»Hvis du elsker hende, så vil du en dag elske en anden«

I anledning af, at Sylvia Plaths kultklassiker ‘Glasklokken’ fra 1963 udkommer i næste uge i helt ny dansk oversættelse ved Olga Ravn og Mette Moestrup, bringer vi her et af romanens kapitler. Året er 1953, det er sommer, en lummer sommer i New York, hvor den store historie er henrettelsen af ægteparret Rosenberg i den elektriske stol for at have spioneret til fordel for Sovjetunionen. I det der også er et kritisk portræt af 1950’ernes USA, følger vi her den unge Esther, der gerne vil være forfatter frem mod hendes sammenbrud og selvmordsforsøg
I anledning af, at Sylvia Plaths kultklassiker ‘Glasklokken’ fra 1963 udkommer i næste uge i helt ny dansk oversættelse ved Olga Ravn og Mette Moestrup, bringer vi her et af romanens kapitler. Året er 1953, det er sommer, en lummer sommer i New York, hvor den store historie er henrettelsen af ægteparret Rosenberg i den elektriske stol for at have spioneret til fordel for Sovjetunionen. I det der også er et kritisk portræt af 1950’ernes USA, følger vi her den unge Esther, der gerne vil være forfatter frem mod hendes sammenbrud og selvmordsforsøg
27. februar 2016
Delt 368 gange

»Jeg er så glad for, at de skal dø.«

Hilda strakte sig som en kat og gabte, gemte hovedet i sine arme på mødebordet og faldt i søvn igen. En dusk af galdegrønne strå balancerede på hendes pande som en tropisk fugl. Galdegrøn. Farven skulle lanceres til efteråret, men Hilda var som sædvanlig et halvt år forud. Galdegrøn med sort, galdegrøn med hvid, galdegrøn med nilgrøn, dens nære slægtning.

Modereklamer, sølvblanke og fulde af ingenting, sendte deres lette bobler op i min hjerne. De steg op til overfladen med et hult plop.

»Jeg er så glad for, at de skal dø.«

Jeg forbandede det tilfælde, som havde fået min ankomst i hotellets cafeteria til at falde sammen med Hildas. Efter en lang aften følte jeg mig for sløv til at udtænke en undskyldning, der kunne føre mig tilbage til mit værelse efter den handske, paraply eller notesbog, jeg havde glemt. Straffen var den lange, dødkedelige gåtur fra The Amazons matterede glasdøre til den jordbærrøde marmorentré på Madison Avenue.

Hilda bevægede sig som en mannequin hele vejen. »Sikke en skøn hat, har du selv lavet den?«

Jeg forventede halvt om halvt, at Hilda ville vende sig om og sige: »Du lyder syg,« men hun strakte og bøjede bare sin svanehals.

»Ja.«

Aftenen forinden havde jeg set et skuespil, hvor heltinden var besat af en dibbuk, og når denne dæmon talte fra hendes mund, lød den så mørk og dyb, at man ikke kunne høre, om det var en mand eller en kvinde. Hildas stemme lød præcis som den dibbuks stemme.

Hun stirrede på sit spejlbillede i de skinnende butiksvinduer, som ville hun hvert øjeblik forsikre sig om, at hun stadig eksisterede. Tavsheden mellem os var så rungende, at jeg tænkte, at det delvist måtte være min skyld.

Derfor sagde jeg: »Er det ikke forfærdeligt, det med Rosenbergparret?«

Ægteparret Rosenberg skulle henrettes i den elektriske stol sent samme aften.

»Jo!« sagde Hilda, og jeg følte, at jeg omsider havde rørt ved en menneskelig streng i hendes kattehjertes snoreleg. Det var først lidt senere, da vi ventede på de andre i mødelokalets gravlignende morgenskumring, at hun uddybede sit jo.

»Det er forfærdeligt, at sådan nogle mennesker findes.«

Så gabte hun, og hendes blege, orange mund afslørede et stort mørke. Jeg stirrede fascineret på det blinde hul bag hendes ansigt, indtil de to læber mødtes og bevægede sig, og dibbukken talte fra sit skjul: »Jeg er så glad for, at de skal dø.«

»Kom nu, giv os et smil.«

Jeg sad på den lille lyserøde veloursofa i Jay Cees kontor med en papirrose i hånden og ansigtet vendt mod magasinets fotograf. Jeg var den sidste af os tolv, der skulle fotograferes.

Jeg havde forsøgt at gemme mig på dametoilettet, men dén gik ikke. Betsy havde fået øje på mine fødder under døren.

Jeg ville ikke fotograferes, for jeg var lige ved at græde. Jeg vidste ikke, hvorfor jeg var lige ved at græde, men jeg vidste, at hvis nogen talte til mig eller så for direkte på mig, ville tårerne sprøjte ud af mine øjne, og hulkene ville vælte ud af min strube, og jeg ville græde en hel uge. Jeg kunne mærke tårerne stige og skvulpe i mig som vand i et overfyldt, vakkelvornt glas.

Dette var den sidste fotografering, før magasinet gik i trykken, og vi vendte tilbage til Tulsa eller Biloxi eller Teaneck eller Coos Bay, eller hvor vi nu kom fra, og ideen var, at vi skulle fotograferes med en ting, der viste, hvad vi ønskede at blive.

Betsy holdt en majskolbe for at vise, at hun ville være landmandskone, og Hilda holdt et skaldet, ansigtsløst mannequinhoved for at vise, at hun ville designe hatte, og Doreen holdt en guldbroderet sari for at vise, at hun ville være socialarbejder i Indien (det ville hun i virkeligheden ikke, fortalte hun mig, hun ville bare have fingrene i en sari).

Da de spurgte mig om, hvad jeg ville være, sagde jeg, at jeg ikke vidste det.

»Åh, selvfølgelig ved du det,« sagde fotografen. »Hun vil,« sagde Jay Cee vittigt, »være alting.« Jeg sagde, jeg ville være digter. Så ledte de efter noget, jeg kunne stå med.

Jay Cee foreslog en digtsamling, men fotografen sagde nej, det var for åbenlyst. Det skulle være noget, som viste, hvad der inspirerer til at skrive digte. Til sidst klippede Jay Cee en enkelt langstilket papirrose af sin nyeste hat.

Fotografen biksede med sine glohede, hvide lamper. »Vis os, hvor glad det gør dig at skrive et digt.«

Jeg stirrede ud gennem rammen af gummiplanteblade i Jay Cees vindue, op på den blå himmel. Et par teatralske skytotter drev fra venstre til højre. Jeg fokuserede på den største sky, som om jeg måske, når den var ude af syne, ville få held til at forsvinde sammen med den.

Jeg følte, det var meget vigtigt at holde munden lige som en streg.

»Giv os et smil.«

Så begyndte min mund, lydig som en bugtalerdukkes, at løsne på sig.

»Hov,« protesterede fotografen, som pludselig fik bange anelser, »du ser ud, som om du er lige ved at græde.«

Jeg kunne ikke holde op.

Jeg begravede mit ansigt i det lyserøde velour på Jay Cees lille sofa, og de salte tårer og ynkelige lyde, som havde ligget på lur i mig hele formiddagen, brast med en enorm lettelse ud i rummet.

Da jeg løftede hovedet, var fotografen forsvundet. Jay Cee var også forsvundet. Jeg følte mig slatten og forrådt, ligesom en ham, som et forfærdeligt dyr havde efterladt. Det var en lettelse at være fri for dyret, men det lod til at have taget min sjæl og alt, hvad det ellers kunne få kløerne i, med sig.

Jeg rodede i min håndtaske efter den forgyldte æske med mascaraen og mascarabørsten og øjenskyggen og de tre læbestifter og makeupspejlet. Det ansigt, som stirrede tilbage på mig, så ud til at stirre ud gennem en fængselscelles tremmer efter at være blevet gennembanket. Det så skrammet og hævet og misfarvet ud. Det var et ansigt, som godt kunne bruge noget sæbe og vand og kristelig overbærenhed.

Jeg gik med forklemt hjerte i gang med at sminke det.

Efter et passende tidsrum kom Jay Cee fejende ind med en favnfuld manuskripter.

»De her kommer til at more dig,« sagde hun. »God læselyst.«

Hver morgen ramte en snehvid lavine af manuskripter de støvgrå bunker i litteraturredaktørens kontor. Folk sad åbenbart og skrev i hemmelighed på loftskamre, i studenterhybler og skoleværelser over hele Amerika. Lad os sige, at en eller anden gjorde et manuskript færdigt hvert minut; det ville i løbet af fem minutter blive til fem manuskripter, stablet på litteraturredaktørens skrivebord. I løbet af en time ville der være tres, som hobede sig op mellem hinanden på gulvet. Og i løbet af et år ...

Jeg smilede og så for mig et uberørt fantasimanuskript svævende i luften; i det øverste, højre hjørne stod der Esther Greenwood med maskinskrift. Efter min måned på magasinet havde jeg søgt om optagelse på et sommerkursus med en berømt forfatter. Man sendte en novelle ind, som han læste, derefter afgjorde han, om man var god nok til at gå på hans hold.

Selvom det var et hold med plads til meget få deltagere, og jeg havde sendt min novelle ind for længe siden og stadig ikke havde hørt fra forfatteren, var jeg sikker på, at der ville ligge et brev om, at jeg var optaget, på entrébordet, når jeg kom hjem.

Jeg bestemte mig for, at jeg ville overraske Jay Cee og indsende nogle af de noveller, som jeg skrev der, under pseudonym. Og så ville litteraturredaktøren en dag komme ind på Jay Cees kontor og lægge novellerne på hendes skrivebord og sige: »Her er noget lidt ud over det sædvanlige,« og Jay Cee ville være enig og antage dem og sende en frokostinvitation til forfatteren, som ville vise sig at være mig.

»Jeg sværger,« sagde Doreen, »ham her er anderledes.« »Fortæl mig om ham,« sagde jeg køligt.

»Han er fra Peru.«

»De er lavstammede,« sagde jeg, »de er grimme ligesom aztekerne.«

»Nej, nej, søde, jeg har allerede mødt ham.«

Vi sad på min seng i et rod af beskidte bomuldskjoler og hullede nylonstrømper og gråt undertøj, og i de sidste ti minutter havde Doreen forsøgt at overtale mig til at gå med til en fest på en country club sammen med en ven af en, Lenny kendte, hvilket, insisterede hun på, var noget helt andet, end hvis det havde været en af Lennys venner, men eftersom jeg skulle med ottetoget næste morgen, følte jeg, at jeg burde få pakket.

Jeg havde også en tåget idé om, at hvis jeg vandrede gennem New Yorks gader alene hele natten, ville noget af byens mystik og grandiositet måske omsider smitte af på mig.

Men jeg opgav det.

Det var blevet sværere og sværere for mig at tage mig sammen til at gøre noget i løbet af de sidste dage. Og når jeg så endelig tog mig sammen til at gøre noget, såsom at pakke en kuffert, hev jeg bare alt mit snavsede, dyre tøj ud af kommoden og skabet og spredte det ud på stolene og sengen og gulvet og sad så og stirrede på det, helt forvirret. Tøjet syntes at have en egen, æselstædig identitet, som gjorde, at det nægtede at blive vasket og lagt sammen og pakket.

»Det er alt det her tøj,« sagde jeg til Doreen. »Jeg kan simpelthen ikke holde ud at skulle se på det, når jeg kommer tilbage.«

»Det er let nok.«

Og på sin vidunderlige, ensporede måde begyndte Doreen at samle underkjoler og strømper op og den kunstfærdige, stropløse bh, som var fuld af stålbøjler – en gratis gave fra Primrose Corset Company, som jeg aldrig havde haft mod til at tage på – og til sidst en efter en den sørgelige række af sært skårne kjoler til fyrre dollar stykket ...

»Hov, lad den der være. Den skal jeg have på.«

Doreen viklede det sorte tøjstykke ud af bylten og smed det ned i mit skød. Så rullede hun resten af tøjet sammen til en blød, uensartet klump og stoppede den ind under sengen, ude af syne.

Doreen bankede på den grønne dør med det gyldne kuglehåndtag.

Indefra hørtes slæbende skridt og en mands latter, der brat blev afbrudt. Så åbnede en høj dreng i skjorteærmer og med lyst, plysset hår døren på klem og kiggede ud.

»Baby!« brølede han.

Doreen forsvandt i hans arme. Jeg tænkte, det måtte være ham, Lenny kendte.

