Læsetid: 10 min.

’Det er ikke et sort problem, det er vores allesammens problem’

Steve McQueen er den eneste Oscar-vindende sorte instruktør i filmhistorien og kræver nu et opgør med Hollywoods de facto-apartheidstruktur, der blandt andet har resulteret i, at alle oscarnominerede skuespillere igen i år er hvide. Men det virkelige problem ligger et helt andet sted, mener han
Instruktør Steve McQueen skrev filmhistorie, da han i 2014 vandt en Oscar for Bedste Film med ’12 Years a Slave’. I dag kalder han på et opgør med filmindustriens hvide tænkning.

Graham Whitby Boot

5. februar 2016

Når det kommer til stykket, er der ikke langt fra Hollywood 2016 til MTV anno 1983. I hvert fald ikke, når det kommer til racerepræsentation, mener filminstruktør Steve McQueen.

»Det er præcis som MTV i 1980’erne,« siger han og henviser til et videoklip, der er blevet delt meget på internettet efter David Bowies død, og hvor sangeren høfligt kritiserer intervieweren for, at MTV har en underrepræsentation af sorte kunstnere.

»Forestil dig, at MTV i dag næsten kun viste musikvideoer med hvide personer – og så efter kl. 23 gik over til at vise nogen helt andre musikvideoer, der næsten kun var med sorte. Præcis sådan er situationen i dagens filmverden,« siger han.

Engelske McQueen møder ikke op til dette interview, fordi han ønsker at promovere en film. Ej heller er hans ærinde at tale om sine kommende projekter for HBO eller BBC. Helst vil han tale om ’Oscar-problemet’, dvs. om den omstændighed, at ikke en eneste ikkehvid skuespiller er blevet nomineret i nogen kategori ved dette års Oscar-uddelinger. Og at det sker for andet år i træk!

Spike Lee har af samme grund valgt at udeblive fra dette års Academy Awards-ceremoni, og ’Oscar-problemet’ har i de seneste uger skabt så meget postyr, at den prestigefyldte priskomité står i en krise af historiske dimensioner. Som den sorte aktivist Al Sharpton formulerer det: »Hollywood er som Rocky Mountains: Jo højere op man kommer, jo hvidere bliver det.«

Rapperen Snoop Dogg udtrykker sig mere karsk: »Fuck that old slavery bullshit-ass award show,« har han sagt. Og opstandelsen blev ikke mindre, da en af de nominerede i kategorien bedste skuespillerinde – Charlotte Rampling – udtalte, at det krav, der bliver stillet til priskomiteen om en mere lige repræsentation, er udtryk for »racisme over for hvide«.

’Skammeligt, ufatteligt, bizart!’

Som den eneste sorte instruktør, der nogensinde er blevet hædret med en Oscar, føler McQueen sig forpligtet til at blande sig.

»Når folk om 20 år ser tilbage på den her affære, vil de forhåbtenlig synes, det er lige så mærkeligt, som når vi ser det gamle David Bowie-klip fra 1983,« siger McQueen.

»Misforstå mig ikke, jeg håber ikke, at det tager 20 år,« fortsætter McQueen. »Jeg håber, at vi allerede om ét år kan se tilbage og sige: Dette var vendepunktet, og godt at vi fik strammet op.«

Diskussionen er velkendt for filmskaberen. I 2013, da hans film 12 Years a Slave var i oscarrampelyset, inviterede branchebladet The Hollywood Reporter til en rundbordsdiskussion med McQueen og de seks andre (hvide, mandlige) nominerede instruktører samme år, deriblandt Alexander Payne, Jason Reitman og Bennett ’Moneyball’ Miller. På et tidspunkt spurgte intervieweren: »I er alle mænd – kun én af jer, Steve, er fra en minoritet. Hvorfor er det sådan?«

McQueen svarede med et lidenskabelig angreb på Hollywoods manglende mangfoldighed: »Det er skammeligt, ufatteligt og bizart!«

Da intervieweren opfølgende spurgte, om nogen af de andre ville kommentere, opstod en akavet pause. Endelig sagde Reitman: »Det er ikke en diskussion, jeg har lyst til at gå ind i.« Som om McQueen netop havde skidt på gulvtæppet.

»Men han er jo en del af den,« udbryder McQueens i dag med henvisning til Reitmans kommentar.

»Diskussionen er der. Det her er efter min mening ikke noget ’sort’ problem. Det er vores allesammens problem. Det er da for mærkeligt, når folk vil affeje det som et sort problem. Det er mit problem, jovist, men det er også vores problem!«

Siden balladen brød løs, har Oscar-akademiet udsendt en række beklagelser og løfter om, at man vil se på, hvordan det fremover kan blive bedre, men for McQueen er det en afgørende pointe, at oscarpriskomiteen »slet ikke er stedet, hvor den egent-lige kamp føres«.

Som han siger: »Vi kan tale frem og tilbage om procentdele af bestemte mennesker, som er medlemmer af akademiet, om demografien osv., men det virkelige problem er de film, der reelt produceres. Beslutningerne om, hvad der skal og ikke skal gøres, bliver truffet af direktørerne for filmstudier, tv-selskaber og kabelselskaber. Det er her, vi må begynde. Det er problemets rod.«

Og det drejer sig ikke kun om skuespillere og instruktører, men også om medarbejdere på de lavere niveauer.

»Hvis man bevæger sig bag kulisserne er det ligesom Johannesburg i 1976,« siger han.

»Da jeg lavede mine to britiske film (Hunger og Shame, red.), mødte jeg aldrig så meget som én farvet på settet. Ikke én. Ikke en sort, ikke en asiat, ingen.«

Da han skulle instruere 12 Years a Slave i USA, var McQueen fast besluttet på ikke at skulle opleve det samme – især ikke fordi det var en film, der af alle ting skulle handle om slaveri. »Jeg sagde udtrykkeligt: ’Hør lige her, jeg kan ikke lave den her film, hvis mit ansigt er det eneste sorte, jeg ser bag kameraet. Det bliver vi nødt til at tænke med, når vi sammensætter vores hold.’ Det gjorde jeg helt klart.«

Og det blev der lyttet til: Der blev ansat to afroamerikanske medinstruktører.

Kun penge betyder noget

Jeg møder Steve McQueen på en café ved en af Amsterdams kanaler, tæt på hvor han bor. Vores aftalte var, at interviewet skulle vare 45 minutter, men det strækker sig til over to timer. Instruktøren taler ikke i kortfattede sætninger, gentager ofte sig selv, omformulerer, hvis han kommer på et mere præcist udtryk, og er meget ivrig for at holde samtalen i gang.

»Fyr løs,« siger han, når han er klar til et nyt spørgsmål.

Jeg spekulerer på, om han mener det alvorligt, når han siger, at Oscars overhovedet ikke er problemet. Gjorde det da ikke en stor forskel for hans karriere, da han selv vandt en Oscar?

»Åh jo, absolut. Selvfølgelig åbner det nye døre. Folk ser en i et andet lys. Men jeg var jo i forvejen slået ind på den her vej. For en anden ville det måske have gjort en større forskel.«

Men har oscarpræmieringen ikke gjort det muligt for ham at få adgang til ’de baglokaler, hvor den virkelige kamp føres’?

»Man skal være en Spielberg eller en Tarantino for at kunne spille sådan med musklerne. Jeg er slet ikke i nærheden af den stratosfære.«

Han har gode relationer til et par produktionsselskaber og studier, men det er ikke det samme. »Man kan sagtens føle, at man er blevet rigtig gode venner med folk, men i sidste ende handler alt om bundlinjer. De vil se publikum i biografen, og de vil se penge. Resten betyder ikke noget!«

Hvis nogen udnævnte Steve McQueen til direktør for et filmstudium i morgen, hvad ville han så gøre anderledes?

»Give folk bedre muligheder for at lave mere interessante film. Fantastiske film.«

Selv er Steve McQueen et levende bevis på en kunstner, der har fået succes trods en iøjnefaldende mangel på muligheder. Han voksede op i en arbejderfamilie i det vestlige London og viste ingen boglige talenter i skolen (han var ordblind), så han blev affærdiget som 13-årig og spået en fremtid som ufaglært arbejder – ligesom mange andre af hans klassekammerater med afrocaribiske rødder. Han havde alle odds imod sig, så hvordan forklarer han sin egen succes?

»Jeg var god til at tegne,« siger han. »Ligesom nogle fodboldspillere bare er gode til at sparke til en bold, eller at en bokser kan slå fra sig. På en eller anden måde var der bare det her rå talent. Ingen hjalp mig rigtig med at udvikle det. Jeg tænkte bare: ’OK, det er så det, jeg kan’. Det grundlæggende, jeg kunne gøre, var at uddanne mig selv. Jeg fik ikke min uddannelse i skolen. Jeg fik den i kunsten«

Det må have været en lang rejse, siger jeg. Der må have været andet end talent?

Han holder en kunstpause, fordybet i tanker.

»Jeg ville det bare så gerne. Jeg var nødt til det. Jeg var nødt til at gøre det. Heldet var selvfølgelig også på min side, men jeg tog de muligheder jeg fik.«

– Vidste du altid, hvad du ville?

»Jeg ville være kunstner. Sådan var det.«

– Ikke filminstruktør?

»Jeg vil ikke skelne mellem de to. Absolut ikke. At instruere er som at skrive digte eller som at skrive en roman.«

På et tidspunkt stopper han: »Hør lige, skal det her handle om mig eller …?«

Tja, det er både-og. Hans principper må vel afspejle sig i hans værker?

»Åh, men altså … Okay, du bestemmer«, siger han. »Fyr løs, næste spørgsmål – hit me

’Min mor skal kunne følge med’

Vi går over til at tale om McQueens aktuelle projekt. Interessant nok er han i gang med et projekt om at filmatisere en ny version af Lynda La Plantes storhittende krimi-tv-serier fra 1980’erne, Widows, som handler om enker til bevæbnede røvere, der tager over, hvor deres mænd slap. Han finpudser stadig manuskriptet og brænder for at komme i gang med optagelserne, selv om rollebesætningen ikke er på plads. Der er også to tv-serier i kalenderen, den ene i USA, den anden i Storbritannien, som begge har en vis relevans for vores samtale.

Den britiske serie er henlagt til kvarteret omkring Ladbroke Grove i det vestlige London og følger en afrikansk-caribisk indvandrerfamilie i årene 1968-2005.

Serien vil blive sendt på det statslige BBC, hvilket McQueen lægger stor vægt på: »Det er en meget britisk historie, og jeg vil gerne havde, at min mor kan tænde for sit tv og følge med i den.«

Det amerikanske projekt er en HBO-serie, Codes of Conduct, hvis pilotepisode han allerede har instrueret. Rollelisten omfatter Helena Bonham Carter og Rebecca Hall, men selve hovedpersonen er en ung afroamerikaner, der bliver en del af Manhattans jetset. Han spilles at det nye stjernefrø Devon Terrell.

»Han udvikler en smag for denne verden, kastes så tilbage i sin gamle verden, hvorfra han igen forsøger at klatre op.«

For et par år siden fortalte skuespiller Michael Fassbender mig om, hvordan han oplevede at arbejde med McQueen på Hunger og især om, hvordan det var at medvirke i den 17-minutter lange ubrudte dialogscene, der er filmens kerne. Den bestod kun af to mennesker, der sad ved et bord og talte, men der skulle være en enorm spænding imellem dem.

»Steve giver meget mærkelige instrukser,« sagde Fassbender. »Han sagde til Liam (Cunningham, red.) og mig: ’Du skal opføre dig som George Foreman, og du skal opføre dig som Muhammad Ali’. Så, efter fire takes, sagde han pludselig: ’Okay, nu skal I opføre jer sådan lidt mere som Dean Martin og Frank Sinatra. Jeg vil gerne have, at I opfører jer lidt mere som Gud i den her scene’.«

McQueen griner, men afviser at kunne huske at have givet den slags instrukser. Han indrømmer dog gerne, at han elsker at arbejde med skuespillere.

»My God – hele den her idé med, at disse mennesker skal afspejle menneskeheden ... Jeg har enorm respekt for dem.«

’Os’-problemet

Nogle filmskabere bryder sig meget lidt om at optage scenerne – de foretrækker de forberedende og de bearbejdende faser. Andre, såsom Hitchcock, har den holdning, at skuespillere »skal behandles som kvæg«. For McQueen er det diametralt modsat.

»Jeg elsker at se noget blomstre og gro. Min første scene med Lupita (Nyong’o, som vandt en Oscar for bedste kvindelige birolle i 12 years a Slave, red.) var hjertegribende. At overvære alt dette komme ud af hende. Mit hjerte svulmede. Det er ligesom at fange sommerfugle. Man forsøger at få noget frem, som findes, men bare mangler selvtilliden til at flyve – at finde noget frem i sig selv, som de ikke engang ved eksisterer.«

Jeg spørger til hans venskab med Kanye West, der synes at være en åndsfælle. McQueen har instrueret en kort musikfilm for West, har interviewet ham til magasinet Interview og var inviteret med som gæst til Wests og Kim Kardashians bryllup. Jeg forestiller mig, at der kan være en tendens til at blive draget mod større budgetter, mere kendte navne og i forlængelse heraf også ind i berømthedernes cirkler, jo mere succes man får.

»Hvor mange berømte venner har jeg?« spørger Steve McQueen højt. »Kanye … hmm, Michael (Fassbender, red.), Lupita (Nyong’o, red.), formoder jeg. Det er vel det. Med Kanye, handler det mest om arbejde. Jeg taler aldrig med Kanye om andet end arbejde og ideer, hovedsageligt ideer. Han er en seriøs kunstner med stor integritet. Han vidste ikke, at jeg var instruktør. Han så et show i Basel, jeg var med i tilbage i 2013, og ringede så til mig. Vi talte sammen i tre timer. Det var ret cool.«

Uden at vide det har vores interview udviklet sig som en af hans film. Mine forberedte spørgsmål var blot et udgangspunkt, og samtalen er rykket andre steder hen, men vender så tilbage og krydser sit spor.

Det virker, som om Steve McQueen vil sige noget, der ligger ham på sinde, men bare ikke er helt sikker på hvad – og at vi begge er her for at finde ud af det.

»Jeg er ikke interesseret i bare at plapre løs. Det her er et vigtigt spørgsmål. Det er et ’os’-spørgsmål. Det handler hverken om sort eller hvid – det handler om os, hvordan vi ønsker at forbedre vores samfund, og om hvem vi er. Så lad os komme videre! Lad os løse det problem. Det kan det vel seriøst ikke være nogen diskussion om, at vi skal, kan der vel?«

© The Guardian og Information. 

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu