Indsovede drifter

Jeg har aldrig siddet i fængsel, hverken som fange eller på research med det formål at skrive en bog om det. Det første er jeg for lovlydig til, det andet har jeg ikke rigtig lyst til
Jeg har aldrig siddet i fængsel, hverken som fange eller på research med det formål at skrive en bog om det. Det første er jeg for lovlydig til, det andet har jeg ikke rigtig lyst til
Mia Mottelson
6. februar 2016

I Albert Dams artikler om bl.a. Horsens Tugthus taler han om fangernes »indsovede drifter«. Det giver et ubehageligt – for ikke at sige ækelt – billede, synes jeg. Gråblege mænd, der opbevares i celler, og som ikke er i stand til på nogen måde at leve et normalt liv. Sløvede, ikke engang desperate længere. Albert Dam havde set det ved selvsyn, dog uden selv at være idømt nogen straf. Han researchede med fængselsledelsens allernådigste tilladelse. Han var forfatter, men ikke nogen kendt forfatter.

Derfor var den allernådigste tilladelse også en smule modvillig, kan man forestille sig. Overhovedet at beskæftige sig med samfundets bærme kunne også synes at være udtryk for en usund tankegang. Horsens Tugthus var også det fængsel, der i 1870’erne husede Pio, Brix og Geleff. På deres tid, var enhver kontakt fangerne imellem strengt forbudt. Når de færdedes på gangene og øvrige fælles arealer, var de påbudt at bære ansigtsmaske. Tankegangen var, at de ikke skulle kunne genkende hinanden, når de engang slap ud i friheden.

Fængselsopholdet skulle være en strengt personlig erindring til at ruge over i ensomme stunder og forhåbentlig grund nok til aldrig igen at bryde landets love. Pio kunne ikke tåle maden i fængslet, derfor blev han løsladt før tiden. Brix var heller ikke særlig robust. Men Geleff var af arbejderstand, han var ikke bedre vant, så han holdt ud. De var historie, da Albert Dam skrev sine artikler, forholdene for fangerne var muligvis blevet en smule forbedrede. Men der var altså stadig tale om »indsovede drifter«. Og det er stadig et modbydeligt billede.

Ude i friheden

Jeg har aldrig siddet i fængsel, hverken som fange eller på research med det formål at skrive en bog om det. Det første er jeg for lovlydig til, det andet har jeg ikke rigtig lyst til. Hvis jeg havde været journalist, kunne jeg gøre det, men som forfatter kan jeg ikke holde tanken om at samle ’gode historier’ op ’ude i virkeligheden’ ud. Og når man læser Albert Dams artikler, samlet så sent som i 1988 under titlen Bort fra fængselsstraffene, kan man også fornemme, synes jeg, et vist ubehag ved at gå ’på hugst’ – som han muligvis ville udtrykke det – i andre menneskers tragedier. Journalistik var sikkert ikke videre naturligt for ham.

Noget, der svarer til de »indsovede drifter«, han skriver om, kan man derimod møde ude i friheden. I det ganske almindelige, virkeligt virkelige liv. I storbyen, i provinsen og på landet. Nemlig den sociale stigmatisering, som bliver mere og mere markant, og som de sidste tyve års regeringer alle sammen har et ansvar for. Folk, der nok formelt har deres frihed, men som alligevel bliver begrænset af samfundets holdning til dem. ’Hvad skal de med ferie?’ spørger man. I fjernsynet kunne de for nogen tid siden høre en glatnakke fra Venstre udtale, at kontanthjælpsloftet, det kan man godt leve af. Og det er, hvad vi finder rimeligt. Jow.

Nogle kan godt leve af det, for nogle er det rimeligt. For andre er det ikke, bl.a. fordi Danmark er et dyrt land at leve i. Der er unge mennesker, der bliver hjemløse, fordi kontanthjælpen nu er så beskåret, at der ikke er penge til at betale husleje. Boligpriserne er ikke fulgt med ned, det er overhovedet ikke faldet nogen ind, at de skulle det. Den mest usynlige af regeringens ministre er naturligt nok socialministeren. Man hører aldrig en lyd fra hende. Det gør man muligvis i det interne sociale system, men ikke i offentligheden.

Det er måske ikke så mærkeligt. Den manglende interesse findes nemlig ikke kun hos regeringen og ministeren, den findes i høj grad også netop i offentligheden. Og de ramte siger heller ikke noget. De gør i det hele taget, alt hvad de kan for ikke at gøre opmærksom på sig selv. Hvad regeringen angår, kan man godt få det indtryk, at de synes, det må kunne vente til, vi får en rød regering engang. Det sociale er ligesom deres område. Skattelettelser og den slags, det er til gengæld de blå regeringers.

De stigmatiserede

Livet går forbi de stigmatiserede. De klarer sig på deres helt egen måde, og hvis man kender til, hvordan nogle af dem klarer sig, er det bestemt ikke sikkert, man har lyst til at fortælle alt, hvad man ved. Jeg kunne ikke drømme om det. Så hellere lukke øjnene. Hvis man hensætter folk i en tilstand, hvor den eneste måde i det mindste at have en illusion om at leve et normalt liv er at tage hurtige kviklån, så børnene bare engang imellem kan få nyt tøj, få en cykel og en computer, med det resultat at gælden chokerende hurtigt hober sig op, kan man ikke forvente, at alt går efter bogen.

Især ikke når det det ene år efter det andet viser sig umuligt at få et rigtigt, ordentligt betalt arbejde. Og man konstant får at mærke, at der bliver set ned på en. Fordi man er en af dem på overførsel. Og her skelnes der ikke mellem, om det skyldes arbejdsløshed i almindelighed eller sygdom. De er slet og ret en udgift. Og de skal ikke beklage sig! Der er ingen, der gider høre på dem. Hvad er det Joachim B. Olsen siger: De fattige er nogle nasserøve!

Jeg forstår godt den bilist, jeg for nogle år siden så styrte ud af sin bil og skælde ud på en plørefuld hjemløs, der bare lod sin tomme flaske falde ned på vejen, hvor den knustes. Bilisten ville sgu ikke have sine dæk ødelagt! Og din skide bajer, den har jeg også betalt! råbte han. Jeg forstår ham godt. Men jeg forstår også den hjemløse.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu