Læsetid: 4 min.

Polemiker ind til benet

Debattør og kommentator Claes Kastholm er død i en alder af 73 år
Claes Kastholm har de seneste mange år været ansat på Berlingske, hvor han har været engageret i debatstoffet

Claes Kastholm har de seneste mange år været ansat på Berlingske, hvor han har været engageret i debatstoffet

Jan Grarup

8. februar 2016

Claes Kastholm Hansens faste søndagsklumme i Berlingeren stod som vanligt at læse i går med en vedføjelse nedenunder: At disse linjer blev de sidste fra Kastholms hånd. Klummen handlede om korruption med udgangspunkt i en af skribentens kæpheste, én blandt flere han red med lidenskab: kampen mod vindmøller. Typisk for Kastholm bed han sig fast i en sag, der berørte ham, og funderede systematisk et arsenal af passende viden om sagen. Akademikeren i ham fornægtede sig ikke, den, der boede i Kastholm, fornægtede heller ikke den personligt engagerede interesse.

Det begyndte en dag i 1979, da en uprøvet anmelder så at sige sprang færdig ud i Politikens spalter og skrev om tv i den daglige anmeldelse. Læserne havde været forvænt med markante skribentpersonligheder som PH, Hammerich og Panduro. Her kom noget andet i den yngre Kastholm Hansens skarpe, ofte personrettede sarkastiske tonefald, der passede fint som fornyelse i Politikens kulturkritiske radikale tradition.

Autoritet

Claes Kastholm var ikke på forhånd kendt i mediekredse – forsikringsuddannet, faglærereksamen, sen student, herefter hovedfag i dansk ved Københavns Universitet og følgende kandidatstipendiat. Her syntes en universitetskarriere, som Kastholm ofte med stolthed viste tilbage til, allerede fastlagt. Men det var medieverdenen, der trak det længste strå i kampen om unge Kastholms sjæl – i førstningen altså Politiken, der ironisk nok blev hovedfjenden for Kastholm i den kulturkonservatisme, han senere bekendte sig til.

I egen ukuelige selvbevidsthed formulerede Claes Kastholm sig som anmelder og lederskribent med al den autoritet, mere etablerede skribenter måske havde fundet naturlig, og fik i ekspresfart navn og læserskare, der gerne refererede de skarpe standpunkter og citerede Kastholms ofte vittige og undertiden giftige kommentarer til mediets værste udskejelser. Kastholms særlige kompetence som kritiker i de dage var afgjort at påpege faren for populisme, der fik stadig større plads i det medie, som Kastholm selv en overgang – ikke helt tryg ved værtsrollen – frekventerede gennem et par år i TV 2’s Bogcafé. Inden da gik turen over filmbranchen i embedet som Statens Filmkonsulent 1984-88, hvor Kastholm sørgede for støtte til to på hinanden følgende Oscar-vindere: Babettes gæstebud og delvis Pelle Erobreren. En medstiftende rolle i etableringen af Filmhøjskolen i Ebeltoft blev det fortjenstfuldt også til.

Skiftet

Det store skift i Claes Kastholms professionelle liv blev tilknytningen til Ekstra Bladet som redaktionschef og chefredaktør 1996-99. Under Sven Ove Gades vinger bidrog han her til at dreje avisen hen mod den indvandrer- og fremmedkritiske holdning, der i den grad kom til at præge den danske debat, bevidst satte ’tonen’ vendt mod den foragtede politiske korrekthed, skabte pressemæssig grund under fødderne på Dansk Folkeparti og i sidste ende var med til at bane vejen for VKO’s dominans i 00’erne

Ekstra Bladet blev efter en smerteligt pinlig episode, der til stadighed kildrede en branche med hang til skadefro humor, en trædesten for Kastholm Hansen på vejen mod en for ham efterhånden mere naturlig placering i det Berlingske debat- og meningsmiljø. Herfra kunne Kastholm med energi og veloplagthed erklære sin snart sagt helhjertede støtte til den politiske højrefløj og selv være synlig del af den. Dette engagement førte til flere betydelige poster under borgerlige kulturministre: kulturkanonudvalget, Det Kgl. Teaters bestyrelse, Statens Kunstråd, etc. Dertil kom en plads i Den Berlingske Fond, samt, betegnende for Kastholms politiske udvikling og engagement, i CEPOS.

Claes Kastholm udgav flere fag- og debatbøger, forsøgte sig uden held i fiktionen, men markerede først og sidst sin position i døgnets rejsestald som den polemiske debatterende skribent, han jo var helt ind til benet. Dette talent kom som antydet til udtryk i den ugentlige klumme, der strakte sig over et bredt emnefelt i tidens debat, altid i klar fremføring af borgerlige værdier og i hævdelse af de borgerlige partiers – mestendels Venstres – moralske og politiske ret til riget.

Skrivetalent

Kastholm skrev godt og bedre end de fleste, distancerede klart sine medskribenter i Berlingskes langtrukne forsøg på en satirespalte under rubrikken Groft Sagt. Drilsk sagt i denne stund og i Kastholms egen ånd demonstrerede afdøde, utvivlsomt ufrivilligt, med sit faglige håndelag og medfødte skivetalent manglen på samme blandt de ligesindede kolleger i spalten.

Der var og er mildt sagt ikke mange på den politiske højrefløj af Claes Kastholm Hansens ferme temperament som polemiker og som vel at mærke skrivende slagsbror. Debatten i de åbne medier, tv og radio blev aldrig rigtigt hans kop te – velsagtens af den årsag, at Kastholm ansigt til ansigt dybest set var en åben og venlig mand med let til latter, uden sikker sans for den mindeværdige mundtlige replik.

Kan hænde også allerinderst inde med den lille nagende usikkerhed ved egne skråsikre standpunkter, den, der kendetegner professionelle.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu