De kristnes øl

Få kilometer fra de checkpoints, der afskærmer israelere fra Vestbredden og afskærer palæstinensere fra livet på den anden side, kan begge parter mødes i festligt lag en gang om året: Oktoberfesten i den sidste kristne landsby Taybeh er et åndehul og et vandhul i konfliktens øje
Ikke alle veje fører til forening af folkeslag, men den stenede vej til Teybeh på Vestbredden gør – med den lokalt producerede øl som omdrejningspunkt.

Ikke alle veje fører til forening af folkeslag, men den stenede vej til Teybeh på Vestbredden gør – med den lokalt producerede øl som omdrejningspunkt.

Morten Berthelsen
12. februar 2016

Få kilometer fra de checkpoints, der afskærmer israelere fra Vestbredden og afskærer palæstinensere fra livet på den anden side, kan begge parter mødes i festligt lag en gang om året: Oktoberfesten i den sidste kristne landsby Taybeh er et åndehul og et vandhul i konfliktens øje

Nonner, der spiser shawarma. En pytonslange som selfie-accessory. Lederhosen og en kavalergang, der er München værdig. Kristen heavy-rock, drusisk jamaica-ska og en rasende flod af fadøl. Det muntre alkoholiske arrangement afslører ikke, at man er på Vestbredden, og klientellet overrasker også.

»Det var hebraisk! Gutter, hørte I det? Det var hebraisk!« lyder udbruddet fra en ung, lettere slingrende amerikaner, idet han passerer en flok israelere på vej til Oktoberfest a la Palæstina. Den neutrale scene er sat i den kristne landsby Taybeh, der ligger på en malerisk bakketop lige uden for Ramallah, omgivet, foruden olivenlunde, af israelske bosættelser og muslimske landsbyer.

Oktoberfesten i Taybeh, arrangeret af bryggeriet af samme navn, har i nu 10 år skabt en sand folkevandring fra nær og fjern til den årlige fest i humlens navn og indbyggertallet tidobles i de to dage, festen varer.

»Kunne du tænke dig at nyde din øl og lære lidt tysk på samme tid?« spørger et skilt ved indgangen til torvet foran det lille rådhus, der lægger matrikel til kulturmødet. Og selv om det bavariske anes i det overliggende tema, og tyske NGO-arbejdere flokkes hertil, støder man også på japanere, amerikanere, svenskere og en ikke ubetydelig andel israelere, der har fundet vej via et af de mere tilbagelænede checkpoints.

Her blandt Vestbreddens muslimske majoritet, som ofte skyr alkohol af religiøse årsager, mødes diplomater, hjælpearbejdere og lokale – for det meste kristne palæstinensere – for at opleve og hylde regionens skatte.

Det Palæstinensiske Selvstyre sender også en officiel delegation forbi – en stille, men afgørende blåstempling. Alle må navigere gennem boder med mad fra de mellemøstlige køkkener, hjemmelavet olivenolie, honning, keramik og farverige broderier.

Et navn med mange steder

Taybeh har mange navne. Navnet er arabisk for ‘den agtværdige’, men også – passende – for ‘velsmagende’ eller ‘lækkert’. Men Taybeh er også mange steder.

Der er Taibe i Galilæa, ved Gilboa-bjergets fod, hvor den muslimske lokalbefolkning i en usædvanlig gestus malede den lokale moske blå og hvid til ære for Israels 60-års fødselsdag i 2008, og farverne er endnu ikke falmet.

Der er At-Tayba i det nordvestlige Vestbredden nær Jenin, ‘martyrernes hovedstad’, hvor nogle af konfliktens blodigste opgør har fundet sted.

Der er Tayibe, en af de største og mest udviklede arabisk-muslimske byer i Israel. Den ligger i ‘Trekanten’, der betegner en koncentration af arabiske byer og landsbyer, der støder op til den grønne linje (våbenstilstandslinjerne fra 1949) og et område, som flere israelske politikere mod stor lokal modstand har foreslået skal overføres til Palæstina i bytte for at beholde nogle af bosættelserne på Vestbredden.

Og så er der Taybeh, humlens højborg, der i biblen figurerer som Efraim, hvor Jesus efter sigende skulle have søgt tilflugt. Det er den sidste tilbageværende kristne landsby i et område, der ellers tidligere har været helt kristent.

De fire navnefæller udgør tilsammen et geografisk område på størrelse med Trekantområdet i Danmark, så det er intet under, at den territoriale uoverensstemmelse er så fuldkommen.

Drengene i Teybeh sælger Carlsberg ved Oktoberfesten til halv pris af den lokale øl.

Morten Berthelsen

Mellemøstens bedste

Det er Taybeh, der har gjort sig mest bemærket, og det skyldes mange års flid fra især én familie: Khoury. Efter 20 år i Boston på den amerikanske østkyst drog brødrene Nadim og David Khoury tilbage til det fædrene land og åbnede i kølvandet på Oslo-aftalen det, der indtil 2015 var Palæstinas eneste ølbryggeri. Mellemøstens bedste, kalder de sig, og det er ikke lutter varm luft på flaske.

Fra en skrumpende kundekreds blandt Vestbreddens få kristne indbyggere har Taybehs fire øl – golden, dark, amber, white – fundet vej til ganer og butikker verden over, også i Danmark. I Israel serveres øllen på enhver bar med hældning mod venstre, og undervejs fra at producere 500 liter i 1995 til over 500.000 liter i dag har Taybeh også vundet de muslimske palæstinenseres gunst – og gennem en ny bryg med 0,0 pct. alkohol også deres penge.

Senest har familien udvidet forretningen med et lille hotel oven på den ligeledes nyetablerede vingård med Nadim, mesterbryggeren og nu mesterbyggeren, i spidsen. Nadim er også navnet på Taybehs første serie af vin og betyder, løst oversat, svirebror.

Bryggeren Nadim er en hyggelig fyr med et mægtigt overskæg, der over for pressen konsekvent fastholder, at bryggeriet er apolitisk og dets øl en fredelig modstand mod den israelske besættelse. Taybehs slogan er stadig ‘Smag revolutionen’.

»Jeg håber sandelig ikke, de kræver penge af dig for øl!« udbryder Maria Khoury, festivalens arrangør og Nadims svigerinde, da Nadim træder ind i det lille kontor, hvorfra Maria styrer slagets gang med godt humør og et tilsyneladende uendeligt antal arme.

»Hvert år sværger jeg, at jeg ikke vil gøre det igen, da det er ved at blive lidt for stor en festival for mig at håndtere. Men her er jeg,« siger hun.

Ved mørkets frembrud er den stadige strøm af besøgende vokset til en mængde, så man må kæmpe selv om ståpladserne, men det har nu ikke altid været så let for det lille bryggeri.

Forhindringsløb

Taybeh-bryggeriet har flere gange været tæt på at blive endnu et offer for den krampagtige konflikt mellem Israel og Palæstina. I 2014 blev Oktoberfesten for første gang lagt på is, da man fandt det upassende at afholde ølfestival så kort tid efter sommerens krig mellem Israel og Hamas i Gaza.

Samtidig er logistikken et mareridt. Nok ligger Jerusalem kun en lille halv times kørsel fra Taybeh, men bryggeriet har igennem mange år måttet eksportere via andre checkpoints, hvor øltønderne blev tjekket for sprængstoffer – en prøvelse og omvej på alt fra tre-seks timer.

Nu har familien en tilladelse til at passere gennem nærliggende Qalandiya, der er det vigtigste checkpoint – og primære flammepunkt – mellem Jerusalem og Ramallah.

Læg dertil den israelske kontrol over råvareimport, enerverende palæstinensisk bureaukrati og konservative muslimske traditioner – ølbrygning og øldrikning er haram – og det bliver hurtigt klart, at det ikke er let at drive forretning på Vestbredden, selv med et så opløftende produkt.

