Læsetid: 5 min.

Ethvert barn skal adopteres

’Juridisk abort’ er et begreb, der peger på vores kulturelle tilbøjelighed til at lade biologi overtrumfe alt. Men hvad hvis forældreskab altid er et tilvalg?
’Juridisk abort’ er et begreb, der peger på vores kulturelle tilbøjelighed til at lade biologi overtrumfe alt. Men hvad hvis forældreskab altid er et tilvalg?

Johanne Sorgenfri/iBureauet

5. februar 2016

Spørgsmålet om, hvad det vil sige at være far, er et af vor kulturs allerstørste spørgsmål. Her tales ikke om de sidste ti eller tyve år, men om mange tusinde år. Måske er spørgsmålet om, hvem faderen er, det eneste virkelig store spørgsmål i samfund, som dyrker monoteisme. Og det gør vi fortsat – også når vi er holdt op med at tro. Tre store religioner i verden er fortsat monoteistiske: jødedommen, kristendommen og islam. De har Det Gamle Testamente tilfælles, og hvem der så er faderen, og hvem der er sønnen, har de kæmpet om på mange måder.

Men er der noget, de er enige om, er det dette: Der er én far. Og én sandhed. Det er det, som ikke alene er fundamentet for religionerne, men også for videnskaben. Derfor er det lidt svært at give afkald på den, sandheden altså. At der kun er én, og at vi leder efter den hele tiden.

Skingre overvejelser

Det er næsten umuligt at sige, at det faktisk godt kan forholde sig på andre måder. Noget med at det tager en hel landsby at opdrage et barn, at sex og afkom måske slet ikke behøver hænge samme. At vi hverken helt ved, hvad ’sandhed’ eller ’far’ er, selvom vi kan have brug for begge dele.

Disse overvejelser viser sig skingert, når man står over for så umiddelbart brutalt et begreb som ’juridisk abort’. I dette uhyrlige begreb sker der en særlig dansk nedsmeltning af metafysik, og måske er det godt. Måske er det der, vi kan begynde at tænke igen.

I Det Gamle Testamente er der lange kapitler, som udelukkende opremser slægtskabsforhold. Og utrolig mange regler, der går ud på at få styr på kvinder, fordi man vil være sikker på sandheden. De skal ikke gå rundt og fjante med kønnet, for gør de det, er man usikker. Er det ham eller ham eller ham? Hvad bliver der af moral og sandhed, hvis man ikke ved det vigtigste: »Hvem er far«?

Frigørelsen

I det tyvende århundrede blev kvinder så frigjort, især i det man kalder den vestlige verden. Der er stor uenighed om, hvordan det foregik. Var det suffragetternes skyld? Var det Simone de Beauvoir med hendes beskrivelser i Det andet køn eller måske bare en økonomisk nødvendighed, fordi så mange mænd blev slået ihjel i to verdenskrige? Anyway. Kvinder fik stemmeret. Smed korsettet, korset og tørklædet og blev en del af det betalt arbejdende folk.

Nu kan man tro, at dette intet har at gøre med juridisk abort, men det har det. I historiens løb er det kvinden, som er blev lig ’kroppen’ eller naturen. Det er noget, selv kvinder kan forstå. Når man ligger der og roder rundt i blod, mælk og lort og føder et barn, har man svært ved at benægte sin natur. Abort er noget, der sker i kødet.

At slippe fra det af naturen og seksualiteten påtvungne moderskab var derfor det sted og det øjeblik, hvor kvinder for alvor kunne sætte sig fri af naturen. Det skete i Danmark i 1973, da vi fik fri abort. Kvinden fik omsider selv ansvaret for det selvforhold, forholdet til kroppen er.

At celler, begynder at gro i ens indre efter et seksuelt møde, og man så selv kan sige fra, var på mange måder en forbavsende afslutning på historien om kvindens funktion i slægternes videreførelse. Kvinden kunne omsider være et frit retssubjekt på linje med en mand. Hun fik ret til at bestemme over sin egen krop, så meget det nu kan lade sig gøre.

Biologien

Måske er det svært for mænd at forestille sig, hvor mærkeligt det er, at der ufrivilligt gror noget i ens krop, fordi man har dyrket sex. Ligesom kræft – men det er et barn. Det var i utroligt lange tider modargumentet mod abort. At det var et menneske, man slog ihjel, når man fjernede disse celleansamlinger fra kvindens krop. Det kan en mor da ikke gøre? Vi kan forsøge at fortrænge det, men det sker, hver gang en kvinde aborterer, denne enorme metafysiske omvending: at man indser, at det blot er nogle voksende celler, man fjerner indtil 12. uge. Og at det først senere bliver til et barn. Det er ikke spor let.

For mange kvinder bliver dette barn, som aldrig blev, ved med at leve videre, som et minde. Som om sorgen over en abort er garanti for, at de børn, der lever, er børn, man tager godt imod.

Men hvem er faderen så til både ufødte og fødte børn? Det kan man forholde sig forskelligt til. I Danmark har vi så valgt, atter, at forholde os til det næsten rent biologisk. Kvinder fik fri abort i 1973, men næsten umærkeligt blev biologien i 2002 atter indført. Som universal sandhed om, hvad en mor og en far er. Det skete ved, at man ikke længere har lov til at skrive, at faren er ukendt. Hvis en kvinde ved, hvem faren er, risikerer hun bødestraf for ikke at sige det. Mænd tvinges til at sidde på række i klinikker for med dna at fastslå et nærmest bibelsk slægtskab, der resulterer i børnepenge.

Det gode spørgsmål er, om vi nogensinde i Danmark rigtig har besluttet os for, hvad det vil sige at være forælder?

Alle skal adopteres

At være mor, men så sandelig også far, er at indgå i et ansvarsfuldt forhold til et barn. I et land som Frankrig er barnets far den person, som går hen på rådhuset og erklærer, at han er far. Denne juridiske realitet kan intet dna-regnskab omgøre. Moren kan også fraskrive sig moderskabet. Hun kan føde som et ’X’, så hendes navn aldrig optræder i et officielt dokument.

Vi er ikke særlig gode til at tænke filosofisk over begreber i Danmark. Vi prøver at gøre viljen fri, men henter dna ind og tror, at det er sperm, som gør en far til far. Også lige meget hvor meget vi i mange tilfælde lader det være ligegyldigt, når vi samfundsmæssigt opererer med spermbanker, kunstig befrugtning og adoption.

Ethvert barn skal adopteres. Både af sin mor og af sin far. Både mor- og farfølelse opstår, når man tager ansvar for, at et menneske bliver til. Abort er blot retten til at undsige sig biologisk nødvendighed. Når et barn så alligevel bliver til, fordi sex og børn fortsat kan hænge sammen, er det, der bedst varetager barnets tarv, derfor, at de mennesker, som kaldes mor og far, vedkender sig ansvaret for barnet.

’Juridisk abort’ er et konceptuelt misfoster, fordi vi slet ikke har tænkt forældreskabets metafysik igennem og fortsat blander biologi ind i det som nærmest eneste kriterium. Men nogle gange er metafysik ikke mere indviklet, end at nogen siger »ja«. Skriver under. Eller at man lader en rubrik i et dokument stå blank og som samfund betaler de børnepenge, som skal til, fordi frihed har en pris. Måske er det retten til at være far, der skal diskuteres, og slet ikke retten til ikke at være det.

En far er måske især den, som gerne vil fylde manglen på sandhed om, hvad et lille menneske er for noget, ud med symbolik og en historie. Som i denne forstand altid er en kærlighedshistorie.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ingrid Uma
Ingrid Uma anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu