Læsetid: 4 min.

Historie, hvad skal vi bruge det til?

Vores brug af historien siger mere om os selv end om historien, men betyder det, at alt er tilladt? Diskussionen om tv-serien ’1864’ handler ikke bare om politisering, men også om historiebrug
Henrik Ruben Genz’ ’Tordenskjold og Kold’ er et eksempel på en film, der roses af historikere, selvom den tager sig nogle historiske friheder.

Jiří Hanzl

12. februar 2016

Ingolf Gabold afslørede sig selv som kulturradikal lejesvend, da han i sidste uge i Politiken erklærede, at tv-serien 1864 havde været et politisk projekt for ham. Det skulle være »et slag mod DF«. Ligegyldigt hvor lille indflydelse den pensionerede dramachef reelt havde på det færdige produkt, så er det et interessant og kontroversielt udgangspunkt på flere planer.

Ole Bornedal kaldte udtalelserne vanvittige, men vist mest pga. det med DF. Han vedgik sig, at serien var imod nationalisme, men det var ifølge ham ikke politisk. »Nationalisme tager jeg naturligt afstand fra, ligesom jeg tager afstand fra vold mod kvinder og børn ud fra helt normale, etiske og moralske livssyn, som jeg seriøst mener, at jeg deler med de fleste danskere,« sagde han til Politiken.

For ham er det derfor heller ikke kontroversielt at bruge historien til at udbrede det synspunkt. For det er jo det normale. Overdrevet fædrelandskærlighed er at sammenligne med hustruvold.

At bruge historien for at sige noget om nutiden er meget almindeligt. I midten af 1990’erne gennemførte to amerikanske historikere en meget omfangsrig undersøgelse af, hvordan almindelige mennesker bruger historie. Omkring 1.500 personer blev interviewet om deres forhold til historie, til den historieundervisning, de havde modtaget, og til historieformidling generelt.

Roy Rosenzweig og David Thelen udgav resultaterne og deres analyse af dem i bogen The Presence of the Past (Columbia University Press 1998). Konklusionen var klar. Respondenterne følte sig fremmedgjorte over for den historieundervisning, de havde modtaget, men ville alligevel beskrive sig selv som historieinteresserede.

Alternativer til nutiden

Interessen udsprang ofte fra et personligt engagement. Enten helt konkret i form af interesse for f.eks. slægtshistorie, men hvad der overraskede historikerne var, at den også optrådte i abstrakt form. David Thelen skriver: »Alle bruger fortiden til samme grundlæggende menneskelige formål såsom at etablere identitet, moral, udødelighed og handlekraft.

Mennesker bruger fortiden til at forestille sig, hvordan de eventuelt kan ændre sig eller blive forandret af andre og af omstændigheder.« Og videre sagde mange af respondenterne ifølge Thelen, at fortiden »er et reservelager af alternativer til nutiden«. Så de mente altså ikke bare, at man kunne bruge historien til at forstå sig selv bedre, men også til faktisk at forme samfundet til noget bedre.

Roy Rosenzweig og David Thelens undersøgelse fik dem til at konkludere, at en mere demokratisk, involverende og imødekommende historieformidling ville være at foretrække, hvis man synes, det er vigtigt, at mennesker interesserer sig for historie.

Deres resultater forklarer også, hvorfor det især er det enkelte menneskes fortælling i en historisk kontekst, der sælger bøger og film. Det eksistentielt søgende postmoderne menneske vil ikke høre nationernes og institutionernes historie. De vil høre, hvordan det enkelte menneske håndterede historiske udfordringer. Everyone a Historian! som Roy Rosenzweig erklærer med inspiration fra Carl Becker.

Det mantra må man sige, at Ole Bornedal imødekom. Men alligevel blev historiebrugen i 1864 mødt af kritik allerede inden tv-serien havde premiere. I næste uge udkommer Kim Toft Hansens bog 1864tv-serien, historien, kritikken om det.

Ja, om 1864, tv-serien, historien og kritikken. Det skal med det samme nævnes, at også denne signaturs kritik af tv-serien bliver kritiseret, så bogens behandling af kritikken vil jeg ikke komme nærmere ind på her. Men hvad der især er interessant ved Kim Toft Hansens bog i denne sammenhæng er undersøgelsen af historikernes kritik af serien.

Kim Toft Hansen er optaget af det ’men’, historikerne indskyder, når de fremhæver instruktørens kunstneriske frihed, MEN alligevel siger, at der er grænser for, hvor mange friheder man må tage sig i forhold til det historiske forlæg.

På egne præmisser

Der er blandt andet et interview med historikeren Rasmus Glenthøj, der som den første rejste det, Kim Toft Hansen kalder historiekritikken, der i hans optik kom til at farve hele debatten og modtagelsen af 1864.

Her forklarer Rasmus Glenthøj sit ’men’: »Der findes naturligvis ikke én historisk ’sandhed’, som alle historikere er enige om. Vores forståelse af historie er altid en fortolkning, der sker på baggrund af de kilder, som vi har til rådighed. Det gør den åben for forskellige udlægninger, og det findes der også ift. 1864.

Historie er således en hermeneutisk videnskab. Men pointen ved denne type videnskab er netop, at man forsøger at forstå fortiden på dens egne præmisser. Og det var netop, hvad 1864 ikke gjorde.«

I Rasmus Glenthøjs opfattelse af historiebrug er der altså en grænse for, hvor demokratisk man kan være i historieformidling. Der er fakta, der ikke er til diskussion, og der er fortolkninger, hvis argumenter kan efterprøves.

Her er det oplagt at pege på en anden aktuel film, der også bruger historien. Nemlig Henrik Ruben Genz’ Tordenskjold og Kold, hvor der er elementer som psykoanalyse og lommetørklæder i Kleenexlignende æsker, og hvor det hele er akkompagneret af rockmusik, der tydeligt signalerer, at dette handler mere om det moderne menneske, end det faktisk handler om søhelten Tordenskjold.

Men de to historikere Andreas Marklund og Gunnar Lind fremhæver i en diskussion i TV 2 Lorry om filmen, at det faktisk var et reelt problem for de mænd, der havde deltaget i adskillige krigshandlinger, at Den Store Nordiske Krig blev afløst af Den Lange Fred.

De drev rundt i gaderne i København og kom i problemer med ordensmagten. De havde mistet deres indtjening, deres profession og dermed retning i livet. Så hvad man opfatter som den moderne mands problem, er faktisk også et historisk et. Her er altså et eksempel på, at historikere roser en film, der tager sig nogle historiske friheder.

Hverken Ole Bornedal eller Henrik Ruben Genz er historikere kan man med rette indvende, og måden, vi bruger historien på i vores eget liv og i historisk fiktion, vil altid sige mest om nutiden – om os selv, men det er ikke ensbetydende med, at man ikke også kan gøre det på en måde, hvor man respekterer det historiske forlæg.

Det hele handler måske om, hvor man starter. At bruge historien demokratisk, kræver måske et demokratisk udgangspunkt. Ellers bruger man den bare.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

jan henrik wegener

Hvis man nu inkluderer tv-serier, så giver det et indtryk af en klar overvægt af hvad man måske kan kalde "søde" eller hyggelige" fremstillinger. Det er der vel for så vidt ikke noget galt i, når blot det ikke bliver det eneste man ser. "De gode gamle dage før verden gik af lave". Uden at forsvare de svagheder og fejl de i artiklen omtalte produktioner måtte lide af er de måske en art modvægt hvor også den "brutale" side af historien har plads. Ellers virker det som om dansk historiefremstilling (på film, tv) let tipper i næsten kun at forholde sig til det "nære", lokalt eller nationalt. Det kunne man måske også se på.