosenberg i den elektriske stol for at have spioneret til fordel for Sovjetunionen. I det der også er et kritisk portræt af 1950’ernes USA, følger vi her den unge Esther, der gerne vil være forfatter frem mod hendes sammenbrud og selvmordsforsøg

27. februar 2016

Kommentarer (0)

»Jeg er så glad for, at de skal dø.«

Hilda strakte sig som en kat og gabte, gemte hovedet i sine arme på mødebordet og faldt i søvn igen. En dusk af galdegrønne strå balancerede på hendes pande som en tropisk fugl. Galdegrøn. Farven skulle lanceres til efteråret, men Hilda var som sædvanlig et halvt år forud. Galdegrøn med sort, galdegrøn med hvid, galdegrøn med nilgrøn, dens nære slægtning.

Modereklamer, sølvblanke og fulde af ingenting, sendte deres lette bobler op i min hjerne. De steg op til overfladen med et hult plop.

»Jeg er så glad for, at de skal dø.«

Jeg forbandede det tilfælde, som havde fået min ankomst i hotellets cafeteria til at falde sammen med Hildas. Efter en lang aften følte jeg mig for sløv til at udtænke en undskyldning, der kunne føre mig tilbage til mit værelse efter den handske, paraply eller notesbog, jeg havde glemt. Straffen var den lange, dødkedelige gåtur fra The Amazons matterede glasdøre til den jordbærrøde marmorentré på Madison Avenue.

Hilda bevægede sig som en mannequin hele vejen. »Sikke en skøn hat, har du selv lavet den?«