Jeg stod stille i døråbningen i min sorte hylsterkjole og mit sorte sjal med frynser, fejere end nogensinde før og med færre forventninger. »Jeg er en observatør,« sagde jeg til mig selv, mens jeg så Doreen blive ført ind i værelset af den lyshårede dreng og sendt videre til en anden mand, som også var høj, men mørk og med lidt længere hår. Denne mand var iført et pletfrit hvidt jakkesæt, en lyseblå skjorte og et gult satinslips med en glimtende slipsenål.

Jeg kunne ikke få øjnene fra den slipsenål.

Den var, som om den udstrålede et stort hvidt lys, som oplyste rummet. Så trak lyset sig tilbage igen og efterlod en dugdråbe på en eng af guld.

Jeg satte den ene fod foran den anden.

»Det er en diamant,« var der en, som sagde, og flere af dem, som var der, brød ud i latter.

Min negl strejfede en glasagtig facet.

»Hendes første diamant.«

»Giv den til hende, Marco.«

Marco bøjede sig og lagde slipsenålen i min håndflade. Den strålede og fik lyset til at danse som en himmelsk isterning. Jeg lod den hurtigt smutte ned i min aftentaske med imiterede agatperler og så mig omkring. Ansigterne var tomme som tallerkner, og ingen så ud til at trække vejret.

»Heldigvis,« en tør, hård hånd greb om min overarm, »skal jeg ledsage damen resten af aftenen. Måske,« gnisten i Marcos øjne blev slukket, og de sortnede, »kan jeg yde en lille service ...«

Nogen lo.

» ... som er en diamant værd.«

Hånden omkring min arm trykkede til.

»Av!«

Marco fjernede sin hånd. Jeg så på min arm. Et rødligt tommelfingeraftryk kom til syne. Marco iagttog mig. Så pegede han på undersiden af min arm. »Se der.«

Jeg kiggede og så fire svagere, tilsvarende aftryk.

»Som du ser, mener jeg det alvorligt.«

Marcos lille, flakkende smil mindede mig om en slange, jeg havde drillet i Bronx Zoo. Da jeg bankede med fingeren på burets tykke glas, åbnede slangen sine velsmurte kæber og så ud til at smile. Så huggede og huggede og huggede den mod den usynlige rude, indtil jeg gik derfra.

Jeg havde aldrig mødt en kvindehader før.

Jeg kunne se, at Marco var en kvindehader, fordi han på trods af alle modellerne og TV-starletterne, som var der den aften, ikke lagde mærke til andre end mig. Ikke på grund af venlighed eller for den sags skyld nysgerrighed, men fordi jeg tilfældigvis var blevet uddelt til ham som et spillekort fra en pakke med identiske kort.

En mand fra bandet i country club’en gik op til mikrofonen og begyndte at rasle med de frøkapselrasler, som signalerer sydamerikansk musik.

Marco rakte ud efter min hånd, men jeg klamrede mig til min fjerde daiquiri og blev siddende. Jeg havde aldrig fået en daiquiri før. Grunden til, at jeg drak en daiquiri, var, at Marco havde bestilt den til mig, og jeg følte mig så taknemmelig over, at han ikke havde spurgt, hvad for en drink jeg ville have, at jeg ikke sagde et ord, men bare drak den ene daiquiri efter den anden.

Marco så på mig.

»Nej,« sagde jeg.

»Hvad mener du med nej?«

»Jeg kan ikke danse til den slags musik.« »Vær nu ikke dum.«

»Jeg vil sidde her og drikke min drink.«

Marco lænede sig over mig med et sammenbidt smil, og med et slag fløj min drink af sted og landede i en palmes urtepotte. Så greb Marco min hånd på en måde, som tvang mig til at vælge mellem at følge med ham ud på dansegulvet eller få min arm revet af.

»Det er tango.« Marco manøvrerede mig ud mellem de dansende. »Jeg elsker tango.«

»Jeg kan ikke danse.«

»Du behøver ikke at danse. Det tager jeg mig af.«

Marco snoede en arm om min talje og trak mig ind til sit blændende hvide jakkesæt. Så sagde han: »Forestil dig, at du er ved at drukne.«

Jeg lukkede mine øjne, og musikken brød som en regnstorm ud over mig. Marcos ben gled frem mod mit, og mit ben gled tilbage, og det føltes, som om jeg blev sømmet fast til ham, kropsdel for kropsdel, jeg bevægede mig, ligesom han gjorde, som hvis jeg hverken kunne eller ville noget selv, og efter et stykke tid tænkte jeg: »Der skal ikke to til en tango, kun én,« og jeg lod mig svaje og bøje som et siv i vinden.

»Hvad sagde jeg?« Marcos ånde brændte i mit øre. »Du er en ganske udmærket danser.«

Jeg begyndte at forstå, hvordan kvindehadere kunne gøre kvinder helt fjollede. Kvindehadere var ligesom guder: usårlige og magtfulde. De nedsteg brat, og så forsvandt de. Man kunne aldrig fange dem.

Efter den sydamerikanske musik var der en pause.

Marco førte mig gennem de franske døre ud i haven. Lys og stemmer strømmede ud fra dansesalens vindue, men nogle meter længere væk trak mørket sine barrikader op, og der blev stille. I det uendeligt svage skær af stjerner spredte træerne og blomsterne deres kølige dufte. Der var ingen måne.

Buksbomhækkene lukkede sig bag os. En øde golfbane strakte sig ud mod et par træklædte bakker, og jeg anede, hvor trøstesløst genkendeligt hele scenariet var – country club’en og dansen og plænen med dens enlige fårekylling. Jeg vidste ikke, hvor jeg var, men det var et eller andet sted i de velhavende forstæder til New York.

Marco tog en smal cigar og en kugleformet sølvlighter frem. Han placerede cigaren mellem sine læber og bøjede sig over den lille, flakkende flamme. Han ansigt så med sine overdrevne skygger og lysflader fremmed og lidende ud som en flygtnings.

Jeg iagttog ham.

»Hvem er du forelsket i?« sagde jeg så.

Et øjeblik sagde Marco ingenting, han åbnede bare munden og pustede en blå, tåget røgring ud.

»Perfekt!« lo han.

Ringen udvidede sig og blev sløret, spøgelsesbleg i den

mørke luft.

Så sagde han: »Jeg er forelsket i min kusine.«

Jeg blev ikke overrasket.

»Hvorfor gifter du dig ikke med hende?«

»Umuligt.«

»Hvorfor?«

Marco trak på skuldrene. »Hun er min kusine. Hun skal være nonne.«

»Er hun smuk?«

»Ingen kan måle sig med hende.« »Ved hun, at du elsker hende?«

»Selvfølgelig.«

Jeg tav. Forhindringen virkede uvirkelig for mig.

»Hvis du elsker hende,« sagde jeg, »så vil du en dag elske en anden.«

Marco smed sin cigar fra sig og trådte på den.

Jorden steg op og ramte mig i et blødt chok. Mudder splattede ud mellem mine fingre. Marco ventede, til jeg havde rejst mig halvt op. Så lagde han begge hænder på mine skuldre og skubbede mig tilbage.

»Min kjole ...«

»Din kjole!« Mudderet tog form efter mine skulderblade. »Din kjole!« Marcos ansigt sank formørket ned over mit. Nogle spytdråber ramte mine læber. »Din kjole er sort, og mudderet er også sort.«

Så kastede han sig med ansigtet nedad, som om han ville mase sin krop gennem mig og ned i mudderet.

»Nu sker det,« tænkte jeg, »nu sker det. Hvis jeg bare ligger her uden at gøre noget, sker det.«

Marco bed i min skulderstrop og flåede min hylsterkjole itu ned til taljen. Jeg så min nøgne hud flimre som et blegt slør, der adskilte to blodtørstige modstandere.

»Luder!«

Ordet hvislede forbi mit øre.

»Luder!«

Støvet lagde sig, og jeg fik et bedre overblik over kampen. Jeg vred mig og bed ham.

Marco tyngede mig ned mod jorden.

»Luder!«

Jeg jog min skos spidse hæl ind i hans ben. Han vendte sig om, famlende efter smerten.

Så knyttede jeg næven og slog ham på næsen. Det var som at ramme et krigsskibs stålpanser. Marco satte sig op. Jeg begyndte at græde.

Marco fandt et hvidt lommetørklæde frem og duppede sin næse. Noget sort spredte sig som blæk ud over kludens hvidhed.

Jeg suttede på mine salte knoer.

»Jeg vil have, at Doreen skal komme.«

Marco stirrede ud over golfbanen.

»Jeg vil have, at Doreen skal komme. Jeg vil hjem.« »Ludere, I er ludere alle sammen.« Det lod til, at Marco talte med sig selv. »Ja eller nej, det er to sider af samme sag.« Jeg skubbede til Marcos skulder.

»Hvor er Doreen?«

Marco fnyste. »Gå hen til parkeringspladsen. Led på bagsædet af alle bilerne.«

Så snurrede han omkring.

»Min diamant.«

Jeg rejste mig og fandt mit sjal i mørket. Jeg stavrede væk. Marco sprang op og spærrede vejen for mig. Så tørrede han med fuldt overlæg fingrene under sin blodige næse og satte to streger på mine kinder. »Jeg har betalt for min diamant med dette blod. Giv mig den.«

»Jeg ved ikke, hvor den er.«

Jeg vidste udmærket godt, at diamanten lå i min aftentaske, og at min aftentaske, da Marco havde slået mig ned, var fløjet ud i det tætte mørke som en natfugl. Jeg fik den tanke, at jeg ville føre ham bort og så vende alene tilbage og søge efter den.

Jeg anede ikke, hvad en diamant på den størrelse var værd, men uanset hvad vidste jeg, at det måtte være en betragtelig sum.

Marco ruskede mine skuldre med begge hænder.

»Sig det,« sagde han og betonede hvert ord. »Sig det, eller jeg brækker halsen på dig.«

Pludselig var jeg ligeglad.

»Den ligger i min aftentaske med de imiterede agatperler,« sagde jeg. »Et eller andet sted i mudderet.«

Jeg efterlod Marco liggende på alle fire i mørket, mens han ledte efter et andet mindre mørke, som skjulte diamantens lys for hans rasende øjne.

Doreen var hverken i balsalen eller på parkeringspladsen.

Jeg holdt mig i skyggen, for at ingen skulle lægge mærke til græsset, som klæbede til min kjole og mine sko, og jeg dækkede mine skuldre og bare bryster med mit sorte sjal.

Heldigvis for mig var festen næsten slut, folk var på vej væk i grupper og kom ud til de parkerede biler. Jeg spurgte ved den ene bil efter den anden, indtil jeg til sidst fandt en bil, som havde plads, og som ville sætte mig af midt på Manhattan.

I skumringstimen mellem mørke og morgen var The Amazons tagterrasse mennesketomt.

Stille som en tyv og iklædt badekåben med kornblomster sneg jeg mig ud til rækværkets kant. Det nåede mig næsten til skuldrene, så jeg foldede en klapstol, som stod sammenklappet op mod væggen, ud og klatrede op på det vakkelvorne sæde.

Et vindpust løftede håret op fra mit hoved. For fødderne af mig slukkede den sovende by sine lys, dens bygninger blev sorte som til en begravelse.

Det var min sidste nat.

Jeg trak i bylten, jeg bar på, og fik fat i en bleg snip. En stropløs, elastisk underkjole, som ved brug havde mistet sin elasticitet, havnede i min hånd. Jeg vinkede med den, som med et hvidt flag, en, to ... Vinden fangede den, og jeg gav slip.

Et hvidt fnug svævede ud i natten og dalede langsomt.

Jeg spekulerede over, hvor – på hvilken gade eller hvilket hustag – den ville lande.

Jeg trak i bylten igen.

Vinden gjorde en indsats, men forgæves, og en flagermusagtig skygge dalede ned mod penthouselejlighedens taghave overfor.

Stykke for stykke fodrede jeg nattevinden med min garderobe, og de grå klude flagrede bort for så at slå sig ned hist og her, nøjagtig hvor ville jeg aldrig få at vide, i New Yorks mørke hjerte.

Uddrag af Sylvia Plaths ’Glasklokken’.

Oversat af Olga Ravn og Mette Moestrup.

© Gyldendal

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Blå bog: Sylvia Plath

Sylvia Plath, 1932-1963.

Den amerikanske forfatter voksede op i Boston, men boede en stor del af sit liv i England. Hun debuterede med digtsamlingen ’The Colossus’. ’Glasklokken’ udkom under pseudonymet Victoria Lucas i 1963, en måned før Plath begik selvmord. Hun efterlod sig digtsamlingen ’Ariel’, som udkom posthumt i 1965. Senere er også hendes dagbøger, der står som et vigtigt dokument i hendes forfatterskab, udkommet.

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu