Læsetid: 6 min.

Klippernes historier

I Kappadokien er natur og kultur to sider af samme klippe, så selvom det måske er svært at komme ud i helt uberørt natur, er det til gengæld let at få mangeartede naturoplevelser fra morgenbord til sengekant
Ved morgengry svæver varmluftballonerne over det særprægede stenlandskab i Kappadokien.

Malene Fenger-Grøndahl

12. februar 2016

Abrikoser, kirsebær, honningmelon, butterdejsruller med fåreost, pandekager med druesirup, oliven, tomat og agurk. Morgenmaden er et farve- og smagsbombardement, og vi nyder den omgivet af lige så mange farver og dufte, som tallerkenen rummer.

Sammen med min datter er jeg taget til Kappadokien, et område i det centrale Anatolien, som er kendt for sit eventyrlige klippelandskab. Her bor Barbara og Kemal, mine gamle bekendte, som jeg mødte første gang for næsten 20 år siden. Barbara er fra Amsterdam, hvor hun levede et travlt storbyliv.

Det nærmeste, hun kom naturen, var ænderne i kanalerne, og dem lagde hun sjældent mærke til, fordi hun havde travlt med at arbejde, gå på cafe og studere. Men så tog hun på rygsækrejse til Mellemøsten og kom undervejs igennem Kappadokien.

Her mødte hun kurdisk-tyrkiske Kemal, der arbejdede på et af de ganske få små hoteller i området. Barbara blev forelsket, først i landskabet og så i Kemal, og snart efter besluttede hun at lægge storbylivet bag sig og bosætte sig i Kappadokien, i landsbyen Göreme.

Naturen og kærligheden kaldte. Siden har jeg besøgt Barbara og Kemal mange gange og set, hvordan det lille ’hulehotel’, de indrettede, er vokset over årene. Samtidig er der vokset mere end hundrede hoteller frem alene i Göreme og mange flere i andre byer i området.

Barbaras intention om at arbejde lidt og leve enkelt er det med tiden blevet svært at efterleve, hotelstandarden og priserne er hævet, og travlheden er fulgt med. Barbara har ikke længere helt så god tid til at vandre i de mange små dale i området, som hun havde for 10-15 år siden.

Men hendes kærlighed – både til Kemal og Kappadokien – er der endnu. Og morgenmaden er den samme, tilberedt af Kemal og serveret af hans fætter, der ligesom ham selv kom fra det fattige sydøstlige Tyrkiet for at tjene penge på turisterne.

Turisterne er sådan nogle som min ældste datter og jeg, der er kommet hertil for at opleve landskabet til fods, til hest eller fra luftballon.

Frodige frugtplantager og vulkanske klippestrukturer tørner sammen uden for den anatolske landsby Göreme.

Malene Fenger-Grøndahl

Hånd i hånd

Det er så viseligt indrettet her i Kappadokien, at natur og kultur, turisme og traditioner går ganske godt hånd i hånd, ja, nærmest er uadskillelige og gensidigt afhængige. Det betyder ikke, at der ikke er modsætninger. Men der er en form for sameksistens, som glæder mig, hver gang jeg er tilbage.

De velsmagende abrikoser, tomater og kirsebær på morgenmadstallerkenen er alle lokalt produceret, avlet i den frugtbare jord, som den vulkanske aske skabte for millioner af år siden. Vinen som Kemal serverer til sin treretters middag om aftenen mange timer senere er også produceret i Kappadokien og et resultat af en ældgammel tradition for vinproduktion.

Nu skal vi ud at vandre og se landskabets mange farvenuancer skifte i takt med solens bane over himlen. Vi rejser os fra morgenmaden, som vi har indtaget i den have, som Barbara gennem en årelang indsats har gjort til et lille blomsterparadis, der tiltrækker sommerfugle og småfugle.

Herfra går vi gennem landsbyen, hvor gamle koner sidder med iPhones i hånden og hækletøj i skødet. De producerer souvenirs på livet løs – og holder kontakt med sønner og mænd, som tjener penge på restaurantdrift og cykel- og biludlejning.

Trods turismen er Göreme stadig en landsby, omgivet af frugtplantager og forunderlige tufstensformationer. Tuf er en særlig klippeart, som blev skabt, da tre store vulkaner i udkanten af området gik i udbrud. Landskabet stivnede og blev med tiden formet af vind og vejr til en kæmpekulisse, hvor alverdens eventyr kan udspille sig.

Klippeformationerne kan ligne alt fra softicebjerge til fabeldyr, og en stor del af glæden, når man vandrer gennem landskabet, er netop, at formerne både giver ro i sindet og sætter fantasien i sving. Men mens man som vandrende turist kan slappe af og lade benene gøre arbejdet, er der til stadighed gang i arbejdet på de små jordlodder, som ligger mellem klipperne.

Frugtproduktionen fortsætter, mens flere og flere får turisme som hovederhverv, huler indrettes som hotelværelser, og der bygges nye stenhuse i gammel stil, hvorefter de åbnes som hoteller og restauranter for den stigende strøm af især asiatiske turister.

Göreme har fået sin andel af souvenirboder og koreanske restauranter. Men der findes stadig lommer af landsbyliv, hvor alt stort set er som før. Kun 10-15 minutters gang fra Barbaras have er vi med ét ude i et landskab, hvor fuglenes kvidren høres tydeligt, og urter dufter lige så stærkt, som himlens blå farve står i kontrast til de rosa, råhvide og blålige klipper.

Malene Fenger-Grøndahl

Naturens uovertrufne kunst

Göreme er en magnet for rejsende, for Göremedalen, der ligger bag landsbyen, er Kappadokiens mest berømte dal. Den er berømt for sine mange klippekirker og -klostre med velbevarede fresker, der er over 1000 år gamle. Men lige så magisk er der, når man bevæger sig ud fra byen i andre retninger.

Her kan man på få minutter nå ud på vandrestier, hvor man er alene med bier, blomster og en enkelt bonde der, bortset fra at han har en mobiltelefon, holder sig fri af det stadig mere urbaniserede (lands)byliv. Dalene med de smukkeste klippeformationer har navne som Kærlighedsdalen og Rosendalen, poetisk navngivet af de lokale.

Hver dal har sine karakteristika, og at vandre gennem dem er som at bevæge sig gennem et surrealistisk maleri med fantasifulde klippeformationer overalt. Undervejs passerer man huler og klostre, men denne gang er det klipperne, naturens uovertrufne kunststykker, der er vores mål.

»Se, den klippe ligner en elefant. Og der er en flot fugl med gult bryst. Se, der er et firben.« Vi vandrer i timevis og taler stort set kun sammen, når vi får øje på et særlig sjovt klippefremspring eller et dyr, som flyver eller springer op, skræmt af vores trin i sandet på den smalle sti. Undervejs passerer vi en mand, som er i gang med at se til sine squash og tomater. Han har en stor klase druer liggende ved siden af sig og byder os af dem. Vi smager og nikker som tak.

Klipperne i Kappadokien er fyldt med dueslag – ofte markeret med hvid maling og sorte eller røde mønstre med symbolsk og mytisk betydning. De kristne munke, der boede her frem til begyndelsen af 1900-tallet, huggede dueslag ud i klipperne og gødede deres vinmarker med ekskrementerne.

Da de kristne forlod området, blev traditionen taget op af muslimske landsbyboere, som dog for manges vedkommende skiftede duernes naturgødning ud med kunstgødning. Naturgødning af forskellig slags er på vej tilbage, fremskyndet af miljø- og kulturhistorisk interesserede udlændinge, som har tabt deres hjerte til området og sat penge i at udvikle det i overensstemmelse med traditioner og bæredygtige principper. Sådan er det også med Kappadokiens vin, der er berømt over hele Tyrkiet.

Kemal har den på lager, så jeg kan nyde et glas lokal rødvin til maden om aftenen. Sammen med den helt særlige kombination af summen og ro i kroppen efter en lang dags vandring.

Vi går tidligt i seng og nyder den behagelige temperatur i vores værelse. Det er, som mange hotelværelser i området, hugget direkte ind i klippen. Kappadokiens indbyggere har i årtusinder hugget deres boliger og stalde ud i den bløde tufsten, og traditionen fortsætter – efter i en periode at have været truet.

Flere og flere traditionelle huleboliger blev nemlig skiftet ud med gasbetonhuse, som blev anset for billige og moderne. Men turisternes hang til autentisk huleliv har fået udviklingen til at vende.

I Kappadokiens landsbyer sættes gamle stenhuse og huleboliger nu i stand og opgraderes med designdetaljer og luksuselementer, så de passer til moderne rejsendes ønsker.

Kappadokiens klipper er stadig scene for forvandling, ligesom landskabets farver hele tiden forandres i takt med solens bane over himlen.

Og Barbara ved godt, at den første forelskelse ikke kommer igen. Men hun oplever den stadig i glimt – sammen med en dyb kærlighed til Kemal og til klipperne.

Efter en kort, stakåndet gåtur op gennem byens smalle gader til et plateau med vinmarker og storslået udsigt sidder vi sammen med Barbara og kigger ud over Göreme. I horisonten står klipperne stadig rosa og violette, og svaler og flagermus flintrer gennem luften. »Det her skal jeg altid have tid til,« siger Barbara.

Malene Fenger-Grøndahl er forfatter til ‘Turen Går Til Tyrkiet’.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu