Læsetid: 4 min.

Skal medierne opdrage på ’racistiske’ debattører?

Den grove debattone har fået The Guardian til at lukke for kommentarer til alle artikler om indvandring og islam. Det kan danske medier lære af, mener DR-redaktør, der opfordrer moderatorer til at gribe mere ind og opdrage læserne. Ekstra Bladet er uenig
Den grove debattone har fået The Guardian til at lukke for kommentarer til alle artikler om indvandring og islam. Det kan danske medier lære af, mener DR-redaktør, der opfordrer moderatorer til at gribe mere ind og opdrage læserne. Ekstra Bladet er uenig

Nicolai Bruun/iBureauet

5. februar 2016

Under bæltestedet, racistisk og uinteressant. Sådan beskriver The Guardians læserredaktør, Mary Hamilton, debatklimaet i avisens digitale kommentarspor, når artiklerne handler om race, immigration og islam. Søndag besluttede den engelske avis derfor, at man fremover ikke vil lade brugere kommentere på artikler, der omhandler de tre temaer.

»Det overvældende flertal af kommentarerne tenderer racisme, mobning af skrøbelige mennesker, tilsvining af forfatteren og trolling, og den resulterende samtale er underlødig og stort set uden værdi, men skaber forfærdelse og bekymring blandt vores læsere og journalister,« lød Mary Hamiltons begrundelse for at lukke debatsporet, som både gælder avisens britiske, amerikanske og australske netaviser.

»Vi vil facilitere samtaler, hvor der er en konstruktiv debat, hvor vores publikum kan hjælpe os med at udvide vores journalistik med deres ekspertise, deres viden, deres tanker og holdninger, og hvor vi kan bruge vores hjemmeside som en platform for at skabe kontakt til verden og med folk i den,« fortsatte Hamilton i artiklen, som i skrivende stund har genereret 1.424 kommentarer på The Guardians hjemmeside.

’Debatten om debatten’ er et tilbagevendende tema også blandt danske medier. På Ekstra Bladets Nationen! gennemtrawler moderatorerne dagligt op mod 9.000 kommentarer, hvoraf 300-400 slettes. Der er typisk tale om trusler og grove personangreb, forklarer Nationen!-redaktør Thomas Harder.

Han forstår godt The Guardians beslutning: »Det er et helvedes arbejde at moderere i debatter om indvandring og islam. Folk er jo totalt rasende derude – de er bange og synes ikke, at politikerne har de rigtige løsninger. Den frustration kommer ud i kommentarfeltet. Nogle har meget voldelige planer, og det skal jo slettes.«

Selv sørger han for kun at lægge få artikler om indvandring ud til læserne ad gangen, så moderatorerne kan følge med.

Men The Guardians beslutning om at lukke helt ned for debatten, synes han er »beklagelig«.

»Det er vigtigt, at folk, der er bekymrede og bange, har mulighed for at blive hørt og lufte deres frustrationer. Nationen! er en ventil, der kan tage dampen og være en forbindelse mellem folk og politikere. Ellers går det galt – se bare på Sverige.«

Folk skræmmes væk

På Roskilde Universitet har adjunkt Jannie Møller Hartley forsket i, hvordan debatkulturen er på danske netmedier. Hun kalder det et demokratisk problem, at emner som indvandring ofte udvikler sig til racistiske angreb.

»Forskningen viser, at det skræmmer folk væk. Folk, som ellers vil debattere sagligt om politik, holder sig ude af debatten, når brugerne kaster mudder i hovedet på hinanden. Det oplever mange politikere også, når de engagerer sig på sociale medier. Det er ikke godt for vores debatkultur, hvis folk melder sig helt ud. Omvendt skal racismen ikke gøres helt usynlig, for det er vigtigt at forholde sig til den, når vi ser den,« siger hun.

Hos DR Ung er redaktør Lasse From helt på linje med The Guardians beslutning. Han mener, danske medier bør styre kommentarsporet bedre.

»Danske medier er slet ikke gode nok til at tage ansvar for debatten på deres sites. De bruger debatartikler som et middel til at skaffe mere trafik – DR er også skyld i det på mange områder. Ordet ’debat’ er blevet en undskyldning for at stille åbenlyst provokerende spørgsmål, som skaber vrede reaktioner. Og reaktioner kan du kapitalisere på,« siger han.

Lasse From opfordrer danske medier til at moderere meget kraftigere i debatten, f.eks. ved at slette kommentarer, skubbe konstruktive indlæg højere op i tråden og aktivt opfordre til en god tone.

»Det handler i bund og grund om sociale signaler, så man viser, at vi ikke tolererer rabiate indlæg. Det kan aldrig helt undgås, men vi kan nå langt ved at forsøge at skubbe samtalen i en bestemt retning, lige som moderatorer gør det til debatarrangementer i virkeligheden. Det handler om at opdrage lidt på folk for at skabe en mere positiv og konstruktiv tone.«

Thomas Harder er uenig i, at danske medier skal gå så aktivt ind og redigere, hvad folk snakker om.

»Jeg kan ikke lide ideen om, at journalister skal opdrage voksne mennesker. Der skal modereres, folk skal vide, at der er grænser, og at de kan risikere at blive bortvist. Men vi skal ikke styre, hvad folk bør snakke om,« siger han.

Demokratisk problem

Selv om debattonen til tider kan være slem, er den måske ikke helt så dårlig som sit rygte, understreger Jannie Møller Hartley. Hun var en del af en forskningsgruppe på Roskilde Universitet, der i 2014 undersøgte debatten på eb.dk, bt.dk, politiken.dk, jp.dk, dr.dk og tv2.dk. Analysen viste, at 73 pct. af alle kommentarerne var ført i en neutral tone, og at 82 pct. af indlæggene faktisk holdt sig til debattens emne.

»I sager om migration og indvandring er den overvejende negativ, men over en bred kam er debatten ikke så slem, som vi havde forventet. Danskerne er egentlig ret fornuftige til at debattere,« forklarer hun.

På DR mener Lasse From, at ’debatten om debatten’ ikke er helt så lyserød endda.

»Der er så mange tosser, der råber på skrift. Jeg synes, det er en generel tendens på nettet, at det er de virkeligt sure på yderfløjene, som fylder mest.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Rasmus Lund-Hansen 12:42 jeg forstår udmærket at du ikke kan finde den pågældende artikel - den er nok taget efter at være blevet kommenteret og det er gået op for redaktionen hvor smalsporet et synspunkt den kolportere...

Det vigtigste i debatten er ikke tilførelsen af ny viden eller for den sags skyld ny vinkling - det er selvfølgelig godt når det, som det gør, ofte forekommer - men selve meningsudvekslingen mellem folk er det vigtige. Meningsudvekslingen afspejler realiteterne i samfundet, dog med den fornyelse at meningsudvekslingen er skriftlig og derfor kan gøres til genstand for efterbehandling på et helt andet selvopdragende plan end en mundtlig meningsudveksling. Og en skriftlig meningsudveksling er også helt anderledes inkluderende.

Jeg tilslutter mig at når vi betaler 6.000 millioner kroner abonnementer og reklamepige til elitens ytringsfrihed, så manglede det bare at der ikke også er ytringsfrihed for forbrugerne.

Hvis den bruger orienterede ytringsfrihed indskrænkes så må jeg overveje at stemme på Liberal Alliance der vist nok vil nedlægge medieforliget hos det kan udmøntes i billiger luksusbiler. Men hellere det, end bidrage til elitens uimodsagte ytringsfrihed.

Anders Barfod, Per Torbensen og erik mørk thomsen anbefalede denne kommentar

R ikke SL
Læs Berlinskes blogs med Sørine Gotfredsen præst og aktiv i Tidehvervsbevægelsen/Krarup familien, Henrik Day Poulsen psykiater og Kathrine Lilleør præst.

Her finders alt det forfatteren leder efter.

Fra Emmy
Jeg har fulgt med på Berlinskes blogs i et stykke tid. Jeg er i gang med at analysere hvordan blogindlægget har indflydelse på selve besvarelserne og kommunikationen.

Indtil videre har jeg fundet ud af, at det største antal racistiske kommentarer på blogs i Berlinske, er hos tre bloggere. Det drejer sig om
Sørine Gotfredsen sognepræst, Henrik Day Poulsen psykiater og Kathrine Lilleør sognepræst. Jeg skal ikke gøre mig til dommer overfor disse tre bloggere indput.

erik mørk thomsen

Søren Lystlund
Det værste ved Henrik Bay Poulsen var, at han har været ansat som overlæge i psykiatri, Region hovedstaden, med ansvaret for bl.a. psykiske syge, der kommer fra andre lande.
De blev ikke behandlet godt, kan jeg sige, som bistandværge for en af dem.

Emmy
Avisernes blogindlæg kan være med til at legalisere og forøge racismen i indvandrerdiskussionen. Således kan en avis være med til at styre folkestemningen, ved valg af bloggens tema. Des mere rabiat bloggen er des mere rabiate kommentarer. Det sælger evt. aviser, men er det en ordentlig avis, der gør det?

Thora Hvidtfeldt Rasmussen

Jeg forstår ikke den skinhellige tone i aviserne. Det er meget, meget ofte, at indlæggets tone præger den efterfølgende debat der findes sågar også tilfælde, hvor debattebn under indlægget er betydeligt mere sobert end selve indlægget. Se fx her: http://www.information.dk/514449
Jeg vil tilføje, at i artiklen bliver en person hængt ud, på en måde så hans fulde identitet let kan findes - i en form, der har potentiale til at skade ham i hans daglige arbejde.
Artiklen blev samme dag, som den blev trykt i avisen, lagt frem, så der kunne kommenteres af såvel abonnenter som gratislæsere.
Da personen, der med navns nævnelse blev hængt ud, fik lov at svare, blev det bragt som læserbrev - og først lagt ud på nettet så ikke abonnenter kunne læse det flere dage senere, end det blev trykt.
Det var ingen redaktionel opfølgning på sagen - ikke en eneste, der interesserede sig for fakta - såsom at Trine rent faktisk HAVDE fået kaffe ...
Det var naturligvis ret belastende for pigen selv at have fået lov til at bringe sådan en artikel; ikke så meget på grund af TONEN (den var heller ikke god) - men på grund af navngiven udhængning af hendes praktikplads.
Informations debatredaktion forsvarede (!) indlægget med, at de troede, det afslørede en strid inden for DLF - og det var åbenbart en god grund?
Der er efter min mening grund til at diskutere ytringsfrihed og skævvridninger i, hvad der bringes frem som autoriserede holdninger omkring andre udgydelser end dem fra debatsporene - og at drøfte andet end "tonen".
Når det kommer til stykket, er indholdet i dansk politik, og præsentationen af samme i medierne, væsentligere end tonen i "Nationen".

Sider