Solen stråler fra en iskold, men klar himmel, da vi mødes en morgen for at tale om en lille tæt roman med den enkle titel Mor og den mere truende undertitel En historie om blodet.
Maja Lucas har skrevet et komprimeret intenst værk om et moderskab fra fødslen og et par år frem. En klaustrofobisk beskrivelse af en gensidig afhængighed, som overrumpler moren. Et moderskab, der aldrig rigtig kommer til at virke, i al fald ikke på den måde hovedpersonen ’Moren’ havde forestillet sig det.
Faren kan næsten ikke trænge ind fra sidelinjen og ligestilling viser sig at være nærmest biologisk umulig for parret. Romanen igennem vokser vreden sig større og større, for til sidst at eksplodere.
Der er næsten ikke et hjørne af lyserød fryd i fortællingen.
»En tragedie« betegner Lucas selv romanen og undertitlen er vigtig.
»Det handler om blodet på så mange måder. Det blod, der starter med fødslen, det, der er der pletvist og konkret for moren, mens pigen vokser op. Og om alle de tanker og syner om blod som moren har undervejs. Og så blodets bånd selvfølgelig, det klassiske udtryk for slægtskab.«
– Men hvorfor er det stadig sådan et tabu at beskrive moderskabet på den måde?
»Jeg tror, at det er et grundtabu, hvis noget sådan overhovedet eksisterer. Vi er dobbeltskabninger, vi er alle både voksne og børn. Med den voksnes logik, men også med et sårbart barn indeni, som ønsker sig den ubetingede forældrekærlighed, og derfor ikke ønsker at høre historier om, hvor umuligt, det er at være forælder,« siger Maja Lucas og tilføjer:
»Jeg havde det selv sådan, da jeg gav bogen til min mor. Jeg sagde til hende, at hvis hun genkendte noget i den, ville jeg ikke høre om det.«
Der er altså noget helt specielt ved selve tabuet, når det gælder moderkærlighed.
»Hvis man forsøger at håndtere et tabu, gør man det for at noget skal blive lettere eller mere tilladt – typisk fordi der er en stærk part, der undertrykker en svagere part. Men her er den svage part jo helt oplagt barnet, så det er altså ikke for den svages skyld, man bryder tabuet. Og det er slet ikke sikkert, det har en gavnlig virkning at gå ind i disse hårde følelser, så det er meget ambivalent.«
Og det har især også været ambivalensen, der har interesseret Lucas, ikke mindst når den viser sig omkring ligestilling. For i Mor synes moren pludselig at være den eneste, der for alvor ikke har noget valg længere.
»Moren overraskes jo over, hvor lidt ligestillet man er, når man bliver forælder. Det er jo hende, der tvinges ned i sin krop. Og ikke kun rent biologisk. Hun forholder sig helt rationelt til sin biologi, næsten som en pligt. Det er ikke bare en driften, men især fornuften, der peger på, at moren skal gøre det hun gør.«
Maja Lucas nævner amning som et eksempel. »Moren kunne selvfølgelig bare bruge sutteflaske, men så ved hun, at det er bedre at amme og at gøre det i lang tid. Moren kunne også have fået kejsersnit, men det er sundere at føde vaginalt, så derfor gør hun det samtidig med, at hun føler, at byrderne dermed bliver så ulige fordelt.«
– Derfor er hun vred fra starten?
»Ja, for hun forventede en ligestilling, som så pludselig ikke er der, når denne biologien indtræffer og tvinger hende til noget andet. Så kan man selvfølgelig diskutere, hvad ligestilling er, og om det ikke er i orden, at der er én, der føder og den anden gør noget andet. Jeg ved godt, hvad Joachim B. Olsen (LA) ville sige, men det føles bare ikke på den måde for denne mor. Hun føler sige mere og mere fanget af sin situation, og det gør hende aggressiv. På et tidspunkt er det så faren, som må tage over i spidssituationer.«
– Så faderen viser sig nærmest at være bedre til at være mor?
»Moren opfatter ham i al fald som mere kontrolleret, mindre vred, som bedre for barnet.«
– Bør en mor ikke blive vred?
»Hun oplever jo selv, at det ikke er godt, at hun bliver så vred. Det handler ikke om noget abstrakt moralsk, men om hvorvidt man kan kontrollere sine handlinger i de konfrontationer med barnet, hvor det pludselig tangerer vold. Vi har nogle grundprincipper om, at man ikke bør slå andre mennesker. Hun konfronteres med, hvor uhensigtsmæssige disse følelser er, fordi de går stik mod alle forestillingerne om, hvad hun skal leve op til.«
Ikke lyserødt at blive mor
Maja Lucas mener, at der eksisterer en forestilling om, at førstegangsfødende er nogle naive fjolser, som forestiller sig, at alt med barnet er nemt og ligetil.
»Sådan tror jeg ikke, det er. Førstegangsmødre går ikke rundt med et eller andet lyserødt billede. Men for de fleste er det alligevel et kæmpechok. De opdager en forbundethed med verden, de ikke var forberedt på, og det er et virkelighedschok, som er overvældende. Det er måske første gang, de skal kæmpe for noget, som er større end dem selv.«
»I andre tider var man mere vant til at kæmpe for noget større. Vi har jo ikke nogen religion mere – mange af os i al fald ikke, og heller ikke nogen ideologi.«
Lucas understreger, at hun ikke taler om, at det er synd for moren »at ikke kan drikke sin kaffe i fred«. Det, hun beskriver, er den totale udmattelse, der gør, at alt det man tror på vakler.
Hun beskriver i bogen øjeblikke med datteren, hvor moren næsten bevidst vælger den irrationelle løsning og lader sit raseri løbe af med sig over for pigen. Ikke mindst ved at råbe ad hende. Som den klassiske scene, hvor hun bare vil bæres op ad trappen og ikke giver efter, og det hele ender i råb, gråd og tænders gnidsel og en nabo, som kigger bebrejdende på optrinnet.
»Der er denne evindelige kamp i relationen mellem barnets behov og forældrenes behov. Når børn er små, er det oplagt, at forældrene sætter deres egne behov meget voldsomt til side. Men der er grænser for, hvor meget man kan gøre; på et eller andet tidspunkt skal man sove og have noget at spise.«
Men også tankerne er svære.
»Nogle gange tager hun sig i at føle, at pigen er forkert, selv om hun bare har sin egen vilje – pigen gør en masse ting, som bestemt ikke er rationelle, og det gør, at moren hele tiden skal være på vagt og slet ikke kan slappe af – men samtidig ved hun, at det dybest set er en grum tanke at tænke, at pigen er forkert,«
Fortælleteknisk skift
For at skrive Mor har Maja Lucas vendt op og ned på de fortællerteknikker, hun gennem hele sit forfatterskab har beskæftiget sig meget bevidst med.
»Min første bog hed Jegfortællinger, en række jeg’er, der er meget ensomme. Når jeg’et er i centrum, plejer man at være inde i personens tanker. I Jegfortællinger gjorde jeg nærmest det omvendte, ved alene at bruge jeg’erne til at beskrive noget behaviouristisk, altså handlinger. Jeg undlod helt at fortælle tanker.«
»Nu er jeg så begyndt at beskrive tanker, samtidig med at jeg har skiftet synsvinkel fra førsteperson til tredjeperson. Det er nok, fordi jeg har udviklet mig som forfatter. Ikke at jeg vil sige, at jeg er blevet bedre og sidde og klappe mig selv på ryggen. Jeg synes, det er rigtig svært at skrive tanker og refleksioner i fiktion, så det virker. Det kræver, at det ikke er noget, man bare tværer ud over det hele– tankerne skal leve som figurens tanker. Jeg har skullet blive lidt mere moden både forfattermæssigt og menneskeligt for at kunne gøre det.
– I denne roman giver det så også en god fornemmelse af, at hun både kan tænke det hele og så samtidig ikke tænke det?
»Ja, pludselig står hun uforstående over for, hvad hun har gjort. Hun tænker én ting og gør noget helt andet, så hun står over for sine egne uforståelige handlinger. Det er både meget scenisk og meget tankebåret. Der er mange elementer i romanen, som er meget sceniske såsom fødselsscenen i starten. Man behøver ikke forklare, at det er heftigt, det giver ligesom sig selv. J.M. Coetzee er mit forbillede, han kan gøre netop det, både lade det være scenisk til tider og andre gange meget forklarende. Jeg ved overhovedet ikke, om jeg lever op til hans standard, men i al fald har det været spændende at skrive forholdet frem til den lille pige. I starten kan hun jo ikke tale, og så må det i en vis forstand være scenisk.«
Romanen universelle karakter gør, at dens hovedpersoner ikke har navne.
»Jeg har tænkt det som en arketypisk fortælling. Men der er klart også noget kulturelt og noget, som er typisk for vores tid, ikke mindst den individualisme, som præger moren og hendes omgivelser. Der er bl.a. bedsteforældrene, som kommer forbi, men de gør ikke noget, vennerne det samme, det er virkelig kernefamilien. Det er typisk for nutidens Danmark, at man på den måde er så alene om det.«
Blodet går igen
Moren, faren og pigen kommer da også til at leve nærmest forskansede, hvor de nærmest på skift tager sig af pigen og også skiftes til at leve livet uden for kernefamilien. De tager hver for sig i byen, skiftes til at sove ved siden af barnet.
Seksualliv er der ikke meget af, parret glider fra hinanden. Pigen synes at have et krav om konstant underholdning, og spiser også kun, hvad der passer hende. Det ender i et sommerhus, den ultimativt klaustrofobiske familieramme, hvor barnet synes at tage magten, og scenen nærmest fysisk slås i stykker.
– Romanen starter i blod og ender i blod – om det er liv eller død er uklart?
»Jeg har også tænkt over en anden slutning, for jeg har da undervejs netop tænkt på Nora i Et dukkehjem, fordi det også er en historie om kvinderoller og ligestilling. Her kunne det jo være oplagt, at hun bare skrider fra det hele, altså går fra pigen og derved også bryder ud af ægteskabet. Jeg synes, det var interessant at lege med den tanke, at den eneste måde hun kan slippe ud af morrollen på, er ved at slippe ud af ægteskabet. Hun kan ikke rigtig sige til faren ’Jeg vil stadig gerne være kærester, men jeg gider ikke være mor’. Men så var der for meget undergang, vrede og tragedie i moren til, at det kunne ende sådan.«
– Nora har også barnepiger, ikke? Der var ting på Noras tid, som var anderledes, som f.eks. at amme uendeligt længe, for det havde man folk til?
»Ja, det har jeg også berørt i bogen, hvordan det har været til andre tider, især hos de privilegerede. Det, de opfattede som morrollen, var overhovedet ikke det samme (som i dag). Tycho Brahe blev sendt over til sin onkel at bo, og der var ikke noget med, at det forstyrrede hans tilknytning til noget. Det var bare praktisk.«
– Så det er både Rousseaus sejr og nederlag det her, hele ideen om det naturlige barn, som vi ikke kan holde til?
»Jeg holder nu meget af Rousseau. I bogen har jeg i høj grad beskrevet det negative og ambivalente i at få et barn, men der er jo også en måde, man mærker sin biologi på en positiv måde. Man kan stole på kroppen og mærke, hvor stærk den er, alt det som fungerer af sig selv. Tænk på sutterefleksen, der gør, at barnet overlever, det synes jeg er fantastisk. Det har gjort mig lidt mere stolt på kroppens vegne, men også lidt mere skeptisk over for ting, der fjerner mennesker fra deres krop,« siger Maja Lucas.
Kvinden i romanen er langt mere ambivalent, hun kredser konstant om billedet af den perfekte opofrende mor, som hun ikke er i stand til at være. Et billede, vi ifølge Maja Lucas i vores kultur især har fra H.C. Andersens Historien om en Moder, hvor moren vil give alt, for at døden slipper det barn, den er kommet for at hente.
– Man kan ikke just sige, at moren i din roman formår at ofre alt under sit forløb – sine øjne og sit hår?
»Nej,« griner Maja Lucas. »Det formår hun netop ikke. Men det interessante er, hvordan H.C. Andersens historie så alligevel ender med, at hun må lade barnet dø. Den del af historien synes vi at glemme i billedet af den perfekte mor. Hos H.C.Andersen giver hun sig i Guds vold og indser, at alt det, hun har ofret, måske er forkert. Der er noget større på færde. Jeg synes, det er interessant, at man fortsat betragter den fortælling, som historien om den opofrende moderkærlighed. For pludselig vender historien og en højere fortællerinstans modsiger hende og siger: ’Jamen, måske er du lidt forkert på den med al den opofring?’«
’Mor - en historie om blodet’ 144 sider, C&K Forlag. 229 kr. Udkommer den 26. februar
