’Jeg vil ikke være så elitær at sige, at det er det rene lort, men …’

Han er en af de mest markante personer i den danske forlagsbranche. Nu frygter han for alsidigheden og kvaliteten på det danske bogmarked. Claus Clausen har lige har solgt sit forlag Tiderne Skifter til Gyldendal
Claus Clausen.

Claus Clausen.

Lærke Posselt
6. februar 2016

Da jeg møder forlægger Claus Clausen på hans kontor i de skæve gammel kontorlokaler i Læderstræde i Indre København, omgivet af en pæn del af de godt 2.000 bøger, som han har udgivet over de sidste 43 år, er det hans første dag som afgået ejer af sit eget forlag, Tiderne Skifter. Den første februar overtog Gyldendal nemlig officielt forlaget, som Claus Clausen har siddet i spidsen for, siden han startede det i 1973.

»Det føles jo på en måde rigtigt, og så alligevel helt forkert, for når man bygget sådan et forlag som Tiderne Skifter op, så er det også med en vis melankoli og vemod, at man forlader det. Det er, ligesom når ens børn flytter hjemmefra, det fejrer man jo ikke ligefrem,« fortæller Claus Clausen om salget.

At Claus Clausen er blevet en af de mest markante personligheder i den danske forlagsbranche, begyndte egentlig ved en tilfældighed. Efter nogle års studier i litteratur og nordiske sprog på Københavns Universitet og en tid som freelancer i DR’s kulturafdeling, overtog han oversættelsen af »en eller anden tysk anarkist« fra en veninde, som var gået død i opgaven. Bogen skulle udgives på Forlaget Rhodos, og efter at den var blevet udgivet, brugte Clausen sin kontakt til forlaget til at få udgivet Che Guevaras dagbog, som han havde taget med hjem fra en rejse til Cuba. Bogen blev en stor succes med omkring 50.000 solgte eksemplarer og blev begyndelsen på Bibliotek Rhodos, en bogserie med debatskabende og samfundskritiske bøger af blandt andre Michel Foucault, Karl Marx og Roland Barthes. Der blev udgivet 65 bøger i serien på bare to år, og de solgte godt.

»De bøger, vi udgav, modsvarede virkelig et kæmpe behov, især i den yngre læsende offentlighed, og tiden råbte på præcis det,« siger Clausen.

Spørger man Claus Clausen, hvordan han selv fandt alle de bøger, som han udgav i de år, peger han både på sine mange rejser og på venskaber i det internationale venstrefløjsmiljø: »Der må jeg bare sige, at jeg havde antennerne ude. Hvis man kan sige, at jeg havde et medfødt talent, så var det, at jeg fulgte med, og at jeg var en del af det, der skete i de år,« fortæller forlæggeren.

Og der skete som bekendt en del i de år. I årene omkring oprettelsen af Tiderne Skifter i 1973 skete en radikal ændring i især mange unges livsførelse, og der var et enormt behov for at læse om, diskutere og forsøge at forstå, hvad de omvæltninger betød. Det var i høj grad det behov, som dannede fundament for Tiderne Skifter, fortæller Claus Clausen:

»Jeg følte mig som en del af løsningen mere end som en del af et problem. Jeg kunne se, at der var kæmpemæssige problemer med forståelsen af, hvad det politiske projekt gik ud på. Det meget gammeldags kommunistiske projekt var gået fløjten, og en ny venstrefløj var undervejs. Diskussionen inden for hele den akademiske verden var blevet mere og mere ideologikritisk og politiseret. Der var et studenteroprør undervejs, der var et ungdomsoprør undervejs. Der var mange ting, der pegede i retning af, hvad man mildt sagt kunne kalde et opbrud. Der var en fornemmelse af frigørelse og af, hvad man godt kunne kalde en revolution, som mest fandt sted i sindet. Der var en følelse af – som forlaget også kom til at hedde – at tiderne skiftede.«

Og den store interesse for at forstå de storesamfundsændringer, der fandt sted i alle områder af samfundet, fra familielivet til det politiske liv, blev afspejlet i Tiderne Skifters salgstal. Den første Kvinde, Kend Din Krop fra 1975 blev en af årets mest solgte bøger med omkring 100.000 solgte eksemplarer. Og den var ikke et enestående eksempel.

»Jeg tror fandeme aldrig, at der er blevet læst så mange bøger af unge mennesker som dengang. Det var overhoved ikke usædvanligt at en bog solgte 10.000 eller 30.000 eksemplarer. De bøger, vi udgav, de blev fandeme købt og læst, du kunne ikke gå ind i et kollektiv uden at de stod på hylden,« fortæller Clausen.

Bogmarkedet i dag

Optimismen holdt desværre ikke evigt, og hjulpet på vej af olie- og økonomisk krise blev flower power-generationen til no future-generationen, og behovet for store samfundsvisioner blev mindre. I den samme periode kan man se, at Tiderne Skifter begyndte at orientere sig mere i retning af især oversat kvalitetsskønlitteratur, og forlaget har ifølge Clausen oversat bøger fra omkring 15 forskellige sprog om året i de seneste år.

Der er sket en del med bogmarkedet siden Tiderne Skifters fødsel, og selvom Claus Clausen stadig finder det uhyre nødvendigt og tilfredsstillende at udgive bøger, er han især bekymrede over den afstand, der kan være i dag imellem en bogs kvalitet, og hvor meget den sælger: »Den største forskel på dengang og nu er, at, ja, der bliver stadig lavet bestsellere, men dengang var der mindre afstand mellem de bøger, der blev bestsellere, og dem, der var de bedste bøger. I dag er der en kæmpestor afstand. Hvis du tager de bedst sælgende bøger inden for det sidste par år, du kan f.eks. tage hende den erotiske forfatter med de fem eller seks grader af gråt, eller hvad den nu hedder (50 Shades of Grey af E.L. James, red.), eller Dan Brown. Jeg vil ikke være så elitær at sige, at det er det rene lort, men det er næsten det rene lort. Der er meget lidt overensstemmelse mellem kvalitet og kvantitet. Dengang i 1970’erne og 80’erne var der meget kort afstand mellem kvalitet og et stort publikum,« fortæller Claus Clausen.

– Hvad ser du ellers af udfordringer for forlagsbranchen?

»Uha, jeg ser mange udfordringer, men en stor udfordring bliver at bevare mangfoldigheden i udgivelser. Problemet opstår, hvis de smalle bøger får det så svært, at de slet ikke bliver udgivet; at de bliver så smalle, at ingen kan få øje på dem. Jeg er bange for for meget hovedgade og for få sidegader. For meget bundlinjetænkning i udgivelserne kan jeg godt frygte.«

Netop nødvendigheden af bredde i kulturen er noget, Clausen ofte vender tilbage til. Det har at gøre med en irritation over manglede nysgerrighed over for det anderledes og overraskende; en manglende nysgerrighed, som ifølge Clausen kan få os til at lukke os om os selv: »Jeg er sgu bange for, at der sker en horisontforsnævring, at litteraturen bliver mere og mere dansk, fordi vi ikke længere er gode til alt det fremmede – simpelthen fordi vi ikke kan sprogene længere. Du skal til at lede efter en oversætter, der kan italiensk eller finsk, ja, det skal man allerede, men det kan blive meget værre. Når sprogfagene forsvinder, forsvinder vores interesse for det, der er det afgørende, nemlig andre livsformer, andre steder, andre oplevelser, andre litteraturer, og vi bliver endnu mere nationalistiske,« siger Claus Clausen.

– Hvor kan man se det ske?

»Hvis man ser på det, der bliver oversat, er der en virkelig uheldig anglofon overvægt. Det, der bliver oversat, er det, vi lige så godt kunne læse selv. Selvfølgelig skal der oversættes fra engelsk, men jeg frygter, at det vil blive mere komfortabelt for forlagene at udgive noget sikkert frem for at prøve noget nyt. Og hvis man ikke prøver noget usikkert, kommer man aldrig ud i de grænseområder, hvor der sker noget spændende.«

En anden ting, Clausen frygter, er et skift i magt fra redaktørerne til markedsføringsafdelingerne. Grunden til at antage bøger bliver ikke, hvad der står i dem, men hvem der vil købe dem. Så kan det være nok så god en bog, men hvis man ikke kan sige, hvem der skal købe den, så kan man glemme det.

»Hvis vi ikke kan se et publikum på over 2.000 eksemplarer, så vil vi overhovedet ikke røre ved det. Sådan bliver der sagt på større danske forlag. Det er absolut en trussel mod bogmarkedet.«

Et forlag som viser bredde

Selve overdragelsen af Tiderne Skifter kommer til at foregå gradvist – eller efter »salamimetoden«, som Clausen selv kalder det. Han bliver siddende i direktørstolen frem til juli i parløb med Mette Jokumsen, som har en fortid som chef for Informations Forlag. Derefter overtager Jokumsen roret og Clausen forsætter i en form for konsulentrolle, i hvert fald frem til nytår. Derefter har han ingen konkrete planer. Men som han siger:

»Når man har lavet sådan noget her i så mange år og har udgivet så mange bøger, som jeg har, så kaster man sig nok ikke ud i noget, der er meget langt fra forlagets aktiviteter. Og jeg regner bestemt ikke med, at jeg skal lave ingenting.«

Selvom Clausen føler en vis melankoli ved ikke længere at skulle bestemme over det forlag, han selv har drevet i 43 år, følte han ikke, at der var andet at gøre. Det handlede også om at fremtidssikre forlaget.

– Hvorfor et stort forlag som Gyldendal?

»Det, jeg gør nu, er jo sådan set at sikre forlaget, at få det bragt ind i en havn, hvorfra der kan sejles ud og laves nye ting. Og den beslutning, som jo under alle omstændigheder måtte træffes på et tidspunkt, betyder en del for mit velbefindende. Og der er jeg fuldstændig tryg ved, at det er Gyldendal, der har overtaget det. De ved, hvad de har mellem hænderne,« siger Claus Clausen.

Huskes for

– Er der noget du er særlig stolt af at have udgivet?

»Når man har udgivet så mange bøger, som jeg har, så er det ved gud meget svært at sige, og det virker også uretfærdigt over for de andre forfattere. Forfattere er gudskelov meget forskellige, og det skulle de bøger på folks reoler, som der står Tiderne Skifter på, gerne være et synligt bevis på. Det er egentlig derfor, jeg har haft lysten til at lave forlag. Jeg har sgu aldrig haft lyst til at lave et specialforlag. Jeg er stolt af forlaget som helhed. Der er selvfølgelig bøger, jeg er stolt af at have udgivet.

Jeg er stolt af at have opfundet Julian Barnes på den danske marked, jeg er stolt af, at have genoplivet Italo Calvino, da han var dybt begravet, eller over, at jeg introducerede Borges på dansk – det er jeg da. Jeg er også stolt af at jeg udgav Ib Michaels første bøger, jeg er stolt af Fodboldenglen af Hans-Jørgen Nielsen, som jeg synes er det nærmeste, jeg kan komme på en generationsroman om 68’erne, Maria Marcus’ Den Frygtlige Sandhed, en bog om masochisme; jeg er naturligvis også stolt af at have udgivet Kvinde Kend Din Krop og af, at vi har genudgivet den fem gange i forskellige udgaver. Jeg kunne også nævne Richard Ford og Thomas Pynchon. Jeg kunne nævne rigtig mange, og derfor er det jo lidt uretfærdigt at fremhæve noget, jeg er særligt stolt af. Jeg er sgu stolt af det hele.«

Lige inden jeg går, spørger jeg Claus Clausen om, hvad han gerne vil huskes for, hvilket får ham til at grine højt, og selvom han mener, at det må være op til andre at bestemme, giver han alligevel sit bud efter en kort tænkepause:

»Jeg vil gerne huskes for, at jeg har lavet et forlag, som den kritisk læsende offentlighed har sat pris på. Jeg har i hvert fald været rimelig original. Hvis jeg skal være stolt af noget, så er det, at Tiderne Skifter har et ansigt, og at jeg har lavet et forlag, som viser bredden. Jeg ville ikke være lige så stolt, hvis jeg kun have udgivet gode krimier eller kun en anden slags bøger. Jeg har brugt alle farverne på paletten. Jeg gjorde mit bedste, det er jeg nogenlunde sikker på.«

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Kommentarer

Brugerbillede for Jan Weis

Gyldendal - Bakkedal
For de af os bogelskere, bogkendere og læseheste, der heller ikke har svært ved at se - at det er det rene lort - og ikke har købt en dansk skønlitterær bog de seneste mange år - kan så fortsat prise sig heldige med, at vi er naboer til det stort og kulturelt levende sprogområde, som altid er leveringsdygtige i bøger af gode ’digtere og tænkere’ af enhver kategori – det engelske og franske ikke at forglemme …

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Morten Vesterbro-Hansen

En gammel venstrefløjser begræder, at der ikke længere er et stort nok publikum til en ideologi, der forlængst burde være kørt på kirkegården. Ak ja.

Men det er da godt at høre, at han ikke vil fremstå som elitær og bestemme, hvad folk skal læse.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for erik mørk thomsen

Måske ligger sandheden i det, som den danske stormester i skak, Bent Larsen sagde, at dansk er et så lille sprogområde, at man skal være glad for, at der bliver udgivet andre bøger, end telefonbøger på dansk!
Og de unge, mine børn i hvert fald, læser heller end gerne bøgerne på engelsk, fordi de siger, at de få mere ud af dem.
Og noget vil jo altid gå tabt i en oversættelse, så det passer nok, hvad ungerne siger.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for arne lund

Tak Claus for de mange gode og givende bøger gennem årene. Er der nye kulturarbejdere, der kan løfte arven? Eller handler det meste efterhånden blot om idiotiske femi-krimier og bestsællers.

anbefalede denne kommentar