Læsetid: 6 min.

Hvis mennesket vil være et dyr, så lad det uddø

Et af litteraturens mest besættende og indfølte mordskildringer begås i Tolstojs lille vilde roman ’Kreutzersonaten’ fra 1891
Lev Tolstoj (1828-1910) sammen med sin hustru Sofija og et af deres børn i  deres have på godset Yasnaja Poljana – rammen for evige opgør mellem de to ægtefæller. Fotoet er udateret, men taget i perioden 1890-1905.

Ullstein Bild

Kultur
6. februar 2016

Jeg havde som ung studerende en blasert professor, der sagde, at i russiske romaner står der altid en ung mand, der hedder Kolja, og skjuler en økse på ryggen. Det lo vi pligtskyldigst ad, men kom dog også ad denne omvej til Dostojevskij og Raskolnikov eller Kreutzersonaten af Tolstoj, der slutter med et af litteraturhistoriens store, grufulde jalousimord. Her er det ganske vist en krum damascenerdolk, morderen, alias den skinsyge ægtemand, skjuler, men virkningen er den samme.

Den lille, på alle måder ekstreme roman fra 1891 om ægteskab og sex af den godt tresårige, russiske forfatter er netop genudgivet på dansk. Oversættelsen er Anders W. Holms gamle og falder stadig godt; dens patina klæder Tolstoj. Taget med er imidlertid ikke en forklarende efterskrift, som forfatteren snart tilføjede for at navigere bogen gennem den søgang af reaktioner, den straks rejste omkring sig (men den kan læses på www.bechsforlag.dk, og det er den værd).

Efterskriften viser først og fremmest, at forfatteren er helt enig med sin hovedperson – i al fald i teorien. Tolstoj slog ikke sin kone ihjel. Det var snarere sig selv, han tog livet af med sin flugt fra hus og hjem – han var da 82. Han bukkede under for en lungebetændelse, han pådrog sig i toget, og døde efter en uge, strandet i den lille stationsby Astopovo under den tilstrømmende verdenspresses bevågenhed. Tolstojs død var den første litterære mediebegivenhed i moderne stil.

Ægteskabet er en slagmark

Kreutzersonaten er en rammefortælling. Et selskab af tilfældige togpassagerer falder en aften i snak, og emnet er ægteskabet. Der bliver udvekslet mange meninger i kupeen: Ægteskabet er helligt! Ægteskabet er en slagmark! Unge mænd skal prøve livet, før de binder sig! Kvinden skal holdes i stramme tøjler! Ægteskabet skal bygge på fælles idealer! En enkelt herre er tilbageholdende, men lytter så meget mere intenst. Først da han er blevet alene med jegfortælleren, får han tungen på gled. Det er den grusomme selvoplevede historie, som denne mand oprevet og nervøst fortæller, der er romanen. Morderen er ham selv. Han er fornylig blevet løsladt efter et 11 måneders fængselsophold og er på vej hjem til sit gods.

Længe består bogen af hans fanatiske monologer om det generelle sædelige forfald i familierne og samfundet.

Listen er lang:

Fordi unge mænd gennem accepterede bordelbesøg bliver sporet til at betragte kvinden som et nydelsesmiddel, og fordi unge kvinder kun kan gøre sig gældende i tilværelseskampen ved »med hårpragt og korsetter« at lokke dyret frem i manden, og fordi kvinder er opdraget til, at kærligheden er alt, hvad der kun gør dem tøjlesløse, og fordi der i tiden er en voksende tro på, at seksuel tilfredsstillelse (mellem ægtefæller forstås!), godt nok i familiens skød, er gavnlig, og at antikonceptionelle midler derfor er et fremskridt, og fordi vores omgangsformer (baller o.lign.) i den grad indbyder til usædelighed, og fordi kirkens rolle er blevet reduceret til at sælge »en uskyldig, ung pige til en vellystning«, osv., osv. – så er samfundet på sikker vej mod undergangen.

Men det er kun opvarmingen. Efter at have affyret sine svadaer mod det fordærvede samfund, stiller den løsladte morder ind på sit eget privatliv – som eksempel og vidnesbyrd. Fremstillingen kan måle sig med det grummeste hos Strindberg og Bergman tilsammen: endeløse mundhuggerier, bebrejdelser, skinsyge, vrede, had, vold og – falske forsoninger, der ovenikøbet »ofte slog om i en heftig dyrisk lidenskab«. Ægteskabet er, som det hedder, en slagmark, hvor to straffefanger, der hader hinanden, men er smedet til den samme lænke, forgifter livet for hinanden.

Behersket forelskelse

Godsejeren havde tidligt indgået et ganske konventionelt ægteskab, baseret på en behersket forelskelse, men det udviklede sig katastrofalt gennem årene. Sin fatale krise går det i møde, da hustruen, der spiller klaver, bliver bekendt med en violinist fra Moskva, af ægtemanden naturligvis stemplet som laps med »hypermoderne støvler og lyse slips«. Det besluttes, at de to skal forberede en privatkoncert med Beethovens Kreutzersonaten på programmet. (Faktisk afholdtes en amatørkoncert på Tolstojs gods Jasnaja Poljana i 1888).

Om de to vitterligt havde et forhold eller ej, er uigennemskueligt, og for så vidt også underordnet, fordi alt jo er set gennem den skinsyges hallucinerende briller. Men da godsejeren efter et afbrudt ophold i provinsen vender hjem i utide og tror at gribe de to på fersk gerning, slår det klik for ham.

Uden selv at være specielt erfaren på området, er jeg ikke bange for at sige, at mordet og dets forløb er uforligneligt skildret, overbevisende i alle detaljer og med den ubeskrivelige Tolstojske indlevelse. At den døende med sine sidste ord ikke så meget som berører det bedrag, hun nu bliver straffet for, men kun fremstammer noget om børnenes fremtid, undrer f.eks. morderen såre! »Hendes bedrag syntes hende ikke et ord værd …!« At han er på strømpesokker, da han sniger sig ind til de to i musikstuen for at dræbe hende, er taktisk. Men da han vil gå ind til den døende, der er båret over i et sovegemak, mener han, etiketten byder ham at tage skoene på.

Først da godsejeren senere ser sin hustru i kisten, rammer selverkendelsen ham, og han ved, hvad han har gjort.

Det sublime ved Tolstoj er, at han på den ene side som profet er styret af monomane og rigide ideer, men på den anden side har bevaret fuld integritet i sin menneskeskildring, der aldrig giver køb på det mangfoldige og sammensatte. Godsejeren, hvis tanker Tolstoj deler 100 pct. er betragtet med en distance, der hverken udelukker det komiske eller excentriske. Det er denne konstitution, som er det fænomenale ved Lev Tolstoj. Som visionær intellektuel udvikler han med alderen en hensynsløs fanatisme. Som realistisk menneskeskildrer forbliver han den samme uovertrufne.

Udfordrede lovene

Han lagde sig ud med den ortodokse kirke og blev ekskommunikeret, bl.a. fordi han forhånede det hellige ægteskab og kirkens forbrødring med staten. Han blev censureret for at forhåne de borgerlige værdier, herunder den hellige ejendomsret og udfordrede lovene, og hans kone appellerede til selve zaren for at få forbuddet mod Kreutzersonaten hævet. Han gav altruistisk afkald på alle rettigheder i forbindelse med sine værker – der udkom i millioner af eksemplarer – for at det kunne spredes af alle overalt. Han havde ustandselige opgør med sin kone – der gav ham 13 børn og døjede med fire aborter! Hun kunne ikke forstå, hvorfor godset skulle være herberg for hjemløse og vagabonderende fusentaster, og at husherren solidariserede sig med de livegne frem for at passe sin familie, eller at mandens testamente gjorde hende og børnene arveløse. Det er svært ikke at forstå hende.

Kreutzersonaten er det mest bastante udtryk for den sene Tolstojs ideal om absolut afholdenhed og kyskhed for både manden og kvinden. Og det gjaldt både før og under ægeskabet. At det i princippet ville føre til klodens affolkning, så han ikke nogen ulykke i. Arter forgår, og mennesket er ikke andet end en dyreart, når det opløser næstekærligheden i erotik! Med sin dæmonisering af det erotiske søger Tolstoj tilbage til det gammelkristne askesekrav, efter sigende også under indtryk af den amerikanske Shaker-sekt, men i al fald så outreret, at man tror på, at Tolstoj dels har udskejelser at sone i sin fortid, dels i det hele taget havde en libido, der ville noget – som hans bedre kristne jeg altså ikke ville.

Igennem ungdommen var det den, der styrede, og da han blev gift, mente han, han gjorde rent bord ved at vise sin unge brud Sofija de dagbøger, han engang havde ført om sit skørlevned. De traumatiserede hende en gang for alle, betroede hun sin egen dagbog.

Sofija skrev en lille bog som replik til Kreutzersonaten. Hun følte trang til at retfærdiggøre sig. Den kom først i 1990’erne i Rusland og i 2008 i en tysk udgave. Den handler om forskellen mellem mandlig og kvindelig kærlighed. Hun fik det sidste ord, men det var ikke det, der blev hørt.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her