Læsetid: 5 min.

’De gik alle sammen tavse ind i gaskammeret – som lam til slagtebænken’

Den græske jøde Ya’akov Gabai blev som 32-årig sendt til Auschwitz med sin familie, hvor han blev tvunget i arbejde i et Sonderkommando, der havde til opgave at assistere tyskerne. Han var en af syv holocaust-overlevere, som historikeren Gideon Greif interviewede i sit dokumentariske værk om Sonderkommandoerne, ’Vi græd uden tårer’, som nu genudgives, og hvorfra dette uddrag stammer
2. februar 2016

– Stødte arbejdere i Sonderkommandoet nogensinde på slægtninge?

»Det var altid en mulighed, undtagen med transporterne af ungarske jøder. Alle i min situation – min kone var også fange i lejren – var bange for det. Jeg var evig og altid bange for, at de skulle sende min kone til krematoriet og myrde hende, og jeg spurgte hele tiden mig selv, hvad jeg ville gøre i den situation. Heldigvis skete det aldrig, men den 31. oktober 1944, da de sidste 400 Muselmänner blev ført i døden, var to af mine fætre, der havde arbejdet i arbejdslejr i Birkenau, blandt dem. Vi sad og sludrede i to timer i krematoriets afklædningsrum.«

– De vidste altså, at Deres fætre skulle dø?

»Ja, selvfølgelig. Vi vidste, hvem der var udset til at dø, af de ordrer, tyskerne gav. Når en fange fik besked på at klæde sig af og blev tilbudt et tæppe, lidt brød og en smule margarine, betød det, at han skulle i krematoriet.«

– Hvad talte I om?

»Jeg spurgte dem, hvordan det kunne være, at sådan nogle som dem, der altid havde været så tapre og modige, kunne havne i den situation. De svarede: ’Det er vores lod i livet, vores skæbne. Den står ikke til at ændre’.«

»De spiste, og vi røg cigaretter, indtil tiden var inde til, at de skulle gå. En af tyskerne sagde: ’Nu skal de ekspederes.’ Så sagde jeg til dem: ’Kom her, jeg har noget forfærdeligt at fortælle jer, men I kommer ikke til at lide.’ Jeg førte dem ind i gaskammeret og hen til det sted, hvor gassen blev kastet ind. ’Hvis I sidder her, kommer I ikke til at lide et eneste sekund.’ Da jeg gik, sagde den tyske soldat til mig: ’Godt klaret, du er meget modig!’ Jeg svarede: ’Hvorfor skulle de lide mere end nødvendigt?’ Ti af de mennesker, der blev myrdet den dag, var bekendte og familiemedlemmer fra Grækenland. Da vi omsider var færdige med at brænde de 390 lig, havde vi hver især kremeret nogle af vore slægtninge og bekendte for sig. Vi samlede asken af disse lig hver for sig og hældte den ned i tomme konservesdåser. Vi skrev navnene på ofrene, deres fødselsdatoer og den dato, de blev myrdet. Så gravede vi dåserne ned, og vi fremsagde endda Kaddish [mindebøn for en afdød, red.] over dem. Hvem vil mon fremsige Kaddish over os? spurgte vi os selv ... Da russerne kom, hørte jeg, at de havde fundet dåserne.«

Annonce: Køb ’Vi græd uden tårer’ af Gideon Greif

– Kan De beskrive et par af de transporter, der gjorde et særlig stort indtryk på Dem?

»(...) En stor transport fra Lodż ankom i august 1944, og samme måned blev 250 polske Muselmänner sendt ind fra nogle af Auschwitz’ Nebenlager eller filiallejre. På det tidspunkt var de ude af stand til at gå. Straks kom kommandanten for krematoriet, SS-Hauptscharführer Moll, og sagde: ’I skal ikke sende de her til gasning.’ Han ville personligt slå dem ihjel. Først pryglede han dem med en af de jernstænger, vi brugte til at knuse tiloversblevne knogler med. Derefter gik han ned og bad en af soldaterne om et gevær og nogle patroner. Så gav han sig til at skyde. Da han havde skudt fire-fem af dem, var der en af muselmændene, der råbte: ’Kommandant!’ Og Moll, der var en grusom sadist, svarede: ’Ja!’ ’Jeg har en anmodning.’ ’Og det er?’ ’Mens De skyder mine venner, vil jeg gerne synge Donau-valsen.’ ’Med fornøjelse! Hvor festligt! Det er endnu bedre at skyde til musikledsagelse,’ sagde Moll. Og så sang manden – tra-la-la-la – og Moll skød dem alle sammen, indtil det var sangerens tur. Den sidste kugle ramte ham. Færdig.«

»Jeg kan også huske 42 børn, der blev bragt ind, sunde og raske børn på 13-14 år. Jeg så en dreng, der endnu ikke var død efter fem skud. På den måde slagtede de dem alle sammen. Omkring to uger senere ankom 20 partisaner, deriblandt fire smukke kvinder. De vidste, at de skulle dø. Vi forventede, at de ville sætte sig til modværge og slå fra sig, fordi de var frihedskæmpere, men der skete ikke noget. De gik alle sammen i gassen som lam til slagtebænken. Vi gav dem besked på at klæde sig af, og ingen af dem sagde et ord. De gik alle sammen tavse ind i gaskammeret – som lam til slagtebænken. Jeg kan også huske et tilfælde, hvor 140-150 store piger ankom. De satte sig ned og begyndte at fjolle og grine. De må have troet, at de var kommet til Birkenau for at have det sjovt. Vi var temmelig forbløffede – hvad i alverden foregik der? Der gik en halv time, der gik to timer, og de var stadig ikke blevet brændt! Så kom der ordre om at sende dem tilbage. En lastbil kørte dem til Saunaen, til et eller andet rum. Da de kom ud af krematoriet raske og rørige, sagde vi til dem: ’I skal prise jer lykkelige over, at I slap ud herfra med livet i behold.’ Mens de sad der, fik de ordre til at skrive postkort: ’Vi er ankommet til lejren. Tyskerne gav os en varm velkomst. Vi får god mad og er sunde og raske.’ To dage senere førte de dem tilbage til krematoriet, og de lavede et farligt postyr, fordi de vidste, hvad der ventede dem. De blev udslettet.«

»Engang kom der en pige fra Ungarn med et to dage gammelt spædbarn. Hun vidste, at hun snart skulle myrdes. Den nat havde vi ikke noget at lave. Vi sad og hang og tilbød hende en stol, lidt mad og cigaretter. Hun fortalte os, at hun var sangerinde, og hun talte en halv times tid. Vi sad foran ovnene. Ved siden af os sad der en hollandsk SS-mand, en forholdsvis venlig og elskværdig fyr. Han lyttede også med. Da hun havde fortalt sin historie, rejste han sig og sagde: ’Nuvel. Vi kan ikke sidde her i al evighed. Nu er det dødens tur.’ Hun blev spurgt, hvad hun foretrak: Skulle vi slå hende eller barnet ihjel først? Hun sagde: ’Jeg vil dø først. Jeg vil ikke se mit barn dødt.’ Så hentede hollænderen geværet, skød hende og lempede hende bagefter ind i ovnen. Bagefter tog han barnet, bang-bang, og det var så det.«

»Vi var de eneste, der så jødernes tragedie med vore egne øjne. Den hollandske SS-mand tilbragte halvandet år i lejren og så det hele, men han fattede ikke folkets tragedie, det jødiske folks tragedie. Vi så og oplevede det hele. Arbejdet var meget hårdt til at begynde med, men efterhånden vænnede vi os til det.«

Hverken Ya’akov Gabai eller bogens seks øvrige hovedpersoner lever længere. Men det gør deres vidnesbyrd.

Gideon Greif: Vi græd uden tårer, Informations Forlag, 496 sider, 300 kr.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu