’Der er menneskeligt potentiale i kriserne’

Historien har øjeblikke af krise, armod og katastrofer, som rummer potentiale for radikale forandringer, og hvor man både kan se det bedste og det værste i mennesket. Det mener den amerikanske debutant Garth Risk Hallberg, der har skrevet en 1.000 siders roman om et af disse historiske øjeblikke i New York i 1976
Globale kriser rummer utroligt godt stof for folk, der prøver at lave kunst, siger forfatteren Garth Risk Hallberg. ’Kunstnerisk set er jeg optimist. Politisk ved jeg det virkelig ikke.’

Globale kriser rummer utroligt godt stof for folk, der prøver at lave kunst, siger forfatteren Garth Risk Hallberg. ’Kunstnerisk set er jeg optimist. Politisk ved jeg det virkelig ikke.’

Ulrik Hasemann
29. februar 2016

Finanskrise, social uro og en splittelse i befolkningen er blot nogle få af de områder, hvor man kan se New York i midten af 1970’erne spejlet i USA anno 2016.

»Alt, hvad vi kender som utopisk politik i dag, blev i bund og grund født i dette specifikke øjeblik, og på en eller anden måde var det ødelæggelsen og ruinerne af byen, da den var gået bankerot og var fyldt med kriminalitet og ved at falde fra hinanden, den sårbarhed der var i det, der var nødvendig for den følelse af skabelse og frihed. Og den samme følelse af krise tror jeg, man finder mange steder i dag,« forklarer Garth Risk Hallberg om de lighedspunkter, der findes mellem den sitrende og urolige tid i midt-70’erne, hvor hans debutroman, Byen Brænder, foregår, og den virkelighed, der møder os i 2016.

Ifølge forfatteren selv er midt-70’ernes New York et eksempel på, at kaos, krise og ulykke pludselig åbner for et rum, hvor mennesker, der ellers går forbi hinanden hver dag uden at skænke hinanden en tanke, pludselig stopper op og ser hinanden som individer. Disse historiske øjeblikke indeholder ifølge Hallberg et enormt kunstnerisk og politisk potentiale. Både for det gode og det onde.

Garth Risk Hallberg er formentlig stadig ukendt blandt størstedelen af den læsende befolkning i Danmark. Men siden oktober, hvor hans næsten 1.000 sider lange debutroman slog igennem i den amerikanske litteraturverden med et rekordstort forskud på to millioner dollar, er han en af de mest omtalte og hypede forfattere i USA. Hans roman slynger sig mellem et hav af karakterer i hele New York og handler ifølge forfatteren selv om netop et af disse potentialets øjeblikke.

Ulrik Hasemann

»Jeg var fascineret af den følelse af 70’erne, specielt i New York, som en brydnings- og krisetid, defineret af spændinger og malplacerethed, hvor alle mysterier og selvmodsigelser, som normalt er gemt væk fra livets overflader, brød frem i lys lue. Og det forbløffede mig, at der ud af det brud kunne komme sådan en kreativ eksplosion.«

Krisens potentiale

I Hallbergs roman ser man forfaldet og råheden overalt i de knuste ruders New York. Romanen er centreret om nedskydningen af en 17-årig universitetsstuderende og punkglad pige en nytårsnat i Central Park. Hun viser sig i løbet af opklaringsarbejdet at trække tråde ud over hele byen og på tværs af sociale skel og er på mange måder den brik, der forbinder de mere end 30 ualmindeligt velbeskrevne karakterer man finder i romanen – fra medlemmerne af det anarkistiske punkband Ex-Nihilo på narkobefængte koncertsteder til de superrige Hamilton-Sweeneys i deres kæmpelejlighed med kig over Central Park.

Det hele kulminerer i en 130 siders surrealistisk sekvens inspireret af den strømafbrydelse, der ramte virkelighedens New York i 1977. Til spørgsmålet, om vi så kan forvente den samme opblomstring af ideer og potentiale i dag, som han finder i 70’erne, svarer Hallberg afvæbnende, at han ikke er sikker på, at han som forfatter er den rigtige til at give gode dogmatiske svar på så stort et spørgsmål. Romanforfattere er, mener han, mere interesseret i at dramatisere de spændinger, selvmodsigelser og mysterier, som findes i verden. Han er dog ret sikker på, at der vil komme noget god kunst ud af vores samtid.

»Der er alle disse utroligt akutte, forvirrende og dramatiske problemer lige nu, som er så komplekse i den måde, de er sammenvævede på, at vi næsten ikke kan gennemskue det. Krigene, økonomien og flygtningekrisen er alt, hvad vi taler om. Og alligevel kan vi ikke rigtig gennemskue, hvordan de er forbundet, og hvor man kan begynde at løse problemerne. Det er utroligt godt stof for folk, der prøver at lave kunst. Kunst er en utrolig mekanisme til at undersøge den slags ting, vi ellers ikke kan udtrykke. Så kunstnerisk set er jeg optimist. Politisk ved jeg det virkelig ikke.«

Krisens risiko

For problemet med disse øjeblikke af krise og intenst potentiale er, at de også indeholder en stor risiko. Lige så vel som krisen bærer potentialet til stor skabelse og til det radikale øjeblik, hvor mennesker kan bryde ud af deres faste rammer og virkelig se og rumme hinanden, lige så vel kan det slå om i splittelse og frygt, mener Hallberg. Han peger igen på strømafbrydelsen i Byen Brænder som begivenheden, hvor man både kan se det bedste, men også det værste i New Yorks indbyggere. Og på samme måde kan de globale kriser skabe muligheden for, at ting, som normalt ikke er mulige i den kedelige dagligdagsparlamentarisme, pludselig bliver uhyggeligt muligt, siger Hallberg.

»Altså, jeg sammenligner ikke Trump med Hitler, men Hitler kom jo heller ikke til magten på et tidspunkt, hvor Tyskland følte sig ovenpå. Hitler kom til, da inflationen var ude af kontrol, og befolkningen ledte efter nogen at give skylden. På den måde tror jeg altid, at følelsen af mangel nærer splittelsen,« siger Garth Risk Hallberg til spørgsmålet om sandsynligheden for, at Donald Trump kan blive republikanernes næste præsidentkandidat.

Spørgsmålet er så, om det kunstneriske potentiale, som Hallberg ser i krisetider som vores, vil have modstandskraft nok til at bekæmpe den gruppedannelse og segmentering, som også kan være krisens konsekvens. På spørgsmålet, om man kan håbe på, at det kunstneriske output, som Hallberg forventer vil være resultatet af den nuværende krise, vil kunne løse nogle af de komplekse problemer, som verden står over for, siger han, at han er naiv og optimistisk nok til at svare ja.

»Jeg læste om nogle, der lavede empiriske undersøgelser af moralfilosofiske dilemmaer ved at få nogle mennesker til at læse litteratur af for eksempel Jane Austen, og så læste kontrolgruppen Financial Times eller sådan noget, og så testede de dem for empati. Her fandt de, at fiktion var en slags øvelse i at projicere sig selv ind i andre menneskers liv, men effekten holdt desværre kun én dag,« griner Hallberg.

»Man bærer noget med tilbage, som er meget virkeligt, men også meget sårbart. Det har en kort halveringstid. Jeg føler instinktivt, at det nok er sådan, det fungerer Altså, at kunst – og det er ikke for at sige, at min bog er kunst – kan tale til det, der er bedst i mig, og styrke mig mod det, der er værst i mig.«

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Maj-Britt Kent Hansen

For nogle år siden læste jeg Gotham City af Niels Lillelund og undrede mig over, at den by, jeg boede i midt i 70'erne havde ændret sig så meget. Det lød næsten lidt for friseret. Kedeligt.

Kedeligt var det ikke i 70'erne, men bevares heller ikke ganske ufarligt. Den Blackout, der indtraf den 13. juli 1977, siges at have givet anledning til de ændringer, byen siden har gennemgået. Herunder langt mindre kriminalitet.

Har ikke været der siden 1998, men nu er der mulighed for at genopleve 70'erne i Hallbergs bog. Det er nu ikke værst, selvom det måske er en form for nostalgi.

anbefalede denne kommentar