Skal medierne opdrage på ’racistiske’ debattører?

Den grove debattone har fået The Guardian til at lukke for kommentarer til alle artikler om indvandring og islam. Det kan danske medier lære af, mener DR-redaktør, der opfordrer moderatorer til at gribe mere ind og opdrage læserne. Ekstra Bladet er uenig
Den grove debattone har fået The Guardian til at lukke for kommentarer til alle artikler om indvandring og islam. Det kan danske medier lære af, mener DR-redaktør, der opfordrer moderatorer til at gribe mere ind og opdrage læserne. Ekstra Bladet er uenig
Nicolai Bruun/iBureauet
5. februar 2016

Under bæltestedet, racistisk og uinteressant. Sådan beskriver The Guardians læserredaktør, Mary Hamilton, debatklimaet i avisens digitale kommentarspor, når artiklerne handler om race, immigration og islam. Søndag besluttede den engelske avis derfor, at man fremover ikke vil lade brugere kommentere på artikler, der omhandler de tre temaer.

»Det overvældende flertal af kommentarerne tenderer racisme, mobning af skrøbelige mennesker, tilsvining af forfatteren og trolling, og den resulterende samtale er underlødig og stort set uden værdi, men skaber forfærdelse og bekymring blandt vores læsere og journalister,« lød Mary Hamiltons begrundelse for at lukke debatsporet, som både gælder avisens britiske, amerikanske og australske netaviser.

»Vi vil facilitere samtaler, hvor der er en konstruktiv debat, hvor vores publikum kan hjælpe os med at udvide vores journalistik med deres ekspertise, deres viden, deres tanker og holdninger, og hvor vi kan bruge vores hjemmeside som en platform for at skabe kontakt til verden og med folk i den,« fortsatte Hamilton i artiklen, som i skrivende stund har genereret 1.424 kommentarer på The Guardians hjemmeside.

’Debatten om debatten’ er et tilbagevendende tema også blandt danske medier. På Ekstra Bladets Nationen! gennemtrawler moderatorerne dagligt op mod 9.000 kommentarer, hvoraf 300-400 slettes. Der er typisk tale om trusler og grove personangreb, forklarer Nationen!-redaktør Thomas Harder.

Han forstår godt The Guardians beslutning: »Det er et helvedes arbejde at moderere i debatter om indvandring og islam. Folk er jo totalt rasende derude – de er bange og synes ikke, at politikerne har de rigtige løsninger. Den frustration kommer ud i kommentarfeltet. Nogle har meget voldelige planer, og det skal jo slettes.«

Selv sørger han for kun at lægge få artikler om indvandring ud til læserne ad gangen, så moderatorerne kan følge med.

Men The Guardians beslutning om at lukke helt ned for debatten, synes han er »beklagelig«.

»Det er vigtigt, at folk, der er bekymrede og bange, har mulighed for at blive hørt og lufte deres frustrationer. Nationen! er en ventil, der kan tage dampen og være en forbindelse mellem folk og politikere. Ellers går det galt – se bare på Sverige.«

Folk skræmmes væk

På Roskilde Universitet har adjunkt Jannie Møller Hartley forsket i, hvordan debatkulturen er på danske netmedier. Hun kalder det et demokratisk problem, at emner som indvandring ofte udvikler sig til racistiske angreb.

»Forskningen viser, at det skræmmer folk væk. Folk, som ellers vil debattere sagligt om politik, holder sig ude af debatten, når brugerne kaster mudder i hovedet på hinanden. Det oplever mange politikere også, når de engagerer sig på sociale medier. Det er ikke godt for vores debatkultur, hvis folk melder sig helt ud. Omvendt skal racismen ikke gøres helt usynlig, for det er vigtigt at forholde sig til den, når vi ser den,« siger hun.

Hos DR Ung er redaktør Lasse From helt på linje med The Guardians beslutning. Han mener, danske medier bør styre kommentarsporet bedre.

»Danske medier er slet ikke gode nok til at tage ansvar for debatten på deres sites. De bruger debatartikler som et middel til at skaffe mere trafik – DR er også skyld i det på mange områder. Ordet ’debat’ er blevet en undskyldning for at stille åbenlyst provokerende spørgsmål, som skaber vrede reaktioner. Og reaktioner kan du kapitalisere på,« siger han.

Lasse From opfordrer danske medier til at moderere meget kraftigere i debatten, f.eks. ved at slette kommentarer, skubbe konstruktive indlæg højere op i tråden og aktivt opfordre til en god tone.

»Det handler i bund og grund om sociale signaler, så man viser, at vi ikke tolererer rabiate indlæg. Det kan aldrig helt undgås, men vi kan nå langt ved at forsøge at skubbe samtalen i en bestemt retning, lige som moderatorer gør det til debatarrangementer i virkeligheden. Det handler om at opdrage lidt på folk for at skabe en mere positiv og konstruktiv tone.«

Thomas Harder er uenig i, at danske medier skal gå så aktivt ind og redigere, hvad folk snakker om.

»Jeg kan ikke lide ideen om, at journalister skal opdrage voksne mennesker. Der skal modereres, folk skal vide, at der er grænser, og at de kan risikere at blive bortvist. Men vi skal ikke styre, hvad folk bør snakke om,« siger han.

Demokratisk problem

Selv om debattonen til tider kan være slem, er den måske ikke helt så dårlig som sit rygte, understreger Jannie Møller Hartley. Hun var en del af en forskningsgruppe på Roskilde Universitet, der i 2014 undersøgte debatten på eb.dk, bt.dk, politiken.dk, jp.dk, dr.dk og tv2.dk. Analysen viste, at 73 pct. af alle kommentarerne var ført i en neutral tone, og at 82 pct. af indlæggene faktisk holdt sig til debattens emne.

»I sager om migration og indvandring er den overvejende negativ, men over en bred kam er debatten ikke så slem, som vi havde forventet. Danskerne er egentlig ret fornuftige til at debattere,« forklarer hun.

På DR mener Lasse From, at ’debatten om debatten’ ikke er helt så lyserød endda.

»Der er så mange tosser, der råber på skrift. Jeg synes, det er en generel tendens på nettet, at det er de virkeligt sure på yderfløjene, som fylder mest.«

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Robert  Kroll

Det er måske OK, hvis en moderator stryger indlæg med trusler, skældsord og "generel tilsvining" - når jeg siger "måske OK", så er det fordi sådanne utiltalende indlæg i almindelighed får den stik modsatte effekt af hvad afsenderen ønsker.

I øvrigt skal vi værne om ytringsfriheden - at begynde at "sortere" og kun trykke "de gode og politisk korrekte meninger" er farligt, Vores danske demokrati er sundt og stærkt, så fanatiske racister o l har ingen chance - de bliver bare anset som "taber typer".

Brugerbillede for Steffen Gliese

Problemet er netop, at det ikke fører nogen vegne med den debat! Der er ingen løsninger, kun panik, der får lov at brede sig, uafhængigt af problemet og især problemets omfang.
Hvis vi kunne få en almindelig meningsudveksling, hvor folk faktisk artikulerer deres problemer med indvandringen og kommer til at forholde sig til, hvordan tingene uafhængigt af fornemmelser ser ud på det samfundsmæssige plan - uden at nogen fisker i rørte vande, som det sker nu - ville det hele måske se lidt lysere ud.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Anders Sørensen

Der er ingen grund til at sætte "racistiske" i gåseøjne. Eksempelvis EB's Nationen er proppet til randen med racister, og det ER definitivt ødelæggende for debatten, at en flok tumper er så besat af had til (især) muslimer, at selv noget så uskyldigt som artikler om en kommende snestorm (!) lynhurtigt afspores til at handle om flygtninge/indvandrere/islam.

Og DET er det største problem. Hvis folk har lyst til at ytre sig racistisk, så gør det da, for Guds skyld. Men når den racistiske skidtspand tømmes i snart sagt ethvert kommentarspor (på EB), så bliver det problematisk og enerverende, dræbende for debatten.

Nå, whatever. Man kan jo bare holde sig fra Nationen.

Brugerbillede for Lars Jørgensen

De nationalistiske tendenser har fået vældig vind i sejlene. Der er opstået en forståelse af, at fremmedfjendske holdninger nu er gangbare i det offentlige rum. Incitamentet er sjældent et ønske om at debattere, mere en primitiv trang til (endelig) at blive hørt og få luft for sin afmagt og vrede.

Så egentlig debat kan man ikke tale om.

Brugerbillede for Anders  Hede

Jeg synes faktisk det hjælper meget når debatterne er facebook-bundne. Jeg er ikke så glad for at så meget trafik kører via dette foretagende, men når folk skal stå frem med deres personlige profil, så kommer rigtig meget af kældermenneskerne væk og tonen er langt hen af vejen ok.

Nationen og den slags anonyme foretageneder derimod skriger til at trolls skriver tåbelige oneliners, og det er bestemt ikke kun indvandring og højrefløj, der fyrer idioti af der.

Men censur og fravær af debat kan aldrig være vejen frem. Det er der forhåbetlig ingen der ønsker. Der er mange ting vi gerne vil være foruden i samfundet, men vi går jo målrettet efter de kriminelle handlinger i stedet for at lukke alting ned. Sådan må det også være i debatten.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Steffen Gliese

Måske skal vi også bare holde op med at mene, at folk er racister, blot fordi de er skeptiske overfor andre måder at leve på? Det er vel i højere grad et oplysningsspørgsmål og måske et psykologisk eller kulturelt problem, hvor vi i årtier har bevæget os imod mere konformisme, efter at vi var godt på ved mod en udstrakt frihed.
Problemet var også dengang, at det var de bange, der blev taget hensyn til - alle dem, der ikke kunne beskæftige sig selv, hvis de blev arbejdsløse, f.eks.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Niels Nielsen

"det er de virkeligt sure på yderfløjene, som fylder mest"

Måske hænger det sammen med, at "det tavse flertal" inde på midten har for travlt med at hyppe deres egne kartofler?

Meget ondt kan jeg sige om mine ærede modstandere på højrefløjen, men de brænder for sagen, det skal de have. Bare ærgerligt, at det er den forkerte sag.

Brugerbillede for Poul Erik Pedersen

Jeg forventer da af ethvert medie at de lægger en redaktionel linie, i udvalg og vinkling af det stof de offentliggør til deres abonnenter og brugere. På lige linie må man vel også kunne tillade sig at forvente at der foregår en redaktion i de debatter, som mediet er ansvarlig for.
Når det er sagt kan det tilføjes at den enkelte debatdeltager, på sociale fora mv., da også selv kan påpege at han/hun finder sprogbrugen i andres indlæg grov, intimiderende el. andet og spørge til hvad der er baggrunden for afsenders sprogbrug.
Endelig kan man jo så overveje hvorfor sprogbrugen bliver så grov. Her til lands kan man da ikke komme uden om at ledende politikere har hjulpet grovhederne godt på vej, hvilket jeg da vil mene har været med til at gøre sprogbrugen alment accepteret. Det er med til at reducere respekten for modpartens standpunkt, i sidste ende respekten for den demokratiske samtale.
vh. poul.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Steffen Gliese

Jeg tror, Niels Nielsen, at det længe har været et grundlæggende problem, at man mistænker sine opponenter for sinistre motiver. Måske bl.a. fordi der reelt er tale om to afgørende forskellige syn på situationen.
For mig er det svært at se andet end en proletarangst for det anderledes - og især som et angreb på ens egen livsstil. Det er en kilde til undren hos mig, fordi jeg synes, jeg var ung i et samfund med udbredt plads til forskellighed og personlig udvikling. Hvorfor nogen har ønsket at presse den udvikling tilbage, kan jeg ikke forstå.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lennart Kampmann

Pænhed er blot en passiv-aggresiv debatform. Det er offermentalitet og intellektuelt sipperi.

Når aviserne vil styre debatten og indføre censur, må det skyldes en frygt for at miste læsere og dermed annoncørkroner.

Om man er intellektuelt udfordret eller dum er samme sag, ordene ændrer ikke på noget. Det første lyder bare pænere og skaber ikke samme modvilje hos modtageren som det andet.

Med venlig hilsen
Lennart

Brugerbillede for erik mørk thomsen

Direkte eller inddirekte, er vi, folket pålagt at betale omkring 6.000 milioner til medierne, DR, TV2 og aviser.
Nu vil de samme medier, der gerne vil havde pengene, lave censur, da folket mening, ikke er i overensstemmelse med, hvad medierne mener.
At de samme medier, både herhjemme, og udlandet, med The Guardian i spidsen, gerne må bruge nazi-kortet, om dem, der ikke bare køber deres dagsorden.
Personligt anser jeg dem, må begge fløje, der forfalder til, at kalde de andre, enten nazi eller godtrovende naive idioter, for lige store fjolser, der ødelægger deres egne sag.
For som en frankmand sagde for flere hundrede år siger, efter hukommelsen:
Hr., De er et fjols, en nar, udvide om alt, men taler gerne længe om alt det, De ikke ved noget om.
Men med mit liv, som indsat, vil jeg forsvare Deres ret til, at være det, De er!

Brugerbillede for Rasmus Lund-Hansen

Jeg læste en glimrende artikel forleden, tror det var i Wired, om hvorfor så mange webmedier er begyndt helt at gå væk fra brugerkommentarer. Desværre kan jeg ikke finde den lige nu, men essensen af den var således:

Oprindeligt hoppede alle medier med på kommentar-vognen, fordi man havde en ide om at det kunne give mere trafik og højere læsertal. At folk ville klikke tilbage på en artikel, de tidligere havde læst, for at følge med i debatten. Men det har med tiden vist sig, at den ekstra trafik er til at overse - de eneste, der rigtig vender tilbage, er dem der er direkte aktive i den pågældende debat. Og det er i de flest tilfælde kun en håndfuld mennesker.

Til gengæld viser den seneste viden på området, at brugerkommentarer ikke blot giver nul ekstra værdi, de er formodentlig med til at *fjerne* værdi fra de sider, de er tilknyttet. I takt med at flere og flere brugere er kommet til, og debatniveauet er faldet, er kommentarene nået til et punkt hvor de skader det tilknyttede medies troværdighed. (Og hvis man vil se et eksempel på hvordan det kan tage sig ud, så bare kig på JP eller Berlingskes blogsider).

Tanken om at læserne kan bidrage med ekstra viden og perspektiv til et givent emne er smuk, men i praksis er det næsten lige omvendt. I bedste fald kommer der ikke ny viden på bordet, og i værste fald er brugerkommentarene decideret fordummende. Se for eksempel på Ing.dk - Ingeniøren er et fagblad, der burde have et meget indsigtfuldt og informeret publikum, og alligevel ser man på hver eneste artikel indspark fra folk, der ikke aner hvad de snakker om.

Og derfor er så mange sider gået helt væk fra brugerkommentarer, mens andre er begyndt at gemme dem væk så man aktivt skal klikke sig til at se dem.

Brugerbillede for Peter Nielsen

latterligt. Hvis man kritiserer emner, uanset emnets karaktér, så skal man have lov. At lukke ned for eksempelvis kritik af Islam er en unødvendig selvcensur, og dybest set et udtryk for mediernes egen frygt for trusler. vi har set det længe nu - ingen kritik af Islam fordi det kan resultere i voldelige handlinger, men kritiser bare løs når det drejer sig om alle andre religioner.
Racisme er jo ikke temaet - temaet er om medierne ikke tør mere. Omvendt kan man argumentere for at den udprægede kritik af islam jo ikke er opstået af sig selv, der er jo en årsag til at Islam må lide den tort at være mål for kritik som af visse fortolkes racistisk. Så vidt jeg ved er racisme defineret ud fra at visse racer er andre racer overlegen, og egentlig ikke funderet i religion.
Artiklen burde hedde skal medier opdrage på religionskritikere og ikke racister. Det er jo det der reelt sker - udlusning af religionskritik når det handler om islam.

Brugerbillede for Philip B. Johnsen

Censur skal ikke begrænses sprogbrug ret meget i alt fald, for ikke alle evner, at sætte ord på deres følelser og derfor råber de højt.

Det vigtigste ved friheden til at skrive, er ikke ordne, men muligheden for at udstille magten specielt nu, hvor EU og demokratiet i et vist omfang er i opløsning.

F.eks.
Når Folketinget lyver, om deres ulovlige overgreb på vores flygtninge børn, over for EU og siger, at tre års ventetid på familiesammenføring er lovlig, så er det vigtigt, at det er muligt, at få sagt fra over for magthaverne i det offentlige rum, hvis ikke der er mulighed for, at få sagt fra, kan denne type overgreb nemt blive opfattet, som legitimering af nogle danske grupperingers mere proaktive interesser, et tilløb til mere voldelige konfrontation på dansk jord af ikke demokratiske kræfter, hvor Folketinget uimodsagt får lov til, at gøder jorden, sår frø og kun venter på, at se de første kimplanter, hvis ikke det er muligt, at udstille magten, når den misbruges og det enhver fugl med sit næb.

Faktum er også, at det ikke er umuligt, at der nærmer sig et flertal i Danmark og i EU's medlemslande, for en ny-moralistisk og ultra nationalistisk dagsorden uden retsstat og den bliver kun stærkere, hvis den bliver censureret af den fjerde statsmagt, enhver fugl synger med sit næb, ellers flytter den til internationale sociale ucensurerede netværk.

Brugerbillede for Maj-Britt Kent Hansen

At skrive kommentarer om det ene og det andet er et fænomen, der efter min mening gradvist vil tage af ligesom alle andre modefænomener.

Mon ikke en del har konstateret, at man bliver træt af at skrive såvel som læse kommentarer - enten fordi ingen andre finder interesse for den artikel, man kommenterede på eller på grund af gentagne indlæg fra samme skribent eller alenlange indlæg/mure af tryksværte.

Alt har sin tid - også kommentarmuligheden.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Steffen Gliese

Det vigtigste ved at skrive er faktisk at gøre sig sit eget synspunkt klart, sådan virker det for de fleste.
Hvad alle disse meningstilkendegivelser fører til, er vist mildt sagt uklart. For nogle tales der om "en ventil", men hvad er det, der skal ventileres, hvis der er tale om synspunkter, man ikke for alvor kan forklare.
Hvorfor kritisere Islam? Man kan kritisere, f.eks., hvis frikadellerne forsvinder i daginstitutionen; men at give muslimerne skylden, vil være at rette bager for smed: det er forenkling og besparelse, der nødvendiggør hensyntagen til dem, der har spiseregler - ikke rigtig på bekostning af dem, der ikke har nogen.
Debatten virker som Pippi, der vil gå i skole for at få ferie ligesom alle andre: vi vil også have nogle ting, vi skal, så vi kan stille nogle krav. Men i stedet må vi nyde friheden og alt efter tilbøjelighed ynke dem, der ikke har vores frihed.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Troels Brøgger

Netdebat er lidt surrogatagtigt. Der kommer ikke nogen stemmeklang med. Der kommer ingen ansigter på. Der er ikke mulighed for at stå i det spændingsfelt som modsatrettede meninger giver, og prøve at få noget konstruktivt ud af modsætningen.
Jeg deltager i Inf.'s debat ret tit og ser de samme navne vise sig, jeg synes ligesom jeg kender jer men nej- Jeg aner ikke hvor I er, om I er høje eller lave, grøn eller brunøjede osv. osv.
Det er også en blind vej. Vi herinde finder aldrig ud af om der var andet vi kunne bruge hinanden til end det her.
Det er nok fordi vi skal beskyttes mod hinanden. Sæt en af os var forbryder!
Prøv at forestille jer at vi allesammen vidste hvor de andre boede og hvordan de så ud. Hold kæft hvor ville vi tænke os ENDNU mere om inden vi skrev noget.
Så: løsningen er: Fjern anonymiteten som pris for at deltage i en debat, så stiger niveauet.
Dem der så virkelig ER forbrydere må vi melde til politiet. Demokrati er farligt. Det har det altid været, det har vi bare glemt, det er derfor det bliver sværere og sværere at forsvare.

Brugerbillede for Espen Bøgh

Tænker eliten da med hovedet under armen, når de kan findes på en form for censur, som de vikler ind i forfinet retorik så det fremstår som rigtigt, og det sker uden at tage hensyn til den faktuelle virkelighed.

Under overskriften "Demokratisk problem" optræder sætningen; "Analysen viste, at 73 pct. af alle kommentarerne var ført i en neutral tone, og at 82 pct. af indlæggene faktisk holdt sig til debattens emne.", hvilket er konkret viden om hvordan det egentlig står til med debatkulturen, - og i mine øjne ser det da ikke helt så galt ud.

Så her fejler artiklens forfatter fælt, samtidig med hans holdning til elitens ret såvel til emnet som til diskussionen og retningen, og indirekte siges det, pøbelen har ingen ret til at være forstyrrende for "vores diskussion og opfattelse".

Pøbelen skal altså kun afgive deres stemme hvert 4. år og ellers holde sig fra at diskutere emner den ikke forstår på det niveau som vi holder os til.

- En lidt elitær betragtning kan man vist roligt sige!

OK, så os censurere, men forsvinder diskussionen, vreden, frustrationerne, angsten og bekymringerne hos danskerne så(?), og her er svaret selvfølgelig "NEJ", for det kan ikke blive andet.

Vi bliver jo ikke af med bøsser og lesbiske blot fordi vi forbyder det, selv ved lov.

Eller som det ville ske i Amerika, hvor en mand skød barens hyggepianist fordi han ikke kunne lide forfatteren til melodien der blev spillet af hyggepianisten.

Det er at ramme helt ved siden af skiven når man vil begrænse flere af skribenterne, end man gør i dag, og vist er det et stort arbejde, men rimeligt udført kan mange tilslutte sig moderatorernes ret til at fjerne absolutte perfide personangreb og direkte som indirekte trusler.

Nu bliver det henvist til politikerne og den uenighed der er om deres politik, men begrundes med at politikerne ikke har de rigtige løsninger, men det er jo også et billigt forsøg på at kringle diskussionen uden om en anden del af problemet, - nemlig det demokratiske i at vedtage love i demokratiet navn alene ved et flertal, selv om lovene ikke blot er usympatiske, hvilket punkt er passeret for længe siden.

Handlinger og ord har betydning for udviklingen af debatten i dagens Danmark, og politikerne kan ikke sige sig fri for deres ansvar i den anledning, så når debatredaktøren end ikke engang evner at se denne sammenhæng, eller bevidst vil friholde politikerne skyldes det nok alene salonfæhighed, ganske som vi har set det i de svenske medier.

Vi skal jo helst ikke efterligne Sverige på det punkt, og åbenbart heller ikke The Guardian i England.

Brugerbillede for Steffen Gliese

Det er en rigtig god idé at tale pænt til hinanden, det er en vanesag. Man skal komme ned på jorden og forklare sig, det kan de fleste finde ud af, selvom man nogen gange måske føler sig dum, hvis man ikke er vant til at forstå, hvor banalt man faktisk godt må stille sin manglende viden eller sans for at leve sig ind i andres tankegange til skue: det er tit det hårdest tilkæmpede at spørge om det mest enkle og grundlæggende.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lars Jørgensen

Til trods for den meget begrænsede empiri denne tråds indspark udgør, synes der alligevel at tegne sig et billede af, at det primært er de højredrejede "debattører", der bifalder en hårde tone. Måske fordi de i højere grad ser en debat/samtale som en kampplads, hvor det mestendels gælder om at dominere og vinde, og i mindre grad om at blive klogere og komme til fælles forståelse.

Sidstnævnte er ellers et grundvilkår, når vi sidder over for hinanden og samtaler.

Brugerbillede for Troels Brøgger

Jeg er enig med dig Lennart: Pæn tone forudsætter en iboende og på forhånd bestemt lighed.
MEN pæn tone kan OGSÅ bruges af underhunden til at vinde en debat. Alle vidner vil hurtigt danne sig en mening om at der må være en pointe, når den i den ufordelagtige position bevarer fatningen.
Hvis din kommentar for en dels vedkommende er offerkortet, så er jeg ikke ening i denne del.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Flemming Berger

Sprogbrug er forskellig i forskellige samfundsgrupper. på et skibsværft taler arbejderne markant anderledes til hinanden end på et kontor eller hospital.Og således også i en debat.
En anden grund til et voldsomt sprog kan være manglende lydhørhed hos omverdenen for de formulerede synspunkter.Enhver mener naturligvis at have noget væsentligt at sige og at blive konsekvent overhørt kan vist kun en helgen acceptere med stoisk ro!
Censur er da det værste at gribe til;men at lytte efter,hvad folk faktisk har at sige,og gå ind i en samtale med dem ville bringe os frem mod mindre radikalisering.
Men se om det sker!?

Brugerbillede for christian engel

Det er på tide at censurere alle debatindlæg om indvandring og migration, der har rod i socialkonstruktivisme. Jeg har især problemer med den sidste kategori. Jeg bliver så ked af det og får besvimelsesanfald, når jeg får at vide, at danskheden blot er en socialt konstrueret diskurs, som i virkeligheden kunne være meget meget anderledes. Hvor vover de at tale sådan om mine dybfølte rødder, som ingen bør gøre sig kloge på og overhovedet udtale sig om? Det er for groft og skræmmer folk væk! Alle indlæg i debatten som overhovedet smager det mindste af Foucault og Bourdieu og andre onde franske sprogfilosoffer, burde sies fra øjeblikkeligt, inden jeg bliver angst og forskrækket.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lennart Kampmann

@ Troels Brøgger
jeg er aldrig et offer. Selv hvis jeg skulle være offer for noget, vil jeg vælge at være overlever i stedet for.
Sidst da der var nedskæringer (hvor jeg var ansat) var jeg ikke et offer, jeg var heldig at blive givet fri til noget andet.
Enhver vælger selv sit bedrag. :)

Med venlig hilsen
Lennart

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jonathan Smith

Jeg har i årevis læst artiklerne og debatterne på udvalgte medier, hvor debatten har en hvis kvalitet, heriblandt information.dk.

Ofte giver et kommentarspor her langt større indblik i et emne end selve artiklen. Men også et indblik i relaterede emner, i jargonen i miljøer jeg ikke selv færdes i, i personligheder og temperamenter, i historien og de forskellige måder at anskue den på og meget mere. Jeg synes det er ganske lærerigt at følge, og den dag det måtte lukke, vil min besøgsfrekvens ganske givet falde til en brøkdel.

Oftest er der folk der har har fremført og formuleret evt. indsigelser jeg måtte have, endda tit bedre end jeg selv ville være i stand til, og så kan jeg jo blive klog af dem der er ueniges svar. Tit bliver jeg også forbløffet over perspektiver på de forskellige emner, og det hænder ind i mellem, at jeg så småt ændrer holdning til et emne over tid pga. debatten herinde.

Det sker selvfølgelig ikke sjældent at forbløffelsen over et indlæg består i dets, fra mit standpunkt, absurditet, men det tager jeg jo ikke skade af. Nogle gange føler jeg at jeg spilder min tid, ved at se det samme udtrykt igen og igen. Sker det, scroller jeg bare. Stadig ingen skade sket. Men forsvandt kommentarsporet var en stor skade sket.

Hvis man gerne vil præsenteres for alt det man synes og ved i forvejen, er debat så ikke futil?
Det keder ihvertfald mig at få pandelapperne nusset, de skal helst udfordres.

Jeg synes forøvrigt det var en stor dag, dengang der blev låst op for kommetarer på selv Ritzau-nyheder. Nu kunne det næsten altdominerende danske nyhedsbureaus mediekonsensus kommenteres, suppleres, udfordres.

En gang imellem bliver jeg noget irriteret over hvad jeg opfatter som uforståelige indgreb fra moderator. Men jeg kan godt gætte at man nok skal sidde i dennes sko, for at kende rationalet, og at der ikke både kan afsættes tid til at moderere og argumentere for moderationen, i hvad der meget vel kan risikere at ende som en endeløs meta-diskussion med de budgetter dagbladene arbejder med, og som Google, Facebook og konsorter går på hugst i annonceindtægterne overalt.

Brugerbillede for curt jensen

"ikke så slem som forventet" betyder stadig slem. Og "egentligt ret fornuftigt" betyder at det ikke er særlig fornuftigt.

Og hvad der betragtes som normal tone i Danmark, ville man kunne smides i spjældet for, eksempelvis i Tyskland.

Nej, jeg synes ganske bestemt IKKE at tonen i de danske debatfora er i orden hvor det drejer sig om udlændinge og andre kulturer og religioner. Den er i allerbedste fald nedladende og uforskammet, i værste tilfælde ekstrem grov, racistisk og fascistisk. Og et kærligt skub i en mere humanistisk retning ville være en rigtig god ide. Passende kunne vores medier starte med vores politikere, lade være med at belønne dem med opmærksomhed så snart de mister kammertonen.

Tænk hvis man havde gjort det helt fra starten da DF begyndte at bruse frem med at forgifte debat-klimaet.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Espen Bøgh

curt jensen

Er det groft at kalde en spade for en spade, i stedet for med elitens fine raffinerede retorik at udtrykke det samme i enten ord eller handling?

Når elitens skribenter og meningsdannere sammen med politikere dagligt "flygter" til deres hjem i omegnskommunerne, hvor de dyrker elitens blonde racisme, og samtidig kritiserer danskerne for ikke at være åbne for de fremmede, mens de selv ingen har, og vi kender deres ord herfor; "nej, de passer ligesom ikke ind i kvarteret heroppe. ja, det er nu ikke for vores skyld, men det vil nok være alt for stor en kulturomvæltning for dem, så de måske føler sig utilstrækkelige, og oplever det som et nederlag, og det vil vi gerne være med til at beskytte disse stakkels mennesker imod.
De vil sikkert heller ikke passe i havnemiljøet vi har, og derfor føle sig udenfor, og det kan også opleves af dem som et nederlag, hvilket vi syntes er en kedelig indgangsvinkel for deres integration."

Man kunne så tilføje det der mangler i ovenstående; "de har det sikkert føle meget bedre tilpas i ghettoerne vi har her i landet!", - Det er jo sådan det fungerer trods alt.

Sådan pisser og skider man åndrigt og elitært på pøbelens kritik af, at den alene at skal bære byrden med boliger til fremmede, som oveni købet kommer foran alle i boligkøen, for nu blot at nævne en enkelt ting.

Hvad gør man så bagefter fra elitens side, - man kritiserer pøbelens sprog og højrøstede kritik, der i enkle klare vendinger giver udtryk for sin frustration over alene at skulle bære byrden med de fremmede, og samtidig også den manglende åndrighed som pøbelen besidder, jo, man kritiserer pøbelen for den åndelige smålighed, ved at fortælle om deres lave åndelige niveau.

Først pisser og skider åndseliten på pøbelen for dens manglende høje værdier og åndelighed, og bagefter siger man pøbelen lugter og ikke er stuerene.

Brugerbillede for odd bjertnes

Jeg skal ikke kunne udelukke at guardian har et problem med dårlig moderation.
Det havde DR i sin tid i en grad så DR i dag ikke har noget debatsite. Det er næppe den rigtige instans til at belære om hint.
Men ok, nu Uriasposten er blevet formateret norsk og alle de slemme 'kommentatorer' dermed igen er blevet hjemløse, kan det da godt være man skal forstærke skanserne andetsteds i debatsfæren :-D
Om samme medie så ikke dermed har mistet lidt af sin 'charme' .. ? Tjae ..

anbefalede denne kommentar

Sider