Læsetid: 9 min.

Lad os tale om krig

En politisk afstumpethed og berøringsangst har gravet en grøft mellem dem, der har rørt ved krigen, og dem, der ikke aner, hvad der egentlig foregår. Det mener digter Peter-Clement Woetmann, der med teaterstykket ’TIL MINE BRØDRE’ ønsker at starte en åben og fordomsfri samtale om krig. Fordi det er rygende nødvendigt
»Vi skal turde spørge kritisk og lytte åbent. Jeg kan ikke se andre muligheder end den helt åbne og fordomsfrie samtale.« Peter-Clement Woetmann, digter og dramatiker

»Vi skal turde spørge kritisk og lytte åbent. Jeg kan ikke se andre muligheder end den helt åbne og fordomsfrie samtale.« Peter-Clement Woetmann, digter og dramatiker

Hans Christian Jacobsen/Ritzau scanpix

5. februar 2016

Instruktør Annika Silkeberg står foran scenen og bladrer igennem manuskriptet til stykket TIL MINE BRØDRE, der bliver opsat på Aarhus Teater i midten af februar. Fem skuespillere bevæger sig rundt i en containerlignende kasse i militærstøvler og camouflagetøj, roder lidt med deres våben, nogle patroner, i hjørnet sidder en kvinde og snitter i en træstub med sin kniv.

»Lad os lige gå scenen med våbnene igennem,« siger Annika Silkeberg og kigger op på spillerne. »Og husk: Jo mindre I gør, desto mere ubehageligt bliver det.«

Spillerne slår op i teksten. »Jeg vil tale om krig,« læser én. »Jeg vil tale om krigen i Afghanistan,« læser en anden. En tredje fortsætter: »Jeg vil tale om de øjeblikke i vores liv, hvor vi suges ind i historien og kan mærke, at der er noget, der er forandret.« De kigger alle fem op fra teksten og ned på Annika Silkeberg, der nikker og giver tegn til, at de skal fortsætte.

Herfra bevæger stykket sig fra krigen i Afghanistan over terrorangrebene i Paris i november, attentatet på Krudttønden i februar, angrebet på Charlie Hebdo i januar, massakren i Norge til Ground Zero i New York og videre til spørgsmålet: Hvornår giver det mening at gå i krig?

På tredje række sidder digter og dramatiker Peter-Clement Woetmann. Det er ham, der har skrevet stykket. Det har han gjort, fordi han mener, at teatret er et vigtigt rum til de svære, men nødvendige samtaler om krig og politik.

»Selvom flere tusinde danskere i løbet af de seneste femten år har været udsendt for Danmark, så taler vi altså sjældent åbent og fordomsfrit om, hvad det egentlig vil sige at være i krig,« siger Peter-Clement Woetmann. Og det skaber et undertryk i samfundet; et voksende skel mellem soldaters, politikeres og civilsamfundets forståelse af, hvad det egentlig vil sige at være en krigsførende nation, mener han.

For mange danskere er krigen i Afghanistan en fraværende, fortidig og fjern virkelighed. Det er Woetmanns håb og ambition, at den virkelighed kan blive mere nærværende og håndgribelig med en forestilling som TIL MINE BRØDRE.

Da han ikke selv har direkte krigserfaring, har han sakset beretninger fra tidligere udsendte soldater og andre krigstematiserende tekster ind i manuskriptet.

»Jeg har været nysgerrig på at forstå en krigserfaring, jeg ikke selv har. Så igennem andres fortællinger har jeg forsøgt at etablere en sky af udsagn og spørgsmål: Hvad er det for nogle dilemmaer, man står i, når man er i krig? Hvordan føles det, når folk herhjemme ikke forstår det? Kan man savne at være i krig?«

Han har været meget bevidst om ikke at gå ind i spørgsmålene med en bestemt politisk dagsorden eller overbevisning, men derimod bare lade spørgsmålene stå – så fastholdes de effektivt i et åbent rum, mener Woetmann.

»Det er ikke min rolle at pege fingre eller påstå, at jeg ved, hvordan en soldat har det. Det er min rolle at fremlægge det, dem der har de her erfaringer og oplevelser har sagt, så respektfuldt som muligt.«

For ham er det ikke kunstens rolle at prædike og vurdere. »Det kan føre til en kunst, der bare vil tale til sine indviede, til de enige, og vrænge ad dem, der står uden for,« siger Peter-Clement Woetmann. Han tror derimod på, det er kunstens rolle at stille spørgsmål.

»Det er sådan, vi kan tage hinandens bekymringer og erfaringer alvorligt på tværs af politiske og samfundsmæssig skel.«

Æggene ligger klar i en skål på gulvet, mens skuespillerne forbereder sig på den såkaldte ’æggescene’, hvor de skal fortærre tre æg hver. ’Det skal stå i min kontrakt, hvis jeg skal spise mere end tre æg,’ joker Mathias Hedegård Andersen (billedet tv.). 

Hans Christian Jacobsen/Ritzau scanpix

Opbakning er ikke tavshed

TIL MINE BRØDRE er altså ikke en kritik af krigspolitik par excellence. Det er derimod en efterlysning af de samtaler, som krigen forudsætter – og som han altså ikke mener bliver taget ordentligt. Og hvis der ikke er rum til de samtaler og til en kritisk spørgende debat, så ender det ifølge Woetmann med, at ingen tager ansvar for krigsførelsen.

»Jeg oplevede, at der blev lagt låg på de kritiske spørgsmål og samtaler op gennem nullerne med argumentet om, at det ikke var hensynsfuldt over for de udsendte soldater, der satte deres liv og lemmer på spil,« siger han.

Men for Woetmann er koblingen mellem de kritiske spørgsmål og en manglende opbakning til de udsendte misforstået: Det er netop i respekt for de udsendte, hjemvendte – og især for de ikkehjemvendte – soldater, at vi som samfund skal forholde os kritisk til vores militære engagement i Afghanistan såvel som i Irak, mener Woetmann.

»Det er ikke udsendte Martin Møller, der skal svare på kritikken – det er de politikere, der har besluttet at sende ham i krig i Afghanistan på vegne af Danmark, der skal svare.«

For krigsmodstand har ikke noget med den enkelte soldat at gøre, men retter sig mod de strukturer og politiske beslutningsprocesser, der ligger over soldaten – og som soldaterne specifikt er trænede til ikke at sætte spørgsmålstegn ved, siger han.

»Hvis vi som civilsamfund ikke må forholde os kritisk til krigspolitik af hensyn til soldaterne, så ender det jo med, at der er ikke er nogen kritik. Og det betyder, at nogen kan føre krig uden at stå til ansvar for det.«

Under prøverne eksperimenteres der med scenografi, dynamik og skuespillernes placering. ’Det kan være svært at se herfra, hvad der virker scenografisk’, siger Julie Buch-Hansen. ’Ligner det for eksempel, at jeg sidder i skovskiderstilling, når jeg sidder sådan her?

Hans Christian Jacobsen/Ritzau scanpix

Krig er blevet normaliseret

I arbejdet med TIL MINE BRØDRE har Peter-Clement Woetmann været optaget af de mekanismer, der fremmedgør krig fra civilsamfundet. Det, der gør, at man som borger ikke har en anelse om, hvad der egentlig foregår, eller hvilke konsekvenser det kan få – og allerede har.

»Krigsførelsen er blevet så professionaliseret og normaliseret på en måde, så vi ikke nødvendigvis kan mærke de krige, vi tager del i. Hvis man ikke insisterer på, at det her skal vi snakke om, så forsvinder det fra dagsordenen – og så kan vi miste fornemmelsen for, hvilke omkostninger de krige, vi fører, har. Vi mister forbindelsen til virkeligheden og får lov til at leve i sådan et absurd parallelunivers,« siger han.

Selvom krigens virkelighed er ret uvirkelig for de fleste, så har de sidste årtiers krigspolitik grebet indgående ind i måden, vi tænker på som samfund.

At så mange mennesker har stået i situationer, hvor de blev nødt til at dræbe for ikke selv at blive dræbt, mener Peter-Clement Woetmann uundgåeligt ændrer et samfunds tankemåde radikalt.

»Krig er blevet en normaliseret ting, en normaltilstand i Danmark, og det opleves pludselig ikke længere som en radikal voldshandling at gå i krig. Men det er det jo – i helt ekstrem grad. Det er ikke kun terrorismen, der radikaliserer os. Det er også os selv.«

Normaliseringen af krig har imidlertid ikke også ført til en »normalisering af soldatens erfaring«, påpeger han. Mange af de soldater, som Woetmann har mødt, er fælles om at føle sig marginaliserede og misforståede.

»Rigtig mange af de tidligere udsendte soldater føler sig i dag meget alene med deres krigserfaring. Deres omgivelser forstår ikke, hvor de har været, og hvad de har været udsat for. De forstår ikke, hvad det er for en logik, der er på spil i en krig, og soldaterne føler sig afskrevet som en slags skydegale psykopater. Men det er ikke nødvendigvis psykopati, det er ofte helt basale overlevelsesmekanismer,« fastslår han.

Som teksten til TIL MINE BRØDREs syvende scene lyder: »Du bliver nødt til at slå et par æg i stykker, når du skal lave æggekage.«

Hans Christian Jacobsen/Ritzau scanpix

Krigens logik

Det er en præmis, at det koster liv at føre krig. Og ligesom det er krigens logik, at der vil være ofre, så er det også krigens logik, at der er situationer, hvor det kan være svært at skelne mellem, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert, mener Peter-Clement Woetmann. Hvor menneskerettigheder og alverdens konventioner sættes til side.

»Den radikaliserede krigslogik handler om ekstrem magtudøvelse og vold – og den logik kan jo ikke finde sted i et rent og rettighedssikret rum. På den måde har Dansk Folkeparti da delvist ret, når de argumenterer for, at vi må tænke på vores egne soldaters sikkerhed før alle de her konventioner.«

Det er en uløselig del af krigslogikken, at man begynder at tænke sådan, mener Woetmann, for »man bliver helt militariseret. Og så er det dér, teatret er vigtigt, tror jeg. Teatret kan skabe et rum til samtale og refleksion, der i mindre og mindre grad er tilgængeligt i den politiske offentlighed.«

Det er ikke bare ønskværdigt, at vi begynder at tale om krig på en ny og fordomsfri måde. Det er rygende nødvendigt, mener han.

»For der er et kæmpe – og stadig voksende – skel mellem det Danmark, der er militær virkelighed, og det Danmark, der er bygget på idealer om demokrati og universelle menneskerettigheder. Og det skaber en spænding, når de to niveauer ikke kan tale sammen.«

Hans Christian Jacobsen/Ritzau scanpix

Danmark er en gråspurv

Peter-Clement Woetmann er overbevist om, at midlet mod øget militarisme er en radikal og fuldstændig kompromisløs empati.

»Vi har i vores fælles offentlighed jagtet det politisk korrekte igennem de seneste mange år, men det, der står frem nu, er en politisk afstumpethed, der prøver at skjule sit moralske skred under dække af nødvendighedens politik.«

Og det er altså trist, mener han: »For jeg elsker også Danmark og forbinder netop Danmark med det at gå forrest i kampen for menneskerettigheder og insistere på radikal empati. Vi er sådan en fin lille gråspurv. Vi er hverken høge eller falke, vi er en lille fugl, men en vigtig fugl.«

Ifølge Peter-Clement Woetmann skal vi som samfund omfavne og værne om vores identitet som gråspurv – det har et meget fint og særlig potentiale at være lille og opmærksom og ikke bare ligge i slipstrømmen fra store fugle, mener han.

Woetmann beskriver selv TIL MINE BRØDRE som et reflekterende gråspurveprojekt. Et projekt, der, i takt med at den offentlige og politiske debat og krigsspørgsmål stilner af, bliver mere og mere nødvendigt. Dels på grund af en civil berøringsangst såvel som en politisk nedlukning af debatterne og de kritiske undersøgelser – senest Irakkommissionen.

Den udvikling gør teatret til et næsten enestående og uhyre vigtigt refleksionsrum: »Det er indlejret i teatret at være en borgerlig offentlighed, at integrere og berøre de her samtidspolitiske spørgsmål,« siger han.

Woetmann kontaktede selv justitsminister Søren Pind efter lukningen af Irakkommission.

»Jeg skrev, at jeg ikke forstod det. At der stadig var mange ubesvarede spørgsmål og hændelsesforløb, jeg var i tvivl om i forbindelse med den krig. Og at jeg derfor mente, at Irak-kommissionen stadig var nødvendig.«

Justitsministeren svarede kort og koncist, at han anerkendte Woet-manns bekymring, men at nedlæggelsen af kommissionen nu en gang var vedtaget ved lov – og derfor stod ved magt.

»Og det er et centralt smertepunkt i de her spørgsmål. Når noget først er vedtaget ved lov og dermed normaliseret, hvordan kan vi så gå tilbage igen? Hvordan kommer vi et sted hen, hvor vi ikke længere behøver at lade politiet stå med maskingeværer foran synagogen i København efter sidste års attentat? Hvordan kommer vi et sted hen, hvor vores internationale bidrag ikke nødvendigvis er militære? Hvordan kommer vi et sted hen, hvor vores fokus er at behandle mennesker på flugt som et gode frem for som en trussel? Det er en politisk glidebane, og spørgsmålet er, hvor den glidebane ender?« spørger Peter-Clement Woetmann.

For ham er svaret netop en kompromisløs åbenhed.

»Vi skal turde spørge kritisk og lytte åbent. Jeg kan ikke se andre muligheder end den helt åbne og fordomsfrie samtale.«

TIL MINE BRØDRE har premiere på Aarhus Teater den 20. februar og spiller til den 19. marts

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Bill Atkins
Bill Atkins anbefalede denne artikel

Kommentarer

Justitsministeren Søren Pind svarede kort og koncist, at han anerkendte Woetmanns bekymring, men at nedlæggelsen af kommissionen nu en gang var vedtaget ved lov – og derfor stod ved magt.

Klap i soldat!