Læsetid: 9 min.

’Jeg har altid fået at vide, at jeg ville blive gadefejer’

Halfdan Pisket har færdiggjort den kritikerroste trilogi om sin tyrkiske fars hårde liv. Han introducerer Informations udsendte for sit hjerteland, Amager, og tager røven på ham, da han introducerer ham til faderen
Det første Halfdan Pisket gjorde, da han var blevet optaget på Kunstakademiet, var at cykle ud til sin gamle studievejleder på folkeskolen og sige, at han havde vundet over ham

Det første Halfdan Pisket gjorde, da han var blevet optaget på Kunstakademiet, var at cykle ud til sin gamle studievejleder på folkeskolen og sige, at han havde vundet over ham

18. marts 2016

Halfdan Pisket er 12, da han kommer på kant med loven. Han er ikke gammel nok til at vide, hvor man får fat i spraydåser, så sammen med tre kumpaner stopper de lommerne med store Penol sprittuscher fra Bog & Idé i Amager Centret.

Så op på syvende sal, øverste dæk i centerets parkeringshus og i gang med at male graffiti. Ti vagter møder op og spærrer alle udgange.

»Vi havde ikke helt luret, at de havde overvågningskameraer. De tolererede åbenbart, at man stod heroppe og røg hash, men det gik ikke, at man malede graffiti.«

Vi står på gerningsstedet og ser ud over et Amager nedsænket i mandagens grå mælk. Lidt væk står tre knægte og chiller opad den eneste bil på dækket. Han viser mig gitterlågen i loftet, som er åben, og som han og så mange andre unge er kravlet igennem for at komme op på taget og ryge den fede. Vi spotter overvågningskameraet, et nymodens et bag en panserglaskuppel.

Vi står her på grund af 30-årige Piskets stærkt anmelderroste sort-hvide tegneserietrilogi Desertør, Kakerlak og endelig Dansker, der udkom for en uge siden. En delvist biografisk fortælling om hans tyrkiske far, James Pisket, og en delvist fiktiv undersøgelse af dét at være fremmed, fanget mellem to lande.

Desertør handler om farens ungdomsår i en lille landsby på grænsen til Armenien og hans desertering fra militæret. Kakerlak om hans kamp for et anstændigt liv i Danmark. Dansker handler om hans år som kriminel og familiefar.

At vi præcis står hér, øverst i Amager Centret, skyldes, at Pisket vil vise mig et centrum i sit liv: Amager, hvor han voksede op, fra han var tre. Og sandsynligvis også, fordi han ønsker at vise mig, hvor langt han er vokset uden at miste bevidstheden om sine rødder.

Inspirationen til trilogien kom, som i så meget af hans arbejde, fra filmens verden.

»Jeg husker tydeligt, at min søster og jeg sidder oppe hos min far og ser Pusher 3 og bare er helt målløse over, at det er vores far, der er inde i fjernsynet. Milo opfører sig én til én som min far. Og han kommer ind og siger, ’hva’ fa’en er det for noget lort, I ser’ og slukker fjernsynet. Så er det lige som dér, den ligger. Og så tænker jeg, at det kunne være sjovt at lave noget om at være barn af en kriminel.«

Ud af oplevelsen kom ideen om en trilogi, der skulle fortælle hvordan samfundets marginalisering, de forkerte valg og de uheldigste bekendtskaber kan skubbe selv det mest sympatiske menneske ud i vold og kriminalitet.

»Der kommer et tidspunkt, hvor man ikke kan holde ud at være den, der hele tiden bakker væk. Eller lader sig træde på.«

Og det er ikke kun hans fars erfaringer, han har kunnet trække på til sin tegneserie i den forbindelse.

»Jeg har mange barndomsvenner, som også er endt med at lave noget lort. Og de vælger ikke, at det er fedt at være kriminel indvandrer. Det er en mangel på valg – det er, når der ikke er nogen valg. Når der ikke har været en eneste fed voksenskikkelse i ens liv, som har kunnet hjælpe en.«

Unge år

Han var selv en besværlig eksistens i sine unge år. Men har altid følt sig bakket op af sine forældre, oplevede at de var ressourcestærke, omend ikke i traditionel forstand.

Ikke desto mindre blev der efter graffitiballaden i Amager Centret sat et større offentligt apparat i gang for at rette den unge Pisket ind. Der blev lavet handlingsplan, der blev truet med tvangsfjernelse – formentlig fordi hans mor var bistandsklient og hans far tidligere straffet – og han blev sendt på sportsefterskole.

»Jeg blev smidt ud efter to uger. De kunne ikke have en eller anden gående, som ikke gider at gå der, og sabotere alting. Og kommer op at slås.«

Pisket røg ind og ud af uddannelsestilbud, men hver gang var der mulighed for at udvikle passionen: at tegne. Og det endte med, at han som 17-årig blev optaget på Kunstakademiet, som han i dag er uddannet fra.

»Det første jeg gjorde, var at cykle ud til min studievejleder på min folkeskole og sige til ham, at jeg ikke ville have ham som studievejleder mere. Og at jeg havde vundet over ham.«

Han griner.

» Det var det vigtigste i mit hoved, da jeg kom ind på Kunstakademiet.«

– Hvad sagde han så?

»Han var jo vildt glad på mine vegne.«

– Var det for at hovere, at du tog derud?

»Jeg havde fået at vide hele min barndom, at jeg ville blive gadefejer.«

– Også af ham?

»Han mente, jeg skulle tage en håndværkeruddannelse, teknisk skole. Han mente ikke, at hjernen var der til at gøre andet end dét.«

Latteren

Halfdan Pisket griner igen. Han griner og smiler i det hele taget uendeligt meget oftere, end da jeg mødte ham første gang.

Det var i sommeren 2010, da han sammen med Dj Hvad/Kid Kishore, Goodiepal og Poul Erik Vejgaard havde stjålet den hundedyre lydeffektcomputer Eventide H8000FW fra Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus. En kunstaktivisme, der søgte at udfordre, hvad de mente var en konservativ og uopfindsom linje på stedets elektroniske musikuddannelse. Tyveriet blev politianmeldt.

Jeg husker tydeligt, at min søster og jeg sidder oppe hos min far og ser Pusher 3 og bare er helt målløse over, at det er vores far, der er inde i fjernsynet. Milo opfører sig én til én som min far. Og han kommer ind og siger, ’hva’ fa’en er det for noget lort, I ser’ og slukker fjernsynet. Så er det lige som dér, den ligger. Og så tænker jeg, at det kunne være sjovt at lave noget om at være barn af en kriminel.

Halfdan Pisket

Pisket er rundet af en aktivistisk gør det selv-kultur i Ungdomshuset i 00’erne, hvor han fik pletter på sin straffeattest: Han er blevet taget for graffiti og butikstyveri, »Og for at låse mig fast til en stemmeboks uden tøj på«, og den 16. december 2006 var han med, da 273 demonstranter blev arresteret i forbindelse med uroligheder på Nørrebro, efter at retten havde beordret Ungdomshuset ryddet.

»Jeg ville ikke have byttet det for noget, for det var en af de sjoveste perioder i mit liv.«

Halfdan Pisket kan ikke lide at blive taget til indtægt for én holdning, én position. Nogle gange er han også uenig med sig selv, som han formulerer det. Og han er desillusioneret over det polariserede debatklima i Danmark. Men han vover også pelsen og siger ting, der er kontroversielle i mainstreamdanmark.

Denne mandag har han modtaget sin første trussel som tegneserietegner. En eller anden fyr fra Jylland har ønsket ham og en større uklart defineret befolkningsgruppe død.

Ikke at trusler er noget nyt. Som den grafiske del af duoen Albertslund Terrorkorps fik han sammen med Kid Kishore en del trusler undervejs i deres karriere, og op til deres optræden på Roskilde Festival 2008 var de blevet lovet at blive skudt ned i det øjeblik, de gik på scenen.

Forløsning

Mens vi taler, får jeg fornemmelsen af en mand, der har tid. Eller giver sig tid. Lader verden og mennesker folde sig ud omkring ham. Og latteren giver en fornemmelse af forløsning. Færdig med sin fortælling om sin far. Lettet. Fuldbyrdet. Og i kontakt med sine rødder, ikke mindst efter sidste års rejse til Tyrkiet med sin far – for første gang i 40 år tilbage i hjemlandet.

Det tog seks dage at komme fra Danmark til den landsby ved den armenske grænse, hvor han voksede op. Ikke mindst, fordi der havde været terrorangreb på togsporene. Da de ankom, var der hverken strøm eller varmt vand i byen, også grundet terror.

Næste morgen kunne de konstatere, at der var skudt boligblokke op, at skoven for længst var fældet, at det var et sted for de uønskede. Og faderen måtte medgive, at sønnen havde ret i sin fiktive tegneseriefremstilling af stedet. At hans hjemstavn var blevet til Tyrkiets svar på Udkantsdanmark.

»Så kom der to sorte varevogne, hvorfra der hoppede 16 betjente ud med maskingeværer. Så blev vi kropsvisiterede og de tog vores pas. Vi blev sat på en vogn og kørt op til busstationen og fik at vide, at vi skulle finde et andet sted at opholde os.«

Derfra tog de videre til en »lillebittebittebitte landsby«, hvor oplevelsen var den modsatte. Halvdelen af passagererne i bussen dertil hed Pisket, og navnet stod også på halvdelen af de otte butikker i landsbyen. Og gravpladsen var fyldt med efternavnet.

»Det var ret specielt også for den her fortælling.«

Det var her, de mødte familien, som endelig – i Halfdans skikkelse – kunne se, at slægten var ført videre. »Det var et vildt afsnit af Sporløs, dét der.« Han ler.

Alternativ danmarkshistorie

Vi tager elevatoren ned igen. I Bog & Idé er det ene eksemplar af Desertør, som Pisket så dernede for ikke så længe siden, væk. Der er kun Tintin og Claus Deleurans Illustrerede Danmarkshistorie for folket tilbage. Men Penol-tuscherne står det samme sted, og nogle af ekspedienterne er fra dengang, han blev knaldet.

Vi går ud af centeret og ned ad en velfriseret gade med små buske foran etageejendommene. Han går op i en af opgangene, og der går et par minutter. Så hidkalder han mig fra en altan på anden sal.

Jeg bliver mødt af den lille gøende hund Cæsar, træder forbi den ind i en trang, kantet entré. En lille mand med sølvhår trykker min hånd. Halfdan har taget røven på mig. Uden videre introduktion står jeg dér og trykker hånd med hans far, James Pisket.

Jeg føler, at jeg kender ham, men jeg kender ham kun i en fortolkning. Nu står han dér, ufiltreret. Overraskende milde øjne i en mindre krop, end jeg havde troet. Vi sætter os. Drikker kaffe fra en stempelkande. Han vil ikke have, at jeg tænder for min optager. Lad os nu bare tale sammen.

Vi kommer hurtigt ind på tyrkisk politik, som han følger intenst, og kan blive enige om, at det er noget rod, og at Erdogan og AKP ikke styrer landet ordentligt. På hans store fladskærm er Barcelona foran 6-0 mod Getafe. Cæsar er ved at vænne sig til mig og er i gang med at spise ærmet på min hættetrøje.

På væggen hænger fotos af den og af James Piskets to tidligere hunde, Trille og Bandit, den golden retriever, som er forlægget for schæferen Tony i Dansker.

Farvel

Mandagen før blev Halfdan Pisket opfordret til at sige farvel til sin far kort inden udgivelsen af det sidste bind om ham. James Pisket var blevet kørt til operation for tarmkræft klokken ni mandag morgen. Ved afskeden havde han et par ord til sønnen.

»Han mindede mig om dem, som skyldte ham småpenge. Og at jeg også skulle tage at få mig et barn snart, han ville gerne nå at se, at jeg fik et barn. Fint nok med tegneserien, men nu skulle han altså også snart have et barnebarn.«

Klokken 16 var faren ude igen. En uge efter er han slagfærdig og spillevende og ser sund og rask og uberørt ud.

Nu sidder de og joker med hinanden. James Pisket kan 100 procent genkende sig selv i trilogien, fortæller han. Han har taget mange dårlige valg, siger han og leverer lidt kolorit fra gangsterlivet: Han har set backgammonspil i sin klub på Vesterbro, hvor de spillede om 200.000 kroner i ét spil. Men der er også masser af fiktion i serien, Halfdan hedder for eksempel Joshua.

Faderens øjne har set meget, men er på ingen måde slukkede. Desertør fra den tyrkiske hær. Kakerlak på det danske arbejdsmarked. Og endelig efter årtier: dansker. Han er 71 år gammel, men siger, at han føler sig som en på 30. Det forholder Halfdan sig skeptisk til.

Vi siger farvel til James Pisket. Jeg er altid velkommen. Og mens vi trykker hånd, berører vi det danske retssystem, som han er mægtig glad for. Han elsker Danmark.

»Han var vild, da han var i fyrrerne. De kaldte ham den hurtige tyrker,« siger Halfdan på vej ned til cyklerne. Han viser, hvordan han gik lænet forover i højt tempo og fortæller, hvordan han som barn nærmest måtte løbe efter ham.

– Han lyder egentlig som en sjov person, når du taler om ham. Men i serien er han genstand for en mere sørgmodig fortælling.

»Megen af den sørgmodighed, det er jo også min.«

Det er en sørgmodighed, der for eksempel kom til udtryk, da Halfdan Pisket i sidste uge modtog en pris i JP/Politikens hus og ikke kunne lade være med at græde. »Han forstår godt, hvorfor jeg begynder at græde,« siger han. »Men den var ikke gået, hvis det var ham.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Svend Erik Sokkelund
  • Niels Duus Nielsen
Svend Erik Sokkelund og Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Majbritt Nielsen

"»Han mente, jeg skulle tage en håndværkeruddannelse, teknisk skole. Han mente ikke, at hjernen var der til at gøre andet end dét.«"
Det vist ikke den skarpeste kniv i skuffen den "studie-vejleder". Men de har heller ikke gjort indtryk på mig, da jeg gik i skole og siden hen teknisk skole. Jeg ved ikke hvor de har deres viden fra, eller om de alle er som dem jeg kom i kontakt med. For der var ikke meget hjælp at hente der.

Bodil Waldstrøm

Hvad er der i vejen med at tage en håndværkeruddannelse?

Når man læser artiklen, viser det sig, at overskriften er med til at cementere offerrollen. Ærgerligt.

charlotte keck

Offerrollen? Hvor ser du Halfdan som et offer, Bodil Waldstrøm? Det med gadefejer er jo en joke.

Tak for en dejlig artikel, der endnu engang viser, hvilken kreativitet og kompetence, der var i gruppen omkring Ungdomshuset på Jagtvej. Så mange af unge, som samfundet dømte som tabere, og som politiet tævede som "sort blok", fører i dag an inden for kunst, kultur og forskning!

Til lykke til Halfdan med den roste trilogi og den fine kritik. Jeg glæder mig til at læse den.

jens peter hansen

»Jeg havde fået at vide hele min barndom, at jeg ville blive gadefejer.«

– Også af ham?
»Han mente, jeg skulle tage en håndværkeruddannelse, teknisk skole. Han mente ikke, at hjernen var der til at gøre andet end dét.«

Hvem er det der pisser på håndværkeruddannelsen ? For ikke sååååå mange år siden var en stor del af arkitekterne først uddannede håndværkere.
Og læg mærke til vejlederen han blev sgu glad.