Taybeh både definerer og repræsenterer den palæstinensiske virkelighed. Landsbyen er en oase for de få tilbageværende kristne palæstinensere, der ikke er udvandret. I alt mønstrer de blot 38.000 mennesker på Vestbredden – knap to pct. af befolkningen – fanget i israelske restriktioner, stigende islamisering og politisk dødvande.

Bryggeriet er en solstrålehistorie i en palæstinensisk økonomi, der efter flere år med vind i ryggen nu er tilbage i den vante plagende modvind, især som følge af forrige års krig i Gazastriben.

Taybeh afspejler en drøm om frihed og aspirationer om selvstændighed. Entreprenørånden er tændt og flere små, succesfulde startups springer frem i Palæstina i disse år trods de mange forhindringer udefra som indefra.

Lige uden for festpladsen har et par initiativrige knægte stillet en hjemmelavet bod op med udskænkning af Carlsberg til 5 shekels – halv pris i forhold til den kristent-palæstinensiske stolthed, der fejres indenfor.

»Det er fantastisk at se folk komme og hygge sig i vores landsby,« siger Maria Khoury, inden hun løber ud for at stille an til programmets næste musikalske akt. »Der er så mange lokale, så mange udlændinge, sekulære, religiøse, alle etniske grupper på en meget smuk dag – og vi fejrer livet som mangfoldige mennesker.«

Morten Berthelsen bor i Tel Aviv. Tag bus 18 fra Damaskus-porten i Jerusalem til Ramallah, og find en taxa derfra til Taybeh. Bryggeriet giver en øl på husets regning ved besøg.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Israel-Palæstina

Forholdet mellem Israel og det Palæstinensiske Selvstyre (PA) har været stormfuldt siden 1994, da PA blev oprettet som led i Oslo-aftalen. Status quo er vaklende, men den aktuelle situation markerer et nyt lavpunkt.

Siden september 2015 er Israel blevet ramt af en stribe af terrorangreb, mange dødbringende. Samtidig har der været angreb på palæstinensere, herunder brandstiftelse på et hjem, der dræbte tre. Begge parter skyder vanen tro skylden på hinanden for eskaleringen.

Præsident Mahmoud Abbas fastholder sin styrkeposition og siger, at PA vil fortsætte sikkerhedssamarbejdet med Israel.

Mødesteder for israelere og palæstinensere

Masada Street, Haifa
Der er ikke megen plads til religiøse symboler på Masada St., medmindre de spraymales på gademurens lærred. Politik og etnicitet tager bagsædet til fordel for street art, kaffe, vintagefund og lækker frokost. Skyl maden ned med en Taybeh på Elika i nr. 24., hvor der flirtes på tværs af religion og etnicitet.

Humus Bar, Kfar Vitkin
På hummusiaet nær Netanya får hver jøde, der deler bord med en araber – og vice versa – sit måltid til halv pris. Idéen kom som følge af den igangværende voldsrunde og har, ifølge ejeren, til formål at bekæmpe voksende intolerance på begge sider. Indtil videre har fredsrabatten været en stor succes.

Tabeetha School, Tel Aviv-Jaffa
Knap 40 nationaliteter og alskens religiøse baggrunde er repræsenteret blandt eleverne på skolen i Jaffa. Timerne foregår på engelsk, og hebraisk og arabisk undervises som fremmedsprog. »Hver elevs kulturelle arv værdsættes,« siger skolen. »Vi ændrer ikke mangfoldigheden, men deler den med hinanden.«

Neve Shalom/Wahat al-Salam
Navnene er hebraisk/arabisk for ‘Fredens Oase’, og jøder og arabere lever sammen i den lille landsby mellem Tel Aviv og Jerusalem. Selv om beboerne kæmper med virkelighedens evige konflikt, insisterer de på dialog. Gæstehus og aktiviteter for besøgende giver indblik i det unikke foretagende.

Forsiden lige nu

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu