Læsetid: 9 min.

Han har været foragtet af mange – nu begejstrer Rudyard Kipling igen

150 år efter sin fødsel bliver forfatteren til ’Den hvide mands byrde’ atter læst og positivt nyvurderet – efter generationers nedrakning, hvor Kipling blev set som vulgær pøbelophidser, rodløs kosmopolit og krigspropagandist
Rudyard Kipling (1865-1936).

AP

6. februar 2016

I Mumbai – på samme grund som den myldrende millionbys ældste kunstinstitution, Sir Jamsetjee Jeejeebhoy School of Art – ligger der en forfaldende bangla (bungalow). Det var ikke her, at Indiens måske største engelsksprogede forfatter kom til verden som søn af John Lockwood Kipling og hans kone Alice – 30. december 2015 var det 150 år siden. Men stedet er, så vidt vides, det eneste mindesmærke, som Indien har rejst for ham.

Mindesmærke er måske så meget sagt, for ud over en mindeplade er her ikke meget at komme efter. De skiftende indiske regeringers, delstatsregeringers og private fondes bestræbelser på at etablere stedet som museum eller mindestue, der kan hædre Rudyard Kipling på passende vis, har været halvhjertede. Nok mest, fordi inderne ikke helt kan beslutte sig til, hvad de skal mene om ham.

Det er de ikke ene om. Også i det britiske kulturpantheon har man haft svært ved at placere Kipling – ’imperiets besynger’. Storbritannien gjorde da også bemærkelsesværdigt lidt ud af markere 150-året for sin første vinder af Nobelprisen i litteratur. Da Kipling vandt prisen i 1907, var han blot 42 år (og han er stadig den yngste, der har vundet den).

Indisk født og brite? Spændingsforholdet har i generationer været betændt. Og netop derfor egnet til at nedsætte den høflige og forekommende mands agtelse i postkoloniale tider. Samtidig er det præcis denne spænding, der gør ham interessant. Og forklarer den forøgede og uventede interesse, der trods officiel ligegyldighed igen er begyndt at samle sig omkring ham og hans historiske roller.

Kipling er en paradoksal figur: Han var propagandist for Storbritanniens koloniale ekspansioner, for Boer-krigen og for Første Verdenskrig, men han kunne også udtrykke sin medfølelse med de kvinder, som soldater og imperiebyggere lod tilbage – som i »Harp Song of the Dane Women«: »What is woman that you forsake her/And the hearth-fire and the home-acre/To Go With the old grey Widow-maker«. Han var modstander af indisk selvbestemmelse, men skrev med indlevelse om sine indiske figurer i historier som Lisbet og Beyond the Pale. Han var konservativ tilhænger af den etablerede orden, men gjorde veloplagt grin med Raj-magtelitens hykleri i sin Plain Tales from the Hills.

Plaget barndom

Et fingerpeg til at forstå Kiplings sammensatte natur finder vi i hans plagede barndom. Traumatisk må det være pludselig at blive plukket fra varmen i hans hjemlige Bombay og ført en halv verden væk for at leve hos plejeforældre på Englands regnfulde sydkyst. Han skriver i sin erindringsbog, Something of Myself, om sin tidlige barndoms glæder ved at blive kørt rundt i klapvogn af sin ayah, bade sig visuelt i markedernes kulørte skue og lytte til den blide lyd af den fløjtende vind gennem palmer med udsigt over Det Indiske Ocean.

Men snart blev han brat omplantet til South- sea, hvor han ud over det mere mistrøstige vejrlig også kom til at erfare den dystre alvor i monoteistisk engelsk religiøs fundamentalisme og blev udsat for både fysisk og psykisk tortur af sin evangeliske plejemor, Mrs. Holloway, på den ulidelige måde, han senere har vakt til live i historien Baa Baa Black Sheep.

Han bemærkede da også i et senere tilbageblik, at disse barndomserfaringer indgav ham »iagttagelsens vane og en fintmærkende opmærksomhed over for stemninger og temperamenter«. Mere generelt gav disse tidlige år også næring til økumenien i hans digt fra 1912, »The Two-Sided Man«: »Much I Owe to the Lands that grew – /More to the Lives that fed – /But most to Allah Who gave me two/ Separate Sides to my head«.

Holdningen til Kipling blev på negativ vis formet og forstærket af George Orwell, der i et berømt essay fra 1942 hævdede, at i de sidste 50 år eller deromkring, »har hver en oplyst person foragtet ham«. Orwell var dog så nådig elskværdigt at tilføje: »… men i sidste ende er ni tiendedele af disse oplyste personer glemt i dag, hvorimod Kipling i en vis forstand stadig er hos os.«

Orwell, der også blev født i Indien og siden arbejdede i Burma, var en del af en generation, der var vokset op med imperiet. En generation, som enten støttede dets praksis og værdier pr. refleks (og i så fald betragtede Kipling som sit litterære talerør) eller tog beslutsomt afstand fra det – i vid udstrækning ud fra det mere påtrængende behov for at konfrontere fascismen i Europa (i hvilket tilfælde Kipling var en dæmon).

Grunden til de stadig mere afkølede holdninger til Kipling blev først lagt af G.K. Chesterton, der i 1905 angreb ham fra et konservativ-katolsk perspektiv for ikke bare at være en vulgær pøbel-ophidser (Kipling havde i årene forinden været en energisk støtte af Boerkrigen). Men også – hvad der gjorde mere varig skade på Kiplings ry – for at være en rodløs kosmopolit, der tilbad moderniteten og var uden reel kærlighed til England. Siden skulle litteraturkritikeren Edward Said i sin berømte Orientalisme (1978) – og igen i sin Penguin-introduktion til Kim (1987) hævde, at Kipling var en del af en vestlig bevægelse, der ville indordne Indiens og Østens kulturer under sin egen.

Uden historiske fordomme

Hver ny generation synes at få den Kipling-kritik, den fortjener. Men hvor de spørgsmål, som Edward Said rejste, stadig spiller ind i nutidens samtale om multikulturalisme og Islam, har den underliggende virkelighed, der skabte de foregående generationers polariserede holdning til Kipling, flyttet sig meget. Det er nu blevet muligt at se på Kipling uden historiske fordomme, og resultatet synes at være en markant fornyet og oprigtig interesse for hans værk.

Chestertons indvendinger bliver i dag vendt på hovedet. Jovist, Kipling var en kosmopolit, men dette er jo ret beset en dyd. Langt fra at være den typiske reaktionære var Kipling også en besynger af teknologi og innovation, bifaldt maskinernes fremmarch og var begejstret for og henviste til filmkunst.

Han hyldede de dybhavskabler og flyvemaskiner, der knyttede imperiets forskellige dele sammen, hvorimod den konservative Chesterton ikke brød sig om alle disse innovationer, der truede det naturgroede England, han elskede. Han hævdede derfor, at Kiplings kærlighed til ingeniører og soldater røbede en upassende begejstring for orden, som let kunne glide over i militarisme.

I den nye Kipling-reception ses forfatteren som en afgørende brobygger mellem det 19. og 20. århundrede (som født i 1865 og død i 1936 skræver Kipling smukt over begge epoker).

Et almindeligt synspunkt førhen var, at det vidunderbarn, som rablede Barrack-Room Ballads af sig, kort efter at han fra London var vendt tilbage til Indien i 1889, havde skrevet sit talent ud allerede i 1900. Men Daniel Karlin, professor på Bristol University, har vist, hvor drevent historier såsom »An Habitation Enforced« og »The House Surgeon« i Kiplings 1909-antologi Actions and Reactions formidler de forskydninger og forandringer, der finder sted under overfladen af tidens edwardianske samfund.

Redaktør og forfatter Philip Hensher valgte for nylig at inkludere »The Village That Voted the Earth Was Flat« fra 1913 i sit udvalg i The Penguin Book of British Short Story, og beskriver denne satire over de begyndende massemedier som »det strålende højdepunkt i Kiplings geni« og applauderer historiens »gennemlysning af hysteri og vildskab i den offentlige mening«.

Kiplings fiktion bærer også vidnesbyrd om ubehaget i årene efter Første Verdenskrig. Efter at have mistet sin søn, John, i slaget ved Loos i 1915, kanaliserede han sin sorg over i historier som The Gardener. Han var også en af de første forfattere, der beskæftigede sig med posttraumatisk stresssyndrom i A Madonna of Trenches og A Woman in His Life.

En følsom krigsdigter

Konflikten står også centralt i den aktuelle revurdering af Kiplings poesi. Det er selvfølgelig umuligt at se bort fra de nationalpanegyriske vers og propagandaeffekterne. Men han var også en følsom krigsdigter, hvis Mesopotamia (1917) begræder konsekvenserne af det bemærkelsesværdige britiske nederlag ved Kut-al-Amara i 1915 – »They Shall not return to us, the resolute, the young« – og anklager de ansvarlige for den militære fadæse: »When the storm i ended shall we find/ How softly but how swiftly they havde sidled back to power/ By the favour and contrivance of their kind.« Denne vrede går igen i hans Epitaphs of the War (1914-18). Kritikeren Harry Ricketts har påvist, hvor meget andre krigstidsdigtere såsom Rupert Brooke og Edward Thomas skylder Kipling, og har mere bredt plæderet for, at Kipling kan læses som en slags uerkendt modernist.

Kiplings evne til at sætte virkeligheden i et nøgternt lys har også hjulpet til at genoplive hans omdømme blandt indiske kritikere. Hans ofte nedladende ytringer omkring indiske selvstændighedsaspirationer er selvfølgelig uantagelige i en tid, hvor den udbyttende karakter af det britiske kolonistyre for længst er etableret. Men de kan også rose ham som en kommentator af deres egen vigtige brydningstid – en stemme fra dengang, da subkontinentet tog sine første tøvende skridt ud af kolonitidens afhængighed og hen imod et selvstyre.

Mowglis sang imod menneskeheden fra anden udgave af Rudyard Kiplings ’Junglebogen’ , 1895. Illustrationen er tegnet af Kiplings far, John Lockwood Kipling. To nye animerede Hollywoodversioner af den tidløse klassiker er for øjeblikket under udarbejdelse.

The Granger Collection/Polfoto

I mellemtiden er også Kiplings engelskhed eller ’albinisme’ ved at blive genopdaget. Det er ironisk, at Kipling i 1906 – året efter at Chesterton kritiserede ham for ikke at være engelsk nok – udgav Puck of Pook’s Hill, hans sublime meditation over samspillet mellem Englands historie, natur og identitet. I sin vedvarende afsøgen af britisk identitet i vor tid inkluderer sangskriveren Billy Bragg ofte en brummende udgave af »A Pict Song« fra denne bog.

Puck of Pook’s Hill blev fire år senere efterfulgt af Rewards and Fairies med det stemningsfulde digt »The Way Through the Woods« (mens den mere kalkulerende folkekære »The Glory of the Garden« udkom i 1911). Kipling udtalte om denne sidste samling, at han »arbejdede på materialet i tre eller fire nuancer og teksturer, der bygger oven på hinanden, og som måske eller måske ikke vil afsløre sig selv i et lys, der kan skifte efter køn, ungdom og erfaring«. En ung engelsk musiker, der er blevet inspireret af disse forskellige betydningslag er Olivia Chaney, der trækker på den folkelige tradition fra den veletablerede Kipling-entusiast Peter Bellamy og performer »Brookland Road« ud fra den.

Animerede versioner på vej

På en bredere scene finder vi en indikator for Kiplings popularitet i Hollywood, hvor ikke én, men to nye animerede versioner af hans tidløse klassiker Junglebogen for øjeblikket er under udarbejdelse – den første, fra Disney, får premiere dette forår med Bill Murray, som lægger stemme til Baloo og Scarlett Johansson til Kaa, og næste år kommer Warner Brothers version, med Benedict Cumberbatch som Shere Khan og Cate Blanchett som Kaa.

Til december vil Victoria and Albert Museum vise en udstilling, der er bygget op om Kiplings far, Lockwood, hvis dekorative skulpturer stadig er synlige på banegården og i Crawford Market i Mumbai. Lockwoods omhyggelige tegninger af indiske håndværkere er godt repræsenteret på museet, og det er hans illustrationer, der pryder førsteudgaven af Kim (1901).

Kiplings egne talenter for opfindsomhed og iagttagelse giver udfordringer og paradokser for vore urolige tider. Det er værd at huske på, hvor ofte de understreges af humor og menneskelighed – som nu i det sene digt, »We and They«, der fortjener at blive bedre kendt:

All good people agree,
And all good people say,
All nice people, like Us, are We,
and everyone else is They:
But if you cross over the sea,
Instead of over the way
You may end by (think of it) looking on
We
As only a sort of They

Andrew Lycetts biografi om Rudyard Kipling er netop genudgivet med et nyt forord på forlaget Weidenfeld & Nicolson. For nylig udgav han også antologien, Kipling and War på forlaget IB Tauris.

© The Guardian og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu