Læsetid: 4 min.

Farvel til en sangfugl

Harper Lee, der døde for nylig, skrev en af verdens mest læste romaner og efterlod sig en kompliceret historie
Producer Alan Pakula og Harper Lee (1926-2016) ser på under optagelserne til filmversionen af ’Dræb ikke en sangfugl’.

Producer Alan Pakula og Harper Lee (1926-2016) ser på under optagelserne til filmversionen af ’Dræb ikke en sangfugl’.

Polfoto

27. februar 2016

Kun Biblen har betydet mere end Dræb ikke en sangfugl. Det er der mange, der mener om romanklassikeren skrevet af Harper Lee som døde i sidste fredag i en alder af 89 år.

Bogen, der er obligatorisk læsning i de fleste skoler i USA, har solgt i mere end 40 millioner eksemplarer, siden den udkom i 1960, hvor den blev præmieret med Pulitzer-prisen. Yderligere popularitet fulgte med filmversionen, der fik tre Oscar-statuetter. En af disse gik til Gregory Peck, hvis hovedrolle, som advokaten Atticus Finch, er blevet kåret som »the greatest hero in 100 years of film history« af det amerikanske filminstitut. Også Oprah Winfrey er begejstret og har kaldt romanen for »det nærmeste vi kommer en nationalroman«, mens USA’s nationalbibliotek har pointeret, at næstefter Biblen er Dræb ikke en sangfugl den bog, som »folk ofte siger, har gjort en forskel i deres liv«.

De mange rosende ord dukkede op sidste sommer, da opfølgeren til Dræb ikke en sangfugl udkom. Førsteoplaget til Sæt en vagtpost ud var på rekordhøje to millioner, og alle var enige om, at udgivelsen var alletiders største litterære sensation. Men samtidig blev historien om Harper Lee pludselig en kende mere kompliceret, end den var i forvejen.

Snydt af agenten

Nelle Harper Lee døde i hjembyen Monroeville, Alabama, hvor hun boede det meste af sit liv. Her forsøgte hun at føre en relativt anonym tilværelse gemt bag et skjold af familie og nære venner, og kun sjældent viste hun sig offentligt for at modtage en pris eller holde en tale.

»Uanset hvad jeg får for det, orker jeg ikke at stå model til det forfærdelige mediecirkus og alt den stress, jeg oplevede med Sangfugl,« sagde hun til en ven, der spurgte, hvorfor hun ikke skrev flere romaner.

Men i sidste ende slap Harper Lee ikke for opmærksomhed. Under overskriften »At stjæle en sangfugl« kunne magasinet Vanity Fair for fire år siden berette, at en syg og skrantende Harper Lee angiveligt var blevet franarret rettighederne til Dræb ikke en sangfugl af sin nye agent. På det tidspunkt solgte romanen 750.000 eksemplarer årligt, så der var en formue, der stod på spil. Den efterfølgende retssag endte dog i et forlig, hvorefter parterne droppede samarbejdet. Dræb ikke en sangfugl handler i korte træk om en sort mand, der anklages for at have voldtaget en hvid kvinde. Atticus Finch sætter sig for at forsvare ham, og det hele fortælles af Scout, der i en uskyldig optik betragter byens ulmende racisme og moralske spændinger. Scouts legekammerat er Dill, som menes at være inspireret af Truman Capote – der føjer endnu et kontroversielt kapitel til historien om Harper Lee.

Lee og Capote voksede op sammen og fulgtes senere ad til New York for at forfølge deres forfatterambitioner. Ingen er i dag i tvivl om, at Capotes bog Med koldt blod (1966) i høj grad er båret af den research, som Harper Lee lavede, da de i 1959 sammen tog til Kansas for at se nærmere på en voldsom mordsag. Der er af samme grund spekuleret i, at også Dræb ikke en sangfugl blev skabt i fællesskab af de to barndomsvenner – Capote antydede det ligefrem selv på et tidspunkt, hvorefter venskabet endte med et brud, ingen af dem siden ville sætte ord på.

Er Finch racist?

Også udgivelsen af Sæt en vagtpost ud var lidt af et mysterium. Handlingen udspiller sig cirka tyve år efter de begivenheder, der skildres i Dræb ikke en sangfugl, men manuskriptet blev skrevet inden gennembrudsromanen. Sæt en vagtpost ud blev nemlig lagt til side på råd fra hendes daværende redaktør, der anbefalede hende i stedet at skrive en ny roman med afsæt i pigen Scout Finchs barndom i de depressionsplagede 1930’ere. Men halvtreds år efter blev det gamle manuskript så fundet af en advokat – og fundet godt nok til udgivelse. Mistanken om, at Harper Lee ikke var i stand til at varetage sine interesser, blev atter luftet, og anklagerne mod Harper Lees forlag hobede sig op, indtil Alabamas statsmyndigheder besluttede at undersøge sagen. Deres konklusion var klar: Den berømte forfatter var hverken blevet udnyttet eller presset til at udgive Sæt en vagtpost ud. Her burde sagen være lukket, men 14. juli sidste år, da Sæt en vagtpost ud udkom, blev den yderligere kompliceret. For pludselig havde Atticus Finch udviklet sig til en racist. Eller var han det fra starten af? Én amerikansk anmelder fra tidsskriftet The Atlantic glædede sig over bogen, fordi den »tilbyder, hvad der er blevet stadig mere vanskeligt i de fem årtier, der er gået, siden Sangfugl udkom: et standhaftigt forsøg på at udfordre vores racefordomme«. En anden anmelder fra New York Times mente, at romanen »var foruroligende læsning, og for Sangfugl-fans i allerhøjeste grad forvirrende«.

Hvad skal vi stille op med Atticus Finch? Spørgsmålet vil rumstere også de kommende år, hvor konflikterne, som Harper Lee belyser, ikke synes at blive mindre. Af samme grund bliver Dræb ikke en sangfugl næppe pillet ned fra sin plads på reolen med litterære klassiker.

Det er der heller ingen grund til. Hverken stilistisk eller sprogligt matcher Harper Lee sine sydstatsforfatterkolleger William Faulkner og Flannery O’Connor. Til gengæld skrev hun med sin gennembrudsroman en varm fortælling, der med sit uprætentiøse anslag og enkle menneskelige drama har berørt millioner af læsere verden over.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu